af J.L. Bjørner
fra Grundskyld, nr.2 1948

Den danske Henry George Forenings ranke og kloge, mangeårige formand, civilingeniør F. Folke er gået bort. Han døde pinselørdag, 75 år gammel. Folke var ikke alene en brændende georgist, han var meget andet på en fremragende måde, men han var et stort stykke af den danske Henry George bevægelse. Han burde have haft lov til her at se nogle flere frugter af sit arbejde, nu da så meget tyder på høst, men hans tid var ikke længere.

Allerede ved århundredskiftet efter at være blevet cand. polyt. kom han ind som tekniker i Danmarks næststørste kommune – Frederiksberg. – Han fik snart både med byens vand- og brandvæsen at gøre. Han nåede med sin dygtighed toppen, og som brandchef skabte han nyt på sine områder. Han var ingen helt almindelig embedsmand. Dog til en medarbejder ved Politiken, der spurgte ham om hans stilling til planøkonomi og statsdrift, svarede han: “Jeg er for gammel embedsmand til at tro på, at vi embedsmænd egner os til produktivt arbejde. Staten er den store bremse, og naturligvis kræver færdselssikkerheden, at bremserne er i orden, men drive køretøjet kan de ikke.”

Da han blev grebet af retsstatstankerne, var Det radikale Venstre det politiske parti, der rummede de fleste tilhængere af grundskyld og frihandel, og han sluttede sig derfor naturligt til dette parti, men nogen udpræget partigænger blev han aldrig. Han kom, når der blev kaldt på ham, lige meget hvilken kulør talerstolen havde.

I 23 år var Folke Henry George Foreningens nidkære formand, til han i 1945 trak sig tilbage og påtog sig at redigere Grundskyld, indtil sygdom ved juletid tvang ham til at give bladet fra sig.

Der kunne skrives en tyk bog om Folkes arbejde. Han var medlem af en række udvalg og kommissioner om jordvurdering og byggeri o.l., og han tog det afgørende slag mod den optrækkende forsvarssvindel angående gasmaskerne. Her skal kun nævnes, at han på rejse i udlandet arbejdede for vor sag og at han skrev til udenlandske tidsskrifter om retsstat kontra magtstat. Han har udgivet flere skrifter, blandt andet kampskriftet mod fhv. statsminister Madsen-Mygdal: Kampen om jorden 1931, og en større, stærkt detaljeret plan om udstykning af vore største, dårligst udnyttede storgodser.

De, som i 1926 deltog i det internationale stævne for grundskyld og frihandel, glemmer aldrig Folke. Her fik han lejlighed til at udfolde sig som planlægger og administrator i stor stil. Der skulle skaffes plads til de 200 tilrejsende fra 17 forskellige lande. Han fik udleveret fællessalen på Christiansborg med forskellige udvalgsværelser. Han fik fungerende og forhenværende ministre til at overtage hvervet som ordstyrere i en hel uge. Og så se ham i Grundtvigshallen, fyldt med sendemænd fra husmandsorganisationerne, stå deroppe på den høje talerstol som tolk for Henry Georges datter, da hun hilste og takkede de danske husmænd.

Eller hvem anden end Folke kunne finde på og få gennemført, at selve Vesterbrogade ud for Frihedsstøtten blev afspærret for et friluftsmøde. Talerstolen blev rejst, 17 delegerede fra 17 lande med hver sit nationale flag stod æresvagt om frihedsstøtten, medens en række udenlandske talere og tre ministre holdt korte taler. Og Folke var en glimrende tolk. Han kunde næsten i ét åndedræt holde den samme tale på dansk, engelsk og tysk.

Da en del af de udenlandske gæster udtalte ønsket om at se nogle af de husmandskolonier, som var oprettet på grundrentebasis, rejste Folke rundt i landet med dem, medens han fik andre dirigeret af sted med deltagere, som ønskede at se Kronborg (Hamlet) og en dansk højskole (Frederiksborg). Jo, han kunne.

Nu sidst tog han i samråd med de fynske husmænd initiativet til at få rejst et mindesmærke for Jakob E. Lange. Han har overværet og godkendt billedhuggerens arbejde. Mindet har form som en talerstol, bestemt til at stå udenfor den nye husmandsskole, som er rejst i stedet for den, som blev nedbombet under krigen. Folke havde glædet sig til nu i sommer at være med til afsløringen af mindet. Det skulle ikke så blive.

Folke var en stor og ædel mand, et fint og godt menneske, en idealist. Hans minde vil leve længe.

Gud glæde hans sjæl.
J. L. Bjørner.

F. Folke in memoriam
af Peder C. Pedersen

Blandt de gamle georgister, dem, der var med i kampen fra første færd, var Folke den yngste. Hvor enige de var om målet, var de stærkt individualistiske og stredes derfor ofte om, hvad der var det bedste for at nå målet. Hver af dem havde sine personlige fortrin, områder, hvor de ragede op over alle andre. Folkes var dette, at han mere end nogen anden var fredens og samarbejdets mand. Han var derfor særlig velegnet til at være Henry George Foreningens formand, og i praksis gennemførte han den tjenergerning til sin død.

Han forsøgte at bøje stridende viljer mod hinanden, så der kunne nås et resultat, blive et arbejde i fællesskab. Han var Henry Georges klart forstående elev, men glippede den vej frem, som han helst så fulgt, så var han parat til at gå en anden, dersom han derved kunne bidrage til at gøre det bedre for menneskene, for han havde det slet ikke godt, hvis han ikke kunne arbejde for at skabe lykkeligere kår for andre. Han var så absolut fredens mand, der ville samarbejde, som kunne fremme fredens og rettens sag. Han var opportunist, men han glemte ikke derfor at pege på målet og at sige, at kun hel retfærdighed er nok til at skabe de bedste vilkår for menneskelig lykke.

Vi, der lærte Folke at kende, er taknemlige for den lykke, som det er at have kendt et menneske så uselvisk som han. Vi kan ikke tvivle om, at Folkes gerning og betydning ikke er slut ved hans død. Som al god menneskelig handling vil den fortsætte sin virkning i andre menneskers sind. Og ved at handle i hans ånd vil vi gavne vor sag og ære hans minde. Peder C. Pedersen.

Folke og husmændene
af K. L. i Den fynske Husmand.

Fhv. Brandchef F. Folke, København, er afgået ved døden, 75 år gammel.

Det er et særkende for adskillige af de mennesker udenfor det mindre jordbrug, som nærer sympati for Henry Georges ideer, at de samtidig har stor hengivenhed til overs for husmændene og deres arbejde. F. Folke var en af disse. Han, som var en af grundskylds­reformernes mest fremragende forkæmpere, tillagde det stor betydning, at husmændene står bag ved disse reformkrav. Et bevis herpå har vi deri, at han for nogle år tilbage oprettede et bryllupslegat, der skal komme unge vordende husmænd, som interesserer sig for Henry Georges tanker, til gode.

Gerne så han småbrugernes antal forøget. I 1942 udsendte han en pjece med titlen: Beskæftigelse eller arbejde, hvor han stillede forslag til arbejdsløshedens bekæmpelse ved oprettelse af 30.000 nye landbohjem. Hans forslag blev ikke virkeliggjort, men der er ingen tvivl om, at hans udmærkede redegørelse har bidraget meget til forståelse af udstykningssagen.

Han var en lys og rank personlighed, en varmhjertet talsmand for frihed og ret. I husmandsforeningerne vil vi holde hans minde i ære.

***   ***   ***

Og så her Else Folke
2. juni 1878 – 16. april 1931.

af Signe Bjørner:
fra Det Frie Blad, nr. 21, 1931

Else Folke

Hverken alderdom eller svaghed fik lov til at sætte sine spor i Else Folkes liv, og ingen af hendes venner vil kunne sætte hendes virksomme, livlige ånd i forbindelse med nogen af delene. Og derfor vil det blivende indtryk ved hendes død være – trods ufatteligheden i, at vi ikke længere kan nå hende: sådan passede det for hende at forlade os.

Hun var sådan et helt menneske. Anså hun noget for rigtigt, så handlede hun derefter og indrettede sit liv på at kunne det. Længe før andre begyndte at tale vidt og bredt om den frie skole og om det ønskelige i, at børnenes opdragelse blev nøje knyttet til hjemmet, havde hun taget fat på det arbejde i sit eget hjem. Hun fik tid til at undervise sine egne og nogle venners børn, som hun fik tid til at arbejde for den sag, hun og hendes mand var fælles om. Og de mange, mange, der i tidens løb havde den lykke at komme i deres gæstfri hjem, vil sande, at her blev intet forsømt, der kunde gøre tilværelsen sund og skøn for dem, der levede i det. Den vidt forgrenede og alsidige indflydelse, der udgår fra et hjem som det, Else Folke og hendes mand havde sammen, kan næppe måles. Vi georgister synes, vi har fået så meget der – og synes, det til en vis grad tilhørte os, fordi vi altid fandt så hjertelig en velkomst. Men det var jo dog kun en enkelt side af Else Folkes virksomhed, der fandt udtryk i denne forbindelse.

Taknemlighed for det, hun var – en vågen samvittighed for adskillige af os, der nok kunne se, hvad der burde gøres, men aldrig rigtig fik overkommet det – kan måske ikke svække savnet; men den vil tjene til at holde erindringen frisk og bevare hendes gode indflydelse. Og omend det første indtryk, da jeg ved min hjemkomst hørte om Else Folkes død, var det lammende: hvor er det meningsløst, at hun skulle være her så kort tid, så klarer hendes billede sig dog efterhånden til den skønne, fuldførte helhed. Kort tid eller længe er ikke, hvad det kommer an på, men et helt og sandfærdigt liv – sådan som hendes blev det. 

af Folke Folke
fra tidsskriftet Grundskyld,  nr 5, 1931.

Else Folke
Når jeg har bedt Grundskyld om at bringe billedet af min hustru ud til sin læsekreds, er det ikke, fordi jeg tror, at hun var kendt i videre kredse, skønt hun kom i forbindelse med mange grundskyldsfolk både hjemme og ude og vandt sig gode venner blandt dem. Men hun kendte kredsen. Gennem mange år passede hun trofast postlisterne, medlemsprotokollen og forsendelserne til udlandet, så al hun med sit lette nemme kunne de fleste navne og adresser udenad og omfattede dem med sin vågne interesse.

Det er min tro, at en bevægelses styrke i ikke ringe grad beror på, om der er nogen villig til at tage sig det daglige upåagtede arbejde på, og om den evner at knytte mennesker sammen, således at de møder hinanden med tillid og varme. Den evne havde hun. Hun evnede at bevare ikke blot sin egen, men også andres tro til menneskene, troen på at sandhed og ret i længden er livets stærkeste magter. Uden den tro er alle forsøg på at forbedre samfundsforholdene omsonst, ja, egentlig uden mening. 

Selv havde hun taget sit glade, lyse syn på livet i arv fra en lykkelig barndom i Søllinge, hvor hendes fader, Henrik Haar, var præst. 

For hende var det en stadig nærværende trang at få sin tro omsat i handling, først mod sit hjem, hvor hun fødte sine børn i glæde og følelse af et dybt ansvar. Senere holdt hun skole for dem og andre børn i 16 lykkelige år uden mange drøftelser af moderne skoletanker, men med virkeliggørelse af meget af det bedste, de rummer. Hendes væsens dyb var en brændende troskab mod livet selv og mod alle, der kom indenfor hendes kreds, som strakte sig vidt, også blandt dem, der lever på skyggesiden. Hun bragte varme, hvor hun færdedes, hun elskede at tjene, at sætte sig i sin næstes sted, ofte mere end hendes nærmeste kunne forstå. Hun tjente sit folk som hun tjente sit hjem, ydmyg og glad. Det var hendes lykke.