af Frode Sadolin
fra tidsskriftet RET, nr. 1-2, okt.-nov. 1912

I alle fem verdensdele ligger der milelange strøg af frugtbar jord, som aldrig nogen spade har rørt; andre milelange strøg kan gøres frugtbare. Og er der jord, som er dyrket så godt, at den ikke kan bringes til at yde mere, end den gør, så er det så lidt mod det øvrige, som en urtepotte mod en herregårdshave. Men medens jorden således ligger og venter på menneskers arbejde, går menneskene i hundredtusindvis og vrider deres hænder, fordi de ikke kan få arbejde. Mens jorden ligger og venter på, al de mange travle hænder skal hæve de skatte, den bærer i sit skød, sidder kraftige, hårdføre mænd og stirrer sløvt på stuens vægge, eller de driver ørkesløst omkring, fordi de er spærret inde i arbejdsløsheden som i et fængsel, hvis mure de ikke magter at bryde.

Jorden er mere end rig nok; der er brug for hver menneskelig evne, for den groveste som for den fineste, i det fælles stræb for at udvinde og tilvirke jordens rigdomme, arbejdsløsheden er den største af alle de meningsløsheder, som menneskene har skabt. Derfor lukker man helst øjnene for den, man søger at bilde sig selv og andre ind, at det kun er de uduelige, som ikke kan få arbejde. Men arbejdsløsheden er en kendsgerning; selv i vort lille samfund er der hver eneste dag tusinder, som går ledige, fordi de med deres bedste vilje ikke kan få noget at tage fat i; og mellem de mange andre står der en stadig kamp om arbejde. Overalt i vod samfund slås man om arbejdet, slås for at komme til at arbejde, spilder kræfter derpå i mængde for at skyde hverandre til side, mens der er mere end nok af arbejde til alle.

Og verden går fremad, samfærdslen lettes, vindskibelighedens muligheder mangfoldiggøres, oplysningen stiger, ja endog retssansen synes at vokse. Men kampen om arbejdet vedbliver at være lige hård, arbejdsløsheden lige uhjælpelig.

Hvad er det for usynlige remme, der snører sig om mændenes arme; hvad er det for skjulte fodangler, der klapper sammen om deres fødder? Hvorfor er der ikke fri adgang til arbejdet, når der dog er nok af det? Hvorfor kan ikke hver mand ved eget arbejde få del i jordens rigdomme, når der dog er nok til alle? Hvad er det for en drage, der ruger over arbejdet og arbejdets løn?

Disse spørgsmål sidder som en brod i sjælen, når de engang er kommet derind. Og deres sting mærkes gennem al travlheden med politiske reformer, sociale opgaver, velgørenhedsplaner; de er ikke til at døve. Der skal meget til, for at den brod kan drages ud. Men det er sket for mangfoldige mennesker ved læsning af Henry Georges skrifter. Mismodige, sortseende mænd er blevet håbefulde og djærve ved at mødes med Henry Georges tanker; fra tvivlende tilskuere er de blevet nidkære, ja, iltre deltagere i samfundets brydninger. For de har fået øje på dragen, som ruger over samfundet, og de har vundet en urokkelig tro på, at den kan fældes.

Henry Georges tanker har også modstandere. Men ligegyldig overfor dem kan man ikke være, med mindre man intet kender til dem.
Dan,
(fra Nye tider. Udg af Indre Mission,)