Arne Garborgs møde med Henry George
og lidt om den norske Henry George Forening.
Fra Ret april-maj 1913
Hvad jeg er Henry George skyldig
Det er personlige erfaringer, som fra først af førte mig ind på ‘sociale spørgsmål’.
Jeg havde afstået min fædrenearv, en liden norsk bondegård, og begivet mig på en vandring ud i det blå, en vandring, hvis egentlige mål var: en plads i forfatternes række.
Under denne vandring øgedes min virkelighedssans og jeg fik en og anden erfaring. Således kom der tider, hvor jeg praktisk måtte lære, at selvom menneskene ikke lever af brød alene, så lever det endnu mindre uden brød. Og sult er en streng men dygtig læremester. Jeg opgav en del fantasterier, søgte og opnåede hjælp til at ‘studere’, en hjælp, som nærmest var privat, om end forholdet for visse årsagers skyld var noget uklart.
Denne halv uklare situation var ikke ublandet behagelig, og jeg endte med at erkende, at det, at nødsages til at modtage hjælp er, selv på de bedst mulige vilkår, en ulykke, noget ydmygende, ja noget, som til sidst må virke demoraliserende.
Fortsatte erfaringer i forbindelse med iagttagelser og overvejelser skærpede mit blik for det økonomiske spørgsmåls moralske betydning; i virkeligheden var økonomisk selvstændighed et grundvilkår for et moralsk betrygget liv og en betingelse for en menneskeværdig tilværelse.
Det var denne erkendelse, som vakte min interesse for socialpolitiske spørgsmål.
Under et ophold i Tyskland gjorde jeg for første gang bekendtskab med socialdemokrater. Det var intelligente og varmt interesserede mænd, og deres samfundsidéer virkede på mig som om jeg stod ansigt til ansigt med fremtiden. At de var revolutionære sagde sig selv, og egentlig var det klart, at man måtte regne med en revolution; eller rettere; den store franske revolution, der begyndte som en folkerejsning, men endte i en storborgerstat, den måtte genoptages og fuldbyrdes.
Enkelte spørgsmål fandtes dog, som fremdeles voldte mig vanskeligheder. Staten, som jeg nærmest betragtede som et nødvendigt onde, blev efter den socialdemokratiske plan egentlig almægtig, således at alt privat initiativ måtte trænges tilbage. Men dette private initiativ var jo netop fremskridtets drivkraft?
Et ganske alvorligt spørgsmål var også den påståede sociale lighed; måtte det ikke synes ligeså betænkeligt at gøre lediggang og flid, ligegyldighed og energi ligeberettigede som at straffe arbejdsomheden og dueligheden, men præmiere dovenskab og ligegyldigheden, således som det for tiden sker efter de nugældende skattemetoder ?
For en norsk bonde måtte også planer om kommunistisk eller statslig dreven jordbrug forefalde tvivlsomme, ligesom det faldt svært at anse det for et fremskridt, at al virksomhed lagdes under statsligt styre og ledelse; enevælde havde aldrig været populær i de norske sogne.
Alle sådanne spørgsmål og indvendinger gjorde mig endog en tid anarkistisk sindet: friheden var dog til sidst det højeste gode! Og engang måtte jo menneskene kunne lære at regere sig selv! Men også her opstod indvendinger; hvem garanterede, at anarkismen ikke ledede til cæsarisme? Og med al beundring for Cæsar; Augustus forvandles let til en Caligula, folkekejseren til folketyrannen —
Det var just på denne tid, at en amerikansk samfundsøkonom Henry George krydsede min vej. Der var i hans lære meget, som tiltalte mig, men også punkter, som forekom mig uklare. Og det var ikke hos vore norske sagkyndige, at vejledning skulde findes.
Navnet Henry George forsvandt for øvrigt snart fra den norske horisont. Vi havde på de tider, ligesom for øvrigt endnu, andet at tænke på end samfundsøkonomi; man glemmer andre ting når problemet: være eller ikke være føles uafgjort. Måske har vi her en af hovedårsagerne til den åbenbare ligegyldighed for dybere økonomiske problemer: thi også de store folkeslag henlever deres liv i en bestandig nervøsitet: Er våbnene i orden?
Imidlertid kom jeg atter og atter i berøring med Henry Georges tanker, der ingenlunde vare forsvundne; tværtimod var de åbenbart i færd med at fremkalde en verdensbevægelse. Og jo mere indså jeg, at her, netop hos Henry George, var det, at man skulde søge det virkelige svar på de socialøkonomiske problemer.
Hvad som havde forefaldet mig uklart, blev efterhånden til klarhed. Og selve den fundamentale vanskelighed havde George løst: social retfærd lader sig gennemføre uden at krænke den individuelle frihed!
Hans lære var i virkeligheden Adam Smiths, men opbygget og korrigeret ved genoptagelsen af grundtankerne hos Smiths forgængere: fysiokraterne; det var den herskende socialøkonomi, befriet fra dens samfundsopløsende ensidighed. Med oprigtig taknemlighed sluttede jeg mig til Henry George.
Simpelt og praktisk var hos ham det store spørgsmål løst uden ringeste behov for revolutionære magter. Vanskelighederne kunne ordnes ad parlamentarisk vej, og endog gennem et så fredeligt middel som en skattereform.
Individets rettigheder (ikke blot økonomisk tryghed, men også den personlige frihed, noget som en angelsakser mindst af alt kunne overse) blev derigennem lige så ubetinget sikrede som samfundets. Borgerne kunne herefter være sikrede mod statens overgreb (særlig det nu stedfindende røveri gennem told og skatter) eftersom statssamfundet simpelthen henvises til at leve på borgerlig vis af sine egne arbejdsprodukter (jordværdierne).
Landet som helhed tilhørte folket. Men hver enkelt stykke grund eller jord skulle fuldt ud tilhøre sin mand, mod erlæggelse af en rimelig afgift, hvilken samtidig måtte være så stor, at det blev alt for kostbart at sidde inde med jord for fornøjelse eller på spekulation. Denne jordværdiafgift var den eneste skat, som samfundet kunne kræve; og kun til alles vel måtte den anvendes.
Hvad Henry George tilsigtede var ingen klasserevolution, men en samfundsomdannelse til fordel for alle; dog ville det selvforståeligt blive de mest forurettede og tilbagesatte som han i første række tænkte på. Det er da også disse, som med størst tilfredsstillelse hilste hans forslag, efterhånden som de lærte at forstå det. Således har de danske husmænd særdeles enigt og forstående samlet sig omkring Henry Georges reform. Det samme vil til sin tid ske i Norge, hvor bonden mere og mere arbejder for bankerne, dvs. for den udenlandske pengemagt.
I Norge står vi endnu ved arbejdets begyndelse. Vore første georgister var hjemvendte udvandrere fra Amerika. Den første ledende kraft blev Viggo Ullmann, som også fik betydning for den danske bevægelse. Allerede i begyndelsen af dette århundrede havde vi en liden georgistisk gruppe, og år 1907 dannedes en Henry George-forening med Ullmann som formand og marinekaptajn Trygve Kramer, vor første georgistiske forfatter, som næstformand. Gennem tidsskriftet Retfærd, redigeret af den begavede men alt for tidligt bortrevne unge jurist Nikolai Lundegaard, udførte foreningen det første forberedende arbejde her i landet. Men visse omstændigheder gjorde, at den i et par år måtte nedlægge arbejdet. En ny forening, der helt vil samle sine kræfter omkring Henry George sagen, dannedes 1910; den står nu rustet til at fortsætte det afbrudte arbejde. Og visse på fremtiden, som vi føler os, har vi godt mod.
Det var i året 1907, at også jeg kom med i Henry George Foreningen, selvom mit arbejde væsentlig ligger på andre områder.
En smule heltedyrkelse hører for øvrigt med: Henry George, en genial kraft, virkende gennem en klar, nobel, helstøbt personlighed, står for mig som noget nær utrolig i denne underlig søndersplittede tid. Og jeg tror på, at en slægt, som formår at skabe en sådan skikkelse er endnu ikke fortabt for en sådan slægt står endnu det bedste tilbage.