fra tidsskriftet Grundskyld, nr. 2, 1950
Bue Bjørner in memoriam
af folketingsmand, overlæge Viggo Starcke.
Selv lykkelige mennesker må dø. Måske endda de lykkeligste er dem, der dør unge.
Bue Bjørner var en lykkelig mand. Han var udgået af en slægt af fribårne, dygtige mennesker, der har sat dybe spor i vort folks politiske liv. Alle Signe og J. L. Bjørners syv børn tog arbejdet op efter deres forældres eksempel, arbejdet for retfærdighed på jorden og frihed mellem menneskene. Den slægt hører til Henry Georges ypperste disciple, og Bue Bjørner var i forreste række imellem dem.
Det var utroligt, hvad han kunne overkomme. Han var utrættelig som få, og gik fra den ene opgave til den anden med samme rige evner og samme glade veloplagthed. Den store forretning, som hans far havde skabt, og som han førte videre, – alle de mange tillidsposter, som han betroedes af sin branche, dommersædet i Sø- og Handelsretten, som han beklædte, – arbejdet inden for Henry George bevægelsen, hvor han var præsident for International Union for Land Value Taxation and Free Trade, – og det meget krævende arbejde i rigsdagsgruppen, hvor han øvede stor indflydelse ved sine praktiske evner og sin store teoretiske viden, – hver enkelt af disse opgaver var nok til at udmærke en mand.
Til trods for hans optagethed mærkede vi andre aldrig, at han var træt, og hjemme havde han sin prægtige kone, sine fire børn og alle sine mange venner at øse ud til af sit lyse, lykkelige sind.
Dette lyse livssyn gav ham en enestående evner til samarbejde med andre. Vi mærkede det i gruppen, de andre mærkede det i udvalgene, hvor det ofte lykkedes ham at komme langt og opnå resultater, som ellers næppe var nået.
Denne evne og hele hans personlighed ville have gjort ham velegnet som statsminister, hvis en gang et samlingsministerium skulle have været dannet.
Det er et stort tab for den danske rigsdag at have mistet hans arbejdskraft og vide udsyn. I Retsforbundets rigsdagsgruppe bliver der et gabende hul efter ham, hvor dog det, han har udrettet, fylder godt. Hans venner vil savne ham meget, hans smittende humør og hans altid åbne hånd. Man tør slet ikke tænke på, hvad hans hjem har mistet i ham.
Ingen udenforstående tør driste sig til at sige trøstende ord, kun tak. Men hans gamle forældre skal vide, at få mødre har født bedre børn, og få fædre har haft værdigere sønner.
Det er meget svært for fire børn at miste deres far. Godt, at de har en mor, som hende de har, og et uplettet minde om en rank og modig mand.
Men måden, han mødte sin skæbne på, var et eksempel for andre. Han var helt klar over, hvad det gjaldt. Som han sagde til en af os, kort før han døde : “Det er jo lidt tidligt at skulle herfra. Men jeg har haft et så rigt liv og har oplevet så meget, som et menneske kan tilkomme.” Det er kun modige mænd, der kan sige sådan.
Men selv modige mænd må dø. Tilbage står vi andre. Jeg kunne tænke mig, at der var en og anden af dem, der stod ham nær, der føler som Egil, da hans bedste ven Arinbjørn var død:
Ja, de bliver færre nu,
de fribårne, de faste,
som stod vel i strid
og var store givere.
Som enlige øer i havet
er åbensindede mænd.
Hvorhen nu vende sig
efter en ven i verden?
Ved Bue Bjørners bortgang
Af Børsens mindeord
Grosserer Bue Bjørner var tidligt på færde. Allerede i begyndelsen af trediverne tog han første gang ordet ved en af den tids bevægede generalforsamlinger i Grosserer-Societetet, hvor han straks vakte opmærksomhed ved sin naturlige veltalenhed og sikre argumentation. Det var en debut, der passede gamle Bjørner, som sad på en af de forreste rækker og nikkede bifaldende til sønnens tale. I 1934 indvalgtes Bue Bjørner i Grosserer-Societetets repræsentantskab, og kun 35 år gammel blev han i 1937 medlem af komiteen. Han var komiteens Benjamin, ingen har før eller siden opnået at blive komitemedlem i så ung alder, men der blev lyttet til ham, og hans rige arbejdsevne blev taget flittigt i anvendelse. Den tendens til løsning af restriktionernes greb om handelen, der gjorde sig gældende i slutningen af trediverne, blev brat vendt om ved krigens udbrud og landets besættelse, fra nu af blev båndene på handelens frihed strammere fra dag til dag. Dette var ganske imod Bue Bjørners indstilling, men han var en loyal medarbejder i det samarbejde mellem erhvervsliv og myndigheder, som udviklingen nødvendiggjorde. Hans store indsigt i handelens, specielt i træbranchens forhold sammen med hans udprægede forhandlingsevne gjorde ham velegnet til deltagelse i handelsforhandlinger med udlandet. Særlig gjorde han god fyldest under forhandlingerne med Finland, og efter krigen også med Rusland.
Som den fribårne mand kendte Bue Bjørner værdien af offentlig kritik, og han henvendte sig ofte gennem artikler og indlæg i »Børsen« og andre blade til offentligheden, hvor han med stor træfsikkerhed rettede sin kritik mod det, som han mente burde rettes. Han gik ej heller af vejen for at give kritikken adresse til sine egne standsfæller, når han fandt deres krav og fremgangsmåder for ensidigt præget. Bue Bjørner skrev flere læseværdige pjecer om faglige og økonomiske emner, bl.a.Handelens Internationale (1930), og Dansk handel ude og hjemme (1942).
Bue Bjørners interesse for Henry Georges samfundssyn førte ham allerede i 1927 ind i bestyrelsen for Den danske Henry George forening og han blev senere en af Danmarks Retsforbunds ledende mænd. l 1947 indvalgtes han i folketinget, hvor han så afgjort kom ti! at udgøre partiets saglige ballast. På rigsdagen blev han meget afholdt for sin ligefremme og hjælpsomme færd og for sit loyale medarbejderskab. Han var ofte sit partis ordfører og havde i højere grad end de fleste tingets opmærksomhed.
af formanden for Grosserer-Societetets Komite,
direktør Asker Thaulow.:
Selv har jeg siddet i komiteen med hr. Bjørner fra 1941, og jeg lærte ham her at kende som en umådelig stor arbejdskraft, som med ildhu gik ind for handelens og dermed for forbrugernes interesser. Komiteen gjorde i udstrakt grad brug af hans arbejdskraft – ikke blot i udvalg og møder, hvor vi havde brug for en talsmand, men også ved handelsforhandlinger både her og i udlandet. Selv rejste han for sin forretning meget, og alle vegne var han en fuldgod repræsentant for den danske købmandsstand. Det var et tab for komiteen, da han ikke ønskede genvalg, og det er et tab for Societetets Repræsentantskab, at vi nu har mistet ham helt. I Grosserer-Societetet, i komiteen og i repræsentantskabet vil vi altid mindes ham som en uforfærdet, dygtig, elskværdig og meget vidende forkæmper for sin branche, sin stand og for generhvervelsen af handelens frihed.
Politiken skrev bl.a.:
Mens faderen aldrig sluttede sig til noget bestemt politisk parti, så blev Bue Bjørner retsstatsmand og i 1947 valgtes han i Odense amt. I folketinget vakte han straks opmærksomhed ved sin friske og usnobbede form og sin saglighed. Agitere kunne Bue Bjørner meget vel, men han kendte tingene så godt, at han ikke kom med fraser og velklingende postulater. Han vidste udmærket, at restriktionerne ikke kunne fjernes på en gang, og var det ham, der havde bestemt Retsforbundets politik var samarbejdet med de andre partier om afvikling af krigstidens restriktioner blevet af en mere positiv karakter.
Ikke mindst takket være denne frugtbare indstilling, men også i hø] grad på grund af hans redelige menneskelighed, hans udsyn og fordomsfrihed vandt sig i den korte tid, han var medlem af tinget, mange venner også uden for sit parti. Hans død vil føles som et tab for rigsdagen, han var en markant skikkelse, præget af en sund folkelig indstilling og besjælet af en ærlig vilje til at skabe bedre sociale tilstande. Størst vil tabet dog føles for hans hustru og børn og hans gamle forældre, der i ham så en viderefører ikke alene af forretningen, men også for de ideer, de har levet et liv langt for.
Folketingets formand, Julius Bomholt,
ved folketingets møde umiddelbart efter Bue Bjørners begravelse
Folketinget har atter lidt et stort tab. Ved Bue Bjørners død har vi mistet et medlem med vid horisont og sjælden arbejdsevne, en mand, der sad inde med betydelig saglig indsigt, en vindende og imødekommende kollega.
Bue Bjørner var søn af et ægte dansk og samfundsinteresseret hjem. Hans forældres navne er begge indskrevet i vor samfunds politiske historie, og det blev sønnens dåd, at han førte hjemmets ideer ud i endnu videre kredse.
Han uddannedes som handelsmand både herhjemme og i udlandet, erhvervede grossererborgerskab og blev i usædvanlig ung alder valgt til medlem af Grosserer-Societetets komite; handelsstanden har både ved dette valg og ved at tildele ham hædersposten som brancheforeningsformand, medlem af handelsdelegationer og sæde i Sø- og Handelsretten vist ham tillid i rigt mål, og han stod ved sin død som en af dens førende skikkelser.
Bue Bjørner havde sin faders lysende humør og sin moders inciterende evne, og han bevægede sig i det offentlige liv med den selvfølgelige indre frihed, som er typisk for en mand, der er et med sin idé. Friheden var for ham både betingelse for en naturlig udfoldelse af den enkeltes evner og for fremskridt og sundhed i samfundets husholdning. Og det var hans overbevisning, at grundskyldstankens virkeliggørelse ikke blot ville skabe et mere harmonisk samfund, men også et samfund med større fremdrift. Bjørner var endnu en ganske ung mand, da han indvalgtes i Henry George Foreningens bestyrelse, og han har bidraget meget til udbredelsen herhjemme af Henry Georges tanker, hvis bærekraft han nærede fast tillid til. Det er karakteristisk både for Bjørners energi og vitalitet og hans troskab mod de grundsætninger, han hyldede, at han sidste sommer, skønt mærket af sygdom, følte kald og kræfter til at lede en stor international konference for frihandel og grundskyld, og gjorde det med liv og verve.
I dette ting havde Bue Bjørner kun sæde et par års tid, men her som overalt i det offentlige liv, hvor han kom til at øve en indsats, satte hans gerning spor og hans personlighed præg. Bjørner var i kraft af sin uddannelse og erfaring en kapacitet på de områder, han her beskæftigede sig med. Men der var en velgørende fordringsløshed og naturlighed over hans fremtræden, et smukt vekselspil mellem alvor og smil, og man fik indtryk af, at han foretrak en spøgende bemærkning for et skarpt svar. Hans frimandssind og hans ligefremme, elskværdige omgangsform var ham et værdifuldt aktiv som forhandler og vandt ham mange venner inden for alle partier.
Han var lykkelig i sit arbejde, og det mærkedes i alt, hvad han foretog sig. Vor alt for tidligt afdøde kollega har efterladt et smukt minde her i tinget, og vi vil værne om dette minde .
* * *
Ved bisættelsen i Grundtvigskirken talte pastor Lund-Sørensen om Bue Bjørner som manden, der satte alle sine evner ind på det, der for ham var sandhed og ret.
Grosserer Dan Bjørner gav ved kisten udtryk for broderens eftermæle i familiens kreds:
– Da vore gamle forældre stod ved Bues dødsleje, tog de hinanden i hånden og sagde: “Vi har ingen grund til klage nu, vi har haft en god søn genncm 47 år.” Ja, Bue blev ikke alene en god søn, men en god forkæmper, og far og mor fik meget tilbage. For os søskende var han en god broder, der gav os af sit rige sind. Når vi i familien skiltes efter at have været sammen, sang vi altid en sang. Bue ville gerne synge Et jævnt og virksomt, muntert liv på jord. Den passede så godt på ham selv. Æret være Bues minde.