af Sophus Berthelsen
fra tidsskriftet RET, nr. 7-9, 1920

Johan Pedersen, der var gårdmandssøn fra Aarhusegnen, fødtes 1859. Oprindelig bestemt for landvæsenet begyndte han, efter forældrenes død i 1875 og et højskolebesøg i 1876-77, at studere og blev student i 1882 og juridisk kandidat i 1888. Sagfører i Aarhus fra 189l. 

Firsernes forfatningskamp gjorde tidligt et stærkt indtryk på Johan Pedersen, og var for ham, bondesønnen, en kamp om bondens politiske ligeret. Han deltog selv i striden og var alt i 1882 med til at stifte det radikale studentersamfund. 

Samme år overværede han et sognerådsvalg i Viborg egnen og kom derved til at sysle med valgproblemet. Han så her, at man ved de almindelige flertalsvalg let kan udstemme de bedste personligheder, som normalt har modstandere, og derfor normalt ikke opnår så mange stemmer som middelmådighederne. Derved ledtes hans tanke ind på at lade vælgerne stemme på samtlige kandidater, men at give disse en forskellig nummerplads efter deres kvalitet, og derved påvirke vælgernes egne retfærdsfølelser. 

Efter at have givet verden sin store og nu af alle anerkendte opfindelse: Kvalitetsmetoden og Fri valgret, søgte Johan Pedersen yderligere at uddybe tankerne deri i sine skrifter om samstyre og det lille tidsskrift af samme navn, som han udgav lige til sin død. Han fulgtes heri af en lille og vist nok stadig mindre kreds, medens den store mængde havde vanskelighed ved at følge og forslå de resultater, han her nåede til. Vistnok tiltrænges her en mere folkelig fremstilling af disse resultater, men den fik han – på grund af en snigende sygdom – ikke selv lejlighed til at give verden; måske vil den snart fremkomme fra dem, som i hans sidste leveår havde hans fortrolighed og stod ham nærmest. 

Men også den del af hans livsgerning, som vi alle kender, og som her er søgt en redegørelse for, er nok til at rejse et ærefuldt minde over Johan Pedersens navn. Han var en enestående lærer for sit folk, en skarp og uforfærdet tænker, en original og genial ånd, men frem for alt en af de modigste og bedste forkæmpere for den menige mands frihed og ret 

Det er muligt, at han gik for vidt i sin tro på, at man alene gennem det åndelige fællesvirke, som hans samstyre ville være, skulle kunne udfinde de højeste sandheder i alle forhold, og at han har undervurderet den enkelte sandhedssøgende sjæls muligheder til alle tider. Thi om hans egen uselviske og tapre sjæls hensynsløse stræben for at finde sandheden, kan ingen tvivle, som har kendt Johan Pedersen og haft den lykke at være hans ven. Hans egen ranke personlighed og hans geniale værk blev derfor for så vidt det bedste bevis imod hans alt for udprægede samstyreteori. 

*
Mere om Johan Pedersen og hans valgteorier i samme blad.

*
Og af Signe Bjørner i 1930: Johan Pedersen