af Chr. Kielland-Brandt
fra tidsskriftet Grundskyld, nr. 1, 1953

Det er overgået Henry George foreningen i løbet af få år at miste en række af sine betydeligste personligheder, og nu den 6. november døde vor formand Arnold Poulsen i en alder af 63 år efter knap to døgns sygdom. Vi, der i sommer deltog i den internationale kongres for grundskyld og frihandel på Fyns Husmandsskole, har et frisk indtryk af hans stilfærdige livlighed som kongressens vicepræsident og som en af dens stærkt forenende skikkelser. 

Arnold Poulsen var født og opvokset i Væggerløse på Falster i beskedne kår og havde fået den gode opdragelse, der ligger i at lære den nødvendige lydighed og troskab i de små ting. I Medlemsblad for Nykøbing Katedralskoles elevsamfund, nr. 22, 1951, giver han i et interview på den smukkeste måde udtryk for sin taknemmelighed over, at han havde fået lov at få en akademisk uddannelse. Anledningen var hans gave og initiativ til indretningen af et astronomisk observatorium på den nye skolebygning. 

Arnold Poulsen blev en fremragende dygtighed som ingeniør, opfinder, forretningsmand, sagfører, fabrikant, som foregangsmand i privat udbyttedeling, som initiativtager til internationalt produktivt samarbejde på talefilm­teknikkens område, endvidere som to danske ministeriers konsulent. For tilrettelæggelse og administration af de love, som de radiotekniske fremskridt anviser for sikkerheden til søs. Han modtog fornemme æresbevisninger og var medlem og gruppeformand i Akademiet for de tekniske Videnskaber. Når han kunne have så mange jern i ilden og dog uden tynge bevæge sig scenevant på så mange felter, ret som en fisk i vandet, så tror jeg, det frem for alt skyldtes, at hans arbejde i alle måder var helgjort, så at han aldrig behøvede at finde på undskyldninger, men altid var situationen voksen. 

Arnold Poulsen trådte ikke gerne offentlig frem, han skulle hentes frem til de mere fremskudte poster, men han var altid på pletten, når vigtige afgørelser skulle træffes og de store fremstød gøres, og når uoverensstemmelser skulle forliges, var han med sin klogskab og sit beskedne væsen en mester i at stifte fred. Han var trofast og mildt dømmende, en vis rådgiver og en meget udholdende økonomisk støtte. Han var en uforsagt optimist, men desværre overvurderede han de kræfter, hvormed han i de unge år vandt sine store sejre. Han segnede til sidst under de byrder, man vedblev at lægge på ham, fordi hans dygtighed og hjælpsomhed indbød dertil. 

Det var naturligt, at ideen om den konsekvente retsstat slog rod i den unge Arnold Poulsens fordomsfri sind. Som naturvidenskabsmand gik han ikke i lag med at løse en foreliggende opgave, før han havde gjort alt for at stille problemerne rigtigt. Sådan også som politiker. Medens dusin politikeren ræsonnerer: liberalisme er godt, men samfundets stærke organisationer og stive tariffer forhindrer dens virkeliggørelse, hvorefter han opgiver idealet, så falder det naturligere for den i eksakt tænkning mere skolede polytekniker at gå i dybden med problemstillingen, hvorunder det næste spørgsmål melder sig: hvorfor har vi da fået de stærke organisationer og de stive tariffer? For Arnold Poulsen meldte dette spørgsmål sig: Hvorfor forekommer der arbejdsløshed samtidig med et utilfredsstillet grænseløst behov? Et bidrag til dette spørgsmåls belysning gav han i et foredrag i Ingeniørforeningen, gengivet i Ingeniøren nr. 48 og 56, 1942, om “nogle nyere amerikanske undersøgelser af arbejdsløshedens problem” ud fra et statistisk materiale, han personlig havde hentet fra Brooking Institution i Washington, hvis vægtige konklusioner han gengav og kommenterede. I et følgende nr. af tidsskriftet optoges et dels tilsluttende og dels imødegående indlæg og et efterfølgende gensvar fra A.P., som sluttede således: 

“… At man gennem en planøkonomi med kontrol af investering, priser og lønninger kan afskaffe arbejdsløsheden, må anses for givet, – beviset er bragt i Tyskland under Schacht – men det ville dog være naturligt, navnlig for ingeniører, at anvende nogen tid og arbejde på at undersøge, om ikke planøkonomiens mangfoldige og åbenbare ulemper kunne undgås ved at man fjernede nogle af de mest åbenbare skavanker i det såkaldte liberalistiske samfund.” 

Ved sin død beklædte Arnold Poulsen bl.a. Retsforbundets ene mandat i København amtsråd. Få uger før sin død ytrede han trang til at bede sig fritaget for dette ombudshverv, som tog meget af hans tid; han mente at han kunne gøre mere nytte på anden måde. “Han var vor bedste mand” var dog et eftermæle, som jeg vist må have lov at gengive på anden hånd fra et rådsmedlems side. 

Arnold Poulsen nåede lige at komme til stede fra en udenlandsrejse til Henry George foreningens årsmøde den 19. september, hvor han bl.a. berettede om sit besøg i Bonn hos en højtstående Regierungsbeamter, om hvis interesse for grundskyldstanken han i sommer havde hørt af en tysk kongresdeltager. 

Jeg tror, man passende kan formulere Arnold Poulsens bevæggrunde for sin politiske tjeneste således: Fair play, også for det initiativ, der endnu ikke har vist sig! – Den ægte liberalists, det ædle menneskes livsholdning. 

Vi savner han, men hans virke fortsætter. Han berigede sin samtid, og vi velsigner hans minde!