fra DET FRIE BLAD nr.3, februar 1940
af F. Folke

Det er, som om der bliver koldere i verden, hver gang en god mand går bort. Sådan er vi mange, der vil føle det ved budskabet om Abel Brinks død. Lys og varme var der omkring ham. Lys af et rent hjertes forklarelse i hans gode øjne og varme af hans brændende tro på, at kampen for sandhed, for frihed og retfærdighed er livet værd. Derfor blev hans liv en kamp, og derfor kunne han til det sidste også gennem en lang og streng sygdom bevare sit milde sind. Selvom kampen kom til at koste ham sår og skuffelser, der tærede på hans kraft, så bragte arbejdet ham dog så dybe og rene glæder, at han urokket kunde bevare sin frejdighed og den utrættelige iver, der greb ham ved mødet med Henry Georges tanker. Altid var han villig og aldrig forknyt, når det gjaldt om at gøre en indsats for dem, og ganske uberørt af om det måtte ske i dybeste ubemærkethed. Nøjsom indtil askese i sine livsvaner var han rundhåndet og large, så snart det gjaldt vor gode sag. Han kunde vel på nogle gøre indtryk af at være verdensfjern – udenfor sin tid, skønt han netop altid søgte at beskæftige sig med kendsgerninger og at belyse dem ud fra tidens forudsætninger.

Føltes han fremmed i tiden, så skyldtes det kun, at tiden var blevet fremmed for ideal stræben – den stræben, der er menneskets adelsmærke.

Jeg har altid været bange for at bruge de ord, der står på Henry Georges gravsten, om andre end mesteren selv. På Abel Brinks liv og død gik det vel an at anvende dem. Selv talte han på det sidste om, at der på hans gravsten måtte komme til at stå: Jorden for folket. Renere og simplere kan summen af hans livsgerning næppe udtrykkes.

***

af K. J. Kristensen

Siden 1920 stod Abel Brink i vurderingsarbejdets tjeneste og en mere nidkær og trofast medarbejder kunne overskyldrådet ikke have fået. Han havde valgt sit arbejde af interesse –som et kald – og gik op i det med tilsidesættelse af hensyn til egen økonomiske fordel og bekvemmelighed.

De, der var hans nærmeste medarbejdere på kontorel og på de mange rejser omkring i landet, lærte at skatte hans åbne, tillidsfulde sind og blev hans venner. Hans utrættelige arbejdsiver og den usvigelige retsfølelse, der ikke tillod ham at gå let hen over nogen sag, skabte tillid og respekt om hans arbejde.

Det var vurderingen af landbrugsejendomme, der var hans særlige arbejdsfelt. I dette arbejde så han med forkærlighed hen til den gamle skyldsætning som forbillede, med dens omhyggelige og grundige undersøgelse, taksering og kortlægning af al landets jord, og han satte et betydeligt arbejde ind for at vinde tilslutning til gennemførelse af en ny bonitering, som det der bedst kunne underbygge grundvurderingen. Ved rejser i Tyskland satte han sig ind i arbejdsgangen i den jordbonitering, som er blevet iværksat i det tyske rige, og gjorde rede herfor i værdifulde artikler i Tidsskrift for matrikulsvæsen.

Ved Abel Brinks mindesten på Mariebjerg 

fra tidsskriftet Grundskyld, nr. 3, 1940
af F. Folke (sept. 1940)

Det blev Abel Brinks sidste vilje, at der på hans gravsten skulle stå de ord: Jorden for folket. 

Han håbede vel på, at en eller anden af dem, der kommer forbi, skulle standse et øjeblik og måske falde i tanker om, hvad de ord kan rumme – måske få en anelse om lyset i dem. Det bliver næppe mange af den nu levende slægt. Den står midt i fuldbyrdelsen af den modsatte tankegang: jorden for de mægtige – og begriber mindst af alt, at det, den oplever i disse dage, ikke er andet end frugten af egne vildfarelser. At rive mennesker ud af den vildfarelse, at magten er samfundslivets grundlag og at lære dem at tragte efter retfærdighed, det var målet for Abel Brinks uafladelige stræben lige fra den tid, han kom til skelsår og alder, og til hans sidste stund. Han levede på forjættelsen i det ord: Søger først Guds rige og hans retfærdighed, så skal og alle ting tillægges eder. Det faldt ham ikke ind at sige det og næppe at tænke det, men med hele sit væsens styrke stræbte han efter Guds riges komme her på jorden. Han måtte erfare, at det ikke er blevet lettere, end det var for 2 tusinde år siden. En af de mange falske profeter, der råber på torvene i denne tid, har endda betegnet det som antikrists gerning. 

Det er vel den modstand, han mødte, der har ført Abel Brink ind på tanken om at få de ord, der stod prentet så dybt i hans hjerte, hugget ind i sten eller støbt i bronze, så at de på den måde kunne blive bevarede for en ny slægt og en ny tid, der en gang skal komme. Hans grav skulle egentlig have ligget ved vejkanten som en falden soldats. Han faldt i kampen for et rige, som det var og er værd at kæmpe for – det rige, som hans eget liv var en bekræftelse af for alle os, der havde den lykke at kende ham og holde af ham. 

Gud velsigne hans minde.

Mindesten på Mariebjerg Kirkegård (fra Grundskyld)