fra Grundskyld, Nr. 4 1948
Mindesmærke for Jakob E. Lange

I efteråret 1942 nedsattes der med ingeniør F. Folke som formand og forstander Fjord Jensen som sekretær en komité til at forestå rejsning af et synligt mindesmærke for forstander Jakob E Lange, der var afgået ved døden et års tid i forvejen. Den nedsatte komite satte en indsamling i gang og henvendte sig til professor ved Kunstakademiet Ivar Bentsen og billedhugger Adam Fischer for at få et forslag til mindesmærkets udformning og placering. De to kunstnere besøgte husmandsskolen, og resultatet af rejsen blev, at man foreslog rejst en minde-talerstol, udført i granit, på festpladsen ved den gamle husmandsskole. Ivar Bentsen er senere død, men nåede at give ideen til talerstolens indskrift, medens mindesmærket ellers er udført af Adam Fischer.

Værnemagtens besættelse af husmandsskolen forårsagede udsættelse af mindesmærkets opstilling, og da skolen ødelagdes, og det vedtoges at opføre den nye husmandsskole et andet sted, end den gamle lå, kunne mindesmærket naturligvis ikke placeres som, oprindelig bestemt, men måtte have sit blivested ved den nye skole.

Søndag den 12. september foretoges så afsløringen af det smukke mindesmærke, der har fået plads på den store græsplæne, der vest for skolen strækker sig ned mod gården Vrangsbæk. En talrig forsamling, deriblandt deltagerne i Økoteknisk Højskoles sommerstævne, overværede afsløringsfesten.

Da man var samlet om mindesmærket, bød forstander Harald Grønborg velkommen og oplyste, at talerstolen er tilvejebragt gennem indsamling i Henry George Foreningen, i De samvirkende danske Husmandsforeninger og Husmandsskolens Elevforening.

Folkelig i ordets bedste betydning.

Efter sangen: Som dybest brønd gir altid klarest vand besteg formanden for Henry George Foreningen, husmand P. C. Pedersen, Hvalsø, talerstolen og udtalte: Den tyske digter Heine siger et sted: Det er ikke mennesket, der griber en ide for at kæmpe for den, men ideen, der griber mennesket og tvinger det til at kæmpe for den. Jakob E. Lange blev som ung mand under et ophold i London grebet af Henry Georges ideer om de naturlige love for det menneskelige samfundsliv. Det var titlen, der lokkede ham til at købe bogen Fremskridt og Fattigdom, og da han have fået den, gik natten med læsning.

Da lærte han at forstå betydningen af at samfundets ret til den samfundsskabte jordrente, folkets fælles ret til naturens goder, blev respekteret, så også den enkeltes ret til de af ham frembragte værdier kunne blive agtet. Siden blev han disse ideers første talsmand herhjemme. Fra første færd søgte han at gøre det klart, at frihed og lighed ikke er modsætninger, men tværtimod gensidig betinger hinanden, at friheden på alle områder kun kan trives, hvor grundlaget er ligelighed i menneskenes kår og virkelig lighed kun findes, hvor personlig frihed har frit åndedræt.

Jakob E. Lange var trods al sin veltalenhed ingen fremragende agitator, der kunne rive en forsamling med sig. Dertil var hans tale alt for nøgtern, fri som den var for fraser og gentagelser, og altid en appel til evnen til at tænke. Han var bedst som videnskabsmanden, der kunne give en virkelig sanddru fremstilling af andres tanker og anskuelser og af historiske kendsgerninger. Derom bærer hans hovedværk på den politiske oplysnings område, han Socialøkonomi, der nu er udkommet i seks oplag, vidne.

Trods det, at Lange var videnskabsmanden, også på andre områder end det socialøkonomiske, var han dog folkelig i dette ords bedste betydning, i den betydning, hvori han elv bruger ordet: Folkelige er de, for hvem glæden ved livet er uadskillelig knyttet til, at andre kan leve et lige så lyst liv som en selv, glædes sig ved de samme livets goder og synge de samme sange. Med den folkelige indstilling, der ikke kender klasser, men kun mennesker, er det naturligt, at Jakob E. Lange ikke nøjes med at lære af Henry George og forstå ham, men blev hans discipel og forkynder af den anskuelse, som han følte og forstod var den vej, der gjorde det muligt, at aldrig mere skulle menneskelige munde have nødig at sulte.

Når vi i dag afslører denne talerstol som en tak for hans gerning, og når jeg for alle dem, der har været med til at rejse dette minde for Jakob E. Lange, beder Fyns Stifts Husmandsskole modtage talerstolen så er det med dette ønske og i det håb, at det vil lykkes skolen og dens kreds af venner at værne den. Ikke blot mod ydre vold, men også mod at blive misbrugt af folk, der taler for særinteresser eller søger at vække mistro og had til mennesker, fordi de tilhører andre folkeslag og racer og har afvigende religiøse anskuelser. Jeg håber, den må blive benyttet i den menneskelighedens ånd, som har ledet den mand, om hvem talerstolen skal minde.

Derpå fjernedes det dannebrogsflag, som hidtil havde tilhyllet den smukke talerstols forside, der er prydet med et relief, om under den opadgående sol viser Jakob Lange i de unges og ældres kreds.

Under relieffet står: Til minde om Jakob E. Lange, de vilde planters fortrolige, ungdommens lærer, husmandens vejleder, Henry Georges medkæmper. 2.4.1864 -27.12.1941.

En talerstol, et symbolsk minde

Da det begyndte at regne lidt, måtte man forlægge den øvrige del af indvielsesfesten til den store foredragssal. Her talte først formanden for Fyns Stift Husmandsskoles Elevforening, bestyrer Tage Kristiansen. Højstrup, der udtalte, at det er symbolsk, det blev en talerstol, der blev rejst til minde om for sander Lange, for han var den evnerige taler, der blev lyttet til i vide kredse.

Denne talerstol vil altid minde om forstander Lange, ja også om fru Lange, minde os om hans stærke, fribårne ord og om de mål, han pegede på for småbrugerne og ungdommen. Der blev lyttet i hans timer, ikke mindst når han gennem socialøkonomien gav tankerne flugt. Han talte letfattelig som kun få; i hans tale var en brod mod det, som han fandt forældet og forstokket.

For gamle elever vil Langes liv være knyttet til den gamle skolebygning og dens omgivelser, men det, han byggede op blandt ungdommen, lever stadig videre, og det minde, som her er rejst ham, vil mane os til at følge hans spor fremefter.

En betydelig videnskabsmand

Formanden for Naturhistorisk Forening i Odense, lektor Foged, talte om botanikeren Jakob Lange, videnskabsmanden med de kunstneriske anlæg, der fik så stor betydning gennem hans minutiøse afbildning af over 1100 hatsvampe. Han blev en fornyer af den botaniske videnskab og grundlagde svampeøkologien, og det værk, hvori hans svampeakvareller blev mangfoldiggjort, står fuldt på højde med Flora Danica; gennem dette fritidsarbejde har han skabt et værk af stor værdi for videnskaben.

Jakob Lange, der var født under flugt for tyskerne i 1864, døde, efter at tyskerne havde besat Danmark, men han nåede ikke at se husmandsskolen besat og ødelagt, den skole, hvorfra han ikke blot var videnskaben en tro tjener, men tillige ydede et frugtbart arbejde for jævne mennesker. Han vil blive mindet ikke blot. med respekt og ærbødighed, men også med kærlighed.

Han har bedre måske end nogen anden formået at forene fornem videnskab med folkelig indsats.

Forrest i kampen for småmandens ret

Så talte formanden for husmandsskolens bestyrelse, Laur. Nielsen, Hundstrup, der først overbragte hilsener fra formanden og næstformanden i De danske Husmandsforeninger, N. P. Andreasen og P. Nielsen, Tvis, der begge var forhindret i at være til stede grundet på møder andet steds.

Lange var ikke et ubeskrevet blad, da han i 1918 overtog ledelsen af husmandsskolen, men han udførte her en manddomsgerning, som satte sit præg på skolen og gjorde den kendt langt uden for landets grænser. Husmandsskolen skylder Jakob Lange og hans hustru meget for det arbejde, de nedlagde her. Det synes derfor naturligt, når der skulle rejses et mindesmærke for Jakob Lange, at det da fik sin plads på denne skole, hvor han øvede et livsværk. Derfor skal der alligevel lyde en Tak til Henry Georges Foreningen, fordi den uden indsigelse gik ind for, at mindesmærket blev placeret her. Jeg lover på skolens vegne at værne om det, så det til sene tider kan tale til kommende slægter. Fortælle om en mand, som stod forrest i kampen for småmandens ret, en mand, som aldrig afveg fra kravet om den enkeltes ret til at leve sit eget frie liv, når fællesretten ikke krænkedes. Vi vil ære hans minde.

Formanden takkede til slut alle, der har ydet bidrag til mindesmærkets rejsning, herunder også De samvirkende danske Husmandsforeninger, som var gået ind for at yde, hvad der kom til at mangle i indsamlingsbeløbet. Og tak til billedhugger Adam Fischer for det smukke værk.

Det frie ords forkæmper, Morten Lange, Jakob Langes ældste søn, betegnede sin far som det frie ords forkæmper. Var der noget, han stod fast på, var det frisind og fremskridt. Af livsindstilling var han akademiker, men det var ham ikke nok. Han ønskede at bane sig vej ud til folket, og da det ikke den gang var muligt for en videnskabsmand, der var knyttet til de højere læreanstalter, at komme til at øve en folkelig indsats, valgte han den skolegerning, som han tog op. Det er næsten forkert at takke far, for det var egentlig ham, der skulle sige tak for den stilling, han fik. Her kunne kan få den brede befolkning i tale, samtidig med at han udførte sit videnskabelige arbejde. Han ønskede det levende liv om sig, glæden ved at se det gro satte han pris på. Jeg håber, det må gro om talerstolen, ikke blot træer og buske, men at der må gro en skole op inden for disse smukke rammer, som her er tilvejebragt. Jeg tror, far ville have givet tilslutning til den nye skole. Tak til de forskellige kræfter, som har forårsaget mindesmærket rejst.

Forstander Harald Grønborg afsluttede med at sige, at han ikke kendte Lange personligt, den ideverden, han gjorde sig til talsmand for, giver jeg min fulde tilslutning, og jeg ønsker skolearbejdet her stadig må bære præg deraf. Med sangen Der, hvor vi stred og sang sluttede så den begivenhedsrige afsløringsfest. Ved aftensbordet senere blev der yderligere udtalt smukke mindeord over Lange og fru Lange af den gamle husmandsskoles mangeårige lærer, konsulent S. Sørensen, Tarup, en gammel elev, Albert Hansen. Munkebo, og Langes yngste søn, Jens Lange, der især nævnte den betydning, hans far og mor havde for hinanden.

(Efter Den fynske Husmand.)