Fra Helsingør Dagblad, 17/11 1909
af K. J. Møller

Hr. Etatsråd Moldenhawer har i nærværende blad for 16. ds. Skrevet en længere artikel om beskatning af jordrenten. Det kan kun glæde alle venner af jordværdibeskatning at se den interesse, hvormed Hr. Moldenhawer stadig omfatter spørgsmålet om samfundets ret til den af samfundet skabte jordværdi. Men denne glæde kan dog ikke afholde os fra at fremsætte nogle korrigerende bemærkninger til hr. Moldenhawers indlæg.

I den nævnte artikel forklarer hr. M jordrenten som “den indtægt, der tilfalder ejeren af jorden udelukkende som sådan”, og tilføjer følgende: At en sådan ekstraindtægt i stort omfang finder sted, dels for landbrugets vedkommende … og dels for mange til andre øjemed anvendte arealer på landet og i byerne, fordi de på forskellig måde er begunstigede ved jernbaneanlæg, sporvognsanlæg og lignende værdiforhøjende foranstaltninger, er jo indlysende, og lige så iundlysende er det, at staten og kommunen har gyldigt krav på denne ekstraindtægt, når disse foranstaltninger er bekostede af dem og ikke har påført den private ejer nogen som helst udgift i form af kapitaludlæg eller arbejde.” Og nogle linjer længere ned taler hr. M. om “det privilegium, som grundejendomsbesidderne uden arbejde og bekostning ligesom sovende opnår ved tidernes og forholdenes gunst”.

Alt dette er en sund og uangribelig betragtning. Men desværre tager hr. M. ikke konsekvensen med. Han vil nemlig kun tillade stat og kommune at opkræve renten af den stigning i grundværdien, der indtræder fra et bestemt tidspunkt; derimod vil han ikke have rørt ved den for hånden værende grundværdi. Dette skyldes den meget almindelige misforståelse, at den nuværende jordrente er noget, der er skabt i fortiden.

Forholdet er imidlertid det, at jordværdien skabes i nutiden; den er kun til stede i kraft af samfundets nærværelse og virksomhed, den opretholdes fra dag til dag af os alle i forening, og den forsvinder samme dag, som det ordnede samfund ophører at eksistere. Ligesom en vandpost kun giver vand, når der står en og trækker i pumpestangen, således flyder jordrenten kun, så længe samfundet er til stede og opretholder sine vidtforgrenede foranstaltninger. Lad os tage et nærliggende eksempel. Man siger, at kystbaneanlægget har skabt en betydelig jordværdi omkring stationerne — skal vi sige, at den værdi i øjeblikket er 20 mio. kr. Renten heraf er da den såkaldte jordrente, der tilflyder de tilfældige grundejere.

Denne af samfundet skabte værdi vil hr. M. ikke røre, fordi den allerede er til stede.

Men lad os tænke os, at staten i disse sløje tider besluttede at indstille toggangen på kystbanen og nøjedes med at benytte nordbanen — og det har staten selvfølgelig ret til; hvad ville da ske med jordværdien?

Ja, den ville ganske simpelt forsvinde. Dette viser netop, at jordværdien kun er til stede så længe staten lader togene køre, m.a.o. så længe staten opretholder den; eller for at blive i billedet: der kommer ingen vand af vandposten, når man giver slip på pumpestangen. Og hvad der gælder i det her anførte tilfælde, gælder overalt. Jordværdien opretholdes fra dag til dag af det organiserede og arbejdende samfund. Men heraf følger, at det også er samfundets ret at oppebære renten af denne værdi. Bliver værdien så større på grund af nye foranstaltninger og bedre samfundsforhold, ja så stiger også den jordrente, som samfundet har krav på, og bliver værdien mindre, har samfundet kun krav på en mindre jordrente. Men det bør holde fast, at jordværdien ikke er enten ‘gammel’ eller ‘ny’; den er hele tiden ny; derimod kan den være større i dag end i går, og større i morgen end i dag; men den må betragtes som en helhed, der uden afkortning bør tilhøre det folk, der har fremkaldt og opretholder den.

Vi skal derfor ikke nøjes med at opkræve en værdistigningsskat, men en almindelig grundværdiskat.

Er vi enige om dette, kan vi forhandle om, hvor hurtigt, vi skal gå frem. Hr. Moldenhawer antyder, at ejendomsskylden bør forandres, idet den virker uretfærdigt, fordi den også omfatter bygningerne. Heri er jeg enig med hr. M. Lad os da stryge skatten på bygninger og jordforbedringer, og påligne skatten alene på grundværdien. Det er dog virkeligt ikke meget revolutionært; jeg håber, at selv hr. M. gerne går med dertil. Men det vil være et skridt i den rigtige retning. Samtidig kan vi også godt opkræve den værdistigningsskat, som hr. M. har gjort sig til talsmand for – altså opkræve en højere skatteprocent af den forøgelse af jordværdien, som indtræder fra et vist tidspunkt.

Jeg skal ikke ved denne lejlighed komme ind på nogle misforståelser med hensyn til Henry Georges opfattelse, som hr. M. gør sig skyldig i. Kun må jeg med forundring spørge hr. M. hvorfor han skriver, at amerikanske kapitalister har reklameret ihærdigt for Henry Georges jordværdiskat. Er det meningen dermed at mistænkeliggøre Henry George i jævne folks øjne, eller ved han ikke bedre besked. Jeg vil foreløbig antage det sidste. Hvorledes vil hr. M. ellers forklare, at der herhjemme i Danmark ikke findes en enkelt kapitalist, der reklamerer for jordskatten. Den kræves tværtimod hovedsageligt af husmænd og landarbejdere – og de er så vist ikke kapitalister.

Der er adskillige andre unøjagtigheder angående Henry George bevægelsen, men dem skal jeg lade ligge denne gang. De fleste af dette blads læsere lader sig næppe vildlede deraf. Skulle hr. M. imidlertid finde anledning til at gentage dem, skal jeg med fornøjelse tage dem op til nærmere undersøgelse.
K. J. Møller