fra tidsskriftet Det Frie Blad, 1939
af Sofus Larsen

Eduard Geismar (?? – 1939)

C.N. Starcke: død, Sophus Berthelsen: død, Severin christensen: død, Axel dam: død, Eduard Geismar: død.

Det tynder efterhånden stærkt ud i rækken af dem, som var med i Retsforbundets først tid og om hvem man egentlig kan sige, al de var Retsforbundet. Et nedbrudt helbred i forbindelse med en omfattende og meget krævende universitetsgerning, som i stigende grad lagde beslag på hans kræfter medførte, at Eduard Geismars pen i de senere år kun sjældent sås i Retsforbundets presse og han karakteristiske røst ikke længere hørtes fra dets talerstole.

For de yngre inden for bevægelsen var Geismar vel derfor nærmest kun et navn, knyttet til historien om de første år.

Men for nogle af os, som var unge under verdenskrigen og tiden, der fulgte efter denne, fik Eduard Geismar en betydning, som måske ikke altid stod os lige klar, men utvivlsomt alligevel mærkede os for stedse. Allerede gennem sin bog Kristendom og Udvikling, som udkom i 1903, men optryktes 1921, talte Geismar til os om forholdet mellem Kristendom og kultur på en måde, der fik os til at føle, at vi her stod over for en kirkens mand, som i ualmindelig grad var  i stand til at tænke spørgsmålene igennem med hele sin personlighed og på samme tid som baggrund havde en barnlig fromhed og ydmyghed. Denne bog efterfulgtes af en lang række større og mindre værker indenfor den teologiske og kirkelige litteratur, bl.a.  det betydelige 6 binds værk om Søren Kierkegaards livsudvikling og forfattervirksomhed.

I dette blad falder det naturligt at omtale Eduard Geismars 2 småbøger: Retsforbundet og Hvorfor jeg er retsstatsmand, hvoraf den første nåede 3 oplag.

I begge disse bøger redegør Geismar for forholdet mellem Kristendom og retfærdighed, og som det var tilfældet i Kristendom og Udvikling, på en sådan måde, at man begreb, at her talte et menneske, for hvem del var livet om at gøre at finde en løsning på spørgsmålet, efter al Kierkegaard havde ramt ham ind i sjælen med sit Det nye testamentes kristendom er ikke til.

Om rigtigheden af Henry George og Severin Christensens ideer var Geismar for længst blevet overbevist; men vanskelighederne ved at gennemføre dem i det moderne samfund forekom ham uovervindelige indtil han mødte kammerherre A. Schwan og hans skrift Den retfærdige revolution.

Fra det øjeblik var der ingen tvivl længere hos Geismar om gyldigheden af Retsforbundets program og muligheden for retsstatens indførelse.

Med hele den for ham ejendommelige ildhu og nidkærhed kastede Eduard Geismar sig ind i arbejdet for udbredelsen af kendskabet til retsstatstanken i vort folk.

Han blev en skattet medarbejder ved Det Frie blad og medlem af dets redaktionsudvalg.

På Retsforbundets møder var Geismar i disse år en hyppig taler, som samlede en stor og yderst interesseret tilhørerkreds. Den professionelle politikertype stod professor Geismar fjernt. Altid følte man, når han talte, at han var med med hele sin personlighed. Hans taler blev ofte til en personlig bekendelse.

At Retsforbundet hurtigt fik adskillig tilslutning fra kirkelige kredse må utvivlsomt i ikke ringe grad tilskrives Eduard Geismar.

1921 udnævntes Geismar til professor i systematisk teologi ved Københavns Universitet og i 1929 til dr. theol. h.c. i Göttingen.

Som universitetslærer fik Eduard Geismar stor betydning for de unge teologer og vordende præster, overfor hvilke han i sin religionsfilosofi og sin etik fandt udtryk for sit syn på det kristelig-sociale spørgsmål (den kristnes stilling til rettens ide og den gennemførelse i statslivet).

Geismar var medlem af “Kristeligt – socialt forbund” og medforfatter til flere af dettes skrifter.

I sin tale ved professor Eduard Geismars båre omtalte professor Jens Nørregård, som det, der dybest set for Geismar var det største problem af alle: hvordan kristendommen kan blive en virkelighed i den enkeltes og i samfundets liv. Mon ikke vi, som fik den lykke al lære professor Eduard Geismar at kende såvel personligt som i tale og skrift, fik et uudsletteligt indtryk af, at netop således forholdt det sig. Han talte til vor tanke og vor samvittighed, og hos nogle tændte han en ild, som gennem årene siden da har formået at brænde med en større eller mindre flamme. Måtte den aldrig helt slukkes. Eduard Geismar hørte ikke til dem, der ønskede tak for, hvad han udrettede; han var sig bevidst at være i en andens og højeres tjeneste. Men han fortjente tak – mere end de fleste.

Mindre notitser af E. Geismar

Ikke almisse – men retfærd
(fra Tidsskriftet RET, nr. 10 -11, 1919)
Jeg tror, vi er inde i en ravgal skure, når staten bliver den store almisseuddeler, og flertallet plukket de rige og uddeler til de fattige. Det strider da også direkte mod princippet “barmhjertighed er en god ting, men retfærdighed er bedre”. Denne offentlige almisseuddeling, nu sidst til de arbejdsløse, er måske en nødvendig nødhjælp; men det er principmæssigt det modsatte af, hvad der skulle gøres. Staten har først og fremmest til opgave at hindre uretfærdighed, at give love, som umuliggør udbytning og uretfærdig ophobning af kapital på enkelte hænder. Men i stedet for at se det gjort, har vi oplevet en tid, hvor uretfærdigheden tog til efter en skamløs målestok: og så hjalp man bagefter med merindtægtssskat og offentlig almisseuddeling; det er et let husråd, som der ikke hører statsmandskløgt til; men det demoraliserer de modtagende og forbitrer dem, pengene bliver taget fra. Staten har derimod væsentlig den opgave at hindre uretfærdig fortjeneste.