Fra RET, nr.8, maj 1915
af Sophus Berthelsen

Et håb – der bristed’!

Det er med tungt sind, ja dyb sorg, at jeg må meddele RETs læsere, at min kære unge ven og medarbejder, Alfred Pedersen, afgik ved døden natten til 12. maj, uden foregående sygdom, kun 20 år gammel.

Med hans bortgang brast et stort og vakkert håb, – for mig personligt, for den reformbevægelse, hvis trofaste og evnerige tjener han var, og derved også for vort folk selv om sådant endnu ikke kendes fuldt ud.

For mig personligt – thi unge Alfred Pedersen stod mit hjerte nær, og var mig i mange måder i søns sted. Han blev straks i sin purunge alder grebet af Henry Georges forkyndelse, og vi mødtes da under hans ophold i Høng i fælles glæde over, hvad vi havde fundet og vundet gennem Profeten fra San Francisco. Meget hurtigt og med sikkert instinkt for det væsentlige, tilegnede Alfred Pedersen sig Henry Georges lære og forstod dens sammenhæng med tidens økonomiske problemer. Og ofte var det ham, som med sin friske opfattelse gav den ældre ven værdifulde råd og tilskyndelser – ikke mindst i politiske anliggender. Thi trods sin helt unge alder var han mærkelig moden og afklaret i sin dom, og udtalte den sjældent uden efter nøje overvejelse; der var derfor også en ualmindelig vederhæftighed i hans tale, og det er en kostelig gave – ikke mindst hvor det gælder politiske spørgsmål.

Gennem flere år havde han – som læserne vil vide – været min gode medarbejder ved RET; han støttede dets fortsatte tilværelse i et tidsrum, hvor man på en måde, som mindst var ventet, søgte at slå bladet ned; han fulgte som medredaktør med særlig forståelse bevægelsen i udlandet, ganske særligt i England: og han havde lovet mig helt at overtage udgive1sen af RET ved given lejlighed. Og som den fødte journalist, han var, ville han sikkert have magtet denne opgave til fuldkommenhed. Endnu i dette hefte vil man finde et sidste levende vidnesbyrd om hans interesse for denne hans redaktørgerning.

For den danske Henry George bevægelse betyder Alfred Pedersens bortgang da også et stort og smerteligt tab. Han havde ganske særlige betingelser for at blive blandt dens ypperste førere. Hans evncr til med mund og pen at lægge Henry Georges tanker og lære frem for folket, var betydelige og i stadig levende vækst. Med en stille, men glødende begejstring for retfærdstanken deri, forbandt han en for hans alder ualmindelig ro og beherskelse, og en elskværdig optræden som vandt ham venner, hvor han kom. Han havde derfor alt nu udrettet et meget værdifuldt agitationsarbejde for vor sag, og var rustet til at gå videre dermed, når andre opgaver – der midlertidig lagde stærkere beslag på ham i den seneste tid – var løst.

Som sendemand for danske Henry George kredse rejste Alfred Pedersen 2 gange til vore engelske meningsfæller, og vandt også derovre mange nye venner, med hvem han stadig vedligeholdt forbindelse, ligesom han gennem disse besøg blev påvirket af god engelsk tænkemåde i ikke ringe grad. Afdøde Joseph Fels var i sin tid meget indtaget i Alfred Pedersen, “The youngest single-tax-advocate in the world”, som han kaldte ham, vist nok med fuld ret. Vanskeligt kunne findes en bedre brobygger mellem George-bevægelsen herhjemme og i udlandet – en forbindelse som er nødvendig for dens trivsel og vækst.

Men så vist som denne bevægelse for retfærdstankens sejr i vor lovgivning bliver af dybeste betydning for hele vort folk, så vist har dette mistet et stort og vakkert håb ved Alfred Pedersens bortgang. I sidste instans var dog for ham, som det er for alle gode George-mænd, kampen for det menige folks ret, for ligerettens gennemførelse i vort land og vor tid, den dybeste og mest bærende bevæggrund til handling. Netop fordi ingen som Henry George har kunnet lære os alle, at retfærds­ideen er Guds velfærdsplan for samfundsstyrelsen, guds lov for menneskets samvirke, den naturlov for samfundsstyret, som er Guds vilje.

Det tør siges, at det alt nu kendes på vort folkeliv, at den danske Henry George-bevægelse i sin korte handlingstid ikke har virket forgæves. Og denne unge, kun tyveårige mand har for sit vedkommende klart vist, hvilken indsats dansk ungdom kan yde, hvor den bæres frem af ædel begejstring – for folkets frihed og ret. Han var et levende vidne om, hvilken kraft af almensans og samfundsfølelse det danske folk skyder fra sig, når det nu i den nye grundlov – gamlingernes grundlov – nægter de unge mænd og kvinder fuld borgerlig andelsret i vort offentlige liv. Thi det er visselig en fejltagelse at tro, at ungdommen ikke ejer den dybe retfærdssans, som er grundlaget for al redelig samfundsopfattelse – tværtimod er det fra ungdommens evig friske kilde, at denne retsfølelse i vort folk skal hente sin bedste næring.

Alfred Pedersen vidste dette og viste dette ved sin brave, retskafne færd iblandt os. Han havde grebet retfærdstanken – eller rettere: den havde grebet ham! (Thi det er sandt, hvad Heinrich Heine har sagt, at det er ikke os, som tager de store ideer i besiddelse – det er ideerne, som tager os i brug, behersker os og tvinger os ud på kamppladsen, hvor vi, som gladiatorer, må kæmpe, sejre eller falde for dem!) Og Alfred Pedersen bekræftede derved rigtigheden af, hvad hans store mester Henry George har sagt – de ord, som venner indridsede på hans gravsten derovre ved New York: Den sandhed – vil vinde sig venner, som vil arbejde for den, lide for den og, om det kræves, dø for den. Så vældig er sandheden.

Ja, så vældig er sandhedens magt! – Kun tyve somre havde denne unge mand set, men så langt hans kræfter og rige evner rakte, stillede han dem uselvisk og redebon til rådighed for en stor sandhed, – den største for folket, retfærdsideen! Thi vel er det godt at søge at hjælpe dem, som lider nød! Men større og værdifuldere er det dog for dem og hele folket, at sikre dem deres ret.

Farvel da, kære Alfred Pedersen!

Tak, for alt det, du i dine korte ungdomsår fik udrettet for en stor sag og derved for det folk, hvis brave og tapre søn du var!

Dine mange venner vil mindes din lyse skikkelse. Dine milde og dybe øjne, dit fine smil og dit faste håndtryk! Du har i mange sind prentet et billede, som vil være en løftende og ansporende livsværdi gennem lange tider!

Og derved har du hjulpet os til et nyt, levende håb i stedet for det, du tog fra os, da du så brat gik bort – håbet om sejr for den sag, der var din, som den er vor. Retfærds-rigets komme på jorden som i himlen.

Se også
– Fra andre blade
– Om Alfred Pedersen (af Axel Fraenckel)
Trykt på RETs farvede omslag – kan ikke tekstgenkendes.

Se også billede af MIndestenen fra 1916.
Ja – den står der endnu på Toksværd kirkegård. (Billede fra 5. juni 2020)
og mindeord ved afsløringen i 1916 (fra RET nr. 9-20, 1916)