af Peder C. Pedersen
fra tidsskriftet Grundskyld, nr.3, 1954

For ældre georgister fremkalder navnet J. L. Bjørner en mængde lyse og gode minder. Vi husker ham som den muntre men håndfaste stævneleder, der fik disse stævner til at blive en skole for de unge, som mødtes et sted, hvor de stridende mødtes, og tog alle samfundsspørgsmål under debat. Vor sags ordførere lærte hinandens argumenter at kende, og fik af vennerne at vide, hvilke fejl de begik. Det var så lykkeligt, at georgister var meget lidt autoritetstro, og den smule, der var, skulle nok blive brudt, når man hørte hvor skarpt anskuelserne stod mod hinanden. Det var en vanskellig opgave at få sådan en forsamling af individualister, der var opfyldt af tro på en idé og iver efter at gøre alle andre delagtige i denne tro, til i fredelighed og ro at diskutere hverandres synspunkter. J. L. Bjørner var ikke mindre varmblodig end andre, men han var i besiddelse af et strålende humør, og det virker endnu stærkere beroligende på hidsige gemytter end en spand koldt vand. Derfor blev J. L. Bjørner den uforlignelige stævneleder.

Som ung havde L L. Bjørner stiftet bekendtskab med Henry Georges lære på Askov højskole, og han var blevet grebet af læren om årsagen til, at der stadig var megen og uforskyldt fattigdom i verden trods de uhyre fremskridt i produktionskraft. Han greb med glæde og forventning indbydelsen til at stifte en Henry George Forening. J. L. Bjørner var det sidste aktive medlem af stifterne.

Han og hans hustru (Signe Bjørner) var i mange år dem, der gjorde arbejdet med at holde foreningen levende, og foruden dette fik Bjørner tid til at rejse til møder og tale – og til at skrive om ideen om en. retfærdig fonnuelorde1ing, hvor enhver fik løn i forhold til, hvad nyttigt arbejde han udførte, og hvor en virkeplads stod åben for alle, så ingen uforskyldt behøvede at lide nød.

I de ca. 50 år, J. L. Bjørner har arbejdet for at udbrede kendskabet til de love for samfundslivet, der skal overholdes, for at ethvert menneske kan smede sin sin lykke, har han rejst en stor forretning. I de første år, han blev kendt som talsmand for samfundets ret til de samfundsskabte værdier, kendte vi ham som værkfører J. L. Bjørner; senere blev han grosserer J. L. Bjørner, og hans forretning blev verdensomspændende. Han skabte sig en økonomisk god stilling, men blev ikke derfor blændet af lykken. Da en ung mand tillod sig at sige, at alle, der ville, kunne skabe sig en god stilling, gav Bjørner ham en skarp tilrettevisning.

Bjørner forstod ungdommen. Han skriver Dagværk: “Det går heldigvis hvert slægtleds ungdom, som det gik mit. Vi tror nu på fremtiden, på en tid med guld og grønne skove, som det er vor opgave at skabe. De gamle var jo nogle slemme hønisser, som bare snakkede og gik og trådte i det. Det er sandt. Enhver tids ungdom har de gamles træghed at trækkes med, foruden at de skal bryde nye baner for sig selv. Og det er de gamle, som er de “besiddende”, og dem, som sidder inde med de store embeder. Hurra for de unge, som ikke er autoritetstro, thi de er pionererne, som baner nye veje.”

J. L. Bjørners stilling i den politiske kamp blev altid på yderste venstre fløj for ungdommen og for de besiddelsesløse. Som elev af Henry George var han for privat ejendomsret og for fri økonomi. Og han stræbte altid at vise, at virkelig fri økonomi havde vi ikke, før adgangen til jord blev frigjort, ved at samfundet fik det, som det havde med frembringerens ret. Ejendomsretten skulle sikres også for de besiddelsesløse.

For 15 år siden udkom J. L. Bjørners erindringer, kaldet Dagværk. I den bog står kun lidt om Bjørner, men meget om, hvad livet lærte ham. Det blev en lærebog i samfundslivets love, en bekræftelse på, at de idealer, han troede på, var de rigtige.

J. L. Bjørner var den mest radikale af de gamle store georgister. Han var måske også den mest optimistiske. Når vi nu i ærbødighed og taknemmelighed bøjer os for de, der havde mod til at begynde kampen økonomisk retfærdighed for mere end 50 år siden, så må vi i samme optimistiske tro og rene radikale ånd, som J. L. Bjørner lod sig lede af, fortsætte kampen for hvert enkelt menneskes ret til virkeplads og til hele udbyttet af eget arbejde. Vi skal vide, at de vanskeligheder, der ligger foran os, er små i sammenligning med dem, der lå foran de gamle. Den gang var skat efter evne en ny teori, som tiltalte mange, hvor følelsen var god nok, men omtanken mindre anvendt. Nu er denne teoris umulighed bevist af erfaringerne. Fejlene ved den er blevet så åbenbar, at næsten alle vender sig mod den. Andre skattemetoders skadelighed for produktionen er så klar, at vore modstandere skiftevis nedsabler dem.

Vi må vise, hvorledes grundskyld kan fremme produktionen og gøre det muligt for enhver at finde en virkeplads og blive sin egen lykkes smed. Det arbejde, der er gjort, har vist uholdbarheden i flere af vore modstanderes argumenter. Tænk blot på påstanden, at det var umuligt at vurdere jorden.

Det arbejde, der er gjort, har været banebrydende. Vi må nytte tiden nu, hvor mulighederne for fremskridt er større end nogensinde tidligere til at føre anerkendelse af ligeret som det rigtige grundlag for en holdbar samfundsorden meget længere frem.

også fra tidsskriftet Grundskyld, nr.3, 1954

I Højskolebladet skriver ligningschef K. J. Kristensen om J. L. Bjørner:

J. L. Bjørner, der nu er gået bort, var gammel Askov-elev – en af de få, der kom fra byens arbejderhjem – og det han mødte i højskolen, groede frugtbart sammen med det han bragte med sig fra sin opvækst og fra en håndværkers læreår i hovedstaden. Hans far var savskærer og sønnen blev i faget, udlært som maskinsnedker, hans læreår faldt i den tid, da den socialistiske arbejderbevægelse greb de unge og skræmte borgerskabet mere end man nu ret kan fatte.

*
1. maj indvarslet med opslag på værkstedet om afsked for dem, der tog fri, stort politiopbud, blå gendarmer i beredskab, det var 1. maj som Bjørner oplevede den som nyudlært svend i 1890, den første majdemonstration her i landet. Halvtreds år senere var håndværkssvenden blevet grosserer, indehaver af en vidtspændende handelsvirksomhed, men han var endnu med til arbejdernes majfest, vel ikke med ungdommens begejstring som første gang, men med den samfølelse, som årene kun havde modnet og velstand ikke svækket.

Det første en ung håndværkssvend med respekt for sit fag tog sig for dengang, var at “gå på valsen”, arbejde sig frem og se sig om i andre lande, som man kunne det dengang – før arbejderne lukkede landegrænserne for hinanden efter forrige verdenskrig og ødelagde dette vigtige grundlag for forståelse og fællesskab mellem folkene.

Da Bjørner kom hjem tog han på Askov Højskole i 1895-96. “Det var af to grunde det klogeste, jeg har gjort i mit liv. For det første, fordi jeg her kom ind i en helt ny verden, og den anden årsag – nå den var af mere privat-personlig karakter”, skriver han i Dagværk.

Den anden årsag var, at han dér fandt sin hustru, fru Signe Bjørner, snart lige så velkendt fra artikler og foredrag landet over som hendes mand. Sjældent har to mennesker kun net følges ad som de to i deres arbejde og interesser udadtil som i det hjem de byggede op sammen. Men den nye verden, som den farende svend her kom ind i, blev også et møde for livet.

*

Hvad havde Askov at give en ung socialist, der havde lyttet til både de hjemlige, og i sine vandreår til de tyske arbejderførere, ja også læst Karl Marx, hvad der skal en god portion begejstring og energi til.

Ikke meget der havde direkte tilknytning til det, der hidtil havde optaget ham. Dog var andelsbevægelsen – danske bønders forståelse af samarbejdets værdi vel værd for en socialist at få på nærmere hold og gårdmands sønnerne derudefra også værd at stifte bekendtskab med. Men i øvrigt var politik, for ikke at tale om socialøkonomi en lukket bog på højskolen. Bjørner og nogle andre byfolk havde derfor en lille Jakobinerklub, hvor man diskuterede samfundsspørgsmål.

Det vigtigste lå nok i ligesom i luften, noget der vel kunne minde om et godt hjem, findes i fællesskabet, i sangen, i det hele. Men der skete i hvert fald også det, at det socialdemokratiske frihed, lighed og broderskab blev fundet ikke blot som et omkvæd i en af Grundtvigs sange, men som en grundtone i højskolens liv, der havde samklang med noget i den frie håndværkers sind og den bundne arbejders higen, der vel når alt kommer til alt har været det dybeste grundlag for arbejderbevægelsen.

I Jakobinerklubben havde Bjørner for første gang hørt om Henry George. Da han kom hjem tog han fat på hans værker og blev betaget af dem. Han blev fra da af forkæmper for det frie retssamfund, som George viste vej til, med fuld grundskyld og frihandel som det første fornødne og med åbne muligheder for “den frie socialisme”, det frie samvirke, som andelsbevægelsen og kooperationen stod som udtryk for, i modsætning til den marxistiske statssocialisme.

*

Således gik Bjørner ind til sin manddomsgerning sammen med fru Signe Bjørner, til arbejdet for udkommet og til det økonomiske oplysningsarbejde, som de begge tog del i.

De blev gift i 1897. Bjørner havde en ugeløn på 27 kr. Et par år senere blev han værkfører. I Dagværk skriver han: “Jeg var blevet værkfører. Kropsligt var det let arbejde. Arbejdstiden var fra 6 morgen til 6 aften, så jeg havde tid nok og var oplagt til efter fyraften at arbejde med foreningssager og beskæftige mig med boglig syssel.”

Stillingen som værkfører udviklede sig til en betroet stilling som repræsentant, der førte ham ud på rejser landet over og til udlandets skovegne. Senere overog han en del af firmaets forretninger og stiftede sit eget en gros firma, Trækontoret, der snart fik et betydeligt omfang og førte velstand til huse.

At arbejde en stor forretning op kan nok tage sin mand helt med sind og skind. Det tog imidlertid ikke J. L. Bjørner, så lidt som hans hustru. De fandt stadig tid både til foreningsarbejdet og til den boglige syssel ved siden af forretningen.

Deres smukke hjem vidnede om kærligheden til det gedigne håndværkarbejde, studereværelsets bogskabe om den boglige syssel, og Bjørner selv vedblev at være den ungdommelige håndværker med det muntre blink i øjet og det ukuelige humør, der gjorde det til en fest at høre ham som taler eller diskussionsdeltager.

*
Oplysningsarbejdet tog Bjørner fat på så snart han havde fået fod under eget bord. Rigsdagsarbejde eller partipolitisk arbejde interesserede ham ikke – men den politiske oplysning om frihandel og grundskyld gav han sig hen i med liv og sjæl, først i arbejderkredse; men snart også i landbokredse. Det var den kendte husmandsfører Jensen Vandman, der her først kaldte på ham. Det var søndagsarbejde, to foredrag hver søndag kunne der overkommes, uden at det gik ud over hverdagsarbejdet.

Det var en toldbeskyttet virksomhed, han var blevet ansat i, og den unge værkførers frihandelsagitation passede ikke ledelsen; man stillede ham valget mellem at opgive foredragsvirksomheden eller få sin afsked. I samråd med sin hustru gav han sit svar: Han ville følge sin overbevisning. Og man betænkte sig, det blev ikke til afsked alligevel.

I 1902 var han med til at stifte Den danske Henry George Forening. Han var med og talte ved dens 50 års jubilæum. I årene fra 1906 til 1938 ledede og planlagde han sine Henry George stævner, afholdt på højskoler, husmandsskoler og landbrugsskoler i forskellige egne af landet. De formede sig som korte højskoleophold med foredrag og diskussioner om samfundsøkonomiske spørgsmål.

Arbejdet for frihandelen førte ham allerede i 1910 som delegeret til den internationale frihandelskongres i Antwerpen sammen med Peschke Køedt. I Grosserer-Societetet blev han senere i kraft af sin praktiske omdømme og omfattende kendskab til forholdene i andre lande en talsmand for frihandeIen, der blev lyttet til.

Bjørner var – ved siden af sin foredragsvirksomhed – en flittig skribent. Artikler i tidsskrifter og dagblade og en række småskrifter om aktuelle økonomiske spørgsmål var led i hans oplysningsarbejde og enkelte mere omfattende skrifter festligt illustrerede og præget af Bjørners realitetssans og lune humor.

I årene 1902-14 var Bjørner hvert år et par måneder på indkøb i Ruslands skovegne. Under senere rejser genså han Rusland under sovjetstyret. Det bekræftede for ham, at statssocialismen var en skæbnesvanger vildfarelse for arbejdere, men et lyspunkt så han i den store omsorg for børnene, i skolevæsenets opbygning. “Endelig lærer den russiske almue at læse og skrive …En dag vil atter en litteratur som magthaverne ikke ønsker, blive læst i Rusland.”

Bjørners tro på oplysningens magt og hans håb til fremtiden og ungdommen fornægtede sig ikke.

Da J. L. Bjørner i 1939 blev 70 og gav sig tid til at se tilbage over sil livs vandring i Dagværk gav han sin bog til undertitel: Billeder og betragtninger fra et jævnt og muntert, virksomt Liv. De, der kendte ham kunne næppe have fundet et bedre udtryk for hans personlighed, hvad han håbede og havde lykke til, end det der som i en samlet sum ligger i hans eget valg af disse ord fra Grundtvigs kendte højskolesang.

“*

Politikens medarbejder, J. L. H. skriver om J. L. Bjørner:

Frihandelens forkæmper. 

Den kendte frihandels- og grundskyldsforkæmper, grosserer J. L. Bjørner, er død, knap 85 år gammel, og blev bisat i går.

Det er et usædvanligt og eventyrligt levnedsløb, der hermed er afsluttet. J. L. Bjørner var født i små kår, som faderen blev også han savskærer, men han nåede i sit lange og begivenhedsrige liv at oparbejde en meget stor engrosforretning i træbranchen, og den savskærer, som havde gået på valsen ad de europæiske landeveje, endte sin arbejdsdag som en meget velhavende mand, der havde berejst hele kloden flere gange. Den samme arbejder, som diskuterede arbejderpolitik i klublokalerne i Murergade, som var deltager i den første maj-demonstration på Nørre Fælled i 1890, vedblev op gennem årene at udfolde et energisk agitationsarbejde for sine sociale og politiske idealer: Henry Georges enkle lære om grundskyld og frihandel. Sammen med sin hustru, fru Signe Bjørner, blev hjemmet et samlingssted for georgister, uanset om de i praktisk politik sluttede sig til Venstre, Det radikale Venstre, Socialdemokratiet eller Retsforbundet. J. L. Bjørner stod selv uden for partierne, men han kom overalt, hvor man ønskede at høre ham, og han fik derudover tid til at skrive en række humørfyldte socialpolitiske skrifter samt et væld af dagblads- og ugebladsartikler. Alene hans indsats for georgist bevægelsen var mere end en enkelt mands arbejde, og dog fik han tid til at skabe en stor forretning. Han har været en enestående slider.

Op gennem årene bevarede J. L. Bjørner sit ukuelige håndværkerhumør, han var optimist, troede på menneskene og deres evne til at klare sig selv, om de blot fik lov dertil for den allesteds nærværende stat.

Der var syv børn i ægteskabet. Særlig kendt blev folketingsmand, grosserer Bue Bjørner, som døde for nogle år siden; forretningen føres nu videre af grosserer Dan Bjørner. En datter er borgerrepræsentant Gudrun Bjørner. En anden datter er gift med  chefredaktør Leif B. Hendil.
*

I dagbladet Børsen skriver grosserer S. Rønnebæk,
der i mange år var medarbejder i Trækontoret, om J. L. Bjørner:

Til Børsens smukke mindeartikel den 23. april over grosserer J. L. Bjørner vil jeg gerne have lov til at føje nogle personlige ord. Som en nær medarbejder havde jeg det held og den lykke at følge en stor og frisindet personlighed gennem en lang årrække, og når jeg tænker tilbage på den tid – det var efter at træforretningen var kommet godt i gang – så slår det mig, hvor lidt træ, der blev talt, og hvor meget frihandel, grundskyld og skattefrihed.

Det var det arbejdende folk og den nye slægts ve og vel, der lå Bjømer på sinde; måtte ikke blive snydt for frugterne af deres slid eller for deres fremtids chancer, det være sig af protektionister eller grundspekulanter. Et utrætteligt oplysningsarbejde blev gjort gennem utallige foredrag, artikler, skrifter bøger, og når de ideer, Bjørner arbejdede for, ikke falder ind under såkaldt praktisk politik, er det ikke ideernes skyld, men politikkens og den manglende oplysning. Gode reformer koster ikke penge, de giver penge, sagde Bjørner. og målt hermed turde det stigende skattetryk være tegn på, at det er den førte politik, der er noget i vejen med.

Bjørner ville “Verdensfred gennem verdenshandel”, og for eftertiden vil han gå over i historien som bærer af frihandelens fane igennem en menneskealdcr, den mest betydende siden Peschcke Køedts dage.

Spørgsmålet om toldunioner var ikke særlig aktuelt i Bjørners tid og er vist ikke behandlet i hans skrifter, men i troskab mod hans minde vil jeg her gengive hans synspunkter, omtrent vel som han selv ville have givet dem form:

Toldunioner er blokdannelser, og de økonomiske spændinger. som fører til krig, vil være større, når det står blok mod blok. En nordisk toldunion vil skabe en stabilisering af de deltagende landes højeste toldsatser, og den vil medføre, at frihandelsbevægelsen indenfor de pågældende lande vil være gjort til en eunuk, berøvet al slagkraft. Det vil være et alvorligt tilbageskridt fra frihandelen.

Ser man på vor tids største blokdannelse, USA med sine 48 stater, som trods sin enorme økonomiske kraft har så svært ved at føre frihandelens praktiske politik, synes det bekræftet, at også her så Bjørner rigtigt.