fra Tidsskriftet RET, nr. 3-4, 1918
af Sophus Berthelsen

Jens Nielsen Brande (1874 – 1918) var født i landsbyen Brande i Midtjylland. Indtil sit 20. år var han beskæftiget ved landbruget – ofte ved strengt arbejde på mark og i mose. Men netop dette arbejdsliv i de unge, karakterdannende år kan være en velsignelse for manden – og blev det for Brande, som de blev det for Henry George. Thi som denne skriver om sig selv: “Når jeg er blevet i stand til at frigøre mig for ideer, som har fastholdt langt dygtigere mænd, så er det … måske også fordi jeg blev ført til tænkning længe før jeg havde lejlighed til ret megen læsning.” Den selvstændige tænkning over livets problemer i ungdomsårene fremmes under det daglige pligtbundne arbejde langt bedre og sikrere end gennem den ukritiske påfyldning af andenhånds-bogviden, som vor lærdomsskole alt for ofte er. 

Thi også Brande viste i sine manddomsår, at han havde udviklet sig til en selvstændigt tænkende personlighed, uden overdreven respekt for autoriteter. 

Allerede under sin forberedelse til den skolelærereksamen som han tog ved Silkeborg Seminarium i 1899 viste han sine betydende evner og mindes endnu af kammeraterne for sine hvasse, men vel gennemtænkte indlæg i dagens og tidens debatter. Og han fandt lejlighed til under sin eksamenslæsning at studere videre på egen hånd. 

Men Brande ønskede ikke at benytte sin eksamen til at blive funktionær i statskolen – han forblev alle sine dage en udpræget frihedsmand med ringe tro til statsstyret. Mindst på skoleområdet – derfor optog han en gerning som friskolelærer i Glamsbjerg på Fyn og havde lykke til at få skolen til at blomstre i de 3 år, han var der. 

I 1904 købte han Bramminge efterskole for at opnå at samarbejde med den modnere ungdom, og også her lykkedes gennem 11 år hans gerning så at stedse flere unge flokkedes på hans skolebænke. Og, som på de andre grænseskoler dernede, var grumme mange af eleverne fra “sønden å” – hvad der knyttede Brandes med stærke bånd til vore brødre dernede. Da derfor krigen kom, med al sin elendighed over Sønderjylland, gik det vor ven så nær til hjerte, at han bøjedes dybt deraf og næsten ikke kunne udholde det. 

I 1915 blev han forstander ved den nye nordjyske husmandsskole på St. Restrup, som ejedes af husmændene, men Brande gjorde det til betingelse, at den ikke fik noget klassepræg, men dreves som almindelig højskole, og han gennemførte denne plan med største held i det alt for korte tidsrum, det forundtes ham dertil – kun et par år. 

Samtidig med sin skolegerning fandt Brande tid til i ikke ringe grad at bruge sine store evner som taler og skribent til gavn for det hele danske folkesamfund, hvoraf han var runden og som han elskede med hele sit tapre hjerte. 

Hans klare tanke og dybe retssands var hurtigt blevet slebet og vejledt af lyset fra Henry George og han sluttede sig tidligt og uforbeholdent til den bevægelse, som udgik derfra, og deltog med liv og kraft i agitationen for Henry George lærens udbredelse. 

I RETs følgende årgang træffes Brandes navn under hen ved en halv snes artikler og foredrag og dette medarbejderskab har fortsat sig op gennem årene lige til november hæftet 1917, påskønnet fra alle sider, efter de vidnesbyrd, vi har modtaget. 

Også udenfor tidsskrifter og blade virkede Brande for Henry George sagen – således ved flere selvstændige småskrifter*). Efter opfordring af den, der skriver disse linier, oversatte han i 1908 John Sherwin Crosbys berømte bog Kunsten at regere retfærdigt på et udmærket dansk, og høstede megen ros derfor; skade kun, at denne gode, lille bog ikke fandt større udbredelse netop blandt de danske lovgivere, som trængte så hårdt til at høre og forstå dens sandheder. Vi anbefaler den herved på ny til grundig læsning af alle politisk interesserede mænd og kvinder.

Men Brandes største og betydningsfuldeste arbejde for vor sag var dog hans Samfundslære. Som han – efter opfordring fra samme side ­ udsendte i 1913 og som langt fra har fundet den påskønnelse selv indenfor Henry Georges venners kreds, som den utvivlsomt fortjener. Det er en række livlige og klart skrevne artikler – oprindelig optagne i Husmanden. og Ravnen – som er samlet og sammenkædet til en virkelig samfundslære, der står højt over meget af, hvad der under dette navn er udgivet fra forskellig side. I bedste folkelig form udredes her en række ai Nationaløkonomiens problemer: Arbejde – Jord – Kapital – Fordeling – Værdi – Monopol – Rente osv. Men disse spørgsmål fremlægges og besvares her ikke på den sædvanlige, såkaldte videnskabelige – hvad der som oftest betyder pedantisk uforståelig og selvmodsigende – måde, men i friske og klare billeder og sætninger, som kan forstås og kontrolleres af enhver jævn forstand, og som derfor vandt Brande og hans forkyndelse talrige venner i den brede læsekreds, som han henvendte sig til.

Men selv for den særlig kyndige frembyder Brandes samfundslære betydelig interesse ved den selvstændighed og fordomsfrihed, hvormed han her tager gamle og nye problemer op til sin skarpsindige prøvelse. Hans kritik af de forskellige renteteorier, hans undersøgelse af pengeproblemet og hans udtalelser om aktieselskaber og monopoler vil bestandig beholde deres værd som originale og værdifulde bidrag til disse spørgsmåls belysning, og fæste J.N. Brandes navn i rækken af betydelige danske økonomer. 

RET gengiver alt i dette hæfte et af de små kvikke kapitler af Samfundslæren, og agter senere at bringe flere af de ypperlige artikler i denne bog. 

Som menneske var Brande en redelig og brav mand, beskeden af væsen, men af rank holdning, når det behøvedes, og ikke uden god jysk stejlhed i hævdelsen af, hvad han anså for det rette. Han var Henry George Foreningens formand fra september 1907 til september 1910. Han tog sig den da opståede og senere uddybede splittelse inden for foreningen meget nær, og gav udtryk derfor bl.a. i det referat af stævnet på St. Restrup, som han sendte til RETs oktoberhæfte 1915. 

Sit sidste brev til RETs udgave af 13. november 1917 slutter han vemodigt med de ord: Til de særlige Henry George stævner har jeg heller ikke været i en årrække, når undtages stævnet her. Jeg drømmer om, at vi engang, glemmende alt gammelt vrøvl, skal kunne holde et vennemøde.

Dog dette skulle vor ven ikke opnå hernede. Men, som Henry George skrev, “- et sted, en gang skal mønstringsrullerne opråbes –” og de, som kæmpede på lysets side, skal samles til det store vennemøde hisset. 

***
Tale ved afsløringen af mindestenen i St. Restrups husmandsskoles have kan læses i RET, nr. 10. 1918.