Et brev fra Joseph Fels’ enke.
fra Tidsskriftet RET nr. 9, juni 1914

Fru Mary Fels har umiddelbart før sin rejse til England tilskrevet den amerikanske Fels-fonds bestyrelse følgende:

Philadelphia, 15. april

Den tid er nu kommet, da De ganske naturligt kunne vente en bestemt udtalelse om, hvorledes jeg vil forholde mig med hensyn til en mulig fornyelse af min mands overenskomst med Dem og grundskyldstilhængerne i USA. Desværre må jeg skuffe Dem. Jeg kan endnu ikke sige, hvad jeg bliver i stand til at gøre, uden for så vidt som jeg håber, at jeg om nogle måneder skal kunne opfylde alle Deres nuværende forventninger og indfri min mands andel i de kontrakter, der er sluttede, og de planer, der er lagt. Det er min agt at fortsætte hans 2000 $ om måneden indtil 1. juli, på hvilket tidspunkt jeg bliver i stand til at udtale mig mere afgørende om fremtiden. Jeg håber, ja jeg kan sige, jeg venter, at jeg til den tid vil have midler i hænde til at forny vort tilbud om at fordoble dollar for dollar alle de penge, der indskydes af grundskyldtilhængerne i USA, op til et beløb af 25.000 $ om året.

Opsættelsen skyldes delvis ordningen af boet. Men dels skyldes den mit ønske om personligt at forstå den politik, de planer og de folk, der virker, ikke blot i komiteen i USA, men overalt indenfor lignende grupper og bestyrelser virkende hen imod det samme mål i England, Danmark, Tyskland, Frankrig, Spanien og andre lande, hvor Joseph Fels støttede vor sag, hans sag og Deres og min sag. Det synes mig rigtigst først at få en oversigt over hele feltet for derpå at genoptage arbejdet over det hele omtrent på samme tidspunkt, med et klart personligt kendskab til bevægelsen i alle dens grene og som en helhed. Og jeg kan måske da fremkomme med en henstilling til alle bestyrelserne om en eller anden løselig form for samarbejde og aktiv udveksling af tanker og erfaringer.

Der er endnu en grund hvorfor jeg kunne ønske at begynde med at komme i nær berøring med alle bevægelsens forgreninger. Jeg ønsker ikke blot at give penge; jeg ønsker at give mig selv til denne retfærdighedens sag, ligesom min mand gav sig selv. Det var en lykke for ham at arbejde for den; det vil være en lykke for mig. Og hvis jeg således gør personlig gavn, vil det give mig adkomst til at opfordre andre til det samme; og ikke blot som en pligt, men som en lykke.

Det er jo også, så vidt jeg forstår, grunden til at De, som er i bestyrelsen, er så ivrige efter små bidrag på en dollar eller mindre. De ønsker bidragydere. Af mit ganske hjerte billiger jeg denne taktik. Den er menneskelig, den er demokratisk, det er god politik. Hvis enhver mand og kvinde – hvis enhver, som giver en ringe skærv, også ville give sig selv; hvis enhver selv-giver derpå ville gå ud og hente andre; og hvis han så efter at have modtaget deres cents og dollar ville sende dem ud for at hente atter andre i den samme ånd, da vil vi snart se dette land ombæltet med levende kæder af levende mennesker, alle lykkelige tjenere af en lykkelig sag.

Jeg rejser til England d. 28. april og giver mig i kast med arbejdet dér. Medens jeg virker dér, vil De virke her med at fortsætte den bevægelse, der frivilligt indledes af bidragyderne i den hensigt at opdoble deres egne dollars som Joseph Fels gjorde det. De resultater, der allerede er opnået, viser, at det vil lykkes. I så fald vil det blive et sandt mindesmærke over Joseph Fels, thi det var i hans ånd.

Jeg vil være glad ved blot at betragtes som en af mange ligestillede bidragydere og arbejdere for vor sag; ligestillede, ikke hvad pengebeløbet angår, men hvad sindelaget angår, som vi alle lægger i vort arbejde. Kort sagt, jeg vil gerne gøre min jævnbyrdige indsats overfor jer alle, men i særdeleshed overfor de små givere, og ikke blot dollar for dollar men mand for mand, kvinde for kvinde.

Mary Fels.