Jakob E. Lange (1864 – 1941)

Radioforedrag af Harald Balslev
fra tidsskriftet Grundskyld, nr. 5, 1942

Med Jakob Langes død, nu sidste jul, afsluttedes et lykkeligt og såre indholdsrigt levnedsløb. Det begyndte i Flensborg, hvor Jakob Lange blev født den 2. april 1864. Det blev altså mange år, han fik betroet, og til det sidste havde han kræfter og sind til at bruge dem. 

Tidlig blev hans evner og lyst taget fanget af to områder, det ene var planternes verden, det andet samfundets liv og love. Det var ikke flygtige interesser, men til dem begge knyttedes han varigt og i voksende grad sit liv igennem. Det er som to grundlinier, der strækker sig gennem hele levnedsløbet, jævnsides, fra først til sidst. 

Disse to områder, botanikken og det menneskelige samfundsliv, havde i lige grad Jakob Langes sind og tanker. De var ikke hinanden i vejen, tværtimod, det var en sund vekseldrift. Det har været en hvile for ham – fra samfundsspørgsmålene, hvor virkeligheden tit stod i så grel en modsætning til ønsker og stræben – at kunne fordybe sig i den natur, der altid lå rede for iagttagelse – en fredelig verden, planternes, blomsternes – –. 

Jakob Lange tilhørte gennem begge forældrene, der indbyrdes var fætter og kusine, den Bredsdorf’ske præsteslægt i sydfyn, gennem faderen tillige de ‘Langer’, der i flere led havde hjemme på Rødkilde og andre sydfynske herregårde. Hans fader, præsten Morten Lange, og moderen, Bodil Marie Bredsdorff, var begge særprægede og betydelige mennesker. De blev præstefolk i Nyborg, da Jakob var et par år gammel, og her blev da hans og den lidt ældre søsters barndomshjem. Skønt de tidligt mistede deres forældre – moderen døde, da Jakob var 7 år, faderen, da han var 11 – , havde de dog rige og uforglemmelige minder herfra. De fortæller begge meget herom, mest udførligt søsteren Johanne i en lille, smuk bog: Hjemliv. – hvor Jakob Lange taler om barndommen, siger han: “Som en rød tråd gennem tilværelsen i Nyborg løber naturinteresserne og naturkærligheden.” 

Morten Lange var ligesom den ældre broder – botanisk professor Johan Lange – tidligt optaget af botanikken. Som helt ung havde han været huslærer i Ollerup præstegård og havde der skrevet om Sydfyns og småøernes planteverden – den første danske lokalflora. 

På turene ud til mark og skov i Nyborgs omegn fulgte børnene ham, og det var altid en fest for dem. De vilde planter blev de, ud og ind, gjort fortrolige med, inden de tænkte over det. Og med meget andet gik det på samme måde. Lærdommen blev ikke indhentet ad de vanlige skoleveje. Faderen havde sine egne meninger om børneundervisning og opdragelse, skrev flere småskrifter om de spørgsmål og støttede friskolerne, hvor han kunne det. Han underviste selv sine børn og helt på sin egen måde, satte dem i gang med selvarbejde og bød dem ikke for meget af lektier. I et engelsk illustreret børneblad fik Jakob sit første indtryk af det sprog, han skulle blive så fortrolig med. Som ni års dreng blev han sat i gartnerlære, således at han hver anden eftermiddag arbejdede i et gartneri i byens udkant. 

Med faderens død gik nyborgtiden til ende, og børnene fik nu deres andet hjem hos mosteren Hanna Bredsdorff, der siden moderens død havde været hjemmets husmoder og nu blev gift med friskolelærer Knud Larsen. Hos disse to, der i mange år var friskolefolk i Vormark ved Hesselager, fik børnene den bedst mulige fortsættelse af barndomshjemmet. Men Jakob kom i øvrigt inden længe ud at se sig om. I 14 års alderen kom han til Ollerup præstegård for at blive konfirmeret hos sin onkel, I. S. Brandt og arbejdede i den tid i den store præstegårdshave. Derefter var han et par år i gartnerlære i Svendborg. Så gik hans vej til København. Her gik tre år, dels med arbejde i Rosenborggartnerierne, dels med forberedelse til havebrugseksamen, som han tog med glans. Efter kortere ophold som undergartner på Boller ved Horsens, tog Jakob Lange nu, 21 år gammel, til England og Frankrig, nærmere bestemt til de store botaniske haver i London og Paris, og det blev udviklende år for ham, både personligt, gartnerisk og sprogligt. 

Om alle disse læreår, hjemme og ude, hører vi udførligt i hans Erindringer, mens der her kun i al korthed har kunnet gøres rede derfor. Men en bestemt oplevelse under London opholdet må omtales, da den fik en særlig og afgørende betydning for ham. En dag hørte han om Henry Georges Fremskridt og fattigdom. Titlen vakte hans opmærksomhed, stærkt optaget som han, ud fra sine indtryk fra den store by, var af fattigdommens problemer. Han købte straks bogen og læste den. I sin fritid tumlede han med dens tanker og blev stadig sikrere på, at her var vejen vist. Ikke længe efter sin hjemkomst til Danmark gav han tydeligt til kende, at han ikke havde i sinde at beholde denne overbevisning for sig selv. 

Det var i sommeren 87, at Jakob Lange tog fra Paris og ad en lang omvej over Norditalien og Schweiz tilbage til hjemmet. Foreløbig slog han sig ned hos plejeforældrene i Vormark. Her fik han i efteråret tilbud om en måneds vikariat for en lærer på Vrigsted Højskole. Han tog imod det og rejste derover. Han mærkede nu, at det faldt ham let at undervise, og at han kunne holde foredrag. Og da han efter hjemkomsten til Vormark så, at man fra Dalum Landbrugsskole søgte en ung lærer fra nytår, meldte han sig straks til pladsen. Hermed kom han da ind på den virkeform, som skulle blive hans livet igennem – og hele 30 år på dette sted. Den arbejdsplads, som her åbnede sig, var som skabt for ham. Det var lykkeligt for ham, at han i sin forskning og tænkning kom i et så levende forhold til mennesker. Det var inspirerende for ham at have den store kreds af unge landmænd om sig, der hver dag spurgte: “Hvad har du at give os?” Han fik som hovedfag det, han frem for noget levede i: botanikken og samfundslæren. – Jakob Langes venner kan den dag i dag føle taknemlighed overfor hans frisindede forstander, Jørgen Petersen, at han betroede ham socialøkonomien som fast fag på undervisningsplanen, og at han fastholdt denne stilling til trods for mange advarsler fra dem, der var opskræmte ved det røre, Jakob Lange vakte, – ikke mindst da han, ved sine artikler i Højskolebladet, også ud over landet rejste diskussionen om de ideer, der havde grebet ham. 

Efter de forudgående år med indsamling af viden og indtryk var nu lejligheden givet til at øse ud og meddele til andre. Den, der blot overværede enkelte af hans timer, måtte få det stærkeste indtryk af hans livfulde og æggende undervisning. Ved siden af det andet havde han i en række år gymnastikken med “sinkeholdet”. Jeg så en afslutningstime heri, og det var helt forbavsende, hvad han havde nået. Det var et af de første indtryk, jeg fik af den “Lingske” gymnastiks fremragende pædagogiske egenskaber. Eller en botaniktime i det fri, ja, alt det andet svarede hertil. Man forstår, han i sine erindringer siger, han følte det som sin opgave i arbejdet med eleverne at udvide horisonten og bevægelig-gøre, legemligt og sjæleligt. Han havde betingelserne herfor. –

Denne tid er for Jakob Lange som en frisk og strålende morgen, der forjætter en rig og lang arbejdsdag. Fra det ståsted, han her havde fundet, udfolder alt det følgende sig ligesom organisk, det ene efter det andet. Det efterhånden store forfatterskab tog sin begyndelse med de lærebøger i botanik og socialøkonomi, han i disse første år skrev til brug for undervisningen, særlig afpassede for hans elever. På det botaniske område kom senere bogen Vilde planter, en samling farvelagte billeder med vejledende botanisk og landbrugsmæssig tekst. Den fik en stor udbredelse og fandt også vej til Sverige og England. 

Den evne for tegning og maling, Jakob Lange her havde vist, fik en endnu større anvendelse på hans arbejde med svampene. Dette speciale var han tidligt inde på, men det fik nu særlige betingelser for at dyrkes. I efterårsmånedernes ferietid indsamlede han svampene på sine vandringer i mark og skov, hjemme malede han dem i vandfarve, og han nåede ved megen øvelse fuldt tilfredsstillende gengivelser. I alt fik han (væsentlig på Fyn) indsamlet og afbildet over 1100 arter. Disse arbejder bragte ham i forbindelse med udenlandske mykologer og førte bl.a. til en rejse i Amerika, hvor staternes og Canadas ledende svampeforskere fik lejlighed til at se de opnåede resultater. Og den interesse, alt dette havde vakt, både ude og hjemme, førte så endelig til, at Jakob Lange i 1934, med støtte af Carlsberg og Rask-Ørsted­fondet, påbegyndte og inden sin død fuldførte sit monumentale svampeværk, omfattende 5 foliobind med 200 farvetavler og engelsk tekst. 

Som socialøkonom kom Jakob Lange snart ind på en skribentvirksomhed, der skulle sætte lige så dybe spor og nå ud i langt videre kredse. Først var der den debat i bladene, som efter hans første artikler rejste sig for og imod Henry George, og hvor blandt andre professorerne Falbe-Hansen og Poul la Cour, Askov, tog til orde imod ham. Lange var kun glad for hver modstander, der gav ham ny anledning, og lod dem ikke vente på svar. På denne tid var det, han havde den oplevelse, i England at få talt personligt med Henry George, der var på foredragsrejse herovre, og få drøftet særlige spørgsmål med ham. I de følgende år kom så arbejdet med at oversætte nogle af Georges bøger – foruden hovedværket Fremskridt og fattigdom også, og allerførst, den lille, let tilgængelige Arbejdets kår, der kom i en hel række oplag på mange tusind eksemplarer. – i denne linie falder også Langes politiske virksomhed. Han havde i mange år holdt sig uden for aktiv politik, først af manglende interesse for de forskellige venstrepartiers indre splid og rivalisering, – siden fordi han blev så stærkt optaget af samfundsproblemer, der foreløbig lå over og udenfor de politiske partiers horisont. Heri sker der en forandring efter George foreningens stiftelse, og efter de nye husmandsforeningers og det radikale venstres tilslutning til grundskyldstankerne. Det bliver et helt kapitel for sig, og i erindringerne hører vi indgående derom. Her skal kun omtales, at Lange i hen ved 20 år havde sit sæde i partiets hovedbestyrelse, og at det ikke mindst skyldes hans arbejde, når vi i de års lovgivning kom så langt, som vi kom, i retning af grundskyldens indførelse, bl.a. med den betydningsfulde husmandslovgivning. –

Allerede i 1892 havde Jakob Lange købt en plet jord i nærheden af skolen, til eget hus og have, hvor han sammen med sin søster fik sit hjem i 25 år. Det var et lille stråtækt hus i skovkanten, med fuglesang og skovbund lige udenfor døren i forårstiden, og hvor deres venner mange gange glædede sig ved at komme. Nogle år efter fik han tilbud om havebrugsprofessoratet ved Landbohøjskolen. Men han følte, at stedet og arbejdet, hvor han var, passede ham bedst. Her kunne han i fredelighed dyrke sine studier, og hvad ikke var af mindre betydning: her havde han store muligheder for et værdifuldt oplysningsarbejde blandt landets ungdom. 

Men da i 1917 opfordringen kom til at overtage Fyns Husmandsskole, måtte han trods en del betænkeligheder sige ja. Han havde på den tid giftet sig med sin kusine, Knud Larsens datter, Leila, og han flyttede nu med hustru og søster og med svigerfaderen, der nu var enkemand, ud til det ny sted på den anden side Odense. “Går det ikke, som det skal,” sagde han til sin kone, “rejser vi om tre år; går det godt, holder vi ud i 7, måske i 10.” Men de blev der i 16 år, og fortrød det ikke en dag. 

Beslutningen, der her var taget, viste sig altså over forventning rigtig, og den var også vel begrundet. Jakob Langes socialøkonomiske syn og virke havde bragt ham i nær forbindelse med husmændene, og han var klar over, hvor vidtrækkende en betydning deres oplysning og frigørelse kunne få for et sundt samfundslivs fremme. Dertil kom, at han i sin hustru, søster og svigerfader, som alle, langt mere end han selv, havde levet blandt husmænd og andre småfolk og var fortrolige med deres tankegang og væremåde, kunne få de bedst mulige hjælpere, med ganske særlige evner til at gøre skolen hjemlig for eleverne. 

Jakob Lange så det som fuldt rigtigt at forene den faglige undervisning med højskolens, så meget mere, som det for hans elever var vanskeligt at komme to gange på skole. Han søgte også, både overfor de mandlige og de kvindelige elever, at vække interessen for socialøkonomien, for han så klart, at faglig dygtiggørelse alene ikke forslår overfor de unges økonomiske fremtid, når ikke samfundet kan byde dem de rette arbejdsbetingelser. –

De mange møder og korte kursus for mænd og kvinder fra alle landets egne kunne være anstrengende, men holdt skolen i levende forbindelse med forældrekredsen og hele husmandsfolket. Socialt interesserede udlændinge var efterhånden særligt opsatte på at blive sat ind i det danske småbrug, og Lange, der i Dalum altid havde været “udenrigsministeren”, fik nu i endnu højere grad brug for sin udenlandske orientering. Disse forbindelser foranledigede atter, at han gentagne gange kom på rejser til England og Amerika i sociale og botaniske øjemed. –

I den tid, han fik tilovers fra sit øvrige arbejde, havde han i den store smukke have et kærkomment virkefelt. Og fra hans familieoplevelser må omtales den store glæde, han havde af sine to sønner, Morten og Jens, hvis opvækst og udvikling han nåede at følge, til de blev over 20 år. –

Da Lange blev 70, fratrådte han som forstander og købte sig et hus i nærheden, ikke med et uvirksomt otium for øje, men for at virke videre under enklere former, og idet han beholdt nogle timer på skolen. – Han indrettede sig nu her med kone og børn og med søsteren. (Den gamle Knud Larsen var nu død.) I de år kom fra hans hånd en større levnedsskildring af Henry George, og en ny forøget udgave af Socialøkonomi; endvidere udsendte han sine Erindringer, og endelig fuldførte han det tidligere omtalte svampeværk. Man vil forstå, han ikke havde svært ved at svare, da en velvillig fynbo spurgte ham, hvad han ‘dog nu fik tiden til at gå med’. –

(Læs evt. Socialøkonomi her. Men lidt for ‘gammel’ … Medtaget pga. Langes betydning for bevægelsens start. /pma)

I det tilbageblik, Jakob Lange i sin erindringsbogs slutkapitel giver, får vi et tydeligt og samlet billede af hans personlighed – af hans stærke sind, hans hvasse kritik, hans sorg over den store ufred, hans harme overfor uretten, magttankegangen og overklassefølelsen; tilsvarende mærker vi hans samfundssind; hans styrke i troen på det brede folk, om det kunne frigøres og få sin ret. Vi får indtryk af hans dybe skuffelser, men også af håbet om, at tidens ragnarok kunne betyde fødselsveerne for en ny og bedre tid. Misforholdene i verden kunne tage hårdt på ham, men ikke lamme hans virkelyst og hans håb om vejen frem, opfyldt som han stadig var af længslen mod det, han fra sin ungdom havde set som fremtidens land. Han brugte sine sjældne evner og sin skarpe forstand til at tjene det jævne menige folk. 

Ja, Jakob Lange var en folkelig mand i dette ords ægte og egentlige betydning. Og det er betegnende for ham, når han i sine erindringers slutningsbetragtning samler, hvad han har at sige, i udredningen af folkelighedens begreb, og her bl.a. siger: For den folkeligt sindede er glæden over livet uadskilleligt knyttet til, at andre kan leve et lige så lyst liv, glæde sig ved de samme livets goder, synge de samme sange. Det samfund, vi tør drømme om, lighedens land, må bygges på folkelighedens grund. Det har været mig en lykke, siger han til sidst, at have levet i en tid og i et land, hvor der dog fremspirede noget af denne folkelighed, og at have kunnet være med til i mit oplysningsarbejde at vogte og pleje dens vækst. 

Jakob E. Lange.
2. april 1864 – 27. december 1941
Af N. Fabritius Buchwald.
fra Tidsskriftet Grundskyld, nr. 1, 1943

Efter et kort sygeleje døde forstander Jakob E. Lange, den danske mykologis nestor, den 26. december 1941, knapt 78 år gammel. Forbavsende rank, spændstig og åndsfrisk havde han holdt sig til det sidste. 

Lange tilhørte en slægt, der har talt mange botanikere, vort eneste botaniker-dynasti kan man på en vis måde sige. Slægtens botaniske medlemmer går helt tilbage til slutningen af det 18. århundrede til Morten Bredsdorff, som var præst i Vester Skerninge nær Svendborg. Morten Bredsdorff blev en gammel mand, og i hans præstegårdshjem fik flere af vore kendte botanikere deres opdragelse og naturvidenskabelige interesser, nemlig professor i botanik ved universitetet, J. W. Hornemann, som blev gift med en søster til Bredsdorff, dennes søn, J. H. Bredsdorff, en meget alsidig begavelse, der beskæftigede sig både med botanik og filologi, og endelig gamle Bredsdorffs dattersøn, Johan Lange, den kendte professor i botanik ved landbohøjskolen. Også Johan Langes to sønner, Jonathan Lange, adjunkt i Ribe, og navnlig Axel Lange, botanisk gartner, vandt sig navne som botanikere. 

Og endelig var også Jakob Langes fader, M. T. Lange, en broder til Johan Lange, stærkt botanisk interesseret. Han skrev allerede som huslærer i Ollerup præstegård i 1850erne var første virkelige lokalflora Den sydfyenske Øgaards Vegetation“. I 1862 blev M. T. Lange præst i Angel, men da han ikke ville virke for tyskhedens sag, afskedigedes han af tyskerne i 1864 og måtte flygte til Flensborg, og her, så at sige på flugten, fødtes Jakob Emanuel Lange den 2. april 1864. 

Efter sin afstamning var Lange således næsten destineret til at blive botaniker, men også under opvæksten modtog han fra faderen botanisk påvirkning, skønt denne allerede døde, da Lange kun var 9 år. Så levende var faderens forbindelse med planteverdenen, at en skovtur med denne altid var en oplevelse for børnene, og de vilde planter blev Lange derfor allerede fra barnsben fortrolig med. 

Også hans interesse for den praktiske side af botanikken skylder han delvis påvirkning fra faderen, thi allerede i 9-årsalderen blev han sat i gartnerlære, idet han hver anden eftermiddag måtte arbejde i et gartneri i udkanten af Nyborg, hvor faderen efter flugten fra Angel havde fået et præsteembede. 

Efter faderens død flyttede familien til Sejerskov ved Odense, og i 14-årsalderen fik Lange ophold i Ollerup præstegård hos en onkel. I denne periode kom han i regulær gartnerlære et par år, uden for Svendborg. I 1881 ansattes han i Rosenborg Slotsgartneri under overgartner Thyge Rothe, men allerede 8 måneder før læretidens normale udløb begyndte han at læse til havebrugseksamen på landbohøjskolen og blev i 1884 havebrugskandidat. Efter en kort periode som undergartner på herregården Boller ved Horsens fjord drog han udenlands (1885-1887), først til England, hvor det i de tider var skik og brug for unge gartnere at fortsætte deres uddannelse, når læretiden var overstået; han lærte her havebrug i Kew Gardens ved London; på den sidste del af udenlandsrejsen havde han plads i Jardin des Plantes ved Paris. 

Ved sin hjemkomst stod Lange over for fremtidsproblemet, om han skulle vælge herregårds- eller handelsgartneriet? Det blev ingen af delene. Ved et tilfælde fik han ansættelse på den nylig oprettede Dalum Landbrugsskole ved Odense, hvor man søgte en ung lærer. Ganske vist var Lange jo ikke landbrugskandidat, men han fik dog stillingen, foreløbig for 4 måneder – men ansættelsen kom til at strække sig over godt 30 år! 

Det viste sig nemlig hurtigt, at Lange havde ualmindelige evner som lærer; han kunne tale, havde let ved at fremstille, og undervisningen morede ham levende. Hans bane var nu blevet afstukket, og det blev skolegerningen, der kom til at optage den største del af hans liv. 

Under sit englandsophold havde Lange hørt om Henry George og stiftet bekendtskab med dennes hovedværk Progress and Poverty. 

Herved vaktes hans livs store hovedinteresse, socialøkonomien, og på Dalum begyndte han allerede det første år at holde socialøkonomiske foredrag, og det følgende år skrev han sin første lærebog Socialøkonomi (1889), der er kommet i flere udgaver. Senere fulgte oversættelser af flere af Henry Georges bøger, og Lange blev således den, der indførte georgismens tanker her til landet, hvor han blev denne bevægelses førstemand. Hans socialpolitiske ideer kom i høj grad til at præge det reformarbejde med hensyn til jordspørgsmålet, der resulterede i jordlovene af 1919, hvorved “bondens ret til jorden, folkets ret til jordrenten” godkendtes. 

Allerede i barneårene havde Lange gennem sin fader fået indtryk af de nye folkelige og frisindede skoletanker, der dukkede op omkring midten af forrige århundrede. Faderen støttede ivrigt de små Kold’ske friskoler, som dannedes rundt om på Fyn i 60’erne og 70’erne, og Lange fik herigennem tidligt blikket op for småmandens kår. Den folkelige indstilling blev yderligere styrket ved samværet i ungdommen med sin senere svigerfader, friskolelærer Knud Larsen. På denne måde kom han ret hurtigt i kontakt med Den danske Husmandsbevægelse, og dette førte til, at han i 1917 modtog en henvendelse om at overtage forstanderskabet på Fyns husmandsskole ved Odense. I ledelsen af denne skole fandt han en uvurderlig stølte i sin hustru, fru Leila Lange, hvem husmændenes sag også lå stærkt på hjerte. Da Lange i 1934 fyldte 70, trak han sig tilbage som forstander, men dermed blev han ikke arbejdsløs. Han vedblev stadig at have enkelte timer på husmandsskolen – og så havde han sine kære svampe at sysle med. Det var i disse år, han fuldførte sit hovedværk Flora Agaricina Danica. 

Thi med alt sit arbejde som skolemand, som ungdomslærer, som politiker og som grundskyldstankens utrættelige forkæmper lagde han dog aldrig ungdomskærligheden, botanikken og mykologien på hylden, og han nåede også på dette felt at yde det fremragende. 

Som lærer på Dalum underviste Lange ikke alene i socialøkonomi, men også i botanik og fysik, og han skrev for disse fag to elementære lærebøger, Plantelære (1891) og Fysik (1899), af hvilke den første er udkommet i 9 udgaver. 

En anden af hans skolebøger er den kendte Vilde planter i have, på mark og eng, der kom i 1913 og opnåede stor udbredelse (100.000 eksemplarer!). Den bestod af 24 smukke farvetavler med afbildninger af over 100 vilde plantearter, hvortil han selv havde malet akvarellerne, og var ledsaget af en kort, vejledende tekst. En ny, revideret udgave udkom i 1936 og var forøget med et meget nyttigt tillæg med billeder af og bestemmelsesnøgler over kimplanter af havens og markens ukrudt. 

Det blev imidlertid på et helt andet område, Lange skulle gøre sit livs botaniske hovedindsats, nemlig på mykologiens. 

I begyndelsen var det særligt snyltesvampe og plantesygdomme, der fængslede ham, og han indførte straks undervisning i plantesygdomme på Dalum, vist det første sted uden for Landbohøjskolen, hvor dette fag blev doceret i Danmark, og en af hans første artikler handlede karakteristisk nok om kartoffelsvampes angreb på tomat (1888). 

Det varede dog ikke mange år, før Lange begyndte at kaste sig over studiet af de svampe, hvis udforskning skulle blive hans egentlige speciale, nemlig agaricaceernes vanskelige og store gruppe. En af vanskelighederne ved studiet af agaricaceer ligger blandt andet deri, at deres fremkomst væsentlig er begrænset til nogle få efterårsmåneder. Her kom imidlertid forholdene ham til hjælp, idet landbrugsskolen netop havde ferie i månederne august-oktober, hvad der gav ham en enestående lejlighed til at studere disse svampe. 

Hvad der blev af særlig betydning, var, at Lange hurtigt begyndte at portrættere svampene i vandfarvebilleder. Han opdagede nemlig snart, hvor svært det var at afgøre, om en art, han fandt det ene år, var den samme, han havde set et foregående år. De kødfulde bladhatte egner sig jo ikke godt til opbevaring, hverken tørrede eller i sprit, og den menneskelige hukommelse, støttet selv af en detailleret beskrivelse, er kun svag. 

Så begyndte Lange da i 1893 at male de fundne svampe, og hermed genoptoges et arbejde, der havde ligget stille i ca. 100 år, nemlig siden Holmskiold og Schumacher i slutningen af det 18. århundrede på fortrinlig måde portrætterede de danske svampe. Ved afbildningen anvendte han ikke alene pensel og blyant, men som noget nyt også nål. Af megen stor vigtighed blev det endvidere, at han ikke indskrænkede sig til at afbilde makroskopiske enkeltheder, men tillige medtog mikroskopiske detaljer, såsom sporer, basidier, cystider etc., som han også målte. Lange udviste således straks fra begyndelsen stor selvstændighed i sit svampestudium, og herved adskilte han sig på afgørende måde fra sin ældre samtidige, lærer Severin Petersen, der en halv snes år i forvejen også var begyndt at studere agaricaceerne, men som kun mikroskoperede ganske lidt. 

Ret hurtigt kom Lange ind på at fremstille hver svampetavle in duplo, idet det ene sæt erhvervedes af Botanisk Museum, hvorved det blev muligt, at en større kreds af mennesker kunne få fornøjelsen af dem. I 1912 var værket, som han gav navnet Afbildninger af Danmarks Agaricaceer, allerede nået op på det anselige antal af 562 tavler. Og så nåede han endda inden værkets afslutning at få malet det dobbelte antal, over 1100 tavler! 

Savnet af en tekst til tavlerne blev imidlertid med tiden mere og mere føleligt. Det var for at afhjælpe delte savn, at Lange i 1914 i Botanisk arkiv på engelsk begyndte at publicere sine Studies in the Agarics of Denmark, der snart skulle gøre ham til en af forgrundsfigurerne i den internationale agaricacéforskning. Allerede det første bind, der foruden en indledning om hans agaricacé studium indeholdt en monografisk behandling af slægten mycena (huesvamp), vakte almindelig opsigt i mykologiske kredse. I denne monografi påviste han nemlig, at arternes mikroskopi, især cystidernes bygning, afgav et fortrinligt diagnostisk grundlag for artsadskillelsen, et forhold, tidligere forskere kun havde skænket ringe opmærksomhed. Allerede med dette arbejde viste Lange, at han ikke alene var en udmærket afbilder af svampe, men også en habil systematiker. 

På lignende måde gik Lange frem ved behandlingen af de øvrige svampeslægter, idet han overalt, hvor det var muligt, i første linie lagde hovedvægten på de mikroskopiske karakterer. Studies in the Agarics of Denmark omfatter i alt 12 bind, der alle er publiceret i Botanisk arkiv (1914-1938). 

Skal man med få ord karakterisere Langes fortjenester af agaricacéforskningen, således som de fremtræder i Studies, må det utvivlsomt blive, at han i langt højere grad end forgængerne betjente sig af mikroskopiske karakterer, ikke alene sporerne, som man naturligvis også tidligere havde anvendt, men talrige andre bygningsforhold som cystider, basidier, den anatomiske struktur i hat og stok etc. Han var på dette område pioner, og ved hans studier er agaricacésystematikken kommet til at hvile på en fastere basis end tidligere. 

Studies bragte Lange i forbindelse med mange udenlandske mykologer, og denne forbindelse udvidedes yderligere gennem en rejse til Nordamerika i 1931, på hvilken han fik lejlighed til at drøfte mykologiske spørgsmål med en række af Amerikas ledende svampeforskere. Med den store interesse, hans arbejde efterhånden havde tiltrukket sig både i ind- og udland, voksede naturligt også ønsket om at få hans værdifulde samling af akvareller mangfoldiggjort, så den kunne komme hele den mykologiske verden til gode. Dette førte til, at Foreningen til svampekundskabens fremme ved Langes hjemkomst for alvor tog spørgsmålet om udgivelsen af hans afbildninger op til drøftelse. Der udsendtes subskriptionsindbydelser til alle ledende mykologer og botaniske institutioner verden over. Med en begyndende subskribentblok på ca. 130 og med rundelig støtte fra vore to ledende fonde, Carlsbergfondet og Rask-Ørsted fondet, begyndte da i 1935 publikationen af det store værk om den danske bladhatflora, der fik navnet Flora Agaricina Danica. Ved værkets afslutning i 1940 var subskribentantallet vokset til ca. 200, fordelt på over 25 lande. 

Værket er i stort kvart og omfatter 5 bind tekst på engelsk, i alt ca. 550 sider, samt 200 tavler i farvelitografi, hvoraf talrige er trykt med 8-10 forskellige farver. Både kunstnerisk og teknisk set står billederne højt. Om deres videnskabelige nøjagtighed kan der kun herske én dom: de findes ikke gjort nøjagtigere i noget andet videnskabeligt værk om bladhatte – og de tåler endog at blive betragtet gennem lup! En særlig lovtale fortjener billederne af de små arter, således som man finder dem inden for slægterne coprinus (blækhat), galera (hjælmhat), lepiotn (parasolhat), mycena (huesvamp) o.fl. Her kommer Langes afbildningskunst rigtig til sin ret, ja, man får ligefrem indtrykket af, at han i særlig grad har kælet for disse små former. Foruden selve svampefigurerne findes der desuden tegninger af sporer, cystider, setae og andre anatomiske enkeltheder af betydning for artsbestemmelsen. I alt er afbildet og beskrevet ca. 1200 arter og varieteter, et imponerende tal, der ikke overgås i noget værk om agaricaceer. Talrige af arterne er kun fundet af Lange selv, og langt over et halvt hundrede er nye for videnskaben. 

Med fuldførelsen af de to hovedværker, Studies og Flora Agaricina Danica – et livslangt arbejde, der har strakt sig over næsten 50 år – har Lange sat sig selv og dansk mykologi et varigt og sjældent smukt monument, som man må være ham dybt taknemmelig for. 

(Amanuensis ved Landbohøjskolen N. Fabritius Buchwald skrev ovenstående artikel til Naturens verden. Den aftrykkes her med forf.s tilladelse.) 

***

fra  Tidsskriftet Grundskyld, nr. 1, 1942

En stormand er gået bort.

af J. L. Bjørner

Så er da den danske Henry George bevægelses banebryder og foregangsmand gået bort – til det sidste virksom og arbejdende for folkets, navnlig småmandens sag. Jakob E. Lange havde den lykke at slide sig selv op i det arbejde, der havde hans hjerte. Enhver, der ved Henry George foreningens årsmøde i Grundtvigs Hus den 28. september 1941 hørte ham – som sædvanlig uden manuskript – holde et stort anlagt foredrag, Tidehverv, med sikkerhed og kraft, kunne ikke vide, at han havde så kort igen. Han selv og hans nærmeste anede det, men han havde dog tænkt sig, at han havde lidt længere tid.

Lange fik en god død. Han sov stille hen den 27. december.

Men tidens store – selvforskyldte – folkeulykke tog hårdt på ham. Han vidste, al det betød ny reaktion, ny udsættelse for det store frihedsgennembrud. Men han har vel i sit stille sind, som så mange af os må gøre, trøstet sig med sin store læremester Henry Georges ord: “Den sandhed, jeg har forsøgt at klarlægge, vil ikke let vinde frem. Havde den kunnet det, så var den blevet anerkendt for længe siden, ja, var aldrig blevet fordunklet. Men den vil finde venner, som vil arbejde for den, lide for den og, om det kræves, dø for den. Thi sådan er sandhedens magt.”
*
Den 2. marts i år er det fyrretyve år siden, jeg første gang traf Jakob E. Lange. Han var da 38 år. Hans høje, ranke skikkelse, de lyse øjne og det blonde fuldskæg tiltrak sig opmærksomhed. Det var den dag, da vi, en lille snes mand, samledes i København efter indbydelse af S. Berthelsen, Høng, murer Niels Peter Kristensen og husmand Ehristian Olsen, Stevns, for at begynde det værk at gøre Danmark til en retsstat. Den danske Henry George Forening blev stiftet, og Lange blev den selvskrevne fører i kraft af sin store viden og sin praktiske sans.

Men Lange havde allerede den gang en årrækkes arbejde bag sig. I 1888 havde han i Højskolebladet hejst ny-liberalismens fane i tre hvasse artikler: Frihed og lighed. Og sammen med den norske stortingsmand og højskoleforstander Viggo Ullmann havde han stiftet Nordisk Forbund for Samfundsreform med Ullmanns blad Vor tid som organ. Det var på denne tid, at Lange for første gang brugte ordet Retsstaten. Ullmann havde 1888 oversat Henry Georges Fremskridt og fattigdom til norsk. Lange og Ullmann holdt foredrag på danske højskoler om Henry George, og nogle kredse blev dannet, blandt andet en i Åle med lærer Laursen som formand. Da Ullmann lod Vor tid gå ind, sygnede denne første Henry George bevægelse hen, men den holdt sig i enkelte kredse, bl.a. i Åle. Åle-kredsen er altså bindeleddet mellem fortid og nutid. Hvor sælsomt da, at den række foredrag, som gårdejer Niels Bank havde fået Langes løfte om at holde ved et kursus i Åle-kredsen nu i januar, skulle han ikke nå at holde. Lange var ingen partigænger. Først efter at Det radikale Venstre havde antaget hans forslag til et jordprogram, meldte han sig ind i partiet. Men han var klar over, at dette ville svække hans arbejde indenfor venstre og socialdemokratiet. Lange var hovedtaler ved Retsforbundets første sommerstævne på Himmelbjerget. * Ingen har bedre end Lange set den danske linje: Grundtvig – Henry George, og ingen har bedre end han udtrykt denne i tale og skrift. Han var forkæmper for økonomisk frihed, frihandel og grundskyld. For den frie skole og den frie kirke. For helt folkestyre, men mod den tvungne værnepligt. Lange vandt sig et verdensnavn som videnskabsmand i botanik. Hans navn blev kendt langt udenfor landets grænser som socialøkonomisk forfatter, hans Socialøkonomi er et standardværk og vil en dag blive lærebog på vore højere læreanstalter – ja, burde have været det for længe siden. Men først og fremmest vandt han sig et navn her i landet som en enestående ungdomslærer, en højskolemand af rang, og heri havde han en fortræffelig hjælper i sin hustru. En stormand er gået bort. De gamle skal gå. “Plads for ungdommen, for ungdommens sag,” ville Jak. E. Lange selv have sagt. Retfærdsidéer giver livet indhold. Jakob Lange hørte ikke i disse år til den type af højskolelærere, som en vinter igennem er midtpunktet for elevernes kritikløse forgudelse. Snarere forargede han ved at sige sandheden mere usminket, end adskillige af os var vant til at høre den.

Ofte føltes det, at Jakob Lange som ungdomslærer mere æggede end varmede. Men så kunne det hænde, at den skjulte lidenskab, der beherskede denne mærkelige mand, en dag brød igennem og de unge så, at der bag reservertheden levede et varmt bankende hjerte fuldt af utålmodig higen mod høje idealer.

Ude over landet sidder i dag hundreder af Jakob Langes gamle elever og mindes, hvorledes han i sådanne øjeblikke tændte en gnist i deres unge sind, som blev bestemmende for den vej, de senere fulgte.

Men det er dog ikke som ungdomslæreren, billedet af Jakob Lange tegner sig for den store almenhed. Det var som den betydeligste og mest klartskuende af grundskyldkravets forkæmpere, han æredes af folkets brede lag. Jakob Langes skikkelse er indenfor den kreds af mænd, der herhjemme har arbejdet med grundskylds-idéerne, markeret på særlig måde. Han blev aldrig blot teoretikeren, hvem harmonien og den logiske opbygning i Henry Georges lære bjergtog, så han dermed troede alle jordiske gåder løst, og han tilbad ikke læren i denne tankebygning for dem egen skyld. I hele hans livskamp for idéen var hans tanke altid derude i det arbejdende og kæmpende folk. Læren var midlet, men menneskene målet. Jakob Lange var så meget nationaløkonom, at han altid så kernen i sin lære deri, at dens virkeliggørelse ville stoppe en af de største kilder til den kapitalisering af økonomisk udbytte, der foruden at skabe social uretfærdighed truer det sunde erhvervsliv.

Når man i de sidste år mødte Jakob Lange, fik man et stærkt indtryk af, at menneskehedens ulykker hvilede på ham med en umådelig tyngde. Han havde som få forståelsen af, hvor ubegrænsede menneskenes muligheder er. Han måtte derfor også føle vor kulturs dybe fornedrelse stærkere end andre. Men vi, der kendte ham, vil ikke være i tvivl om, at han døde i troen på, at trods alt er den stærkeste magt i verden menneskesindets evige stræben mod større retfærdighed.

 I Berlingske Tidende skrives:
“Den store offentlighed kender først og fremmest Jakob E. Lange som den fornemste talsmand her i landet for Henry Georges skatte­ og jordpolitiske ideer. Verden over har han navn som svampekender.
Efter at være blevet havebrugskandidat og foretaget studierejser til England og Frankrig blev Jakob E. Lange i 1888 knyttet til Dalum Landbrugsskole som lærer i socialøkonomi, fysik og botanik. Denne skole var to år tidligere blevet oprettet af Jørgen Petersen – den nuværende forstanders fader – og Hans Appel. Disse to, Jakob E. Lange og Niels Anton Hansen var et firkløver, der hurtigt, hver ud fra sine synspunkter, gav skolen en fremtrædende position. Som lærer lagde Jakob E. Lange utvivlsomt størst vægt på socialøkonomien. Han dyrkede dette emne med stor ensidighed. Forstander Johs. Petersen – Dalum, der har været hans elev, sagde i en hyldesttale på hans 70 års dag, at enten var man for Lange, eller man var imod ham. Men hans undervisningsform havde den fordel, at den tvang eleverne til at tage stilling til problemerne. Almindelig popularitet nød han blandt eleverne, når det gjaldt botanikken eller fysikken. Selv har han på et spørgsmål om, hvad der stod hans hjerte nærmest, Henry George eller svampene, svaret, at det ikke er let at afgøre, om man holder mest af sin far eller mor. Han betragtede i virkeligheden alle dage sig selv som amatørbotaniker, men som svampekender har man haft bud efter ham både fra England og Amerika, og han har på engelsk udgivet et stort værk på fem bind om svampefloraen, ligesom han har udgivet et større værk om de danske svampe. Mest kendt af hans botaniske værker er dog måske bogen Vilde planter, både til den og svampebøgerne har han selv udført tegningerne. I 1920’erne foretog Jakob E. Lange en rejse til England efter indbydelse af Lloyd George og det liberale parti for at udtale sig om mulighederne for landbrug i England efter dansk mønster, og han udarbejdede efter denne rejse en udførlig rapport, der senere er udkommet i bogform. Hans socialøkonomiske og botaniske rejser til England og Amerika var hyppige. Sidst kom han hjem fra Amerika, efter at krigen i 1939 var brudt ud.
I 30 år, indtil 1918, var Lange knyttet til Dalum Landbrugsskole, hvor han havde været lærer for mere end 5000 danske landmænd. Hans socialøkonomiske og politiske virksomhed – i en længere årrække var han hovedbestyrelsesmedlem i Det Radikale Venstre –  gjorde det naturligt, at han da modtog tilbuddet om at blive forstander for Fyns Stifts Husmandsskole. Og denne ledede han med dygtighed indtil 1934.
I slutningen af 90’erne modtog Jakob Lange på initiativ af botanikerne, professor Eugen Warming og professor Emil Rostrup en opfordring til at blive professor i havebrug ved Landbohøjskolen. Men sagde nej, vel nok nærmest fordi han frygtede for, at denne virksomhed skulle hæmme hans interesse for socialøkonomien og politikken og hans folkelige foredragsvirksomhed.”

Også Socialdemokraten, Kristeligt Dagblad og Nationaltidende bringer fyldige og sympatiske nekrologer.

Bladene fremhæver den støtte, Jakob Langes hustru, fru Leila, var for ham, i arbejdet ved husmandsskolen.

Således skriver Socialdemokraten: “Sammen med sin begavede hustru Leila Lange, der bl.a. medvirkede ved udgivelsen af afdøde landstingsmand Mads Jensens erindringer, samlede Jakob E. Lange en voksende skare af danske husmænd omkring den fynske husmandsskole. Begge holdt demokratiets fane højt.”

Nationaltidende skriver bl.a., at da Lange blev valgt til forstander for Fyns Husmandsskole, gik han med en ung mands begejstring og den modne mands erfaring og viden ind til opgaven, og at fru Leila kom til at spille en lige så stor rolle for husmandsskolen. “Hold efter hold af husmandselever fra hele landet søgte til skolen, og en lang række faglige møder blev året rundt afholdt i mødesalen. Lange havde en egen humoristisk, lun facon at sige tingene på, som tiltalte de unge, og hans indflydelse på et helt par generationer af fynske husmænd kan ikke let overvurderes.”

Alle bladene nævner Langes anseelse som botaniker – særlig som svampeforsker – og hans store, verdenskendte værker, såvel som det socialøkonomiske oplysningsarbejde, som er udgået fra ham.

Radikal Ungdom bringer, sammen med Jakob Langes portræt, følgende vers af Palle Føns:

For ham var aldrig livets år og dage
Som dråbefald, der huler selv en sten…
Stor var den lære, som han lod tilbage
til hver, som vil forblive sand og ren:

 Lad tidens Lange vej, som du befarer,
Blot krumme dig og spinde bynkers spind
Om dine træk, hvis du bag dem bevarer
Din ungdoms øjne og din ungdoms sind.

Redaktøren af R. U. skriver bl.a.:
“Vi føler, at med ham er en af Danmarks virkelig store gået bort. Vi kan i øjeblikket ikke se, hvordan tabet af hans skarpe, lysende tanke, hans brændende retfærdssans, hans glødende fredskærlighed skal kunne udfyldes i tiden, der kommer.”
I Fyns Venstreblad indleder redaktør Brixtofte en enquete på to sider med kendte mænds udtalelser, og desuden findes i bladet en fortrinlig kronik om Jakob Lange, af Knud Følner. Foruden foranstående artikel af Bertel Dahlgård skriver fhv. indenrigsminister P. Munch bl.a.:
“De, der har virket sammen med Jakob Lange, har modtaget indtryk af en i sjælden grad tiltalende personlighed. Han samlede sit arbejde om Henry Georges ideer. Men disse betød for ham ikke blot et økonomisk system. De skulle bringe folkets brede lag den økonomiske frigørelse, der syntes ham midlet til den åndelige frihed, som for ham vel betød mest af alt. Det var hans håb, at denne frihed måtte blive løftestangen for et fredens sindelag, der kunde føre folkene bort fra krigens ødelæggelser til fredeligt samarbejde til menneskers gavn.”

Ingeniør Folke:
“Selv om det er svært at gøre sig rede for, hvad der var kernen i en så rig og fængslende –men meget tilbageholdende – personlighed som Jakob Langes, er der ingen tvivl om, at det afgørende ledemotiv i al hans offentlige gerning var en uforanderlig kærlighed og urokkelig tro til det menige danske folk. For dem, der ved stand eller uddannelse falle sig hævet over folket, havde han ikke meget tilovers andet end en ofte ret salt satire.
Men for lys og luft til det menige folk, for frihed og lighed satte han sit liv ind med dets fylde af varme og vid, kundskab og flid.”

Forstander Petersen-Dalum:
“Jakob Lange var en højt begavet og rigt udstyret personlighed, som man kun træffer få af; altid berigende, altid udviklende den, han talte med, enten fordi man blev styrket i sin opfattelse ved, at han havde det samme syn på sagen, eller ved hans modsigelse, der kunne forårsage, at tingen blev taget op til ny prøvelse. Ligegyldig lod Jakob Lange aldrig én forlade en samtale med ham. Man kunne blive ægget, irriteret, føle sig drillet af ham, og man kunne blive henrevet af de syner, han kunne vise én. Hvor var Jakob Lange elegant i sin fremtræden. Han virkede gallisk og ikke nordisk.” Mange minder om ham dukker frem, når jeg nu i hast skal skrive et par ord om ham. Han var trofast overfor Dalum Landbrugsskole, hvor han havde 30 rige arbejdsår. Selv har han ofte givet udtryk for, at næppe noget andet sted ville han kunne have fået lov til at arbejde så frit som her og i den form, der var hans. Livlig, frisk, agiterende og argumenterende færdedes han her, skabende liv og røre om sig. Elevflokken delte han for og imod, men udenom ham kom ingen. Hvor ofte har jeg ikke oplevet, at gamle elever først spurgte til Jakob Lange. Hans interesse for naturen er velkendt. Aldrig savnede han blomst i knaphullet, hverken vinter eller sommer, bevægende sig over følfoden, mælkebollen til vintergækken. Haven herude står som et minde om ham, idet han har plantet alle de ældste træer og igennem flere år forenede lærergerningen med gartnervirksomhed. Fra skolen her til det lille, stråtækte hus ved skolen gik i mange år hans vej: lærergerningen på den ene side og videnskabelig syslen på den anden. Han brugte ingen trækgardiner for sit vindue, og den sene nattevandrer kunne se ham sidde bøjet over mikroskopet for at udforske naturens hemmeligheder. Jeg ser ham i spidsen for elevflokken vandrende og syngende, forklarende hvad de kom forbi.
Som lærer, videnskabsmand og samfundsreformator, på disse områder faldt Jakob Langes livsgerning. Hvor han var størst, kan der være delte meninger om. Jeg sætter læreren højest. Gennem ildfulde taler kunne han blandt kolleger tegne for os lærerens betydningsfulde gerning. Det sidste indtryk, jeg har af ham, stammer fra i sommer, hvor han ved en sammenkomst her på skolen overfor den danske højskoles og landbrugsskoles kvinder og mænd gav udtryk for, hvad han så i gerningen for ungdommen. Hans tale var kort, og han sluttede den med at stille forholdene skarpt frem: er vi rede til at dø for vor sag?
Det, der havde vundet Jakob Langes kærlighed, svigtede han ikke. Til det sidste levede han med og søgte ad veje, som vi måske ikke alle kunne følge, at nå frem til de høje mål, han havde sat sig.”

Forstander Fjord Jensen skriver om Langes virksomhed på husmandsskolen:
“Langes virke på husmandsskolen var af en egen art. Han efterlod sig ikke et monument af stor og flotte bygninger; de var omtrent de samme i 1934 som i 1918, og han advarede ofte imod skolernes kapløb om kostbart, moderne udstyr, der står i skrigende misforhold til de kår, hvorunder dens elever til daglig lever”.
Nogle vil sige, at han i sine bøger vil leve længst, og det er givet, at han ikke blot havde ordet i sin magt, men kunne skrive festligt og rammende som få andre. Men for skolens gamle elever vil det blive hans tale, der vil huskes længst, og sikkert vil de bringe hans tanker videre længe efter, at de har glemt, hvorfra de har dem.”

Redaktøren af Den fynske Husmand, Kr. Lindstrøm, skriver om Langes betydning for husmændene:
“For husmændene har Jakob Lange haft overordentlig stor betydning og vi er ham megen tak skyldig. Han var en stærk medvirkende årsag til, at husmandsbevægelsen i starten fik en socialpolitisk kurs, der har vist sig at være den rette. Hans fremførelse af grundskyldsproblemet i den offentlige debat herhjemme var forudsætningen for den berømte resolution, som de sjællandske husmænd under tilskyndelse af Sophus Berthelsen vedtog i Køge i 1902. Og hans lykkelige forening af høj idealisme og stor realitetssans spores i det mere arbejdspraktiske program, som de danske husmandsforeninger vedtog i Odense 1910, omend han ikke officielt står som medskriver deraf.
Få har værdsat den jævne mands selvstændige indsats så højt som Jakob Lange. Han var derfor også en uforfærdet talsmand 1’01’ jordudstykningens videreførelse efter 1919­lovens linjer.
Det hører til de store oplevelser, når han i forstandertiden på husmandsskolen kom på besøg i husmandskolonien med de fremmede fra alverdens lande. Hans lyse åsyn og æggende foretagsomhed tilskyndede mange til at tage fat på det daglige arbejde med frisk mod. Jeg tror, det harmede ham på det sidste, at det politiske samarbejde, som forholdene nødvendiggør, ikke giver sig udslag i øgede muligheder for ungdommen til at få virkefelt på Danmarks jord.
For småmandens ret var Lange en frygtløs forkæmper, og hans initiativ og kloge råd vil savnes i tiden, der kommer.”

Konsulent S. Sørensen skriver smukt om det frie samarbejde mellem lærerne på husmandsskolen og Jakob Lange og slutter:
“En af de ting, jeg tror vil blive stående stærkest i min erindring om Lange, er hans sang før time eller foredrag. Han kunne faktisk højskolesangbogens sange udenad. Tænk, hvilken hjernefunktion at være forsanger og huske versenes rækkefølge uden at bruge bogen.”

Husmandsforeningernes formand, Hans l. Skov, skriver om Lange som den uvurderlige rådgiver og gode forstander, hvis klogskab og vidtskuenhed satte ham i stand til at sige det forløsende ord.

Tandlæge Stürup slutter, som mangeårig ven og medarbejder indenfor Henry George bevægelsen, bladets enquete:
“Jakob Lange er død! Det budskab vil vække sorg over hele landet, hvor han var kendt som foredragsholder og skribent. Med sin lyse, klare stemme har han talt kloge og gode ord i talløse forsamlingshuse som en indtrængende og aldrig trættet talsmand for sine betydningsfulde sociale og politiske ideer. Et langt livs ufortrøden kamp havde næsten gjort ham identisk med disse ideer. Så han stod som fører for Henry George sagen i Danmark, for alle bestræbelser, der var knyttet til indførelsen og gennemførelsen af grundskyld, ikke alene i det danske samfund, men så langt ham ord rakte. Hans betydning på delte område kan ikke overvurderes. I sin tid bidrog han væsentlig til kendskabet til Henry Georges skrifter ved sine udmærkede oversættelser, hans fremragende lille bog Socialøkonomiens grundsætninger udkom allerede i 1889 og gjorde den gang epoke. Den er siden udkommet i nye udvidede udgaver og har nu i den sidste tid fået en renæssance som grundlag for arbejdet i studiekredse.
Her i Odense, hvor Lange først var lærer ved Dalum Landbrugsskole og siden i mange år forstander for husmandsskolen, vil vi føle tabet særlig tungt. Inden for den kreds af venner og medarbejdere, der var knyttet til ham og hans hjem, vil det være svært at forsone sig med, at vi ikke mere skal have ham som den fødte leder i arbejdet, at vi har mistet en trofast ven og hjælper, der altid var rede og hvis rolige, muntre væsen aldrig kom ud af ligevægt.
Lige til den sidste tid fortsatte Lange sit utrættelige arbejde med artikler i tidsskrifter og aviser, med foredrag rundt omkring i landet og som lærer for de unge på husmandsskolen. Hans klare sprog i skrift og tale lyste af ungdom og energi trods de mange arbejdsår og man måtte føle den største beundring og hengivenhed overfor et så betydeligt og sjældent menneske. Og derfor føles tabet nu som uerstatteligt.”

***
Og mange flere mindeord findes i bladene dette år /pma