af  Peder C. Pedersen
fra tidsskriftet Grundskyld, nr. 5, 1958

Den 12. august døde en af Retsforbundets folketingsmænd, lærer Helge Madsen. – Der kan ikke være tvivl om, at han var en idealist, der var grebet af de ideer som Retsforbundet blev stiftet for at gennemføre. Helge Madsen udførte et stort arbejde uden udsigt til anden løn end den, der ligger i tilfredsstillelsen ved at gøre et arbejde for at komme nærmere det mål, der stiles efter. 

Hans personlige egenskaber gjorde det til en fornøjelse både at samarbejde med ham og at diskutere problemerne med ham, for hans arbejde og gode vilje til at skabe retfærdige samfundsforhold vil han også i vore kredse mindes med tak. 

Det måtte vel skrives på partisystemets regning, at han i den sidste tid måtte gå med til ting, som han sikkert ikke var glad for og som kun en alt for god vilje til at tjene partiet kunne få ham til at forsvare. 

Nedenfor gengives nogle mindeord, som en af hans venner har skrevet i Vejen frem.:

af Axel Foghmar

Det var i midten af trediverne, jeg mødte Helge Madsen – og retsforbundsbevægelsen. 

Forinden havde jeg ivrigt læst om Retsforbundet og dets tanker og ideer, som vakte genklang hos mig, og jeg havde overværet nogle få folketingsmøder, hvor jeg havde lyttet interesseret især til de “naive” og “latterlige” folketingsmænd fra Retsforbundet. Men retsforbundsbevægelsen – der som det er påvist i Vejen frem – savner fornøden omtale i Koldings nylig udkomne bog om Danmarks Retsforbund – fandt jeg på gaden i Valby. 

Omkring 1935-36 udfoldede Retsforbundets Valby-kreds en livlig friluftsmødevirksomhed, og primus-motor i foretagendet var dengang som senere lærer Helge Madsen. Det var primitive møder, hvad arrangementer angik. Der var ikke talerstol eller højttaleranlæg, men talen, der blev holdt fra den forhåndenværende kommunale bænk hen over det større eller mindre antal tilstrømmende interesserede – var ægte og klar uforfalsket retsstatstale. – Helge Madsen arrangerede og ledede og var ofte selv taler ved disse møder. Han var i det hele taget den drivende kraft i arbejdet i Valby, og senere blev som bekendt hele landet hans arbejdsområde. Han sparede sig ikke. Han var en dygtig og afholdt lærer, som samvittighedsfuldt udførte sit skolearbejde, men Retsforbundet var i hans tanker døgnet rundt og lagde beslag på al hans fritid. Han ville være med og var med i så meget som muligt, når blot det tjente Retsforbundets sag. Han sagde ikke nej, hverken til pjeceuddeling, konvolutudskrivning eller til at komme og tale Retsforbundets sag selv i meget små forsamlinger – heller ikke til med meget kort varsel at møde som stedfortræder for en taler, som i sidste øjeblik havde sendt afbud. 

Jeg er ikke i stand til at opremse alle de udvalg og ting inden for Retsforbundet, som Helge Madsen var med i – eller blot en del af de vigtige beslutninger, som han var med til at tage, men det var mange. Personligt mindes jeg mange interessante og muntre arbejdstimer sammen med Helge Madsen på landssekretariatet – i en periode, hvor det lå meget tungt med arbejdet for Retsforbundet rundt omkring – og i redaktionen (sammen med Heilmann) af Vejen frem. – Aldrig sparede han sig. 

For ikke mange uger siden var han i telefonen, og jeg foreslog en lille sammenkomst med “gamle” kampfæller, hvor vi dels indgående skulle “slås” om aktuelle emner, dels mindes “gamle dage”. 

Helge Madsen var straks parat til at være med. – Folketinget var jo hjemsendt, sommerstævnet i det store og hele tilrettelagt, arbejdspresset var med andre ord for tiden ikke så hårdt – så der blev nok tid tilovers. Vi fik dog ikke aftalt nærmere, og kort tid efter kaldte pligterne igen på Helge Madsen med deltagelse i møderne i det udenrigspolitiske nævn i anledning af konflikten i Mellemøsten. 

Jeg tænkte imidlertid nærmere over nævnte sammenkomst – jeg forestillede mig den efterhånden som en hygge- og friaften for Helge Madsen, hvor vi skulle sige ham tak for hans indsats for vor fælles sag. I tilfældet Helge Madsen skulle det gøres, mens tid var. Til trods for den arbejdsbyrde, der var lagt på ham, troede vi dog, at han endnu havde mange år til gode. Men vi nåede ikke at fejre ham og sige ham tak. Vi kom for sent. Derfor disse fattige sætninger til Helge Madsens minde og ære.