fra Tidsskriftet RET, maj 1916
af Severin Christensen
Professor C. N. Starcke
Et tilbageblik
Når undertegnede hører til dem, der oprigtigt har glædet sig over udfaldet af konkurrencen om det filosofiske professorat ved vort universitet, er det ikke blot, fordi del saglig set var det eneste forsvarlige – det eneste selvfølgelige, kan man godt ise – i betragtning af professor Starckes hele filosofiske fortid; men jeg har dertil en ganske særlig grund.
Det var Starcke, som i sine vægtige skrifter om etik allerede for ca. 20 år siden begyndte at fremhæve den vigtige sondring mellem retsbegrebet og barmhjertighedsbegrebet. Han blev derved herhjemme den første, som slog en breche i den hidtil herskende velfærdsmoral, en breche, som andre enere har søgt at udvide. Allerede i Etikens teoretiske grundlag (fra 1889) tager han afstand fra, at vore sædelige vurderinger skulle være af samme subjektive karakter som vore vurderinger af det behagelige og det nyttige.
I Samvittighedslivet, der udkom 1897, nævner han den forskel, der kan findes mellem menneskenes samvittighedsnormer og de idealer, de for øvrigt kan opstille for deres liv. Ingen kan føle sig forpligtet til selv at være en stor helt eller en ideel menneskeven. Ingen pligt byder mennesket at udmærke sig; man kan føle det som en sorg, en ydmygelse, at ens evne ikke strækker til at blive mere end det almindelige, men man kan ikke føle det som en forbrydelse.
Idet han derpå går over til at bestemme de sædelige grundforhold, som følger af hans opfattelse af samvittighedslivet, er det retfærdigheden – ikke velgørenheden – han drager frem i første linje. Alt etisk liv, hedder det, må hvile på retskaffenheden som sin hovedhjørnesten. Thi retskaffenheden er netop intet andet end dette, ikke at ville træde andre for nær, at ville føre sin livsvandel således, at den (negativt) ikke fører uvedkommende farer ind i andres liv, men (positivt) fremkalder tryghed hos andre for i ens nærhed at kunne samle al deres opmærksomhed om deres bestemte livsgerning.
Han kommer ud fra denne opfattelse i direkte strid med velfærdsmoralen. Medens, efter tidligere tiders opfattelse, individets frie rørelse blev bundet i retskaffenhed og dens pligter, så er efter den såkaldte velfærdsmoral nu om stunder, kunne man næsten fristes til al sige, individets ret til at hævde sig selv ved at blive kvalt under lutter overbærenhed, kærlighed og opofrelse overfor andre. Men disse velfærdsmoralister glemmer den væsentlige forklaring at medens vi altid er pligtige at respektere en andens ret, hvad enten han står os personlig nær eller ikke, stiller sagen sig ganske anderledes for hjælpsomhedens vedkommende. Thi medens det altid anses for at være smukt og ædelt at vise sig hjælpsom i den størst mulige udstrækning, så indrømmer man ikke, at de andre mennesker har nogen ret til al forlange en sådan hjælpsomhed.
Ud fra dette grundsyn må Starcke, når han vender sig til det offentlige liv, følgerigtigt komme til det resultat, at samfundet ikke hviler på ofre eller kan grundlægges på medlidenhed. Samfundets moralkrav må derfor ikke henvende sig til slige følelser. Det er ikke samfundets opgave at sørge for den enkeltes lykke, den må enhver selv skabe. Samfundet har blot at sørge for, al ingen ved andres overgreb hindres i at få sit arbejdes udbytte.
Princippet for statsmagtens stilling overfor erhvervslivet må derfor være at holde sig tilbage. Statens indblanding kan kun være at betragte som en medhjælp og et undtagelsestilfælde; reglen må være erhvervslivets frihed. Jo mere livet mekaniseres og bringes under formynderskab, desto mere udtørrer også motiverne. Men det ligger i enhver statsmagt som i enhver magts natur stadig at forsøge på at udvide grænserne for sit område, og den demokratiske regering vil ikke danne nogen undtagelse, tværtimod. Imidlertid må man være klar over, at jo større opgaver man giver staten, desto flere midler giver man den også, som den kan misbruge.
Når man har disse dr. Starckes omtrent 20 år gamle anskuelser in mente, behøver man aldeles ikke at spørge om, hvorledes det er gået til, at Starcke senere hen har kunnet slutte sig så nær til Henry Georges lære om jordskylden og til den samfundsopfattelse, der med ham som fører gør så skarp front mod det socialistiske ideal; thi denne udvikling ligger i virkeligheden lige i flugt med de nævnte ideer. Den, der engang har haft øje for retsprincippets betydning i morallæren, og som fordyber sig i dets anvendelse på disse specielle områder – og vel at mærke gør det ærligt og vederhæftigt – han er simpelthen tvunget til at havne der; tvunget af logikkens egne love; der gives ingen udvej.
De, der har fulgt professor Starcke gennem hele hans offentlige og litterære virksomhed, vil erkende, at han har vist stor trofasthed imod disse tanker. Hans nyere arbejde personlighedens moral er et af vidnesbyrdene herom. Lad være, at der i den indre begrundelse af moralprincipperne er foregået en svingning hos ham; det har imidlertid væsentlig bud til psykologerne. For de socialt interesserede er det tilstrækkeligt at konstatere, at han i sin opfattelse af retsprincippets praktiske betydning som norm for forholdet mellem stat og individ står nøjagtig der hvor han stod den første dag han behandlede dette spørgsmål.
Jeg ser noget symbolsk deri, at den eneste fagmand, der søgte at hindre hans valg til universitetslærer, var velfærdsmoralens en gang så almægtige stormester. Om der heri ligger mere end et symbol, derom tør jeg ingen mening have; heller ikke om det motiv kan have gjort sig gældende, at man i Starcke ikke kunne vente at få en absolut lydig elev eller epigon af den hidtil på bjerget herskende filosofiske trosbekendelse. Men hvad enten det har været tilfældet eller ej, er der – og ikke mindst blandt tilhængerne af princippet lige ret for alle – al grund til at glæde sig over, at retsmoralen nu endelig med honnør er rykket ind på universitetet, repræsenteret ved en så højtbegavet talsmand.
/Severin christensen.
Skønt retfærdighedsfølelsen ofte fordrejes ynkeligt ved vane, overtro og selviskhed, ligger den dog dybt rodfæstet i menneskesjælen, og ved enhver strid, som rejser lidenskaberne, vil kampen mindre rase om spørgsmålet: “Er det klogt?” end om spørgsmålet: “Er det ret?”
At folkelige meningskampe således gerne kommer til at dreje sig om ret og uret, har sin gode grund. Det skyldes en vag og instinktsmæssig erkendelse af måske den dybeste sandhed, vi formår at fatte: Det alene er klogt, som er retfærdigt; kun det kan bestå, som er ret. – Indenfor den enkeltes livs og handlingers snævre grænser kan denne sandhed ofte blive fordunklet, men på folkelivets videre felt træder den overall frem.
Henry George.