af Sophus Berthelsen
fra RET, nr. 2 – 3, nov.-dec. 1914

Med Fernando Linderberg er bortgået en af de ældste og virksomste pionerer for Henry George sagen i Danmark. Særlig ved sit ypperlige agitationsskrift Henry George og hans socialreform, det første, som udsendtes i vort land om denne sag, vandt han den mange venner. RET vil i et følgende nummer gøre nærmere rede for Linderbergs arbejde og dets betydning for Henry Georges reformværk herhjemme.

***

fra RET, nr. 4 (ff.), jan. 1915

Fernando Linderberg og George-bevægelsen.

Ved Fernando Linderbergs nylig indtrufne død er øjeblikket vel kommet, da også hans gerning i sin tid for Henry George-reformens fremme i Danmark, fortjener at fremdrages i fuld klarhed og sammenhæng – selvom han på et vist tidspunkt forlod dens venners rækker. Dette sidste er nok årsagen til, at hans navn ikke er blevet så stærkt fremhævet i de tidligere fremstillinger af vor bevægelses historie, som det dog vist nok fortjener. Og det ligger da nær for RET, som denne bevægelses organ, at rejse Fernando Linderberg det minde, som han her har krav på.

I.

Peder Theodor Fernando Linderberg var født i København den 29. april 1854 af fattige forældre, og kom efter faderens død i pleje i et gårdmandshjem på Fyn, hvor han henlevede sin barndom og første ungdom; han kom her i den forbindelse med friskole- og højskolebevægelsen, som senere i så høj grad prægede hans arbejde i oplysningens tjeneste.

Efter nogle års uddannelse som gartner fik Linderberg i denne egenskab ansættelse ved Sagatun Højskole i Norge fra 1877-80, og blev også her for alvor vakt til interesse for politiske og sociale spørgsmål. Han var bl.a. med til at stifte en arbejderforening i Hamar, som endnu består og hører til det af minister Castberg ledede norske parti Arbejder­Demokraterne.

Ved sin tilbagekomst til Danmark blev han en tid højskolelærer på Bornholm, og fra 1881 udgiver og redaktør som fuldblods venstremand af Folkebladet. I provisorieårene pådrog han sig en dom for .majestætsfornærmelse, optrådte selv for højesterets skranke og udgav senere sin forsvarstale og sagens akter.

I de følgende år deltog Linderberg stærkt i det politiske liv, og søgte særlig at samle landarbejderne om et socialpolitisk program. Just på den tid var det, at han lærte Henry Georges værker at kende. Herom kan vi henvise til følgende Indledning, som han optog i det mindeskrift, som han udgav 1912 under titlen Sociale tilstande og bevægelser ude og hjemme:

Indledning

“Jeg begyndte min deltagelse i det offentlige liv som radikal demokrat. Historiske studier, særlig af Englands og Amerikas historie, lærte mig imidlertid, at den vor tid foreliggende social-reformatoriske opgave ikke kunne løses på grundlag af de liberale grundsætninger. Meget drog mig derfor mod socialismen. Men to ting hindrede mig afgørende i at slutte mig til social-demokratiet:

1. 1. den opfattelse, at det tilstræbte, at staten skulle overtage al produktion;
   2. den antireligiøse og usædeligste betragtning, som i firserne atter og atter fandt udtryk i Social-Demokraten.

Det første betragtede jeg som umuligt, hvad der fremdeles er min opfattelse. Det andet så jeg som en del af socialismen, der \umuliggjorde, at kristne mennesker kunne slutte sig til den.

Jeg stod derfor ret rådvild overfor spørgsmålet om, hvor den social­reformatoriske vej gik. Under min søgen efter vejen mødte jeg Henry George. Som om det kunne være i går, husker jeg, hvilket indtryk det uvilkårligt gjorde på mig, da jeg en dag i højskoleforeningen fandt Ullmanns lige udkomne oversættelse af Henry Georges Fremskridt og fattigdom. Hurtigst muligt købte jeg bogen, fordybede mig i den, læste visse særlige dele atter og atter. Hervcd blev jeg ført ind i en helt ny tankeverden. Georges modbevisning af Malthus’ materialistiske og grundløse lære, belysningen af kravet: jorden for folket, forekom mig overbevisende, næsten selvindlysende. Den religiøst-etiske grundbetragtning, som bar den hele fremstilling, den varme, hvormed George forkyndte tanken om Guds faderlighed og menneskenes broderskab, greb mig dybt i sjælen. Da jeg havde gennempløjet hovedværket, tog jeg fat på de mindre: Samfundsspørgsmål, Beskyttelse elle frihandel, Snart bestilte jeg Georges nye blad: The standard, hvori jeg så at sige fulgte den nye bevægelse fra dag til dag. Ofte ønskede jeg, at jeg kunne sidde som tilhører ved de anti-fattigdoms-møder, som George og præsten Mac Glynn søndag efter søndag holdt i New York.

Som vidnesbyrd om den tanke og begejstring, der bar den nye bevægelse, hidsættes følgende slutning af en af Henry Georges taler i nævnte selskab:

“Vor politik er retten. Retfærdigheden er den polarstjerne, mod hvilken vi styrer, og vi går fremad mod målet med en iver, styrke og beslutning, som er født af en religiøs overbevisning. Med sandhed er det sagt, at det er et nyt korstog. Blandt alle de store krige hvorom historien fortæller, var korstoget, i det mindste i begyndelsen, den ædleste.

Med råbet: “Gud vil det, Gud vil det!” Greb mænd våbnene for at tilbagevinde det hellige land fra tyrken. Falsk opfattelse af religionen, dyb og mørk overtro var for en del grunden til den store bevægelse. Men ved siden af dette blev korsridderne også ledet af noget af selve det højeste, af noget af den ånd, der hæver manden over dyret, noget af den ånd, der kæder ham til Gud: Begejstringen for en høj og ædel sag. 

Og nu igen, i det 19. århundrede på dette nye fastland og i vore rækker lyder råbet: Gud vil det, Gud vil det! Og en begejstring, der vil drive mænd og kvinder til at ofre livet dersom det kræves, fylder igen hjerterne og ildner tankerne. Vort korstogs formål er større og ædlere. Det går ikke ud på at udfri fra de vantro den grav, hvori den døde Kristus lå, men at udfri fra last, mangel og elendighed de levende billeder af Kristus, at befri fra urenlighed og fornedrelse sådanne børn som dem, om hvem mesteren sagde: Lad dem komme til mig, og om hvilke han sagde: Det var bedre for en mand, om en møllesten var hængt om hans hals og han var kastet i havet, end at han forarger en af disse små,

Ja, vi ved det. Tidens fylde er kommet. Gud vil det, Gud vil det! Og fordi han vil det, går vi fremad til sejr.”

Således havde jeg endnu aldrig hørt nogen hævde de social-reformatoriske krav. Opfyldt af stærke ønsker om at komme i nærmere og direkte forbindelse med talsmændene for den nye reformretning, læser jeg en dag i The Standard en indbydelse udstedt af tilhængere af Henry George, til at samles til et forhandlingsmøde (konference) i Paris den 10.-11. juni 1889. Derved kom jeg i yderligere bevægelse. New York lå langt borte. Paris var dog meget nærmere. Var det muligt at komme med der, se og høre Henry George, være med i dette første internationale stævne af hans tilhængere, gæste Paris, besøge udstillingen, der afholdtes i anledning af hundredårsmindet om den store revolution? Tanken om rejsen lod mig ingen ro. Nogle få for landreform-ideerne interesserede venner, som jeg gjorde kendt med rejseplanen, fandt det selvfølgeligt, at jeg skulle af sted. De fornødne forberedelser blev truffet. I begyndelsen af juni måned drog jeg for første gang med højtspændte forventninger mod syd ud i den store, vide verden.

Fernando Linderberg.”

Denne pariserrejse fik stor betydning for ham og hans arbejde herhjemme. Men derom mere i en følgende artikel.

(fortsættes,) S. B.

II. Ved Henry George konferencen i Paris 1889.

I et rejsebrev til Højskolebladet for 28. juni 1889 har Fernando Linderberg skildret sine indtryk fra sin pariserrejse således:

“Var det end med store forventninger, jeg drog af sted til Paris, blev forventningerne dog i ingen henseende skuffede. Tværtimod, mødet med den store jordreformator Henry George er en begivenhed i mit liv, der sent, forhåbentlig aldrig vil glemmes.

Forhandlingsmødet (jordreform-konferencen) blev holdt den 10. -11. juni på det store, efter min opfattelse kun alt for pragtfulde hotel Continental. Deltagernes antal er jeg ikke i stand til at opgive bestemt, før den trykte beretning foreligger. Men så vidt jeg kunne skønne, var der af egentlige repræsentanter fra de forskellige lande, Amerika, England, Skotland, Irland, Holland, Belgien, Tyskland og Danmark ca. 50. Hertil kom ca. 50 franskmænd, der hver især kun repræsenterede sig selv. Fra Tyskland var kun selve hovedmanden Michael Flürscheim, hvilket nok egentlig havde sin årsag deri, at her overhovedet ikke kommer andre tyskere til Paris end dem, der taler flydende fransk. Thi det tyske sprog er, som tyskerne selv, hadet i Paris. Den første dag blev der kun holdt et aftenmøde, ved hvilket der valgtes præsidenter, vicepræsidenter, sekretær etc., samt holdt en længere tale af Henry George.*

*) Gengivet i RET, oktober 1911. Red.

Den næste dag blev der arbejdet næsten uafbrudt fra kl. 10 til kl. 7½ om aftenen. Den langt overvejende tid blev optaget af de enkelte repræsentanters beretning om de sociale vilkår i de lande, som de hver især repræsenterede. Talerne holdtes dels på engelsk, dels på fransk. De engelske blev oversatte på fransk og de franske på engelsk. Af beretningerne fremgik det, at den private ejendomsret* til jord i alle lande fører til de samme onder, om end i noget forskellig grad: Ran af arbejdets frugter fra dem, der frembringer dem. Selv i Frankrig, hvor jorden er så stærkt delt, er onderne i færd med at blive lige så fremherskende som i England, hvor et mindre antal godsejere ejer al jorden.

*) Ved den private ejendomsret til jord menes øjensynligt, som overalt i disse breve, den private ret til at opkræve skatter eller renter af jord. Jf. Henry Georges værker, Red.

Efter forhandlingerne vedtoges enstemmigt følgende resolution:

• • Da jorden ikke er frembragt ved arbejde, men danner råmaterialet eller kilden, hvorfra alt det må tages, der er nødvendigt til opholdet,
  • da arbejdet er det eneste naturlige grundlag for ejendomsretten,
  • da arbejdernes trældom og ranet af arbejdets frugter er en følge af den private ejendomsret til jord,
  • da endelig de forhåndenværende sociale forhold giver anledning til fare, hvilken, dersom den ikke modvirkes, vil umuliggøre al borgerlig orden,

erklærer denne forsamling, at den private ejendomsret til jord skal ophøre og afløses af folkets fælles ejeret til fremme af det almene vel.

Da resolutionen var vedtaget, blev der valgt en komite med Henry George som præsident til at vedligeholde fællesskabet mellem tilhængerne af jordreformen i de forskellige lande og varetage alle fælles anliggender.

Mødets hovedbetydning vil dog næppe komme til at ligge i vedtagelsen af resolutionen eller i valget af komiteen. Den største betydning har det, at Henry George har fået adgang til at forkynde sine ideer i selve Paris og fået talt for mænd, han ikke tidligere har kunnet nå. Og at høre Henry George – det er unægteligt noget, som jeg kunne ønske ville falde i mange landsmænds lod.

Lad mig prøve at give et lille billede af manden. Det første, der slår en, når man står overfor denne mand, er hans overordentlige jævnhed. Ligesom der i hans tanker er så overordentlig meget, hvori han ligner Grundtvig – navnlig hans tro på friheden og frihedens opdragende evne, – således er der i hans ydre så overordentlig meget, hvori han ligner en almindelig grundtvigiansk præst eller højskolelærer. Jævn og bramfri er der tillige noget forunderlig mildt og blødt over hele hans væsen. Man mærker uvilkårligt, at han er manden med det store hjerte. I god samklang hermed er det også at det dybeste underlag for al hans virksomhed er troen på den levende gud som alkærlighedens gud. Og hvilken modsætning danner så ikke hans appel til næstekærligheden til de socialdemokratiske partiagitatorers stadige appel til egoismen! Se Henry George, når han som her og så ofte ellers minder om, at der er noget, der er stærkere end egennytten, nemlig kærligheden til næsten. Hvilket lys i hans øje, hvilken klarhed over hans hele skikkelse!

Og så se denne store mand som hjemmets mand! Da han nys skulle ud på en 3 måneders rejse til England, måtte han have sin hustru og to ukonfirmerede døtre med*. Den dag, forhandlingsmødet skulle holdes, blev den ældste af døtrene syg. Dette havde til følge, at vi kun så George meget lidt på mødet mere end den tid, han selv skulle have ordet. Han kom gentagne gange, men efter få minutters ophold forsvandt han igen. Han kunne ikke være fra sit syge barn. Hans hustru, som jeg særlig havde glædet mig til at se og hilse på, veg ikke et øjeblik fra barnets leje. Efter aftale skulle jeg besøge ham i dag, et par dage efter mødet. Men netop til den aftalte tid stod han i gadedøren, han havde ikke tid til at tale mere, end hvad vi kunne tale på gaden, thi han skulle ud og købe kar, medicin og andet, som skulle bruges til den syge. Men kunne han være fra barnet, så ville han komme til mig i morgen**. Da det var smitsom syge, og hustruen vågede ved lejet, måtte jeg give afkald på at se hende. Men til gengæld lovede George at sende mig både hendes og børnenes billeder.

*) RET bringer i dag billedet af Henry George med sine døtre, Red. (ikke medtaget her/pma)
**) Også denne sammenkomst blev hindret. Men få dage efter havde jeg den fornøjelse at spise frokost sammen med ham på udstillingen,

For adskillige kan det her meddelte måske synes overflødigt. Men for mig har det sin store betydning at se denne mand, hvis navn nu går beundret ud over verden, optræde som den samvittighedsfulde ægtefælle, som den kærlige og trofaste fader. George er en af de mænd, på hvem det i sandhed passer hvad Bjørnson skrev:

Har først du bygget dig selv et fæste,
så tit du frelser endog din næste.
Et enkelt hjem bar så tit et land
når ud det sendte dets frelsermand.

Foruden Henry George optrådte vcd sammenkomsten særlig to mænd, der også lover godt for sagens fremgang: Tyskeren Michael Flürscheim og englænderen William Saunders*). De tre mænd danner tilsammen et prægtigt trekløver. De har alle både hjerte, forstand og kraft. Men skulle jeg betegne forskellen på dem, da måtte jeg udtrykke mig således: George er hjertet, Flürscheim tanken og Saunders handlekraften.

*) Døde desværre ikke længe efter.

Saunders: en stor, bredskuldret mand; havde han været nordmand, vilde jeg kalde ham en type på en stærk og kraftig nordmand. Høre ham skildre ejendommeligheden ved den private ejendomsret til jord, hvis fremtoninger han har studeret i de forskellige lande! Høre ham påvise, at hvis der skal være tale om erstatning, da må det være til dem, der har lidt ved den private ejendomsret, ikke til dem, som har haft fordel af den! Ja, – jeg kunne ønske mig en professor eller lærer Hansen stående overfor denne mand og forsvare den private ejendomsret til jord! Hvor han dog ville blive gjort til plukfisk! Men så tillige høre ham tale om midlet imod dette onde. Ja, der findes efter Saunders’ opfattelse kun ét middel: et oplyst og intelligent folk! Kan vi få det, så vil det så sikkert som noget fjerne den private ejendomsret til jord, kan vi ikke få det, så er alt håbløst. Men han har det sikreste håb om, at folket vil gøre det rette, blot det finder de rette vejledere.

Og så Michael Flürscheim: en lille bredskuldret mand med et lyst og et skarpt hoved, en stor dygtighed. Som tysker er naturligvis tysk hans modersmål. Men han taler både fransk og engelsk som en indfødt. De foredrag, han holdt ved sammenkomsten, holdt han på engelsk og oversatte dem selv på fransk. Og jeg for min del kunne i al fald ikke høre nogen væsentlig forskel på hans og de indfødtes eget sprog. Skønt der ikke var tid til nærmere samtale om ting, der lå udenfor konferencen, fik jeg dog et levende indtryk af, at han var en mand med stor sympati for Danmark.

De tre mænd, som jeg her har omtalt, er de egentlige bærere af den store sag. Foruden dem var der flere af den engelsktalende del, som gav gode bidrag til forhandlingen. Af franskmændene var der kun en, som meddelte noget nævneværdigt: Albert Toubeau, som desto værre døde i løbet af det samme år. Da vi skulle tage beslutning om resolutionen, fik man en forsmag på, hvorledes det går til i det franske deputeretkammer. Der var ingen, som i realiteten havde noget imod den resolution, som Flürscheim havde foreslået. Men i formen, – ja formen gav anledning til over en times heftige forhandlinger, under hvilken de enkelte franskmænd skreg således i munden på hverandre, at man fristedes til at holde for ørene. Endda var det umuligt helt at komme til enighed. Man kunne ikke komme nærmere, end at man vedtog, det skulde overlades en nedsat komite at finde det rette ord for et enkelt udtryk i den sidste del af resolutionen! Karakteristisk var også franskmændenes optræden ved valget af komiteen. Det blev foreslået som noget selvfølgeligt, at Henry George skulle være komiteens præsident. Så indvender franskmændene ganske ligefremt: “Vi” kan da ikke have præsidenten siddende ovre i Amerika! Overfor dette måtte Flürscheim til med eftertryk at gøre de herrer franskmænd opmærksomme på, at vi ikke her var samlede til en fransk men til en international konference, og så længe der endnu fandtes såre få tilhængere af landreformen i Frankrig, men derimod tusinder i Amerika, måtte det vel betragtes som noget selvfølgeligt, at vi valgte selve sagens anfører til præsident.

Dette måtte franskmændene endelig indrømme. Men de ville dog endnu ikke helt slippe taget. De foreslog da, at sekretæren skulle være en mand i Paris. Atter måtte Flürscheim i marken med det forslag, at det overlodes præsidenten selv at vælge sin sekretær. Dette måtte man gå med til.

Flürscheims optræden var i det hele beundringsværdig. Det var ham, der tog initiativet til sammenkomsten. Det er ham, det skyldes, at den løb så heldigt af, og sidst men ikke mindst, det var ham, der afholdt de væsentligste med sammenkomsten forbundne ret betydelige udgifter. Han fortjener derfor tak af alle sagens venner.

Næst mødet med Henry George, Flürscheim og Saunders er hovedsummen af sammenkomsten for mig den, at jeg har fået et levende indtryk af, at der i forskellige lande både i den gamle og den nye verden arbejdes med ihærdighed for landreformen. Men er det så, da forpligter det også alle os derhjemme, som har tro på sagen, til med nidkærhed at gå i samme spor. Vi må ikke alene have påbegyndt et virksomt arbejde i Danmark. Ligesom George selv arbejder i alle amerikanske stater og i Englands forskellige kongeriger, ligesom Flürscheim udstrækker sin indflydelse til de forskellige stater i Tyskland og ind i republikken Schweiz, – således skulle vi også helst se fra Danmark at få forbindelse med Norge og Sverige, så vi over hele norden kunne gøre lignende fremskridt som i den øvrige civiliserede verden.

Fernando Linderberg.”

Vi skal i en følgende artikel se, at brevskriveren selv tog dette arbejde alvorligt op, da han vendte tilbage til Danmark.

S. B. (fortsættes.)

fra Ret, nr. 9-10, 1915.

III.

Efter hjemkomsten fra pariserrejsen i 1889 tog Linderberg for alvor fat på en agitation for Henry George sagens fremme i Danmark.

Alt forinden rejsen havde han i Vort landbrug ført en diskussion med modstandere som P. Bojsen, H. Hedelog professor Falbe Hansen, og derigennem erhvervet såvel sagen venner som sig selv et voksende herredømme over stoffet*.

Nu vovede han sig til, i september 1889, at udgive en hel lille bog på 147 sider om Henry George og hans socialprogram, som skønt ikke uden mangler, i virkeligheden for mangfoldige danske mænd og kvinder blev den første gode ledetråd til en samlet forståelse af den nye samfundsreform.

Linderberg giver heri først en kort fremstilling af Henry Georges liv, dernæst en udredelse af hans hovedværk Fremskridt og fattigdom, og senere en gengivelse af den berømte diskussion mellem Profeten fra San Francisco og hertugen af Argyll samt en oversigt over George bevægelsen i udlandet. Bogen slutter med et værdifuldt afsnit om land­reformen i Danmark, hvori fremdrages vore særlige socialforhold og skattesystemet, George-reformens mulighed og retfærdighed og samfundets frelse derved.

Denne gode lille bog er vistnok linderbergs bedste og lødigste bidrag til den danske Henry George bevægelse og fortjener tak fra alle den sags venner.

Vi gengiver følgende brudstykke af bogens forord:

“Det er håbløst at vente en forbedring ved udgangen af den kamp mellem klasserne, hvis begyndelse allerede nu spores i truende forløbere, og som rimeligvis vil fylde det næste århundrede med rystende tildragelser. En udjævning mellem dem er ikke at vente; en sådan ville være mulig, hvis klogskab og billighed fik lov at råde; men det er allerede tydeligt nok, at klogskab og billighed ikke har noget at sige, når der kæmpes om brødet. Og derfor findes der kun to løsninger på det store sociale problem.

Hvis arbejderklassen bukker under i striden, vil fortidens slaveri blive genindført. Samfundet kommer til at bestå af et antal kapitalister, af en stående hær, som kapitalen lønner for at holde styr på slaverne, samt af den store mængde slaver, som mere og mere bliver til levende maskiner med slumrende intelligens og sløvede følelser, legemligt afpassede til det arbejde, som de skal udrette, og som mere og mere mister det menneskelige præg.

Eller også sejrer arbejderklassen, og da har man al anledning til at vente socialistiske republikker med den størst mulige centralisation, med en mandstærk og ind i privatlivets mindste enkeltheder indgribende styrelse, som tilintetgør al personlig frihed og anordner hvert enkelt individs daglige virksomhed, så at han kun bliver et hjul og intet andet i det kolossale statsarbejdsmaskineri. Også dette bliver slaveri, slaveri under en enkelt statskapital i stedet for under flere forenede privatkapitaler.

Det er i sandhed et lidet lysteligt fremtidsbillede, den lærde tænker her opruller for vort syn. For Viktor Rydberg er alt allerede håbløst. Hvad enten arbejdsgiverne eller arbejderne sejrer, er der efter hans opfattelse kun udsigt til – slaveri. Og denne opfattelse er han sikkert ikke ene om. Det er let forståeligt, at en sådan opfattelse kan komme frem. Så længe man kun har blikket fæstet på den Bismarck’ske og Karl Marx’ske socialisme, kan man vanskelig undgå at komme til den slutning, at hvilken en af disse parter der end sejrer, vil resultatet dog blive det samme: folkenes trældom.

Det er Henry Georges store fortjeneste, at han har givet anvisning på, at der findes en anden og skønnere løsning af tidens sociale opgave end den, som søges fremmet af Bismarcks og Karl Marx’s disciple, en løsning, der ikke alene bevarer, men giver adgang til en altid fuldere og mere udviklet personlig frihed. Man kan derfor kun med glæde se på det kraftige tag i tidens sociale udvikling, som Henry George har fået i det sidste tiår. Thi hvor hans tanker vinder udbredelse, må håbløsheden forsvinde. Det lys, som Henry George spreder over tidens dunkle gåder, fylder hans tilhængere med et levende håb om en lykkelig fremtid.

Måtte da også nærværende bog bidrage til, at talrige mænd og kvinder ville samle sig til en alvorlig og kraftig kamp mod den overhåndtagende armod, således at det lige såvel måtte lykkes at bryde den reaktion, hvis blinde bærere finder, at alt, som det er, er såre godt, som at hæmme den revolution, hvis ukloge talsmænd mener at kunne genføde folket ved at drukne det gamle samfund i blod. Kunne vort folk blive blandt de første i kappestriden for social frigørelse, ville vi sikkert herigennem bedre end på nogen anden måde sikre vort fædrelands fremtid. – ”

Kort tid efter udgivelsen af denne bog var Fernando Linderberg virksom for ordningen af det roste danske Henry George møde, der afholdtes i Odense den 14. oktober 1889, hvor Linderberg var en af hovedtalerne. Her dannedes Forbundet til fremme af social-reform, i hvis styrelse Linderberg indtrådte.

Men samtidig havde han, fra 1. oktober 1889, overtaget posten som redaktør af bladet Programmet, der var organ for Dansk Arbejderforbund, som var stiftet af Linderberg m. fl. ved et møde i Roskilde den 17. februar 1889, og som bl.a. opstillede kravet: “De indirekte skatter nedsættes. Tolden på livsfornødenheder ophæves”, men i øvrigt kun kræver: offentligt fæste, fri lægehjælp, medicin, hjælpekasse, aldershjælp osv., og ikke nævner grundskyld-reformen som hjælpemiddel.

Indenfor denne bevægelse, nærmest båret af husmænd og landarbejdere, arbejdede Linderberg i de følgende år såvel gennem bladet som gennem taler for større forståelse af Henry Georges reformtanker, men det lykkedes ham dog ikke, i det i 1892 vedtagne .reviderede program; at erholde optaget mere end et krav om en værdistigningsskat, som endog kun skulle anvendes til byggelån. Det var vist nok væsentlig på grund af indre stridigheder med socialdemokraterne, at Linderberg ikke nåede længere frem, og kort tid efter ændrede forbundet da også – væsentligst af den grund – sit navn til Dansk Landarbejderforbund, i hvis bestyrelse sad mænd som senere trafikminister Thomas Larsen. I året 1894 indsendte denne styrelse en adresse til landbokommissionen om offentligt fæste, men stadig uden at grundskyldreformen var omtalt.

Gennem disse og de følgende års arbejde med mund og pen for at vække særlig landarbejderne til forståelse af de sociale spørgsmål var Fernando Linderberg nemlig gledet mere og mere bort fra Henry Georges tanke om en jordværdi-reform, og når det senere er sagt, at han i hine år lagde grunden til den senere husmandsbevægelse, er dette altså mindre rigtigt. – Husmændenes Køgeresolution af 1902, der bestemt løfter grundskyld-reformens fane, har ingen videre tilslutning til de Linderbergske landarbejder-programmer,

En overgang – i 1895 – gik Linderberg helt over til socialdemokratiet, redigerede endog en kort tid, under Harald Jensens overledelse, det socialdemokratiske blad Landarbejderen, men meldte sig hurtigt ud af disse rækkers stramme partibånd.

I sin bog Frikonkurrencen og socialismen, som udkom i 1895, søgte Linderberg at løse den umulige opgave, at forsone socialismen med folkefriheden. Men medens han ikke nåede den hensigt dermed, at retlede socialdemokratiets ledere, vandt han derimod ved den i flere henseender velskrevne bog, venner til andre sider, og disse satte ham i stand til i de tre følgende år at kunne hellige sig studiet af tidens sociale opgaver i udlandet og herhjemme, særlig også ved gentagne rejser til Tyskland, Schweiz og Holland.

(fortsættes.) S. B.

Fra RET, nr. 11, 1915

IV.

Disse 3 år, 1896-98, blev Linderbergs lære- og vandreår – endda han var over de 40 år. Og han kalder dem selv sin lykkelige tid. På rejserne i disse år fik han et førstehåndskendskab til de forskellige social-reformatoriske bevægelser såvel i England som på fastlandet og mente at blive kendt med “den indre fornyelse i det tyske socialdemokrati”. “Jeg fik synet udvidet – skriver han senere – og lærte at kende, at socialdemokratiet langt fra var ene om at kæmpe for den sociale retfærdighed”, hvad der lyder mærkeligt fra forfatteren af Henry George og hans socialprogram. “Men navnlig”, skrev han senere, “blev jeg stærkt grebet af de forskellige sociale oplysningsselskaber, der med særlig tilslutning af de besiddende klasser, i Schweiz med statsunderstøttelse (!), kæmper for arbejdernes ret. I disse sociale oplysningsselskaber, hvorfra der i stedet for partiorganisationens krig forkyndes oplysningens og forståelsens fred, fandt jeg det mønster for en organisatorisk socialpolitisk ramme, som det blev mit højeste ønske at komme til at virke i.”

I denne bekendelse har vi forklaringen på Fernando Linderbergs senere virksomhed: han ville gøre et oplysningsarbejde for det sociale spørgsmål i almindelighed, uden alt for skarp fremhævelse af det hårde retsspørgsmål, og han forventede herfra støtte fra de besiddende klasser og eventuelt fra staten. Han ønskede ærligt at blive det, som en skarp kritiker ikke uden malice kaldte: en statsunderstøttet samfundsomvælter! Dette er trolig nok en uløselig opgave, i alt fald endnu! Der kræves i hvert fald til dens gode løsning så uhyre mange betingelser, at ikke engang Linderberg opfyldte dem alle. Han kaldte sig fremdeles socialist, men efter en opfattelse af dette ord, som ingen anden delte, og dette særstade gjorde ham hans arbejde meget vanskeligt til begge sider”.

Først fik han (i 1898) startet et udvalg til social oplysnings fremme med professor Harald Westergaard som formand. Men trods enighed om det ret tågede program, vedblev enigheden om mål og midler dog kun kort, eftersom “Westergaard ville gøre socialisterne til kristne og Linderberg ville gøre de kristne til socialister”.

I 1899 fik han det sociale sekretariat udsondret og i 1900 knyttet sit bibliotek dertil. Og dette blev da rammen om hans hele senere virksomhed, idet han dog udover administration af denne institution fik stunder til al udgive forskellige ret omfangsrige bøger nærmest af kristeligt og socialt indhold – sikkert ret uskadelig litteratur, med en mængde brogede citater fra mange lande og tider, men dog uden en virkelig overlegen bedømmelse af de pågældende emner og forhold.

Hvad der imidlertid særligt interesserer her, er Linderbergs forhold til Henry George og hans lære.

Helt slap han aldrig denne sin ungdoms kærlighed. Men han kunne efter sin stilling som leder af en – fra 1904 med tilskud fra staten (1300 kr.) og senere fra Carlsbergfonden, Raben-Levetzaus fond, Københavns og Frederiksberg kommuner understøttet –institution, ikke virke særligt for George reformens fremme, thi den reform er jo unægtelig ensidig”, dvs. retlinet og enkel i sit mål og sine midler.

At han dog endnu bevarede sin kærlighed til mesteren viser hans smukke mindeartikel i Højskolebladet for 10. dec. 1897 – nogle dage efter Henry Georges bortgang. Vi gengiver den her:

Se Henry George – hans død og betydning.

Under sit fortsatte arbejde i de følgende år for social oplysning i almindelighed mistede Fernando Linderberg dog mere og mere forbindelsen med Henry Georges tanker og med Henry Georges venner; han søgte forgæves at knytte enkelte af disse til sin institution, og var næppe fri for at nære nogen uvilje mod dem, da de med så meget held rejste den nye Henry George-bevægelse i 190102 og følgende år. Til et bestemt brud kom det dog først i 190304 – da de nye skattelove stod på dagsordenen.

Men herom nærmere i en sidste artikel. /S. B.

V.

Fra 1901 udgav Linderberg tidsskriftet Samfundets krav, som først i 1903 overgik til udgivelse af Det sociale Sekretariat og Bibliothek samtidig med, at der opnåedes et statstilskud til denne institution af 1.500 kr. Gennem dette blad fremsatte han sine anskuelser, og vi kan her følge, hvorledes disse efterhånden afblegedes og udviskedes til store almindeligheder, så at det er vanskeligt at sige, hvor Linderberg i disse og de følgende år egentlig stod i det sociale spørgsmål.

Men enkelte skarpere overgangstrin kan dog erkendes, og her skal særlig nævnes det, der først bragte ham i bestemt modsætning til Henry Georges venner – hans ændrede stilling til skattelovene af 1903.

Endnu i sit tidsskrifts oktoberhefte 1902 står han som trofast forsvarer af folkets gamle grundskatter og hartkornsskatter. Han tilbageviser agrarernes angreb på disse, og udtaler, at de ikke er personlige afgifter, men skatter, som følger ejendommen, aldrig menneskene. De virker således ikke som skatter, men som prioriteter. Og han fortsætter:

“Tienderne repræsentere en formue på ca. 150 mio. kr., som samfundet har i folkets fælles jord. Hartkornsskatterne på ca. 19 mio. kr. til stat og kommune repræsenterer en formue på ca. 475 mio. kr., som samfundet ligeledes har i jorden. En ejendom, der således er gået over til samfundet, er unddraget den private kapital. Ved køb og salg af ejendomme får enhver køber fuld erstatning for denne til samfundet overgåede ejendom derved, at han betaler så meget mindre for den grundejendom, han køber, enten i kontant købesum eller i årlige renter. Loven om forholdet mellem grundskatter og købesum lyder uvægerligt og ubetinget: jo højere grundskatter, des mindre købesum. Og jo mindre købesum, des lettere adgang til jorden for de mennesker, der kun har arbejde, men ingen kapital at yde. Det er derfor en fejl, hvis man ved de påtænkte skattereformer søger at formindske grundskatterne. Man opnår kun derved til skade for arbejdet at formindske samfundets part i jorden og udvide kapitalens magt.

Og han slutter med at kræve, at man bør 1) fastholde alle gamle grundskatter og 2) lade de gamle grundbegreber, tiender og hartkornsskatter gå op i en ny almindelig grundskat, som pålignes efter jordens foreliggende værdi i by og land.

“Kun ved en skattereform, der tager sigte herpå, vil man opnå til alle tider ikke blot at kræve, men også øve ret”, siger Linderberg til slut.

Dette var gode ord, værdige en tro discipel af Henry George. Hvor forbavset måtte man da ikke blive, da Linderberg kun et halvt år senere skriver i sit blad en godkendelse af de da vedtagne skattelove af 15. maj 1903, som netop havde bortkastet de gamle grundskatter og tiender og ikke indført nogen ny almindelig grundskat efter jordens værdi. Han tager nu åbent parti for de politikere, som havde gennemført denne dårlige skattereform, og skrev herom bl.a.:

“Repræsentanterne for de to partier (højre og social-demokratiet) kappes om, hvem der kunne fremstille venstrereformpartiets optræden i det slettest mulige lys. Man har herunder fuldstændig glemt ikke alene, hvad der er godt og berettiget i de gennemførte reformer, men navnlig det, at rigsdagsmændene hverken kan eller må gennemføre andet og mere, end hvad der er udttryk for vælgernes vilje (!).”

Dette er jo en meget bekvem retfærdiggørelse, – at give vælgerne skylden og ansvaret for en skattelov, som forfatteren selv et halvt år forud havde sagt ville være til skade for arbejdet og udvide kapitalens magt. Når og hvor havde vælgerne vel udtalt sig for at bortkaste den millionkapital, som samfundet havde stående i jorden, således at adgangen til jorden for de arbejdende hænder gjordes vanskeligere – efter Linderbergs ord et halvt år forud – ? Linderberg bruger endog den for visse politikere i visse situationer altid karakteristiske vending, at det var en historisk nødvendighed at gennemføre netop disse skattelove, både at hensyn til fortiden (!) og til fremtiden. Og han slutter med at håne dem, der hyler imod skattelovene. !

Til disse hørte alle gode Georgevenner, som med bekymring så alt for mange venstremænd stemme for Albertis skattelove, der bortkastede folkets ret til fordel for monopolismen – tog brødet fra børnene for at kaste det for – spekulanterne. Og George-venner måtte da med sorg tage afstand fra Linderberg, som de mindst havde tænkt sig som politisk opportunist. De rejste derfor en bevægelse for at vise folket disse fordærvelige skatteloves store fejlgreb – dem husmændene alt året forud havde peget på ved Køgeresolutionen af nov. 1902. Og nu bagefter kan jo enhver se, at hylet imod skattelovene af 1903 havde været fuldt berettiget, og at disses vedtagelse kun var et led i Albertis hele demoralisations-politik – overfor danske bønder.

VI. (Sidste artikel.)

Fernando Linderberg fortsatte imidlertid i de følgende år sin gerning som leder af det neutrale sociale sekretariat, virkede som foredragsholder, gennem sit blad og sin skribentvirksomhed i vide kredse. Og han troede sikkert ad denne vej at sprede god oplysning om sociale kendsgerninger ud blandt folket, hvad vel nok også i nogen grad var tilfældet. Henry Georges reformtanker kom han kun sjældent ind på, og behandlede dem da undertiden med en overlegenhed, som ikke føltes som ægte.

Hans uvilje mod H. G. mændene kom dog først rigtig frem i en artikel Georgeismen og Georgebevægelsen, som optoges i Samfundets krav for januar 1907, og senere blev udgivet af Linderberg i særtryk. Og da denne indeholder det stærkeste udfald mod georgismen, som Linderberg nogensinde har skrevet, skal vi her dvæle lidt nærmere derved. Det vil da ses, at Linderbergs nævnte artikel nærmest kun er rettet mod bestemte mænd indenfor George bevægelsen, ikke mod selve georgismen, og at det er ganske uberettiget at udtale, som Socialdemokraten hævdede ved hans død, at han blev georgismens ivrigste modstander. 

Artiklen begynder med en ganske vist ikke helt god udredning af Henry Georges program, som han deler i følgende punkter:

1. alle mennesker har lige ret til den nøgne, af menneskehænder uberørte, jomfruelige (!) jord –
2. at folkets lige ret til jorden finder sit bedste udtryk deri, at al jordrente, dvs. renten af den nøgne jords kapitaliserede værdi, går ind i folkets fælles kasser: til stat og kommune.
3. at de direkte skatter er de bedste – at den direkte skat helst skal opsluge (!) hele jordrenten,
4. at jordrenteskatten vil være i rigt mål tilstrækkelig til at dække alle udgifter til samfundets fælles husholdning.

I disse to sidste punkter – siger L. – ligger den egentlige kerne i georgismen. At vinde den offentlige mening for den i disse to punkter udtrykte betragtning er den egentlige og frugtbare opgave for den særlige George bevægelse. I samme grad, som denne bevægelses mænd på praktisk måde arbejder for denne sag, øver de en god gerning og baner vej for et betydeligt social-politisk fremskridt. I dette arbejde vil vi også gennem vort selskab tage del efter bedste evne. Personlig betragter jeg den georgeske skattereform som et af de betydeligste led i den forestående social-politiske reformation.”

Således skriver ikke georgismens ivrigste modstander! Men derefter kommer Linderbergs kritik af George bevægelsens mænd i følgende linier:

Men Georgismen, således som den endnu mest almindeligt fortolkes (!), indeslutter endnu et punkt:

5) at den georgistiske skattereform, dels står i modsætning til, dels vil overflødiggøre både socialismen og alle andre mere indgående (!) social­reformatoriske bestræbelser.

Overfor dette punkt må jeg melde pas (!). Jeg betragter som nævnt georgismen som noget væsentligt og betydningsfuldt, men ikke som det eneste.

Med den, der betragter georgismen som et universalmiddel, står jeg i uforlignelig modsætning –

“Troen på universalmidler overfor samfundet er intet andet end tro på kvaksalveri, lig tro på voltakors og deslige overfor personer.

Og den, der blot én gang har sænket sin tanke ned i, hvad der ligger i det lille ord: udvikling (evolution), naturlig vækst, særlig historisk udvikling, han er for bestandig helbredt for den svaghed, ja ligefrem vaccineret mod den sygdom, der knytter forventninger om store omfattende resultater til enkelte universalmidler.”

Som bekendt har Henry George selv afvist tanken om, at hans lære skulle være noget universalmiddel i egentlig forstand (Det er kun frihed), og det betyder derfor lidet, at Linderberg kan fremdrage el eksempel på, at en vis L. Lauridsen i Esbjerg i en avispolemik i Jysk morgenblad for 16. oktober 1906 virkelig har erklæret overfor socialisterne, at georgismen efter hans mening er et universalmiddel. Hvad vægt ligger derpå?

Men Linderberg vender sig dernæst til en af vor bevægelses mest fortjente mænd, pastor Emil Kock i Odense med bebrejdelse for, at georgismen for ham er blevet en del af hans religion. Og han citerer følgende udtalelse af pastor Kock i en avisartikel:

“- hvis man ved systemer forstår de menneskelige udformninger og begrundelser af sandhederne, så kan det være rigtigt nok, at systemerne ældes og forgår i sin tid. Men nu sandhederne selv. Mon de heller ikke bliver gamle? Eller mon det ikke snarere er sådan med dem, at de er fra evighed til evighed. De teologiske og filosofiske og nationaløkonomiske systemer, som mennesker har opbygget har altid noget brøstfældigt i sig, de vil falde, men selve sandheden, sandheden om gud og hans forhold til verden, består uanfægtet, hvordan det så går med systemerne. Og hvad om nu de simple grundsætninger som Henry George forkynder, var en sandhed af evig art, et lille stykke af den store sandhed om gud og hans forhold til verden! Og andet er det ikke, vi Georgister hævder.”

Og Linderberg hæver sig op over alt sådant ved følgende imperialistiske linjer:

“Nej, andet er det ikke! Men det er netop også, hvad jeg umulig kan tiltræde, – hvad overhovedet ingen blot i nogen måde skolede socialøkonomer vil kunne tiltræde.”

Og han fortsætter med linjer som disse:

“Vi må holde religionen for sig og socialøkonomien for sig.” –
“Hvis der overhovedet eksisterer nogen evig sandhed, så er det den, at der ingen evige, absolutte sandheder gives angående de samfundsformer, som tjener menneskene bedst.” –
“Altså: jeg tror ikke på nogen evige, social-politiske sandheder.”

Vi skal lade disse djærve udtalelser stå ved deres værd – til læsernes egen bedømmelse. At det er Linderberg og ikke Kock, der forveksler forbigående samfundsreformer med evige sandheder som ret og uret, er jo ikke vanskeligt at indse.

Endelig retter Fernando Linderberg i hin artikel sit tredje angreb på forf. af nærværende linjer, fordi jeg i en avisartikel af 21. oktober 1906 havde skrevet følgende:

“Vi har allerede påvirket den offentlige mening så stærkt, at der kun er et forholdsvis ringe arbejde tilbage, før den helt er vundet.”

Og han omskriver dette til, at jeg skulle mene, at det danske folk er et overvejende georgistisk folk, – hvilket for Linderberg står som et udslag af mangel på social politisk ædruelighed.

Jeg skal også lade denne dom stå ved sit værd, og kan gerne her erkende, at hin dagbladsudtalelse var noget dristig. Ifølge dens hele sammenhæng sigtede den dog kun til at fastslå, at efter at george-vennerne herhjemme havde taget klart og sikkert standpunkt til alle partier, selv havde gennem køgeresolutionen rejst et fast og bestemt politisk program, og endog udarbejdet love og finansplaner for deres reform, – var det store og væsentlige arbejde herhjemme gjort for at vinde den offentlige mening, – resten er nærmest kun fortsættelse og gentagelse. Men det skal gerne indrømmes, at heri kan være adskillig overvurdering, som det undertiden hænder i en avispolemik, så at Linderberg for så vidt kan have haft nogen ret i sin kritik.

Men selv da – hvad følger heraf? Selvom Linderberg med føje kunne angribe enkelte bladudtalelser af 1906 af nogle af vor bevægelses mænd, – hvad betyder så dette? Han fik meget hurtigt svar såvel af Koch som af Berthelsen, og senere af andre George venner som Jakob Lange, C. C. Egens og August Christensen, nærmest fordi han havde ladet sin angrebsartikel udkomme i særtryk. Men hele denne avis-artikel­episode er for længst og med god føje glemt og lagt til side, eftersom sådanne polemiske stridigheder om og kritik af personlige udtalelser kun bør være af forbigående interesse, når de ikke berører sagens hovedpunkter.

Og hovedsagen er, at Fernando Linderberg ingensinde angreb Henry Georges læres grundlag – at de arbejdsskabte værdier bør være arbejderens uden straffeskat af nogen art, at de samfundsskabte værdier bør være samfundets, og at dette kan ordnes gennem en grundskyld.

For så vidt blev Fernando Linderberg tro imod sin ungdomskærlighed, og dette skal – overfor modsatte udtalelser fra socialisternes side – siges højt nu han er borte.

Og selvom Henry Georges venner kunne og måtte være uenige med ham i adskilligt af, hvad han fremsatte i de senere år af sit liv, og ikke kunne dele hans tro på virkningen af lovfæstet minimumsløn, tvungen voldgift og andre sådanne forslag, vil vi dog sige ham tak for hvad han udrettede for Henry George sagens gode fremme herhjemme. Det var for sin tid et godt og dygtigt arbejde, som har båret rig frugt.

S. Berthelsen.