fra tidsskriftet Grundskyld, nr. 1, 1939
af Thyra Solmer Folke

Som det er bekendt fra dagbladene, er vor medarbejder, højskoleforstander Anders Vedel, efter et langt sygeleje afgået ved døden på sygehuset i Skive. Han blev 60 år gammel. Fra hans svigerinde, fru Thyra Solmer Folke, og hans svoger, brandchef Folke, har vi .modtaget nedenstående smukke mindeord: 

Når en ven forlader os for at tage på en lang rejse, undersøger vi, om vi har et godt billede af ham og tager det i så tilfælde frem for at have det for øje i den tid, hvor hans fraværelse hindrer os i at mødes ansigt til ansigt. På samme måde forholder vi os, når vore venner drager på den sidste store rejse. Det billede, vi har, trænger måske til at befries for støv for at stå rigtig klart for os. Og det kan hænde, at vi får trang til at fremkalde et helt nyt. 

Af Anders Vedel findes vistnok hverken tegning eller maleri. Nogen god model kunne man også vanskeligt tænke sig, han ville have været. Bastet og bundet ville han nok have følt sig ved i længere tid at skulle indtage samme stilling. Dagen igennem mødtes i ham indre impulser med ydre krav og satte ham i aktivitet. Den kunstner, der med sin streg eller pensel vilde have prøvet at fæstne hans træk, var nok kommet ud for adskillige overraskelser. Over for denne levende model måtte kameraet, filmen, der i hurtigt skiftende rækkefølge optager øjebliksbilleder og situationer, bedre kunne gøre fyldest. Ikke holdningen, men bevægelsen var det karakteristiske for Anders Vedel; sammenspillet med omgivelserne må med, for at man kan opfatte ham helt rigtigt. 

Samtalen vil være den situation, hvori de fleste husker ham, hvad enten den blev ført i skolestuen eller i en snævrere kreds. Så gav han den retning mod et mål, som ikke tabtes af syne. Hele hans person var med til at udtrykke hans tanker i en sådan grad, at han så at sige kun eksisterede i den mening, han forfægtede. En talerstol bandt ham måske, et kateder helt sikkert ikke. Sine forbundsfæller havde han altid ved hånden. Lynsnart kunne han fra sine reoler fremdrage citater til belysning eller understregning af sin påstand. Lykkedes det at ægge mange til at deltage i meningsudvekslingen, blev søndags­eftermiddagskaffen til et timelangt, udbytterigt samvær. 

På en talerstol førte han naturligvis ordet og kunne gøre det med styrke og overbevisning: men af hans eget referat fik man ikke indtryk af, at hans foredrag havde været det egentlige samlingsgrundlag. Vekselvirkningen betød så meget for ham. På et tidligt tidspunkt måtte han være klar over, hvor han havde sine tilhørere. Om med eller imod var ikke afgørende, bare de var sat i gang. Så kunne der altid senere blive lejlighed til at prøve meningernes grundlag og styrke. 

Karakteristisk for Vedel var hans gang. Målbevidst, hurtig som hans tanke. Ingen var i tvivl om, at manden kendte sit mål forude og vejen dertil. Når det trods farten alligevel tog tid at nå frem, var det, fordi så meget undervejs kaldte på hans interesse. Uvedkommende og betydningsløse forekom tingene ham sjældent. Alt hørte jo med til livets mosaik, til den brogede verden, han elskede i alvor og gammen. 

Hans glæde ved at danse var åbenbar, og i ungdommens og børnenes lege kunne han tage del med samme oplagthed og fantasi som de ivrigste. 

Vedels livsglæde var ikke udtryk for en overfladisk tilfredshed med bestående forhold, men hvilede på en usvækket tro på oplysningens og opdragelsens magt. Store grundforbedringer havde han for øje, og ved sin skole- og foredragsvirksomhed forberedte han jordbunden for dem. Indretningen af en fri børneskole med gode betingelser for selvvirksomhed optog ham stærkt. Men Grundtvigs discipel glemte ikke den mundtlige fortællings mærkeligt vækkende evne. Billedet af Vedel i kredsen af en spændt lyttende børneflok må ikke savnes selv på et kort filmbånd. 

De her fremdragne situationer har været gruppebilleder. Vedel søgte mennesker, ville i lag med dem. Selv under udarbejdelsen af sine foredrag afbrød han ofte for at prøve indholdet på en tilhører. 

Anderledes under forberedelsen til en prædiken. Da blev dørene til hans arbejdsværelse lukket i. Og på vej til kirke sad han stille indadvcndt i familiekredsen. Søgende. Næsten famlende nåedc han ofte først mod slutningen af sin prædiken frem til forkyndelsen, gennem en jakobskamp til velsignelsen. At han selv fik del i velsignelsen sammen med menigheden, gav sig udtryk i den fred, der under salmesangen efter prædiken syntes at gennemstrømme ham og mildne hans ansigtsudtryk. Lad da billedel fra Lemvig valgmenighedskirke være det sidste i rækken, og lad os håbe, at Anders Vedel har nået den sjælefred, som vi stadig må kæmpe for at vinde.

og af F. Folke 

Ved Anders Vedels jordefærd, der blev en uforglemmelig højtidsdag for den store skare af venner fra nær og fjern, som fulgte hans båre, samlede hans enke, fru Helene Vedel, de mange og gode mindeord, der havde lydt, i et ord af Goethe: “Et menneske er en kæmpende.” Og Vedel var en kæmpende; den kamp, der fyldte hans liv, var kampen for frihed. Fra Grundtvig, sin store læremester, havde han arvet forståelsen af, at den kamp må føres på alle livets fronter i hjem og samfund som i skole og kirke. Gennem Henry George, der blev hans anden læremester, fik han tidligt blik for, at udviklingen i det moderne samfund bærer imod en afgrund, der truer med at opsluge al frihed. Under indtrykket af de katastrofer, der har rystet verden i de sidste tider, har vistnok mange fået en fornemmelse af denne fare. Men stadig synes kun få at tænke over den store årsagssammenhæng: uret avler vold. For Anders Vedel blev det en hovedopgave at søge denne sammenhæng belyst ved behandling af de verdensbegivenheder, der optager og præger vor tid. Derfor blev han højskolens vindue ud mod disse begivenheder og opgav i flere år sin lærervirksomhed for at dygtiggøre sig til denne gerning. Han var blandt de første herhjemme, der blev klar over den forskydning, der under forhandlingerne i Versailles skete i grundlaget for Folkeforbundet – fra en stræben efter ret til en sikren af magt, – og han forudsagde de tunge følger, der nu har vist sig. 

Da Anders Vedel ved det internationale stævne for grundskyld og frihandel i 1926 stod som den danske hovedtaler i spørgsmålet om frihandel, sagde han i sin indledning: “I en forsamling som denne kan Henry Georges syn på frihandelen forudsættes bekendt. Og vi vil da i stedet begive os ind i nutidens og så søge at arbejde os opad og ud af dem.” 

I denne optakt lå Anders Vedels urokkelige tro på oplysningens magt, den, der bar hans stræben efter at blive en lærer for sit folk, en vejleder for det til at forstå sin tid og derigennem sig selv og sin pligt – sit mål i livet. 

Som han stod der på talerstolen, flammende og kæmpende i denne stræben, sådan vil vi især bevare mindet om Anders Vedel.