af Friedlev Skrubbeltrang
fra Grundskyld, nr. 1, 1962
(Det er ikke en trykfejl: Han blev 101 år /pma)
Jens Nielsen, der forædlede både planter og mennesker
Jens Nielsen, Borris, 1860-1961.
Dr. phil. Friedlev Skrubbeltrang giver her et rids af Jens Nielsens lange liv og virke som lærer, planteforædler og menneske.
Tre menneskealdre er et langt liv. Da Jens Nielsen var barn, boede tre fjerdedele af Danmarks befolkning på landet, kun den ene fjerdedel i byerne. Dengang dyrkede almindelige landmænd rigeligt korn til salg, men havde sparsomt med foderafgrøder til køer og svin. Jens Nielsens far avlede runkelroer, men få fulgte eksemplet. Mejeridrift (endnu uden centrifuge) magtede kun det store landbrug. Rundt om i landbohjemmene håndkærnede husmødrene deres “bøndersmør”, og salget blev ikke stort. Næsten alt i de små hjem var hjemmeavlet eller hjemmelavet – efter købeting kunne husmandsbørn se med lange øjne.
Jens Nielsen var født 20. juni 1860 i Rørt ved Odder. Han huskede 1864, da tyske soldater var indkvarteret! – Man levede nøjsomt på det lille husmandssted under de susende popler. Store og små skulle bestille noget, og man måtte spare, men de havde det godt sammen. Og titlen på hans erindringsbog, Fra en Grotid (1942), dækker også barndomstiden. 9 år gammel forlod han almueskolen (hvor børnene terpede, og degnen nu og da tampede) for at gå i friskole; han slap lærebogen og lærte i stedet “rigtigt at synge af hjertens lyst” og fik lov at tegne. Det var også i pagt med det nye folkelige liv, når han senere gik til præst hos Otto Møller i Gylling, der på grundtvigsk vis ikke forlangte udenadslæren.
Begyndte som gartner
I tærskeloen havde Jens og faderen ofte diskuteret livsstilling, der var jo så mange. Det blev til, at han kom i gartnerlære. Han havde tidligt været ude at tjene, nu kom han som 17-årig til Sjælland og oplevede som gartnerdreng på Tølløsegård, at en herregård var et klassedelt samfund. Der var 7 rangklasser, fra greven ned til folkene på avlsgården (man kendte dem på, hvem der hilste først). Men der stak en oprører i gartnerlærlingen, som på tværs af Estrup og herregårdstraditionerne følte sig kaldet til at tale Venstres sag for daglejerne i folkestuen. Det viste sig nytteløst, da godsforvalteren i selve valglokalet overvågede, at de stemte på Lunn, Knabstrup.
Men det blev ikke gartneriet, der i længden gav Jens Nielsen hans fulde udfoldelse. “Det var ligesom fantasien var lammet, når jeg skulle tænke fremad.” Så valgte han højskolen. 1883-85 var han på Askov og samlede sig her, under Nutzhorns vejledning, om studiet af Nordens historie og dansk, skønt også fremmede sprog og meget andet fristede. Så alsidig Jens Nielsen var eller blev, lærte han helst kun én ting ad gangen og til gengæld grundigt; de nye tog han op efterhånden som der blev brug for det (man skal lære så længe man lever).
Startede første husmandsskole
Som højskolelærer i Æbeltoft 1885 blev Jens Nielsen nær knyttet til en højskolemand fra den allerførste tid, pastor N. J. Jensen, tidligere Hindholm højskole, en forstander med megen sans for de praktiske fag (J. N. skrev senere en bog om ham). En særpræget ven og kollega fandt han i Morten Larsen, der 1887 blev valgmenighedspræst i Holstebro. Samme år blev Jens Nielsen gift med Frida Eriksen, og 1889 overtog de Klank, der en tid havde været landbrugsskole, men nu atter blev højskole. At den også blev husmandsskole, var J.N.s første større indsats for husmandssagen. Højskolen burde ikke være fagskole, sagde man, men hvad så med husmandssønner, der aldrig kunne få råd til at tage på landbrugsskole bagefter? spurgte Jens Nielsen. Højskolen havde altid haft til opgave at arbejde for “et praktisk dygtigt og åndeligt vakt menneskeliv … Og dette kan lige så vel ske ved undervisning i husmandslandbrug som f. eks. i fysik. Min erfaring går ud på, at eleverne vinder i modtagelighed og undervisningen vinder i organisk sammenhæng derved, at der er noget i den, som knytter til ved elevernes praktiske virksomhed udenfor skolen”. – Jens Nielsen nøjedes ikke med at skrive og tale for sin sag, men indbød fra november 1894 bl.a. til “landbrugsundervisning tillempet efter små landbrug”, og fra 1895 kaldte han sin skole “Klank Højskole og Husmandsskole”. Stor blev den aldrig, men i sine erindringer siger J.N. med rette, at den gled ind “som et led i den bevægelse, der fra forskellig side og på forskellig måde var begyndt for at hjælpe husmændene frem til et højere fagligt og socialt stade”.
Køgeresolutionen som ledestjerne
Også ved at samle husmænd til korte kursus på Klank og som leder af lange husmandsrejser virkede Jens Nielsen tidligt for husmandssagen. Over for husmandsbevægelsen var han tøvende og lidt skeptisk, idet han tænkte på 90’ernes arbejderbevægelse. “Men jeg kom til det resultat, at der ikke var nogen fare ved, at en lavere stillet klasse kom op til større indflydelse”. Helt efter hans sind var Køgeresolutionen af 1902. Den blev hans socialpolitiske ledestjerne, og mange var de sendemandsmøder hvor han med styrke fremholdt grundskyldskravet. Det betød dog ikke at han – den praktiske mand – helt så bort fra forhold, der “gjorde det vanskeligt at hævde de økonomiske love”, som han et sted udtrykker det. Den jyske samvirksomhed drog gennem mange år god nytte af Jens Nielsens store arbejdsevne. Efter overtagelsen af Husmandshjemmet i 1906 var det ham, der redigerede det faglige stof og ud fra sin rige erfaring vejledte det mindre landbrugs udøvere. Samme år var der formandsmøde på Klank, dengang noget helt nyt – i en 12 timer lang, livlig forhandling diskuterede man her om husmandsforeningernes arbejde var i det rette spor, om faglig og socialpolitisk indsats kunne forenes, hvad ikke alle var overbevist om. Jens Nielsen var også virksom for samvirksomhedens spareforsikring, der skulle hjælpe de unge til at opspare de 500 kr., der efter 1904 var den nødvendige egenkapital ved starten som statshusmand; brugene var jo kun små før 1919-lovene.
Han sikrede Borris en fremtid
Med den jyske husmandsskole var det en sag for sig. I Klank havde man jo allerede skolen og dens selvskrevne leder. Men en kommission havde i 1902 foreslået oprettelse af to større husmandsskoler og Kærehave ved Ringsted kom snart i gang. Jyderne nølede, og Jens Nielsen hørte til dem, der uden glæde så hen til statslån og andre vilkår, som syntes uforenelige med en fri ungdomsskole. Til Borris kom han da først, efter at andre havde gjort et forsøg. Klank holdt længe på ham, det havde jo været hans og hans hustrus virkeplads i over 20 år, og her var en døtreflok vokset op. Alligevel blev det ham, der efter en vanskelig begyndelse sikrede “Borris Landbrugsskole, Den jyske Husmandsskole” en fremtid.
Jens Nielsens egne stemninger ved overtagelsen i 1910 afspejler sig i hans senere skildring af skolen, som den lå stor og noget tung og kold i sin ensomhed på hedebanken ved Borris. Med tiden skiftede billedet. Bygningerne blev omgivet af store træer og anden frodighed, kom til at ligge som en lysning i plantningen – samtidig et billede af udviklingen i hans egen og efterfølgernes tid. Men selvom østjyden faldt godt til mellem vestjyder, slog Jens Nielsen sig ikke til ro, da nye opgaver kaldte. I 1917 overdrog han skolen til svigersønnen H. K. Rosager og var indtil 1924 virksomhedens regnskabskonsulent. Allerede på Klank havde J.N. søgt at lære husmændene værdien af at føre regnskab. På en tid, da “Det landøkonomiske driftsbureau” netop blev oprettet og ny fremgang for husmandsbrugene var i sigte, påtog han sig et grundlæggende arbejde, før regnskabsføringen kunne lægges ud i amterne.
Interessen det bærende
På Jens Nielsens forslag havde “De samvirkende husmandsforeninger” i 1907 nedsat et planteavlsudvalg; han udarbejdede forsøgsplaner, og mange forevisningsmarker blev anlagt. Ved skolen i Borris fandt der nyopdyrkning sted og ret store arealer blev udlagt til planteforædling. Selv var han usikker på om denne hans mani gavnede skolen, men arbejdet med de mange kulturer af korn, roer og køkkenhaveplanter kunne han ikke slippe. Særlig anerkendt blev stammer af gråhavre, Borris-rug og Klank-stammen af Barres-roen. Planteforædlingen var et ærefuldt kapitel i J.N.s alsidige virke, som i tidens løb blev stærkt påskønnet af jyske landbrugs- og havebrugsorganisationer.
Hos Jens Nielsen gik dette med at forædle og videreudvikle også på det menneskelige, og som lærer forenede han på naturligste måde idealisme og praktisk sans. Han var altid levende interesseret i oplysningsarbejdet. De nye skoletanker, som fra omkring 1920 blev så stærkt diskuteret, var ikke just nye for J.N. Han havde lige fra 90’erne set noget særligt værdifuldt i at “bevare, udvikle og benytte den interesse, eleverne kommer med”. Derfor skulle de opmuntres til selvarbejde, men ikke i for mange fag. På et landbrugsmøde blev han angrebet for udtalelser om, at man ikke skulle lære eleverne andet, end hvad de havde interesse for, “hvortil jeg svarede, at meningen var, at man ikke kunne lære dem andet”, tilføjer han meget betegnende. – For Jens Nielsen var interessen og arbejdsglæden den drivende kraft, og et ord som pligt er næppe at finde i hans erindringer.
Standsskel blev fjernet
Der er nu få eller ingen tilbage af dem, der fik udført et godt ungdoms- eller manddomsarbejde allerede før 1900. – Om det 19. århundrede vil mange mene, at det var for blåøjet i sin tro på fremskridtet og nedbrød meget af det oprindelige i vort folk. Men begge dele må ses i forhold til det, der tjener den tid til største ære: den havde så megen tillid til den jævne mand, bonde og borger, at den fjernede fordomme og begyndte at slette standsskel, som det aldrig før i historien var set. Værket blev ført videre, så også husmænd og arbejdere i dette århundrede har fået den fulde følelse af, hvad personlig frihed og social selvstændighed vil sige.
Der var mennesker, i hvis væsen og virke denne frigørelse slog igennem på en så naturlig og overbevisende måde, at enhver diskussion om den folkelige rejsnings betydning var overflødig. Til dem hørte Jens Nielsen.
***
Og mere som husmand end som georgist? /pma