fra Grundskyld, nr. 9, 1930
af Jakob E. Lange

Mon ikke frihandelens fanebærer bliver det kendingsnavn, hvorunder J. L. Bjørner vil mindes! Han kan i hvert fald bære det med rette. ­

Frihandelsmænd er der jo adskillige af her i verden. Og ingenlunde færrest i Danmark. Men med kvaliteten er det så som så. Nogle er af den platoniske art. Spørger man dem, svarer de: “Bevares. Ja, selvfølgelig er jeg frihandelsmand, af prinrip, hvor kan et politisk oplyst menneske være andet; ­ Men under de nuværende forhold, – arbejdsløshed m.m. og særlig nu, da alle andre lande styrer protektionistisk kurs, kan det umuligt lade sig gøre at lægge Danmarks skib i frihandelskurs, på tværs af strømmen.”

Andre er frihandelsmænd af tro. Frihandelen er for dem den eneste vej til rimelige arbejdsvilkår og til Europas genrejsning. “Men den, som tror, haster ikke. Lad os arbejde for det opnåelige. Lad os se at holde beskyttelses­kaprustningen (ligesom den militære) i tømme, så kan måske næste slægtled håbe på positive skridt hen imod den universelle frihandel.”

Men Bjørner er ikke af disse troende tvivlere. Hans tillid til frihedens klare tale gør ham til den frejdige frihandelsmand. Jo værre arbejdsløsheden hærger, jo nødvendigere at handle hurtigt og gennemgribende for at løse alle de snærende bånd. “I en så vigtig sag bør man ikke opsætte til i morgen, hvad man kan gøre i dag. Lad os blot vaske frihandelens fane ren (som på titelbladet af Bjørners sidste bog) og så føre den dristigt frem til sejr.

Hvad har nu gjort Bjørner til den gamle, uforbeholdne frihandels idés fornyer, til Cobdens og Bastiats arvtager og viderefører? Det er ikke blot hans lyse hoved og retlinede sind. Det er Henry Georges grundtanker, levende optaget i sjælen hos en mand, der med overlegen dygtighed har kunnet bygge sit eget hus og føler folkets evne til det samme, når friheden virkelig bliver dets lod.

Men Bjørner er mere end den frejdige frihandler og den dygtige og vidtskuende storhandler. Kommer man ham på nærmere hold, mærker man, at han er en meget selvstændig socialøkonomisk tænker, en af dem, man kan lære noget af. – Jeg ved det af erfaring. Og han har sine meningers mod.

Jeg sagde ofte om de første af Henry Georges tilhængere her i Danmark: “Har de ikke først været socialister, dur de ikke stort.” Thi hvem der kun søgte Henry Georges veje, fordi de førte bort fra socialismen, hvem der ikke så levende havde følt det sociale problems overvældende tryk, at de var beredt til at skyde alle betænkeligheder til side, også eventuelt at følge Karl Marx, var ikke af det sindelag, som skaber virkelige forkæmpere for folkets frigørelse.

Den unge socialdemokrat, værkfører J. L. Bjørner, der nu for snart 30 år siden tonede Henry Georges flag, var ikke af sådan blød og blandet støbning. Han søgte Henry George som den virkelige radikale reformator, den uforbeholdne frihedens forkæmper. Havde Bjørner levet i Amerika, var han blevet våbendrager i Henry Georges lille betrængte hær.

Her i Danmark, hvor vejen for idéerne har været noget mere banet, har vi dog lige så hårdt brug for hans indsats. Den vil altid blive ført dér, hvor det gælder ikke at slå af. “Bolshevik”, topmålskræver, vil han vel ikke kalde sig, men “Menshevik”, undermålstrygler, er han dog mindst af alt. Og derfor skylder vi ham måske mere end for noget andet vor tak.