fra tidsskriftet RET, nr. 3, dec. 1915
af Sophus Berthelsen

Anders Jørgensen, Høng,
– og hvad vort folk skylder ham
(Tale ved mindefesten i Høng 4. december 1915.)

Hvad gamle Anders Jørgensen i Høng var som højskoleforstander, som lærer og som børneven, derom kan andre bedre fortælle, – og det en lang og indholdsrig fortælling.

Her skal derimod søges genfortalt, hvad den mand gennem en lang og velsignelsesrig livsgerning har udrettet for endnu langt større kredse, for husmandsstanden i nutid og fremtid, og derved for hele vort folk – så vist som vort landbrugsfolk (som det blev sagt i Slagelse i 1898) lykkeligvis udvikler sig hen imod at blive “et folk af velstillede husmænd”.

Og heri har Anders Jørgensen, Høng, måske større andel end nogen anden dansk mand. Derfor fortjener denne del af hans livsgerning at fremdrages nu ved hans bortgang, med tak for hvad han her har ydet. Thi der er af ham øvet en virkelig stordåd – det vil blive klarere og klarere erkendt, jo mere vi får det på afstand – netop som det går med alt det store og fremragende.

Han har selv en gang – i stor beskedenhed, som hans vane var ­ fortalt mig om, hvorledes han nåede frem til forståelse af, hvad det kommer an på for vort folk, som brugere af den danske jord.

Vi sad sammen i hans prægtige have en sommersøndag-aften for adskillige år tilbage. Samme dag havde en stor flok rejsende husmænd netop besøgt ham; han havde vist dem rundt i sin bedrift i mark og have og talt gode ord til dem, forinden de drog bort.

Og nu sad vi samtalende om den glæde det er, at se en så herlig og løfterig bevægelse i vort folk som husmændenes, bryde sig god vej frem til lykke og velsignelse for de tusinde hjem rundt om i landet.

Så bad jeg ham fortælle mig, hvorledes han oprindelig var blevet føreren og vejlederen på dette område. Og da han havde fortalt mig det, bad jeg ham ved lejlighed nedskrive denne beretning – fordi den syntes mig som et værdifuldt kapitel af vort landbrugs og vort folks historie i sin vorden, som den her blev gengivet i jævne og beskedne ord. Hans nedskrevne beretning derom er senere fremkommet andet steds, og dertil kan jeg henvise om enkeltheder.

Her skal hans fortælling gengives i store træk – efter hukommelsen:

I.

Anders Jørgensen var fynsk husmandssøn, men havde fået uddannelse som urtegårdsmand hos Stephensen på Holsteinsminde, og han medbragte sikkert fra dette gode hjem sin aldrig svigtende kærlighed til børn og planter. Det går med planter som med børn, sagde han, – viser man dem godhed og omhu, giver de det tifold tilbage.

Og dette nøje kendskab til havebrug kom ham ret til gode, da han i 70’erne overtog højskolen i Høng under såre vanskelige forhold. Til så høje priser, at Høngboerne rystede på hovedet, måtte han indkøbe jordstykke efter jordstykke omkring skolen for efterhånden at udvide det lille havebrug til et lille landbrug, der kunne yde en højst nødvendig støtte til skolens økonomi. Og det lykkedes ham da også – gennem megen famlen og forsøg – at nå frem til en så ypperlig dyrkning af den lille lod, at folk rundt omkring begyndte at lægge mærke dertil. Og hvad mere er: Anders Jørgensen blev ad denne praktiske vej ført ind på den nærliggende tanke, som dog for 40 år siden var så godt som ukendt, – at dansk jord i husmands hånd kan yde mere til sin dyrker og til samfundet, end den med nogen anden driftsform kan yde!

Denne sætning, der nu er så velkendt og· anerkendt som grundlæg­gende for dansk fremtidslandbrug, skulde i hine tider først bevises, før man troede derpå.

Og Anders Jørgensen var en af de første til at føre dette bevis på Høng Højskoles jord, der for så vidt kan kaldes klassisk jordbund, som der på denne plet blev indledt en nytid i vort landbrugs historie.

Og skæbnen føjede det jo således her, at denne praktiske mand tillige var den fødte lærer, som ikke nøjedes med sit eget, men med det ægte lærerinstinkt straks ville og måtte bringe sine erfaringer ud i større kredse – med mund og pen, for at andre kunne høste godt deraf. Som foredragsholder drog han da landet rundt og fortalte på sin egen trygge og hjertevindende måde til husmænd og småkårsfolk om, hvad der kunne bringes ud af dansk jord, når den blev dyrket med omhu og kærlighed. Og i en bog, der begyndte som et ganske lille småskrift, men siden øgedes med hans erfaringer, oplag efter oplag, til den blevet anseligt værk, gav han sine husmandsvenner en i mange måder ypperlig ledetråd i småbruget og dets bierhverv, i jordbehandling og plantekultur, husdyrbrug og havebrug, læplantning og rodfrugtdyrkning og meget andet nyttigt. Og den har sikkert været en værdifuld vejledning for tusinder og atter tusinder af vore småbrugere. Den skal i alt være udsendt i over 25,000 eksemplarer.

Men denne Anders Jørgensens gerning som praktisk foregangsmand, vandrelærer og skribent – længe forud for så mange andre kom frem på dette område, havde tillige sin særlige folkelige baggrund, som synes mig af en ganske ejendommelig vægt og betydning.

Thi, som han fortalte mig, da jeg selv var bleven vis på, gennem mit eget arbejde, hvor meget mere dansk jord i husmands hånd kunne yde end ved herregårdsdrift, og da jeg så forskellen mellem de familieforhold og børnekår, som fandtes i gode husmandshjem, og så forholdene i herregårdenes arbejderhuse, da blev det klart for mig, at vort folks fremtid i nogen måde vilde bero på, om det kunne lykkes det menige, arbejdende folk at få adgang på rimelige vilkår til de store arealer, som henlå under storgårdenes marker, og derpå oprette selvstændige og gode hjem.

Derfor syslede Anders Jørgensen, tidligere end vist nok nogen anden, med bestemte planer om at danne store selskaber til opkøb og udstykning af herregårde, og han mente, at han også havde taget offentligt til orde derom i sin tid.

Men, føjede han til, – når jeg efterhånden alter opgav sådanne planer, var det fordi jeg kom til at indse, – at dengang endnu var husmændene ikke dygtiggjorte nok til at overtage denne gerning, husmandsbruget stod dengang ikke så højt i kultur som herremandsdriften, og så længe dette ikke var tilfældet, var tiden ikke moden til hin jordreform. Men jeg lovede mig selv, at jeg ville gøre mit til at fremhjælpe husmændene, og især den unge slægt, så at de så snart som muligt kunne blive dygtige nok til som selvstændige landbrugere at overtage Danmarks jord, som lå og ventede på arbejdets rige befrugtning.

Sådanne tankegange synes mig af stor folkelig værdi. De vidner om denne mands vidsyn. Og klarsyn over mål og midler, og samtidig om hans dybe og sikre tro på vort folks fremtid, parret med tro på, at forsynet havde dækket et stort og rigeligt bord for alle sine børn, blot disse selv ville ordne deres love således, at der blev plads for alle. Eller som Bjørnson siger det: “Her er sommersol nok og sædejord nok, blot vi har kærlighed nok.”

Nu, 40 år senere, kan vi alle se det. Den russiske tænker og forfatter Krapotkin har – for vel 15 år siden – bevist os det i sin store, verdensberømte bog om håndens og hovedets arbejde, og jyden Anton Sørensen Havbro beviser os dagligt, at der næsten ingen grænse er for, hvad jord kan yde, som han har sagt.

Men da Anders Jørgensen fra Høng i sin første tid (og han var vel ikke helt ene derom) højlydt forkyndte denne lære om det menige danske folks store økonomiske muligheder, hørte der både mod og tro dertil.

Mange kendsgerninger syntes nemlig dengang bestemt at pege den modsatte vej. Kornavlsperioden var stordriftens blomstringstid, og de amerikanske bonanza-farme, med deres maskindrift på prærierne, stod endogså op gennem 80’erne for de fleste nationaløkonomer som et vidnesbyrd om, at også landbruget som helhed vilde vise samme udviklingslinje som industrien oq håndværket: hen imod stordriften som endemål og knusning af smådriften og den lille, selvstændige bedrift.

Og en sådan udvikling syntes endog kun at være en ny bekræftelse på den malthusianske verdensanskuelse, som beherskede hele forrige århundredes økonomiske og sociale tænkning i de lærde og dannede kredse. Vidt udbredt var denne tankegang, at der ikke var plads og brød nok til de fremvoksende menneskeskarer – og at de store folkemasser derfor af selve naturens love (for ikke at sige forsynet selv) på forhånd var fordømt til undergang eller dog til elendige kår, medens kun et lille foretrukket mindretal kunne sole sig i velstand og trivsel.

Mod hele denne gudsfornægtende livsopfattelse havde mange brave mænd og kvinder rundt om i landene i deres hjerte protesteret, – fordi den stred mod deres tro på guds fadergodhed og forsynets velfærdsplaner med den hele menneskehed. Og ingen havde taget kraftigere til orde mod Malthus end amerikaneren Henry George, da han i 1878 udsendte sit store værk Fremskridt og fattigdom.

Men først da den deri udtrykte lyse tro på menneskeslægtens store muligheder blev håndgribelig bekræftet ved det praktiske bevis for jordens uendelige rigelighed og uudtømmelighed, først da faldt malthusianismens gudsbespottelige lære til jorden for aldrig at rejse sig mere. Og først da kunne alvorlige mænd grundlægge en samfundsopfattelse, som kunne vise folket ud af den sociale elendighed.

Derfor betyder førelsen af dette praktiske bevis for jordens store ydeevne så umådelig meget for virkelig økonomisk folkefriheds bekræftelse rundt om i landene.

Og derfor fortjener Anders Jørgensen, Høng, og alle de andre foregangsmænd, som i hine tider først førte det kraftige og uomtødelige bevis i så henseende, en folkets tak for denne banebryder gerning! Den hvilede jo i sidste instans på den samme stærke tro, som bar Henry George frem til hans storværk: en fast overbevisning om det, som endnu ikke ses, men som en indre røst forkynder er den store og rette sandhed og udvej for det menige folk – trods al samtidens modstand og miskendelse.

Aldrig er derfor landhusholdningsselskabets store sølvbæger for nyttig dåd i landbrugets tjeneste tilfaldet nogen værdigere dannemand end Anders Jørgensen, Høng. – Han har frem for nogen været med til at opfylde digterens ord om al bygge vort land, så det lyser ud over hele verden. – Thi den bevægelse, han var blandt de første og fremmeligste til at give fast økonomisk grundlag, er en større landvinding for vort folk end selv hele hedeselskabets  plantningsarbejde – som  i øvrigt ingenlunde  her  skal lastes. 

(fortsættes.)  S. Berthelsen. 

fra RET, nr. 4-5, 10916

II.

Men Anders Jørgensen, Høng, kom til at udføre endnu en værdifuld dåd i vort landbrugsfolks historie.

Som foregangsmand på husmandsbrugets område havde han fæller, selvom de ikke var mange i hine tider. Og som forkynder af sandheden om jordens ydeevne stod han måske ej heller helt alene, selvom han hørte til de allerbedste talsmænd.

Men som den, der opfandt husmandsrejserne, står han alene – her er han førstemanden, og derfor skal han nævnes som den geniale skaber af denne folkelige undervisningsform, som vil bære hans navn til sene slægter.

Jeg har derom for et par år siden skrevet følgende:

“En ejendommelig og særlig virksom form for standens dygtiggørelse har danske husmænd fundet i husmandsrejserne; de fortjener særligt at nævnes som en simpel og genial løsning af vor tids største folkepædagogiske opgave: løft af de underste folkeslag til videre livssyn og større åndelig kraft og bevægelighed – ved forholdsvis små midler.

Hvad Pestalozzi var for barneskolen og Grundtvig og Kold for ungdomsskolen, det har i nogen grad opfinderen af de danske husmandsrejser, gamle forstander Anders Jørgensen, Høng Højskole, været for den ypperlige manddomsskole, som de danske husmandsrejser faktisk er blevet for vort lands talrigeste landbrugerklasse. Det er en enestående og ægte dansk kulturbevægelse, som intet andet land eller folk har mage til, og som endnu næppe har fået den forstående påskønnelse, de fortjener.

Hver sommer drager nemlig tusinder af lærelystne husmænd og husmandskoner – fordelte i større eller mindre grupper og selskaber – ud fra deres småhjem, rundt, på kortere eller længere rejser (fra 1-6 dage), til nærmeste egn eller til andre landsdele, hvor de, efter forud nøje lagte planer og under kyndigste vejledning, besøger en række veldrevne husmandsbrug eller større mønsterbrug. De får lejlighed til at spørge ud om og notere alt, hvad de finder af nyt og godt, til at kaste blikket ud over dagligt slid og hjemligt sogneskel, stifte bekendtskaber, se lidt fremmed natur, historiske og minderige steder, kirker og byer og landskaber – måske for første og eneste gang. Og sluttelig samles i reglen alle disse rejsende små sværme til et større møde i hver landsdel, ofte samtidig med en landbrugsudstilling eller dyrskue, og her taler vort lands bedste ordførere til disse tusinder af små, selvstændige landbrugere om folkeligt fællesskab og løftning. –

Dybere er vistnok ingen kulturbevægelse gået. Man må have deltaget i sådanne rejser og møder, læst disse husmænds og husmandskoners tit velformede og vittige beskrivelser af rejsens hændelser, hørt deres egne gengivelser af rejsens indtryk og virkning, erfaret det sving i tanke og handling, som denne oplevelse bar bibragt deltagerne (og derved ofte hele naboskabets husmandsfolk, som delagtiggøres i rejsens udbytte), for at forstå rækkevidden og betydningen af denne indbyrdes undervisning i bedste forstand. De danske husmandsrejser er, fra ganske små og få forsøg, vokset jævnt og roligt til en folkevandring, til en institution, som i folkeopdragende betydning snart kan stå mål med vor højskole, ifald den rette linie ellers fastholdes.

Dette er måske store ord, – men næppe for store. Jeg har fået bekræftelse fra mange sider på, at de var sande, og jeg gentager dem derfor med end stærkere røst, nu, da den gode gamle Anders Jørgensen er gået bort fra os.

Thi det er i virkeligheden den folkeopdragende skoletanke, han ved husmandsrejserne har indsat i vort landbrugs historie, som bør sikre ham plads mellem vort lands andre store folkeopdragere: en Grundtvig, en Kold, en Dalgas og en Fjord.

Det kan tit nok siges, og er blevet sagt, at Anders Jørgensen ikke hørte til åndens stormænd – og for så vidt dertil også kræves en vis ydre fremtræden i det offentlige liv eller en stor litterær bedrift, – så kan det vel være rigtigt. Han trængte sig aldrig frem.

Men hvis en mand får lov og lykke til at bære frem en stortanke, som løfter det brede folk op til højere klarhed over mål og midler til velfærd og lykke, – så sker det ikke tilfældigt, men i kraft af et instinktivt klarsyn og en må1bevidst handleevne, som turde høre til de store mænds sande kendemærke. Selvom manden måske ikke selv straks overser sin reformtankes fulde rækkevidde? Hvem gør vel det?

Og en sådan stortanke synes mig den: at lade landets menige folk undervise sig selv – ved at finde frem dets egne gode forbilleder og lade folket selv studere dem ved selvsyn.

Men løftende var det at høre den beskedne Anders Jørgensen selv, hin sommeraften, fortælle om, hvordan han famlede sig frem også til husmandsrejserne. Jeg gentager her hans ord efter hukommelsen:

“Det kom sig så naturligt, når jeg var ude ved mine foredragsmøder om husmandsbrug, at jeg da henviste til mine egne resultater, og indbød mine tilhørere til selv at komme til Høng og overbevise sig om rigtigheden. Gennem flere år havde jeg da den glæde at forevise min have og mark for stedse flere småbrugere her fra egnen. Men det kneb jo med dem længere borte fra. Og så fandt jeg på at optegne, hvor jeg havde fundet andre gode husmandsbrug på andre egne, og at henvise tilhørerne til sådanne mønsterbrug i deres egen nærhed.

Men her så jeg snart, at der tiltrængtes plan og ledelse, hvis det skulle føre til målet. Og jeg begyndte da selv at samle nogle sjællandske husmænd til små fællesrejser på flere dage til mine husmandsvenner på Fyn, hvor husmandsbruget mange steder var særlig ypperligt – medens vi senere bad nogle fynske husmænd komme her til sjælland for at se på vore bedrifter, alt efter en forud ordnet rejseplan.

Og disse forsøg, hvor vi blev modtaget så mageløst, hvor vi kom frem, gav mig ret indtrykket af, at her var den allerbedste undervisningsmetode for de voksne, halvgamle og bofaste folk, som vore husmænd jo er, og som ikke har store muligheder for ny skolegang og vel også tit er vokset fra bogen. De skal have lov til at komme ud og ved selvsyn erfare, hvad der kan bringes ud af en lille lod, når den dyrkes med forståelse og omhu. Så først tør de rigtig tro på de muligheder, der bor, både i dem og i deres jord, og så først kan der komme rigtig håb til fremtiden, og lyst til at tage fat for alvor – på at opbygge de tusinde hjem på det rette grundlag”.

Sådan omtrent lød min gamle vens ord. I al deres jævnhed viser de, hvordan en stor tanke fødes, gror og bliver til virkelighed.

Hvorledes det senere gik, – hvorledes man smilede og lo af hans forslag om, at husmændene skulle ud at rejse (husmænd på studierejser), men hvorledes Anders Jørgensen trods alt holdt fast ved sin gode tro på den sag, og blev ved med sine rejseforsøg; hvorledes det lykkedes ham at få nogle forstående godsejere i Holbæk amt til at støtte disse forsøg med pengehjælp, og hvorledes det omsider lykkedes ham at få politikerne, i første række afdøde grev Holstein-Ledreborg, til at optage på finansloven de første statsbidrag til husmandsrejserne, – derom kan læses i den lille beretning om sagen, som Anders Jørgensen selv skrev, og som er optaget i Høng Højskoles elevforenings årbog for 1913.

Nu står husmandsrejserne som en fasttømret institution i vort landbrug, velorganiseret af husmændene selv, og omfattende mange tusinde småbrugere hvert eneste år, – selvom ingen statistik endnu er opgjort derover. Næppe under de 100.000 er vel tallet nu på de husmænd og husmandskoner, som ad denne vej har udvidet deres syn og sans, og fået ny fremdrift og opdrift i deres gerning – også vel videre blik for nationale og folkelige værdier.

Thi hvad ingen statistik kan udtrykke, er den glæde og lykke, der er groet af den oplysningsgerning, som husmandsrejserne har været – for deltagerne og for hele vort folk.

Enhver, som det har været forundt at færdes rundt i landets husmandskredse de sidste 15-20 år, kan vidne højt om den udvikling i dygtighed og den åndelige rejsning, som derved er skabt i vor talrigeste landbrugerklasse.

Ingensinde er et statsbidrag (og det er meget beskedent – ikke mere årligt end hvad nogle kanonskud koster at affyre) været så velanvendt, så lykkebringende som det, der her udgives – efter Anders Jørgensens opfordring og anvisning!

Derfor vil hans minde leve i vort folk gennem lange tider. Lykkelig det land og folk, som fostrer sådanne foregangsmænd, forstår dem og følger dem!