af Betty Berthelsen
fra tidsskriftet Grundskyld, nr. 5, 1931
I gamle Chr. Olsen har vor sag atter mistet en af sine gode forkæmpere, en ædel personlighed, en betydelig mand.
Man blev glad, når man stod overfor Chr. Olsen, fordi han med sit lyse hoved, sin kraft og sit lune stod som et levende vidnesbyrd om, hvilke herlige kræfter der kan være i det jævne, danske folk. Overalt, hvor han færdedes, var der over hans væsen en naturlig værdighed, der bundede i hans ærlige, sande natur og støttedes af hans rige evner.
Andre vil mindes, hvad han udrettede i sine yngre dage som foregangsmand på sin egn, særlig indenfor andelsbevægelsen; men jeg har kun kendt ham som forkæmper for grundskyld og som en gammel mand. Og dog – var han ikke meget yngre end de fleste af os andre! I sin tro på vor sag, sin begejstring, sit trofaste arbejde for den lige til det sidste. Hvor ofte har vi ikke glædet os over hans kernefulde sprog! Der var lune, saft og kraft i hans ord, naturlig veltalenhed og slagfærdighed; men først og sidst virkede de ved det ideelle, bevægede menneskesind, der lå bagved. For idealist i dette ords bedste forstand var Chr. Olsen. Dygtig og begavet, som han var, kunne han sikkert godt være blevet en velstående mand, om han havde stilet derefter, men han havde andet at bestille end at pleje sine egne interesser, han kæmpede for ret og sandhed og fik derigennem et rigt liv, trods ydre små kår. Vi skylder ham alle stor tak for det store, uforfærdede og uegennyttige arbejde, han har gjort for grundskyldssagen.
Som Berthelsens trofaste ven og støtte, når det gjaldt om at holde den lige kurs i deres fælles sag, føler jeg mig ham særlig takskyldig; thi Chr. Olsen var aldrig bange for at stille sig ved hans side, selvom han lejlighedsvis skulle stå der som ene mand,
“Gudernes mølle maler langsomt,” sagde en mand forleden i en samtale om sagens langsomme fremgang. Ja, men for Chr. Olsen gik det ikke for langsomt. Den 19. februar, altså ca. 2 måneder før sin død, skrev han i el brev: “Selve vor sag synes jeg går godt. Jeg har aldrig tænkt mig, at vi sådan uden videre skulle få fuld fart i tingene.”
Sådan talte den 82-årige mand.
“Det har slet ingen hast for den, som tror.”
***
Notitser.
Christian Olsen begravedes den 24. april fra Smerup kirke. Kirken kunne ikke rumme det store følge. Der var sendt signerede kranse bl.a. fra Den danske Henry George forening, Øernes Andelselskab, Torøje Andelsforening, Stevns Andels Foderstofforening, Retsforbundets Store Heddinge Kreds, Andelsbageriet Sydstevns, Østsjællands Folkeblad, A/S Thorsborg og mejeriet Nordhøj.
Ved graven talte ingeniør F. Folke og takkede på Den Danske Henry George Forenings vegne for, hvad Chr. Olsen havde været for vor sag.
*
Efter begravelsen samledes det store følge til en mindehøjtidelighed i forsamlingsbygningen Thorsborg. Det var på Chr. Olsens initiativ, dette forsamlingshus i sin tid blev rejst. Ved mindehøjtideligheden talte bl.a. grosserer J. L. Bjørner og mindede om den gang, Chr. Olsen kaldte til samling om Henry George sagen.
af Niels P. Kristensen,
fra Det frie Blad, nr. 18, 1931
Et ejendommeligt og særpræget levnedsløb er afsluttet. Chr. Olsen er ikke mere. – Som en af dem, der i mange år har stået ham nær og lært at skatte ham, føler jeg trang til at yde ham og hans minde min inderligste og dybeste anerkendelse og tak for den trofaste ærlighed, hvormed han opofrede sig for de idealer og den sag, som han så usvigelig følte ville føre menneskeheden fremad og opad til lysere og bedre kår. – Det, der særprægede Chr. Olsen og hans arbejde, var fællesskabsfølelse. Fra hans tidligste tid var det arbejderspørgsmålet, der optog ham; selv fattig, var det altid dem, der levede i små kår, der havde hans interesse. Landarbejdernes kår var elendige, en herregårdsarbejder fik den gang 1 kr. 20 øre om dagen på egen kost, og det blev endda betragtet som en fordel at få arbejde på disse vilkår, end at gå på løst arbejde. Chr. Olsen var en tid grebet af socialismens ide – men frihedsmand, som han var helt og fuldt, kunne han se, at ad den vej til målet kom man ikke uden tabet af den personlige frihed. Hans arbejde for det sociale spørgsmål blev ham – på grund af manglende forståelse – en skuffelse. Så kom andelsbevægelsens første og spæde vår herhjemme, og her satte Chr. Olsen ind med hele sin energi og virkelyst; han følte og forstod, at også ad denne vej var det muligt at skabe lysere og bedre kår for det arbejdende folk.
Nu, da andelstanken er slået an, er det til dels glemt, den hån og den spot, som pionererne for sagen var udsat for. Chr. Olsen har været ude for noget af hvert, også i den retning; men det standsede ham ikke, han så målet så klart og sikkert og vidste, at det han arbejdede for, ville og kunne blive til folkegavn og grøde – ja, han så allerede den gang, at endemålet måtte og skulle blive “Andelsselskabet Danmark”, et frit folks frie sammenslutning, hvorigennem den enkelte uden tab af friheden sikredes sin ret og sit arbejdsudbytte. Ja, Chr. Olsens arbejdskraft og evner blev taget i brug i en udstrækning, som gjorde hans navn som andelsmand kendt over det ganske land.
Sidst i 90’erne kom Chr. Olsen i berøring med Henry Georges ideer og tanker, han læste Fremskridt og fattigdom, Beskyttelse eller frihandel og flere. Disse tanker greb ham med en vældig styrke; her så han klart løsningen på det sociale spørgsmål.
Andelstanken havde sejret. Nu var der nok til at føre den videre –men her var nogle nye tanker på en måde en videreførelse af andelstanken. Kun på en bredere basis. Ja. Chr. Olsen tog ufortrødent fat igen; på så godt som bar bund tog han kampen op uden at ænse den hån og spot, han blev udsat for. Ja, også på dette område blev Chr. Olsens evner og arbejdskraft taget i brug, også på dette område blev han en landskendt mand, – vel ikke så meget i kraft af sine evner, men mest i kraft af sin begejstring for – og sin urokkelige tro på – frihedens og sandhedens sejr.
Det er rigtigt, hvad der er blevet sagt og skrevet, at det var ham, der tog initiativet til sammenkaldelsen af det møde i København, hvor Henry George Foreningen blev stiftet, og det var ikke tilfældigt, at det netop blev Chr. Olsen, der åbnede og indledte dette møde. Arbejdet for denne sag gav hans liv sit indhold. Retfærdstanken og retfærdsideen og deres gennemførelse optog ham til hans sidste stund. 14 dage før han døde, talte jeg med ham, og han udtalte da: “Del vil ikke vare længe, før vore tanker sejrer og bliver gennemført; jeg føler del så sikkert.”
En trofast arbejder er gået bort. Men vort håb er, at – “For de gamle, der faldt, er der ny overalt; de skal møde, hver gang der bliver kaldt”; ja, at de nye mænd gennem et trofast arbejde for sandhedens og frihedens sejr vil ære deres minde, der gik bort.
af Erik Svarre (i Østsjællands Folkeblad)
fra Det frie Blad, nr. 18, 1931
Nogle mindeord
Gamle Chr. Olsen er død, og han smukke, trofaste øjne er lukket for stedse. Han var svag og gammel nu. Og hans død kommer derfor ikke overraskende for nogen, men det vil gå alle os til hjertet, som har kendt Chr. Olsen i mange år. Man skulle have kendt Chr. Olsen igennem mange år for at vurdere ham ret, men så vidste man også, at ærligere og redeligere sjæl fandtes ikke, en mere uselvisk og ideelt bevæget mand vil man ikke finde. Han havde usædvanlige evner, en medfødt klar tænkeevne, en glødende tro på sine ideer, en sjælden evne til helt at gå op i dem og ofre sig for dem. Det gjorde, at han på sine gamle dage drev for langt over i en religiøst farvet georgisme, en sammenblanding af kristendom og georgisme, som ikke gav det rette billede af Chr. Olsens oprindelige klare ånd og logiske tænkeevne. Derfor skulle man have kendt Chr. Olsen i mange år for at vurdere ham helt, men så måtte man også holde af ham.
Jeg husker helt tilbage fra min barndom, snart fyrretyve år, at Chr. Olsen var en hyppig gæst i min fars stue. Lille og bred uf skikkelse med det karakteristiske hoved indrammet af store bakkenbarter, grove hvergarns benklæder og en hvid og blåternet islandsk trøje under jakken. Jeg havde lige stavet mig gennem Gøngehøvdingen, og for min barnlige fantasi blev Chr. Olsen, som han der trådte ind i stuen, det levendegjorte billede af alle drenges helt, Ib, Svend Gønges djærve, ærlige og trofaste Ib. Og hvor meget jeg lærte Chr. Olsen at kende i årene, der gik, og han blev min ven og en hyppig gæst i min stue også, så fordunkledes aldrig dette første billede, fordi det var udtryk ikke blot for noget ydre, men for et instinktivt psykologisk indtryk af mandens væsen, et rigtigt indtryk. Disse væsensmærker, hvormed Carit Etlar har forlenet skikkelsen Ib og gjort ham til alle gode drenges rette helt: Trofasthed og opofrelse, mod og uselviskhed, de var grundtrækkene i Chr. Olsens hele væsen og karakter. Et virkelig ædelt menneske var gamle Chr. Olsen, og det skal bevidnes nu ved hans død.
**
De yngre kan jo ikke kende hele hans virke, så derfor skal blot lidt af det nævnes her. Han var en førende og ledende mand i al andelsvirksomhed på sin egn: brugsforening, som han i mange år var regnskabsfører for, ligedan del store andelsbageri, andelskasser, andelsfoderstofforening, og han var i denne virksomhed i sin tid en landskendt mand og blev medlem af andelsbankens repræsentantskab og af bestyrelsen for andelsfoderstofkompagniet. Han var i sin ungdom en snild og fingerfærdig mand, som gjorde flere opfindelser. Han opfandt stemmemaskinen, som rigsdagen indførte, men forlod igen, da den ikke viste sig praktisk i brug. Og han opfandt, da han havde med andelsbryggeriet at gøre, en anordning som de store bryggerier tog lære af. Men han var først og sidst en socialt og politisk interesseret mand, og han blev grebet af den georgistiske lære, som blev ham en politisk religion – hvorom talrige artikler her i bladet har båret vidne, og i de senere år gled den hos den gamle mand ind i hans bevidsthed som et led af hans tro på en retfærdig gud. Og selvom man ikke kunne følge ham, – og jeg har drøftet de ting med ham mange gange i mange timer – så kunne man ikke undgå al bevæges af hans levende tro på sin sag og hans stræben efter ret og retfærdighed.
**
Da Chr. Olsen fyldte 80 år, blev han fejret med en stor fest i byens forsamlingshus. 100 – 150 mennesker af hans bysbørn var samlet for at fejre ham, og han tog mod denne sjældne hyldest – thi hvor ofte er en profet agtet på sin hjemegn – med den ro og værdighed, som var et vidnesbyrd om den personlighed, har var. Chr. Olsen var nemlig en personlighed, der kunne bevæge sig, hvor som helst, thi han var altid naturlig og sig selv, hvad enten han sad i en jævn husmandsstue eller de store stillinger, han indtog, førte ham sammen med “fine” folk i høje sale, han var ganske uanfægtet og ganske den samme, thi han var sig selv og kun sig selv, og den ro og værdighed, som prægede hans personlighed, fandt sin naturlige balance ved hans hele væsens sanddruhed og redelighed.
Nu er han borte, gamle Chr. Olsen, og hans sidste ivrige indlæg for hans kære ideer bringer vi her i bladet i dag. Hans hånd er nu lammet i døden, og hans lange livs kamp er endt. Han kunne være blevet en velstående mad, hvis det havde interesseret ham, men det gjorde det ikke. Han levede hele sit liv i en nøjsomhed, som mange ville kalde næsten fattigdom, men han var altid tilfreds, altid glad, han krævede kun lige dagen og vejen for sig selv, hele sit lange liv ofrede han al den tid, arbejdet for det nødvendigste levnede ham, på at sysle med, læse om, skrive om og kæmpe for de ideer, han havde kærest, og som han af hele sin ærlige sjæl troede ville føre til et retfærdigt tusindårsrige her på jorden. Vi andre delte ikke denne hans tro, men hans død går os nær til hjerte, nu hans gamle øjne har lukket sig for bestandig, thi han var en smuk, gammel kæmpe, som man vil savne, en mand af det ædleste og reneste sind, en ubestikkelighed og redelighed, så man altid følte sig vel ved at være i hans selskab.