Christian Norlev (1883 – 1946)

fra Grundskyld Nr. l, 1947
af F. Folke

En arbejder i vingården. 

Det virker altid gribende, når en mand går bort på sin arbejdsplads. Sådan virkede efterretningen om Christian Norlevs død. Han stod netop midt i sit arbejde med meget udrettet bagude og for os at skønne med endnu mere ventende forude. En arbejder var og blev han alle dage af herkomst og uddannelse, af tankegang og væremåde. Det blev hans talisman gennem livet, nøglen, der lukkede op til kundskabens skatkammer såvel som til menigmands hjerte. Skriftklog nåede han at blive, denne tømrersvend, der udsendte et skrift om dogmefri kristendom og en bog om Jesus af Nazaret og hans evangelium set på datidens sociale baggrund, som han endda fik videnskabens anerkendelse af.

Et blik hen over titlerne på den lange række af skrifter og artikler, der i årenes løb kom fra Norlevs flittige hånd, viser dog klart, at det, der optog hans tanker, ikke var de teologiske problemer, men de folkelige, forbindelsen mellem tro og virke, mellem kristendom og samfund. Lad mig blot nævne: Kristendom og demokrati, Brændende sociale spørgsmål, Hvad er social retfærdighed, Retfærdig socialøkonomi. Linjen er ikke til at tage fejl af, og det blev Norlevs lykke, at han allerede i sin tidlige ungdom fandt sin linje, en linje, han kunne følge og føre livet igennem med al den kraft, han ejede.

Denne linje fik sin retning, da han mødte Henry George, Profeten fra San Francisco, der for Norlev stod som “en guds profet sendt til vor tid”. Her fandt han bekræftelsen på forjættelsen til dem, der først af alt søger Guds kongerige og hans retfærdighed. Her blev tro og tanke forenet og dermed Norlevs livsbane bestemt. Først virkede han i mange år som rejsesekretær i Kristelig-Socialt Forbund og senere som “social” præst, valgt af sin menighed. Som det var let at skønne ved et besøg i krypten i Saxogade, havde Norlev gode betingelser for at få københavnske arbejdere i tale; det var lydeligt, at han befandt sig godt iblandt dem. Han stod da også i mange år i Social-demokratiet. Og man gør næppe uret i at tillægge Norlevs ihærdige arbejde en væsentlig del af æren for, at den danske arbejderbevægelse har vist jordspørgsmålet en større interesse, end tilfældet har været andet steds.

Men det var dog især ude på landet og først og fremmest i husmandskredse, at Norlev fandt grobund for sine tanker om, at jorden er Herrens og derfor folkets lige fælles arv. Lige så utallige som hans artikler er de talerstole, hvor han har stået rundt i landet for at udvikle sit kristelig-sociale grundsyn og dets praktiske konsekvenser på den jævne, klare og tilforladelige måde, som var ham egen, tilsat med små illustrerende anekdoter, fortalt med meget lune.

Sidst i 30’erne gik Norlev officielt og aktivt ind i Retsforbundets arbejde og blev i 1943 valgt til folketinget, hvor han straks kom ind i finansudvalget. De smukke mindeord, som tingets formand udtalte ved hans død, var utvivlsomt et ægte udtryk for den sympati, tillid og respekt, som hans rigdagsgerning sikrede ham.

På en egen måde kom Norlev til at stå som en legemliggørelse af de idealer, han kæmpede for. Jævnere og smukkere kunne den folkelige forening af religion og politik næppe udtrykkes end i hans vennesæle personlighed.

Som en arbejder i sin herres vingård sådan følte Chr. Norlev sig. Som en lykkelig arbejder, fyldt af en stræben efter, at alle de, som arbejder og er besværede, måtte føle sig lykkelige, måtte kende arbejdets glæde i en fælles stræben efter Guds kongeherredømme på jorden.

(Hvorfor får vi ikke fødselsår? Findes så andetsted…/pma)

Se også
Gravsted Mariendal Kirkegård, Gentofte
Den Store Danske