fra Det frie Blad, nr. 18, 1930
af Signe Bjørner

Johan Pedersen blev født den 17. november 1859 på Bisgård ved Odder. Hans slægt er vidt forgrenet og rodfæstet på denne egn, der kaldes Jyllands smørhul. Den tæller mange store og dygtige jordbrugere, og Johan Pedersen var i sin personlighed præget af den stærke, virkelighedstro og praktiske oprin­delse. 

Jeppe Aakjær sagde en gang, spøgende, at alle store digtere, fra kong David til ham selv, havde været hyrder. Barndomstiden på lan­det har også givet Johan Pedersen den ro i sindet, som gør det langsynet. Seeren i ham – uden hvilken ingen digter er stor – udtrykte sig ikke på vers. Han digtede en ny epoke ind i sit folks sjæl, og de udtryk, som Johan Pedersen fandt for sine revolu­tionerende tanker, var nøje knyttet til jævne iagttagelser og oplevelser, og især til det folks sindelag og hele historiske forudsætning, som han tilhørte. Oprindeligt og ægte –derfor så mærkelig selvfølgeligt for dem, der hørte ham tale. Og derfor en indsats i dansk fol­keliv, der vil styrke vor evne til at yde vort til menneskehedens fremgang. 

Den begavede og tænksomme dreng blev naturligvis sat til bogen – blev tidlig stu­dent og kastede sig med sin flid og energi over det juridiske studium – det, som tør­sten efter retfærdighed har lokket så mange andre unge ind på, men som har givet dem stene for brød. Om det var virkningen af den ubestridelige mangel på tilknytning mellem jura og jus, der tyngede hans sind og knæk­kede modet, eller hans frilufts-trænede legeme ikke tålte det stillesiddende liv – nok er det, han måtte en tid lang opgive læsningen på grund af overanstrengelse og tage hjem til Bisgård for at være i ro. 

Denne ufrivillige ferie var dog ingenlunde uden oplevelser. Det var i denne – år 1882 – han overværede det sognerådsvalg, der gav ham det stærke indtryk af sådanne valgs tilfældige og ufuldkomne karakter og satte ham i gang med folkestyrets problem. Og det var under denne ferie, han forlovede sig med sin senere hustru, Laura, født Rasmussen. 

Hans jævnbyrdige med hensyn til slægt og opdragelse blev hun ham en trofast medhjælp i gode og i de senere så besværlige dage, der ikke mindst for en ærekær og traditionsbunden kvinde har medført adskillig lidelse og måtte føre til en omvurdering, der sikkert ikke er faldet hende let. 

Med det forestående ægteskab for øje tog Johan Pedersen nu atter fat på studierne ­– som brødstudium, uden illusionerne har det vel været lettere at gennemføre juraen. Sin embedseksamen overstået, holdt han bryllup og nedsatte sig som sagfører, først i Ny­købing Falster, senere i Aarhus, hvor han boede til sin død. Med stor dygtighed drev han sin sagførervirksomhed i vejret og fik de offentlige hverv, der betros en anset og ledende borger i byen. En tid lang var han således konstitueret borgmester i Aarhus og i en år­række sekretær for landøkonomisk selskab. Som byrådsmedlem, bekæmpede han· grundejerinteresser, der lagde sig på tværs af den mest rationelle placering af banegår­den og truede med at ville trække dette vig­tige spørgsmål for sig. Men dette er et ka­pitel for sig – vigtigt nok som et historisk, typisk eksempel på den fordærvelsesbacille, den private grundrente er. Kampen afgjorde Johan Pedersens stilling som tilhænger af grundskyld. 

I landøkonomisk selskab fandt Johan Pe­dersen anledning til at søge styreformen æn­dret, så at det ikke blot blev et tilfældigt til­stedeværende mindretal, der på generalfor­samlingen afgjorde sagerne, men så at og­så de fraværende kunne gøre deres indfly­delse gældende. Han fratrådte derfor sin stilling som lønnet sekretær – hvorved han mistede en ikke ubetydelig indtægt – for som menigt medlem af selskabet at arbejde for indførelsen af “fri valgret”. 

Folkestyrets metoder beskæftigede stadig Johan Pedersens tanker. Trods disse års travle virksomhed fandt han tid til at udarbejde kvalitetsmetoden; en flertalsmetode, hvis afstemnings- og optællingsmåde frem­mer samhjælp om at få de bedste valgt eller det bedste forslag vedtaget. I 1903 udkom hans første bog: Som vælger, så valg,  samt Fordelingsvalg og Selvstændige væl­gere. I 1904 udgav han sin største bog: Selv­styre, om valg og valgret, der begynder så­ledes: 

“Selvstyre i moderne forstand er enstydigt med valgstyre, idet borgernes deltagelse i statsstyrelsen i de moderne samfund er ind­skrænket til at vælge repræsentanter, endog således, at de valgte kun er bundne ved de­res overbevisning, men ikke ved nogen in­struks fra vælgerne.” 

Det er det vanskelige problem, som derfor rejser sig, når mange vælgere, hvis mening afviger fra hverandre, skal vælge en eller flere blandt flere foreslåede, og helst få dem valgt, der i virkeligheden fortrækkes af de fleste, som Johan Pedersen her har løst ved kvalitetsmetoden. 

Men den indirekte repræsentation – selv med de bedst mulige afstemningsmetoder  –tilfredsstiller ikke Johan Pedersen. De skuf­felser, der efterfulgte systemskiftet i 1902, der var hilst med jubel som parlamentarismens sejr her i landet, styrkede hans tvivl om valgstyrets velsignelser. Der var megen tale om folkeafstemning som en forbedring på parlamentarismen, men Johan Pedersen kri­tiserede dette som en illusorisk foranstaltning, der ingenlunde tilfredsstiller kravet om be­folkningens deltagelse i styret. Der gives nem­lig kun adgang til at svare ja eller nej til forslag, der allerede er udarbejdede. Desuden sætter en sådan afstemning kun nye skel, skaber ny kamp, ikke samarbejde. 

I aprilheftet af Dansk tidsskrift i 1905, altså netop for 25 år siden, udsendte Johan Pedersen da sin første afhandling om det princip, som senere fik navn af “fri valgret”, under titlen: Selvstyre fra neden. Fri valg­ret tænkes her anvendt på afgørelsen af et spørgsmål af almen interesse (eksempel: værnet), og dets direkte styreret opstilles over­for folkeafstemning som den i praktisk og ideel henseende heldigere metode. Her frem­hæver Johan Pedersen forskellen mellem valgret og styreret og hævder de fraværendes ret til at øve sin styreret ved stedfortræder. Fra anvendelsen af fri valgret ved en enkelt sags afgørelse går Johan Pedersen over til at vise, hvorledes princippet kan overføres til statsstyret, endogså med bibeholdelse af to­kammersystemet, bestående af folketing og lovting, med brug af kvalitetsmetoden ved afstemninger, til fremme af samhjælp i rigsdagen, i stedet for det nuværende parti­systems kampmetoder. Selvstyre fra neden er optrykt i Det frie blad nr. 50/1921. 

Sagfører S. Berthelsen, Høng, blev stærkt in­teresseret i afhandlingen og omtalte sagen i RET (april 1905). Desuden skrev han til for­fatteren og sendte ham til tak Henry Georges skrifter. Johan Pedersens brev, der er trykt i det følgende hefte af RET (maj 1905), lyder således: 

“Hr. B
Jeg er Dem personlig megen tak skyldig for de sendte skrifter vedørende Henry Georges teori, sær­lig for hr. Jakob E. Langes fortræffelige oversættelse af Henry Georges bog: Arbejdets kår.
Ingen bog har gjort så stærkt et indtryk på mig som denne. Det forekom mig ved læsningen som så jeg virkelig samfundets grundsten blive lagt til rette igen. Der kom mening og harmoni hvor alt eller syntes selvmodsigende og meningsløst.
En klar tanke lyser op også udenfor sit egentlige område. Henry George fortæller således, at man havde bemærket en forskel på 1. og 2. klasses pas­sagererne på nogle Californiske dampskibe. Der var mad nok begge steder, men desuagtet reves man om maden på 2. plads, medens alt gik sømmeligt til på 1. plads. Denne forskel forklarer han ganske sim­pelt som hidrørende fra, at der på 1. plads fandt ordentlig servering sted, medens  der ingen orden  var  i  så  henseende på 2.  plads.
Dette  træk  af  livet  benytter  han til  at  belyse, at der godt kan være kamp om livets fornødenheder og dog være nok til os alle, når der blot bliver ­orden i fordelingen, så at enhver er sikker på sit; men det oplyser meget mere end dette.
Det er som et billede af vort politiske liv. Skønt grundloven tilsiger os alle lige indflydelse i folketin­get, slås og rives man daglig i aviserne og på mø­derne om denne indflydelse, og følgen deraf bliver, at mange slet ingen indflydelse får, mange må nøjes med langt ringere repræsentanter, end de kunde øn­ske, for dog at få nogen indflydelse, og meget øde­lægges og går til spilde.
Årsagen hertil er sikkert den samme, at der ikke er draget omsorg for, at enhver virkelig får den indflydelse, som han har krav på og udmærket kunne få, uden at gøre indgreb i andres ret; og dog kan dette meget let lade sig ordne. Dertil kræves kun, at enhver vælger får fri valgret, så at han kan lade sig repræsentere ved hvem han vil. Får enhver denne ret, vil orden og sømmelighed i det politiske liv straks indtræde.
Den fri valgret er kun den af det mangfoldigt ud­viklede, moderne samfund krævede forandring i den oprindelige ret til personlig deltagelse i samfundet styrelse, hvilken ret fremdeles bør anerkendes. Den svarer ganske til jordværdiskatten som afløser for jordfælles skabet, hvilket sidste også fremdeles må anerkendes som berettiget form i visse tilfælde.
Begge hører til menneskets hellige rettigheder, men der er den forskel, at retten til personlig deltagelse i styrelsen af samfundets anliggender er en oprindelig ret, men retten til jorden kun er en afledet ret, nem­lig for den egentlige rets skyld, retten til arbejdet udbytte. Har man bevaret retten til personlig del­tagelse i statens styrelse, kan man altid erhverve ret­ten til jorden for samfundet i det omfang, som sik­ringen af arbejdets udbytte gør nødvendig.
Da nu gennemførelsen af fri valgret tilmed er me­get lettere end afskaffelsen af den private jordejen­domsret, forekommer det mig, at vennerne af jord­værdiskatten skulle, netop for dens skyld, lade den fri valgret træde i forgrunden og stille retten til arbejdets udbytte på formålets plads. Dette er jo dog det sande forhold.
Den fri valgret er den mindste fælles mangefold, hvori de andre rettigheder går op, og derfor gælder det at få denne ret for derved at kunne nå de andre, først og fremmest retten til arbejdets udbytte.
Dette er ganske vist et taktisk spørgsmål, men i krig er taktik ej at foragte. Deres forbundne
Johan Pedersen.
Aarhus, d. 1. Maj 1905. 

I sit svar (samme nummer) lover S. Berthelsen gennem RET at yde sin bedste støtte til den frie valgret, idet den, som han skri­ver, vil realisere en del af dette blads pro­gram: Samfundet sit og den enkelte sit. 

Og S. Berthelsen holdt, hvad han lovede. Gennem bekendtskabet med ham vandt Johan Pedersen indpas for sine tanker i de kredse, der var mest egnede til at bringe dem til vækst og fremgang i vort folk. 

Herom redegøres i en følgende artikel. (måske også her/pma)