af cand.mag. Erling Høiberg
fra tidsskriftet Grundskyld, nr. 5, 1972

Georgismen

Ved georgisme forstod man oprindelig teorien om et politisk og socialt system, der byggede på den amerikanske økonomiske tænker Henry Georges ide om jordrenten som eneste statsindtægt.

1 Danmark er der dog opstået nogen begrebsforvirring, idet der i 1919 dannedes et politisk parti, Retsforbundet, der dels byggede på Henry Georges jordrentelære og dels på den danske læge Severin Christensens ideer om retsmoralen, udtrykt i bøgerne Naturlig ret (1907) og Retsstaten (1911). Dette har medført, at georgismen ofte er blevet identificeret med Retsforbundets politik. I denne forbindelse skal imidlertid ved georgisme forstås den “rene georgisme”, udtrykt af Henry George i sit hovedværk Progress and Poverty (1879),[1] hvorfor der indledningsvis skal gives en kort redegørelse for Henry Georges baggrund og hovedtanker.

Henry George

blev født den 2. september 1839 i Philadelphia som den ældste af ti børn. Han voksede op i et middelstandshjem og blev opdraget i en kristen ånd. Faderen var det meste af sin tid ansat ved toldvæsenet, men var også en tid bogsælger. Dette gav familien så gode indtægter, at Henry George 12 år gammel kunne sendes til en privat mellemskole, Han brød imidlertid, inden han var fyldt 14 år, med skolen for ikke senere i sit liv at vende tilbage til skolebænken. Den viden, han derefter erhvervede sig, var udelukkende opnået ved selvstudier.

Dette brud blev af stor betydning for hans senere løbebane, idet han på grund af sin manglende faglige uddannelse havde svært ved at høste anerkendelse blandt videnskabeligt uddannede kollegaer, medens hans bøger på den anden side nåede en folkelig udbredelse, der var uhørt for socialøkonomiske værker.

Efter at have været ude at sejle et års tid (1855­56), vendte han hjem igen og kom i lære som typograf i juni 1856. Imidlertid gik trykkeriet, hvor han var i lære, fallit, og han måtte afbryde sin uddannelse. Han lod sig derpå hyre på en skonnert i kystfart, men derefter var det også endeligt forbi med hans sømandskab. Han endte i San Francisco, hvor han førte et uroligt og flakkende liv, ernærede sig som landarbejder, møllearbejder og andet forefaldende arbejde. Han blev gift i 1861, og selvom de første år af 1860’erne var økonomisk svære tider, bragte de dog åndelig modning for George.

Netop i disse år var der høj arbejdsløshed i San Francisco og omegn. Store jorder i omegnen blev opkøbt og holdt på spekulation af pengestærke industrifolk, og det samme var tilfældet med vidtstrakte arealer på begge sider af de netop påbegyndte pacific jernbaner; disse ting lå lige for øjnene af Henry George, og dette, i forbindelse med at han selv havde prøvet at være arbejdsløs i lange perioder i begyndelsen af 1860’erne, er en væsentlig baggrund for hans senere forsøg på ved en social reform at reformere samfundet.

Efter at han i 1865 havde haft sin debut som skribent med en avisartikel i anledning af mordet på præsident Lincoln, blev han ansat som reporter ved forskellige aviser. Den første artikel, der kan vise hen mod hans senere sociale teori, er fra 1868. Den stod i San Francisco-bladet Times og hed What the Railroad will bring us. Den behandlede jordproblemerne omkring den da næsten fuldførte pacific jernbane. Han gik her imod den tradition, der var for at jernbaneselskaberne kunne erhverve sig adskillige miles jord langs banestrækningen.

Året efter besøgte han New York, hvor han blev vidne til en social ulighed og en arbejdsløshed, der var større end han havde oplevet i San Francisco. Denne rejse gav ham impulsen til at fortsætte med at undersøge de sociale forhold nærmere for om muligt at finde grundene til arbejdsløsheden. Det første resultat heraf blev bogen Our Land and Land Policy, National and State fra 1871, hvor han fremsatte tanken om en skat på jorden som en mulig løsning på de sociale problemer.

De følgende år var George alt for optaget af udgivelsen af et lille dagblad San Francisco Evening Post til at fortsætte de sociale studier, men da bladet gik ind ved udgangen af 1875, fik George en stilling som gasmåler, hvilket gav ham mere tid til at hellige sig skribentvirksomheden. Han havde besluttet sig til at udgive et større værk om de sociale problemer og begyndte i 1877 på den bog, der senere skulle gøre ham kendt over hele den vestlige verden.

Da bogen var færdig i 1879, viste forlæggerne sig uvillige til at have med den at gøre. Han fik da selv et lille oplag trykt i San Francisco, hvoraf han bl.a. sendte nogle eksemplarer til forskellige forlag. Det bevirkede, at han fik et enkelt tilbud, og i begyndelsen af 1880 udkom bogen i det første større oplag under titlen Progress and Poverty. Denne bog blev Henry Georges hovedværk. Selvom han også senere udgav en del bøger, fremsatte han ikke nye reformforslag eller reviderede opfattelsen i Progress and Poverty på punkter af betydning. De vigtigste er Protection or Free Trade[2] fra 1886 og Letter to the Pope[3] fra 1891, et svar på en pavelig encyklika om sociale forhold og det lettest tilgængelige af hans værker; ofte anbefalet af georgister som en let indføring i hans reformtanker.

George blev i øvrigt i sine sidste leveår mere og mere engageret i den praktiske politik. Han døde den 28. oktober 1897 midt under kampen om borgmesterposten i New York. Ved det femte af dagens kæmpemøder sås det tydeligt, at anstrengelsen havde været for stor, han vendte tilbage til sit hotel omkring midnat og blev fundet død næste morgen. Hans død faldt fem dage før valget og vakte uhyre opsigt selv i de danske aviser.

Henry Georges lære

Progress and Poverty er inddelt i ti bøger plus en konklusion. I første bog behandles forholdet mellem arbejdsløn og kapital. George polemiserer her mod den herskende statsøkonomis opfattelse, repræsenteret ved Adam Smith, der siger, at arbejdslønnen begrænses af størrelsen af den kapital, der er bestemt til det pågældende arbejde.

George mener tværtimod, at arbejdslønnen tages af arbejdets produkt. I anden bog forsøger han at gendrive Malthus’ lære om befolkningens forøgelse og kommer til et resultat, som er i åbenbar modsætning til Malthus’ lære, nemlig at et større antal mennesker på ethvert civilisationstrin kan producere en større sum af formue og derfor bedre kan tilfredsstille sine behov end et mindre antal kan. Tredje bog handler om lovene for formuefordelingen. Problemet for George er, at han har iagttaget, at arbejdslønnen ikke er steget i takt med det materielle fremskridt, og at dette ikke lader sig forklare ved hjælp af de gængse teorier. Det kan ikke være fordi tilvæksten i arbejdernes antal har en tendens til at dele den kapitalsum, som arbejdslønnen skal betales af i mindre og mindre dele, for han har i første bog påvist, at lønnen ikke bliver taget af kapitalen, men skaffes til veje ved arbejdet. Og gåden løses heller ikke ved at sige, at naturen yder mindre, fordi den stigende befolkning stiller større krav til den, thi i anden bog påvistes, at der på ethvert trin af fremskridtet finder en stadig tilvækst af produktionen sted for hver enkelt person.

George når frem til, at følgende formel gælder:
Produktet = jordrente + løn + kapitalrente

Da produktionen i 19. årh. er steget meget, og arbejdslønnen og kapitalrenten samtidig ikke er steget, slutter George, at det må være jordrenten, der har slugt hele det forøgede overskud. Begrebet jordrente, der stammer fra Ricardo, betegner den del af produktet, der tilfalder ejerne af jord eller andre naturfordele i kraft af deres ejendomsret og altså ikke er skabt ved jordejerens egen virksomhed. Det er nu vigtigt for George at få fastslået grundene til jordrentens stigning. Den traditionelle forklaring, der stammer fra Ricardo, anfører befolkningsforøgelsen som grund. George opererer i fjerde bog med tre vigtige faktorer, nemlig foruden befolkningsforøgelsen, som han. er enig med Ricardo spiller en rolle, fremskridtene i de produktive erhverv og spekulationen. Den sidste faktor anser George for den vigtigste. Han mener nu at have fundet grundårsagen til de industrielle kriser. Da jorden må være den oprindelige kilde til al formue, slutter han, at grunden til at arbejdet ikke kan tilfredsstille sine behov, er, at adgangen til jord er det nægtet. Når der i alle næringsgrene findes mennesker, som er villige til at arbejde, men ikke kan få lejlighed til at gøre det, må årsagen være, at arbejdet er afskåret fra jorden.

Efter således at have fundet ud af, at grunden til at arbejdslønnen stadig er tilbøjelig til at gå ned til et lavmål er, at jordrenten sluger hele stigningen, vender George sig mod en undersøgelse af, hvilke midler der kan modvirke denne tendens. Dette behandles i bøgerne seks til og med ni. Han finder ikke, at nogle af de sædvanlige midler er anvendelige; det middel, der bør anvendes, skal kunne fjerne årsagen til den påviste sammenhæng. Det eneste middel, han så finder anvendeligt, er, i stedet for den private ejendomsret til jorden at sætte den fælles ejendomsret. Rent praktisk foreslår han imidlertid hverken at købe eller konfiskere privatejendomsretten til jorden. De mennesker, som i forvejen har jorden, kan vedblive med at kalde den deres jord, de skal kunne købe, sælge, borttestamentere og arve den som hidtil. Man skal blot lade staten tilegne sig jordrenten ved beskatning. I formen ville ejendomsretten til jord forblive aldeles som tidligere. George mente, at jordens værdi i ethvert civiliseret land var tilstrækkelig til at dække alle offentlige udgifter, hvorfor han foreslog, at al anden beskatning ophævedes med undtagelse af skat på jordværdien.

George bruger megen plads på at redegøre for retfærdigheden af den foreslåede reform og uretfærdigheden af privat ejendomsret til jord, idet han indrømmer, at hvis privat ejendomsret til jord er retfærdig, så er det middel, han har foreslået, uanvendeligt. Han mener, at ejendomsretsbegrebet historisk set er opstået af menneskets ret til sig selv, til at nyde frugterne af sine egne anstrengelser. Der kan ikke gives nogen retmæssig besiddelsesgrund til noget, som ikke er afledt af producentens besiddelsesret, og når ikke­producenter i form af jordrente gør fordring på en del af den formue, som producenterne skaber, så er producenternes ret til frugterne af deres arbejde nægtet. At mennesker falder om og dør af sult midt i vor højeste civilisation, skyldes ikke naturens karrighed, men den fundamentale uretfærdighed, at nogle mennesker tilegner sig jorden som ejendom. I følge George kan man altså kun have ejendomsret til afkastet af sit arbejde, og går man ind på denne tankegang, kan ingen retmæssigt have ejendomsret til jord. Det gør ikke privatejendomsretten til jord mere retfærdig, at den har været praktiseret i århundreder. Karakteristisk for George er eksemplet med den rejsende, der stiger ind i en jernbanevogn; selvom han er den første, får han ikke derved ret til at brede sit tøj ud over alle siddepladser og tvinge de andre rejsende til at blive stående.

Ethvert krav om erstatning til de øjeblikkelige jordejere afvises af George. Det kan han gøre, fordi han mener, at de besidder jorden med urette. At opkøbe de personlige jordejendomsrettigheder ville blot være at give ejerne i en anden form en fordring af samme art og størrelse, som deres jordejendom nu giver dem.

Det er karakteristisk, at Georges lære udvikles på et etisk grundlag; han lægger afgørende vægt på, om reformen vil virke retfærdigt for samfundet som helhed. Han har ikke fremsat detaljerede forslag til en praktisk gennemførelse af reformen, hvilket gav tilhængerne et meget frit spillerum, men også åbnede mulighed for megen splid tilhængerne indbyrdes.

I overensstemmelse med ovenstående skal ved georgisme forstås den opfattelse, at den private jordejendomsbesiddelse er fattigdommens hovedårsag, og at lægemidlet er, at staten inddrager jordrenten i statskassen. Samtidig bør alle andre skatter afskaffes, da. de er et indgreb i ejendomsretten til det man selv har produceret.

Forudsætningen for den danske Henry George forenings dannelse

Det har vist sig, at George-bevægelsens historie i Danmark naturligt falder i tre hovedafsnit, (der bibeholdes som fremstillingens hovedinddeling). Sammenhængende er perioderne 1886-94, 1894-1902 og 1902-05. Den første periode er karakteriseret af en særdeles livlig aktivitet, både i form af debatter i aviser og tidsskrifter og i form af møder, desuden ses de første organisationsforsøg i denne periode. De strander endeligt i 1894.

Den næste periode indtil 1902 regnes normalt for en rolig overgangsperiode, hvor tankerne overvintrer hos nogle få, men hvor der ikke er særlig livlig aktivitet. Dette billede kan stort set bibeholdes, for i forhold til den foregående er den stille, men der ses dog aktiviteter blot på en lidt anden led end tidligere.

Sluttelig kommer bevægelsens gennembrud efter 1902, året hvor sjællandske husmænd tog tankerne på programmet, og hvor man fik held med at stifte den første George-forening.[4] Det er også i den henseende passende at slutte omkring 1905, idet fremstillingen netop kan få den store grotid midt i det 20. århundredes første årti med.

Georgismen introduceres 1886-1894

Georgismen introduceres i Danmark af den norske højskoleforstander Viggo Ullmann ved hans besøg på bl.a. Vestbirk, Mellerup og Vrå højskoler. Bevægelsen bevarer sin nære tilknytning til højskolen, idet det især er idealistisk sindede gårdmænd og højskolefolk, der fører tankerne frem. Geografisk er der også størst mødeaktivitet i egnene omkring de højskoler, hvor der evt. sidder en lærer, der går ind for georgismen, og i de områder, hvor Ullmann med sin tale havde vakt en del menneskers interesse for sagen. Mødeaktiviteten når dog slet ikke sådanne højder, at der kan tales om en folkebevægelse. Tankerne debatteres livligt i pressen, idet de i begyndelsen især føres frem i tidsskrifter, men i 1889 er blevet så alment kendte, at debatten føres over på avisplanet. Aktiviteten kulminerer i 1889 og 1890.

Et forsøg på at få dannet en forening i 1889 mislykkedes, idet resultatet blev “Nordisk forbund for Samfundsreform”, nærmest et løst kontaktorgan uden egentlig ledelse, og hvor medlemmerne ikke betalte kontingent. Det opløstes i 1894 og blev erstattet af George-foreningen, der sandsynligvis dør samme år, idet den overhovedet ikke har efterladt sig spor i kilderne.

De to ledende georgister er Jakob E. Lange og Fernando Linderberg. Der har været tilbøjelighed til at fremhæve Lange på Linderbergs bekostning, noget der nok stammer fra georgisternes uvilje mod Linderberg for dennes senere overgang til socialdemokratiet. Det synes dog uretfærdigt at glemme Linderbergs kolossale arbejdsindsats, spændende fra bogudgivelser, artikler i alskens blade til hyppige foredragsrejser, alt sammen i Georges tjeneste. Han har et væsentligt ansvar for mange jævne folks forståelse for georgismen, selvom det skal indrømmes, at Lange sagligt set var den bedste debattør fra georgistisk side i Danmark.

Fra tidligste tid har problemerne omkring en offentlig opkrævning af jordrenten været l) spørgsmålet om erstatning til jordejerne, og i tilknytning hertil 2) ejendomsretsbegrebet, samt 3) hvem der egentlig rammes af jordrenteopkrævningen.

Om det sidste emne svarer Jakob E. Lange i en artikel i Morgenbladet (1890) med følgende eksempel: En godsejer sidder med en del forpagtere, der svarer ham en afgift af 300 kr. pr. td. hartkorn. Når der nu pålignes en skat på 100 kr., kan godsejeren ikke i fremtiden få 400 kr. af sine forpagtere, for han fik allerede før alt, hvad jorden var værd “ingen vil give mere – ellers tog han det nok”. En jordværdiskat kan åbenbart ikke forøge efterspørgselen efter jord eller mindske udbuddet og altså ikke forrykke jordværdien. “Når staten således tager en del af jordværdien, kan jordejeren åbenbart ikke få den hele.” Tværtimod mener Lange, at megen jord, der nu ligger hen på spekulation, ville tvinges ind på markedet, således at jorden i almindelighed blev billigere. Han slår fast, at jordværdiskatten (grundskylden) må betales af jordejerne.

Fernando Linderberg skriver i Vort Landbrug (1888), at han ikke kan forstå, hvorledes en mand, der sysler med landbrugets forhold, kan tale om “vor heldige jordfordeling”. Han påstår, at storkapitalen sluger jordrentestigningen, og kun Georges reform, mener han, kan ændre dette. Han slutter på følgende måde: “Mangfoldige af de bønder, vi kalder selvejere … (er kun) hårdt betyngede fæstere under rigmænd og store pengeinstitutter. Lad os derfor tale lidt sagte om de her i landet så overordentlig gunstige sociale og økonomiske ejendomsforhold”.

Desuden var spørgsmålet om et praktisk reformforslag et emne, der optog debatten stærkt.

Fernando Linderberg havde allerede i 1889 fremsat et forslag, hvorefter skatten skulle lægges oven på jorden efterhånden som den nuværende prioritetsgæld afbetaltes. Han stillede udviklingen op i følgende fire punkter:

1) Afskaffelse af al beskyttelsestold og ophævelse af tolden på livsfornødenheder. 2) Afskaffelse af de indirekte skatter og indførelse af en direkte skat. 3) Den direkte skat skal lægges særlig på de virkelige jordejere. 4) Al skat lægges efterhånden over på jorden (agerjord, gruber, købstadsgrunde etc.).

Jakob E. Lange var imod fremsættelsen og ville overlade den praktiske udformning af et jordrenteforslag til rigsdagsmændene.

Georgisterne viser under hele debatten stor uvilje mod at deltage i en diskussion om praktiske problemer vedrørende Georges reform, og når der kommer sådanne udtalelser, er de som regel fremprovokeret af modstanderne. Deres indlæg er ofte præget af en udbredt teoretiseren, hvor de lægger megen vægt på den moralske side af sagen. Undertiden kan man endog støde på udtalelser, der kan minde om den frelsthed, man kan finde hos folk, der er grebet af en religiøs vækkelse, f. eks. når højskolelærer Valdemar Bennike, Vallekilde, siger om georgismen, at “som den eneste samfundsbetragtning, der er i pagt med de menneskelige og guddommelige sandheder, som hvert barn kan fatte, må dens regnestykke også nødvendig holde stik.” Man må vel give Valdemar Bennikes modstander, J. P. Kirk, ret, når han i denne forbindelse siger: “Det er ikke ridderligt således at forkætre anderledes tænkende … Sandheden er nok den, at ethvert økonomisk system har sin rod i samtiden.”

Nøgleordet i debatten fra 1888-94 var retfærdighed. Hvis ikke reformen var moralsk retfærdig for samfundet, var man villig til at give afkald på den. Georgisterne så det som deres vigtigste opgave at overbevise folk om reformens retfærdighed, derfor fik hele debatten det etiske præg, der kendetegner den i modsætning til den senere debat efter århundredskiftet.

Men efterhånden døde både mødeaktiviteten og debatten ud på landsplan, og man må give Jakob E. lange ret, når han betegner perioden fra 1894 til 1902 som en død periode for georgismen. Men der er alligevel sporet en stedvis aktivitet, der er i stand til at holde liv i tankerne, således at der findes en del georgister klar til at arbejde for sagen, da omstændighederne i 1902 gjorde det muligt at få oprettet en Henry George-forening. Især må bemærkes betydningen af, at tankerne vedligeholdtes hos en kreds af danske højskolefolk (jvf. planlagt artikel i Historie 1972, 2. halvbind, om Højskolen og georgismen).

De første resultater, 1902

Året 1902 er det mest epokegørende år i georgismens tidlige historie, idet det på samme år lykkedes først at få dannet en organisation i Henry George Foreningen, stiftet den 2. marts 1902, og dernæst, med den såkaldte “Køgeresolution”, vedtaget af de sjællandske husmænd den 9. november 1902, at få tankerne optaget på de sjællandske husmænds program og dermed bane vejen for den samlede husmandsbevægelses senere accept af tankerne. Æren for begge disse ting må tilfalde godsforvalter Sophus Berthelsen, Høng, der også uden diskussion må betegnes som georgisternes fører i de følgende år. Berthelsen er allerede fremme i slutningen af forrige periode, hvor han omkring århundredskiftet holder nogle vigtige foredrag, men det er først i 1902, han gør sit navn landskendt som georgistisk agitator. Han var født i 1864 og var altså jævnaldrende med Jakob E. Lange, men det er først i slutningen af 1890’erne han blev gjort bekendt med Georges tanker af landinspektør Chr. Weitemeyer, Svinninge. Han blev exam. jur. i 1883, men først sagfører i 1898. Det meste af sit liv levede han som godsforvalter flere steder på Sjælland, fra 1900 til 1917 i Høng, hvor der i 1931 blev rejst et æresminde for ham. Det, der kaldte Berthelsen frem som forkynder af grundskyldstanken, var skattelovskommissionens forberedelse af den skattereform, der kom i 1903, som Sophus Berthelsen blev en af de mest uforsonlige modstandere af.

Han karakteriseres af Lange som en “motorisk personlighed, journalistisk begavet… Hans argumentation virkede som rekylgeværsalver”. Men han indrømmer, at samarbejdet med Berthelsen ikke altid var let. “Hans indstilling var udpræget optimistisk … Han overvurderede stadig de politiske muligheder for at gennemføre reformer i stor stil, ville i tide og utide stille resolutioner og gøre så meget spektakel som mulig”. Historikeren Erik Rasmussen siger hertil, at det var en elskværdig måde at sige sandheden på, når Lange påstod, at samarbejdet med Berthelsen ikke var let. “Akterne vidner om, at han var dominerende og på en gang udfordrende i sin form og selv nærtagende”. I sin væremåde og sine stærke ønsker om en fast georgistisk organisation minder han således om Fernando Linderberg i den tidlige periode, blot er der den forskel, at organisationsforsøget faktisk lykkedes for Berthelsen. Også i hans kolossale arbejdskraft kan han minde om Linderberg, han er utrættelig i sin agitationsiver både som skribent og foredragsholder, og som den idealistiske mand han var, ydede han også George-bevægelsen økonomisk hjælp for eksempel ved i en årrække at uddele sit tidsskrift Ret til samtlige husmandsforeningsformænd. At han tillige på grund af sit egenrådige temperament undertiden var ved at sprænge Henry George Foreningen er en anden sag, der senere skal behandles.

Husmandsbevægelsen tager tankerne op

Baggrunden for at georgismen kunne vinde indpas i husmandskredse var, at husmandsbevægelsen omkring 1900 blev fast organiseret. Den første egentlige husmandsforening blev oprettet i Klim i Hanherred i september 1896. Der havde ganske vist siden 1883 eksisteret en forening ved navn Jysk Husmandsforening, men den var nærmest en slags selvhjælpsforening, hvorimod foreningen i Klim havde til opgave at afholde foredrag og udsprede landbrugsoplysning. Det næste skridt blev stiftelsen af Herfølge husmandsforening den 25. november 1900, som skulle blive den første med et mere socialt betonet formål. Inden for sin egen forening skulle husmanden have mulighed for at træne sig op til som samfundsborger at kunne sikre sig sin ret og øve indflydelse i det offentlige liv. På Fyn stiftedes den 8. april 1901 Fyns Husmandsforening ved et møde i Vissenbjerg. Foreningen begyndte med 32 medlemmer. Omtrent samtidig stiftedes i Salling den store husmandsforening Fremad af Carl Hansen, Vinde, medens Jørgen Nielsen, Viby, fik dannet en forening på Århusegnen. Ved et møde j Køge den 16. november 190l stiftedes Dansk Husmandsforening, hvor man forsøgte at samle husmændene på landsbasis. Det var dog et forhastet foretagende, som de nydannede organisationer endnu ikke var modne til, og landssammenslutningen smuldrede hurtigt hen og blev afløst af sammenslutninger på provinsbasis på et solidere grundlag. På Fyn havde man den 20. januar 1902 stiftet De fynske Husmænds landboforening, der hurtigt fik oprettet en del kredse på Fyn, og på Sjælland indbød Karl Hansen, Ankerstræde, repræsentanter for alle husmandsforeninger på Sjælland og Lolland-Falster til et sendemandsmøde i Køge den 9. november 1902, hvor De samvirkende sjællandske Husmandsforeninger blev stiftet med Karl Hansen som formand. Det var situationen, da Sophus Berthelsen på dette møde holdt sin berømte tale, der førte til vedtagelsen af den såkaldte “Køgeresolution”. Inden denne resolution omtales nærmere, skal det klargøres, hvorledes jordbunden for georgistiske tanker var blandt husmændene i 1902, idet en del i samtiden og også siden hen har villet påstå, at husmændene i virkeligheden ikke forstod, hvad de skrev under på, at det simpelt hen var “et trick af en dreven prokurator”. Også den georgistiske historiker Kr. Kolding har denne opfattelse, idet han siger, at “endnu 1902 anede kun få husmænd noget om Køge­resolutionen, og færre forstod dens betydning”. Det er efter min mening et for negativt syn på datidens husmænds oplysningstilstand. Til denne fremstilling er bl.a. undersøgt Holbæk Posten fra 1887-1905, og der har ikke været et eneste år, hvor georgismen ikke på en eller anden måde blev behandlet i avisen. Som regel havde Valdemar Bennike, Vallekilde, i løbet af et år et par artikler om georgismen, eller et af hans foredrag refereredes, og da Holbæk Posten var egnens største avis, må det formodes, at de faste holdere i årenes løb har fået et klart indtryk af, hvad georgisme var. Østsjællands Folkeblad er ikke undersøgt systematisk for hele perioden, men da redaktør Søren Svarre var meget socialt interesseret og i hvert fald senere beredvilligt lod georgisterne komme til orde, må det formodes, at de sjællandske husmænd var forholdsvis velorienterede om sagen gennem pressen, der ikke på Sjælland i samme grad som i Jylland blev domineret af agrarbevægelsen. Glemmes må det heller ikke, at en del af de tilstedeværende på mødet uden tvivl havde været på højskole, og f.eks. Vallekilde, hvor Valdemar Bennike var lærer, modtog et forholdsvist stort antal husmandsbørn. I denne forbindelse må sammenhængen mellem stort husmandsbesøg og højskoler med en georgistisk lærer erindres. På Askov var der f.eks. kun ganske enkelte husmandsbørn i en årgang. Endelig bør Sophus Berthelsens agitation mod skattelovene nævnes, idet han holdt foredrag herimod allerede i 190l, og Henry George Foreningens eksistens siden 2. marts 1902 må tages i betragtning. Blandt denne forenings stiftere var der enkelte husmænd.

Efter dette turde det være højst usandsynligt, at ikke størsteparten af de delegerede på en sendemandsmøde, hvor hver enkelt egn sendte sin udvalgte delegerede, ganske nøje har vidst, hvad georgismen var, og kun behøvede den impuls, som en veltalende Sophus Berthelsen var, til at tilslutte sig tankerne.

Også husmandsbevægelsens grundige historiker Fridlev Skrubbeltrang er af den opfattelse, at der i forvejen var stærke sympatier for grundskyldstanken hos en del af de tilstedeværende husmænd. Men den vigtigste grund til at husmændene tilslutter sig grundskyldstanken er dog nok, at der på afgørende politiske punkter var forudsætninger for et samarbejde mellem husmænd og georgister. Husmændene kunne nemlig kun være modstandere af den påtænkte ejendomsskyld, fordi den betød en forholdsvis tungere beskatning af de små brug end af de større, da de mindre landbrug gennemgående kunne opvise de største forbedringer og havde forholdsvis dyre bygninger, og de fleste var endvidere stærkt interesserede i at opnå den friest mulige adgang til jord til oprettelse af nye husmandsbrug. Det var Sophus Berthelsens fortjeneste, at han så og udnyttede disse muligheder.

Selve “Køgeresolutionen” foreligger trykt i sin fulde udstrækning flere steder, her skal kun gengives dens vigtigste indhold. Man begynder med at udtale, at da husmandsbruget har vist sig at være den fordelagtigste form for landbrug, bør husmandsklassens lige retsstilling med de øvrige borgere i landet fuldt ud anerkendes af lovgivningen. Man kræver ikke begunstigelser for sig selv ved skattelovgivningen, men forlanger tværtimod alle særrettigheder afskaffet, toldskatterne fjernet og frihandel indført. Desuden kræver man “at der til dækning af de offentlige fornødenheder opkræves skat på den jordværdi, som ikke skyldes enkeltmands arbejde, men som hidrører fra samfundets vækst og udvikling, og som særlig ophober sig i storbyerne og ufortjent tilflyder uvedkommende privatspekulanter, i stedet for at inddrages i statens og kommunens kasse; deslige byrder vil ikke tynge arbejdet, men tværtimod gøre jorden billigere og derved lette adgangen for hver mand til at få eget hjem.” Man slutter med at opfordre landets øvrige husmandsorganisationer til at slutte op omkring dette program og opfordrer de politiske partier, der ønsker husmændenes stemmer til at virke for disse kravs optagelse på programmet.

Det var et meget idealistisk program, som man vel næppe heller havde tænkt sig kunne gennemføres i den nærmeste fremtid. Men det er et betydningsfuldt politisk dokument, fordi en hel samfundsklasse her slutter op om et program, der ikke var klassebestemt i den forstand, at man krævede begunstigelser på andres bekostning.

Fridlev Skrubbeltrang tillægger ligeledes Køgeresolutionen stor betydning, fordi den trods alt viste sig at blive den fane, der bedst kunne samle husmændene om et socialpolitisk program, og det var for mange deltagere en begejstrende tanke, at dette socialøkonomiske program skulle samle husmændene til en samfundsbedrift, som ingen anden befolkningsdel ville kunne øve. Men det turde dog alligevel være noget af en overdrivelse, når georgisten F. Folke sidestiller den med den amerikanske frihedserklæring af 1776, thi “… begge er de først og fremmest udtryk for en livsanskuelse – og for samme livsanskuelse, for troen på, at vi er alle lige.” Sidestillingen forekommer urimelig, fordi Køgeresolutionen i realiteten kun var en lille dansk samfundsgruppes program, som ikke engang nogensinde helt blev gennemført politisk, selvom den dog har haft en fremtrædende plads i det radikale venstres program.

Det var heller ikke den samlede husmandsbevægelse, der enigt sluttede op omkring grundskyldsprincipperne, thi der var indenfor bevægelsen stærke brydninger mellem socialistiske og georgistiske anskuelser, selvom det efterhånden blev de sidste, der kom til at præge sendemandsmødernes resolutioner. I 1908 krævede de fynske husmandsforeninger således Køgeresolutionens grundsætninger gennemført, og selvom jyderne stadig var mere tilbageholdende, vedtog de samvirkende danske husmandsforeningers første landsstævne i Odense i 1910 en resolution af klar georgistisk tilsnit: “Folkets ret til fædrelandets jord befæstes og udvides. Da grundenes værdi såvel i by som på land skyldes samfundets liv og virksomhed, bør bestræbelserne gå i retning af at inddrage de samfundsskabte værdier til offentligt eje gennem en grundskyld”. Hermed havde Køgeresolutionens principper sejret og var nu den samlede danske husmandsbevægelses program.

Henry George foreningen dannes

Den 21. februar 1902 kunne man læse en annonce i Højskolebladet, hvorigennem Henry Georges venner blev indbudt til et møde søndag den 2. marts i København med dagsordenen: “Hvad kan der gøres nu for vor sag”. Annoncen var underskrevet af gårdejer Poul Nielsen, Karlshøj, godsforvalter S. Berthelsen, Høng, og lærer Valdemar Bennike, Vallekilde. Disse tre var sammen med husmand Chr. Olsen, St. Thorøje, og kasserer L. Jørgensen indbydere til mødet. Overraskende nok var det imidlertid ikke Sophus Berthelsen, der var den egentlige initiativtager til mødet, men derimod husmand Chr. Olsen, St. Thorøje. Dette støttes af både grosserer J. L. Bjørner og Chr. Olsens nabo, Niels P. Kristensen, der begge var til stede på mødet den 2. marts. Det var således ikke nogen tilfældighed, at indlederen var Chr. Olsen og ikke Berthelsen, der ellers holdt mødets hovedtale.

1. L. Bjørner har givet følgende stemningsfulde beskrivelse af “den regnvåde søndag” i marts, hvor han “fandt en snes mennesker samlet i et lille lokale i den nye studentersamfundsbygning … Indbydernes ordfører, en lille firskåren mand med Kristen Kold-skæg, var åbenbart lidt benovet ved situationen.

Der sad den statelige kaptajn Bennike i stram uniform og hans broder, højskolelæreren fra Vallekilde, Sophus Berthelsen, Høng, Jak. E. Lange, Grosen (husmand Jens Grosen, Egå) Tange fra Langeland, den senere højskolemand, højesteretssagfører Høgsbro, Fernando Linderberg m.fl., deriblandt nogle vildfarne rigsdagsmænd.

Så rejste den lille firskårne mand sig – det var Chr. Olsen – så op over forsamlingen og begyndte: …”

Efter at Chr. Olsen havde åbnet mødet, valgtes højesteretssagfører Svend Høgsbro, den senere trafikminister, til ordstyrer. Berthelsen holdt et foredrag, og efter en meget livlig forhandling stilledes der forslag fra indbyderne om oprettelse af en forening til fremme af jordværdibeskatningen, hvilket vedtoges enstemmigt, og 24 medlemmer indmeldte sig straks, sandsynligt hele forsamlingen.

For at vise foreningens art gengives her de foreløbige love, der blev vedtaget den 2. marts.

1) Foreningen, der søger tilslutning i alle politiske partier, har til formål at fremme en beskatning efter jordværdien på grundlag af Henry Georges tanker.

2) Formålet søges fremmet ved udbredelse af kendskab til jordværdibeskatningen gennem samarbejde med pressen, afholdelse af foredrag, udgivelse af skrifter og på anden måde.

3) Henvendelser til lovgivende og kommunale myndigheder kan vedtages ved medlemsmøder. Sådanne afholdes mindst 1 gang årligt og indkaldes af styrelsen. – Tyve medlemmer kan begære et medlemsmøde indkaldt.

4) Udenfor medlemsmødet ledes foreningens virksomhed af en styrelse på 5 medlemmer, der kan tilkalde indtil 4 andre.

5) Medlemsbidraget er l krone årligt forud.

Der er to ting, som er særlig karakteristiske ved dette program. For det første ses det, at foreningen fra starten stræbte efter at blive et upolitisk oplysningsselskab, hvis vigtigste mål skulle være at bringe oplysning om jordværdiskatten ud til menigmand. For det andet må man lægge mærke til, hvor lidt der egentlig står om medlemmernes forhold til foreningen. Dette stemmer overens med, at Signe Bjørner kan meddele, at det oprindeligt kun var meningen, at tilhængerne af Henry George skulle samles om oplysningsarbejdet og ikke agitere for tilslutning til foreningen. Denne havde stifterne for øvrigt kun ment skulle virke i kort tid, som aktstykkerne viser. Foreningen modtog imidlertid straks så mange nye medlemmer, at det endelige program, som det senere skal ses, blev temmelig forskelligt fra det oprindelige udkast.

På mødet den 2. marts valgte man endvidere bestyrelsen, hvilket gav det resultat, at Sophus Berthelsen, kasserer L. Jørgensen, Køge, Jakob E. Lange, mejeribestyrer Tange, Humble, og Valdemar Bennike fik flest stemmer, derefter fulgte Grønvald Nielsen, Vestbirk og Fernando Linderberg. Bestyrelsen kom til at bestå af de fem førstnævnte, som vedtog at supplere sig med Grønvald Nielsen, Jens Grosen, Egå og Chr. Olsen, St. Thorøje. Bortset fra Sophus Berthelsen og Chr. Olsen der begge først blev bekendt med georgismen i slutningen af 1890’erne, havde de øvrige alle været med i den første George-bevægelse i begyndelsen af 1890’erne. Formand blev Sophus Berthelsen, medens Jakob E. Lange blev kasserer.

H.G.-Foreningens virksomhed

Den 29. juni 1902 afholdtes bestyrelsesmøde i Odense, hvor kassereren Jakob E. Lange meddelte, at der til dato var indmeldt 135 medlemmer, samt at der var udtrykt ønske om muligheder for kredsdannelse indenfor foreningen. Dette godkendtes, og det besluttedes, at hvis 10 medlemmer kunne danne en lokalkreds, måtte denne beholde halvdelen af bidraget. Der var hermed opstået et behov for en nærmere fastlæggelse af disse kredses forhold til hovedforeningen. Der nedsattes derfor et lovudvalg bestående af Lange, Berthelsen og J. Andersen, Frederikshavn til forberedelse af nye love.

Ved foreningens første medlemsmøde den 14. september 1902 i Odense fremlagde Lange udvalgets lovforslag, der blev gennemgået og derefter vedtaget. Hvis man sammenligner de nu vedtagne love med de oprindelige, vil man se visse karakteristiske ændringer. Indholdet af punkt 1 svarer nøje til det oprindelige forslags punkt l og 2, men i punkt II kommer der noget nyt, idet dette afsnit udelukkende handler om medlemmernes og de nye kredses stilling. Det hedder:

“II: Som medlemmer af foreningen optages enhver mand eller kvinde, der vil medvirke til fremme af dens formål. Det årlige bidrag er mindst en krone. Er medlemsbidraget ikke indbetalt inden 1. maj, postopkræves det.

Når mindst 10 medlemmer slutter sig sammen til en stedlig kreds, indbetales kun 50 øre pr. medlem til hovedforeningen. Sådanne kredse vælger sig en formand, der leder det hjemlige arbejde for sagen, modtager og uddeler til medlemmerne alle sendinger og meddelelser fra hovedforeningen og indbetaler kredsens medlemsbidrag til denne.”

Det tredje og sidste punkt lyder:

“III: På det årlige medlemsstævne, der som regel afholdes i september måned, aflægges årsregnskab og redegøres for foreningens virksomhed. Endvidere skal bestyrelsen sammenkalde medlemsstævne, når mindst 20 medlemmer skriftligt kræver det og angiver forhandlingsemnet. Alle medlemsstævner sammenkaldes med mindst 14 dages varsel. Medlemsstævnet er øverste myndighed i alle foreningens anliggender. Udenfor medlemsstævnet ledes foreningens virksomhed af en bestyrelse, der består af 1) 9 medlemmer valgt af medlemsstævnet for to år (således at der skiftevis afgår 4 og 5 medlemmer) 2) Formændene for de stedlige kredse. Bestyrelsen fordeler arbejdet mellem sine medlemmer indbyrdes og vælger af sin midte et forretningsudvalg på 3 medlemmer.

Forretningsudvalget afgør de løbende forretninger og indkalder bestyrelsesmøde, når det finder anledning dertil – eller når mindst 4 af de øvrige bestyrelsesmedlemmer fremsætter ønske derom.”

Det mest karakteristiske heri er den store vægt, man nu lægger på at få lovfæstet de interne organisatoriske forhold mellem medlemmerne, kredsene og hovedledelsen. Fra i begyndelsen at være et ret løst oplysningsselskab, er det nu blevet til en fast organiseret forening. Man ser, at medlemmernes forhold i de nye love har fået en central placering, der blev åbnet dem mulighed for lokal aktivitet indenfor hovedforeningen, og man må lægge mærke til, at medlemsstævnet blev øverste myndighed i alle anliggender. Bestemmelsen om, at alle kredsformænd skulle have sæde i bestyrelsen, bevirkede dog, at denne efterhånden blev temmelig stor og uhåndterlig.

I det følgende skal det nu ses, hvilke arbejdsmetoder foreningen indenfor disse loves rammer praktiserede. Allerede ved medlemsstævnet den 14. september, hvor de nye love blev vedtaget, var der dannet 4 lokale kredse, nemlig i Spjelderup, Vallekilde, Sydlangeland og Ryslinge. Dette skulle blive en af foreningens vigtigste virkemåder. Den 13. september 1903 var der dannet 11 lokalforeninger med i alt 242 medlemmer, den 13. september 1904 var der 14 kredse med 320 medlemmer og den 2. marts 1905, tre år efter foreningens stiftelse, var der 24 kredse oprettede. At denne udvikling fortsatte, fremgår af, at foreningen umiddelbart før folketingsvalget i marts 1906 i alt havde 44 kredse.

Disse lokalforeninger virkede især ved afholdelse af foredrag, som dels arrangeredes i forening med hovedledelsen og dels på privat initiativ. Det første var det almindeligste, man henvendte sig til Jakob E. Lange med sit ønske, og denne søgte derefter at efterkomme dette ved at skaffe en af Henry George Foreningens talere. Da foredragsaktiviteten således i hovedsagen er registreret, kan man følge dens udbredelse og omfang. Det var dog ikke kun de lokale George-foreninger, der kunne få en foredragsholder ved henvendelse til Lange, men enhver interesseret organisation.

I perioden fra 2. marts 1902 til 2. september 1904 har Henry George Foreningen i alt arrangeret 76 foredrag, der fordeler sig geografisk på følgende måde:

København …10
Køge og Stevns … 10
Vestsjælland … 9
Holbæk-egnen … 7
Sydsjælland … 4
Falster og Møn … 3
Fyn. … 9
Langeland … 8
Horsens-egnen … 7
Jylland iøvrigt … 9

Det ses altså, at alene de 40 holdes på Sjælland. Bemærkes må det også, at Holbækegnen og Horsens-egnen tegner sig for hver 7 foredrag; man kan her se sammenhængen mellem den tidlige og sene

George-bevægelse, idet tankerne også var stærkt fremme i disse områder i slutningen af 1880’erne, og altså må have overlevet hos nogle.

Den flittigste foredragsholder har uden tvivl været Sophus Berthelsen. I foreningens protokol er optegnet 52 af de 76 holdte foredrag i denne periode, og selvom protokollen er ført af Berthelsen, og man må regne med, at alle hans egne foredrag er registreret medens de manglende sandsynligvis er holdt af andre, giver de dog et klart billede af tendensen. I perioden 9.2.-16.8. 1902 er optegnet 21 foredrag, hvoraf Berthelsen har holdt 15, Chr. Olsen, St. Thorøje 3, Lange 2 og Valdemar Beonnike l, men at listen ikke er fyldestgørende fremgår af, at Berthelsen på medlemsstævnet den 14. september meddeler, at han har holdt 19 foredrag. Ved bestyrelsesmødet den 13. april 1903 meddelte Berthelsen, at han i den mellemliggende tid havde holdt 26 foredrag, men listen i protokollen er her ufuldstændig. Alligevel giver tallene en antydning af, hvor stor en del af denne gren af foreningens agitationsarbejde Berthelsen påtog sig.

For perioden fra september 1904 – september 1905 kan man følge møderne i tidsskriftet RET. Der holdes i dette år 78 foredragsmøder. Der viser sig nu at være mere spredning i antallet af taler, Berthelsen tegner sig kun for de 8, Lange for de 6. Bemærkelsesværdigt er det, at Holger Kristiansen, der dette år var elev på Statens lærerkursus på Askov Højskole, holdt 9 foredrag, det samme gjorde lærer P. Thisted, Kirke Helsinge, inden han døde den 25. maj 1905, kun 46 år gammel.

Når det tillige fremgår af foreningens regnskaber, hvor enkelte foredragsholdere har skænket indtægten herfra til foreningen, at de her benyttede lister ikke er komplette, vidner det om en betydelig agitationsvirksomhed, udrettet af en forholdsvis lille kreds af mennesker.

Men der var en anden del af foreningens oplysningsarbejde, der var fuldt så vigtig, nemlig den skriftlige agitation, der ytrede sig dels igennem pjecer og dels igennem artikler til dagspressen. Det er ganske imponerende, at den nye forening i dens første 2½ år har kunnet udsende i alt 36 pjecer med et samlet sideantal på ca. 400 og i et antal af 53.000 eksemplarer. Også på dette område var formanden Sophus Berthelsen den absolut toneangivende, idet han alene skrev 22 af de 36 pjecer. Mange af dem var indlæg i dagens politiske debat, alene de 14 må siges at være indlæg i debatten om skattelovene, der blev gennemført i 1903.

I det samme tidsrum blev der skrevet over 100 avisartikler om grundværdiskatten af foreningens medlemmer. Foredragsmænd var her Sophus Berthelsen og lærer N. Kr. Laursen, Aale. Berthelsen skrev i perioden til flere forskellige aviser; der er til denne undersøgelse set 30 artikler fra hans hånd. N. Kr. Laursen skrev udelukkende i Horsens Dagblad, men gjorde det til gengæld flittigt; fra hans hånd er registreret 19 artikler fra 1902 til udgangen af 1904.

Denne aktivitet i form af avisartikler[5] var ingenlunde tilfældig, men var et led i foreningens arbejdsform. Hvis der fandtes en lokal avis, der tillod georgisterne at komme til orde, sørgede Henry George Foreningen for at få en lokal mand til jævnligt at skrive om sagen. At denne form for aktivitet var planlagt fra ledelsens side fremgår direkte af foreningens love (pkt. 1 “samarbejde med pressen”) samt deraf, at medlemmerne opfordredes til at indberette om skrevne artikler og anden aktivitet.

Agitation ved pjecer og avisartikler var de to vigtigste former i foreningens to første leveår, idet man ikke da havde midler til også at udgive et tidsskrift. Spørgsmålet var på tale allerede på bestyrelsesmødet den 29. juni 1902, men man blev enige om i stedet at satse på udgivelsen af særtryk og småskrifter. Næste gang, det blev rejst, var på bestyrelsesmødet den 13. april 1903; man blev da enige om, at sagen burde overvejes og behandles på det næste medlemsstævne, men her gik den ikke igennem, idet forsamlingen den 27. september 1903 vedtog at give sin fulde tilslutning til foreningens hidtidige virksomhed og ønskede denne fortsat i samme spor som hidtil. Bestyrelsen opgav dog ikke sine bestræbelser på at få et meddelelsesorgan. På bestyrelsesmødet den 15. maj 1904 vedtoges det enstemmigt at bemyndige Sophus Berthelsen til at forhandle med redaktør Niels Bransager om i sit nye blad Det frie ord at optage mindst en artikel i hvert nummer om Henry George eller en oplysende artikel om grundværdibeskatningen. I så fald kunne man gå ind på at tegne ca. 500 abonnenter på ugeskriftet for det næste kvartal til foreningens medlemmer. Det lykkedes tilsyneladende ikke for Berthelsen at få den ønskede aftale med Bransager, for den 24. september 1904 vedtog bestyrelsen med 6 stemmer mod 2 at indstille planerne om et medlemsblad. Imidlertid havde Sophus Berthelsen på eget initiativ besluttet at starte et tidsskrift, RET – Tidsskrift for mandsret og landsret, hvis første nummer kom i oktober 1904. Medlemsstævnet, der holdtes den 25. september 1904, dagen efter ovennævnte bestyrelsesmøde, vedtog nu at overlade det til bestyrelsen at forhandle med Berthelsen om abonnement på dette blad. Derefter lykkedes det endelig på bestyrelsesmødet den 17. oktober 1904 at få vedtaget, at foreningen skulle tegne abonnement for samtlige sine medlemmer på Berthelsens blad for de 5/4 år fra 1/10 1904 – 31/12 1904 i et antal af mindst 600 eksemplarer. Berthelsen skulle selv udsende bladet til samtlige medlemmer efter de medlemslister, som foreningen til enhver tid sendte ham. Eventuelle overskydende eksemplarer indtil 600 skulle sendes til Jakob E. Lange, sandsynligvis til propagandabrug. Berthelsen måtte forpligte sig til at udsende bladet regelmæssigt som månedsblad med mindst 8 sider tekst pr. måned og mindst 144 sider pr. år. Henry George Foreningen skulle kunne disponere over indtil 24 sider om året til foreningsmeddelelser. Bortset fra de første 2 numre stod disse meddelelser på de tre sidste omslagssider. Berthelsen blev endvidere forpligtet til, såfremt han efter det første års udgang ønskede at ophøre med bladet, at overlade dets videre udgivelse til Henry George Foreningen gratis. RET fungerede derefter som organ for Henry George Foreningen, indtil denne i 1910 oprettede medlemsbladet Den lige vej. [6]

Alt i alt kan det vel siges, at det var en yderst fordelagtig ordning for foreningen og til en rimelig pris (75 øre pr. år pr. medlem). Efter det første år havde RET da også et underskud på 800 kr., som imidlertid blev dækket ved private gaver. Det kan dog ikke nægtes, at bladet måske var mindre velegnet som foreningsorgan, på grund af det stærkt personlige præg Berthelsen satte på det; han skrev næsten selv alle artiklerne og kunne jo desuden bestemme, hvad bladet derudover skulle indeholde. Man savnede altså stadig et forum for fri meningsudveksling mellem medlemmerne, og derfor var RETs stilling heller ikke holdbar i det lange løb.

De hidtil nævnte arbejdsmåder har alle stort set sigtet på at udsprede oplysning om georgismen. Sluttelig skal nævnes en metode, der dels sigtede på at vække folks opmærksomhed for georgismen og dels søgte at øve en slags pression mod politikerne, nemlig de på denne tid af mange foreninger benyttede interpellationer til folketingskandidaterne. En stor del af diskussionstiden på vælgermøderne de sidste dage før valget gik som regel med, at politikerne måtte besvare disse henvendelser fra de mest forskelligartede organisationer. Værdien af interpellationerne var sikkert ringe, hvad angår chancerne for at afpresse kandidaterne et løfte inden valget; vigtigst for mange af organisationerne var at B. gjort folk opmærksomme på deres eksistens. Henry George Foreningen deltog også i valget i 1903 med en interpellation, men man havde ikke den lokale organisation tilstrækkelig udbygget til, at den kunne blive landsdækkende. Derfor kan man ikke tillægge denne aktion nogen særlig betydning. Indberetningerne til Berthelsen er bevarede og viser, at man kun fik kendskab til 41 kandidaters svar, sammenlignet med folketingsvalget i 1906, hvor man fik indberetning om 153 kandidaters svar, er resultatet ringe og kan ikke have betydet noget videre.

Foreningen. bevarede i de år, der falder indenfor denne fremstillings rammer, sit oprindelige præg af oplysningsselskab. Der kom ikke offentlige tilkendegivelser om at gøre foreningen politisk, men tanken har været fremme hos nogle enkelte. Således spørger Jens Johansen, Ladelund, allerede i juni 1903 Sophus Berthelsen, om man ikke burde lave et parti, som han foreslog, man skulle kalde “det sociale venstre”. Det er ikke sandsynligt, at han fik Berthelsen med på ideen, især ikke da det var Johansens opfattelse, at man måtte slå lidt af på Henry George og sætte sig et foreløbigt mål, som andre også kunne gå med til. Et sådant kompromis lå ikke for idealisten Berthelsen, og han tager ikke spørgsmålet op ved de næste bestyrelsesmøder.

Foreningens udbredelse og klientel

Henry George Foreningen startede i marts 1902 med 24 medlemmer. Halvandet år efter, den 2. september 1903, kunne man notere 407 medlemmer, den 2. september 1904 havde man 550 medlemmer. Dernæst har man i det følgende år en meget stærk tilvækst, idet medlemstallet den 2. september 1905 er blevet fordoblet til ca. 1100. Stigningen fortsætter det følgende år, således at medlemstallet i september 1906 er 1874, men derefter standser den kraftige stigning. I 1907 når man ganske vist op på 2057 medlemmer, men så synes toppen også at være nået, idet der i det næste år kun sker en stigning i medlemstallet i årene 1905-06, altså ved slutningen af det tidsrum, der her behandles. Der kan anføres flere grunde til, at den stærke stigning først kommer i slutningen af 1904 og i 1905. Det er nærliggende at give skattelovene fra 1903 og deres begyndende virkning skylden, og det er sikkert også til dels rigtigt, men man må være opmærksom på, at folk næppe går hen og bliver georgister blot fordi de er utilfredse med en bestående skattelov; der må en kraftig agitation til, og det er her interessant at bemærke, at den kraftigste stigning (fra 550-1100) netop sker i det første år af RETs eksistens. Det er tidligere nævnt hvorledes Berthelsen sendte sit blad ud til samtlige husmandskredse, desuden opfordrede han Henry George Foreningens medlemmer til at skaffe nye abonnenter til bladet eller selv bestille flere numre til uddeling i kredsene. Som den dybere liggende årsag til tilslutningen må således udråbes de især i husmandskredse meget upopulære skattelove i forbindelse med foreningens agitation især gennem tidsskriftet RET. “En af stifterne” skriver i anledning af foreningens fem års dag, at den væsentligste grund var, at foreningen søgte tilslutning hos mænd af alle politiske lejre. “Midt under det syndigste politiske partiherredømme vovede vor forening at holde sig klar af alle partier, som den endnu er det den dag i dag. Det er vor styrke. Og det standpunkt må aldrig opgives.” Det synes at være en noget tvivlsom påstand, snarere har denne stædige fastholden af de strengt georgistiske principper og den manglende vilje til at indgå et politisk kompromis været medvirkende til, at foreningen ikke kunne vinde indpas hos den store befolkningsgruppe, der ønskede at se praktiske resultater af et foreningsarbejde. Det var bl.a. denne neutrale, upolitiske holdning der fik Jens Johansen til overfor Berthelsen at foreslå dannelsen af “det sociale venstre”. “Det må ske snart, ti ellers æder socialisterne os alle op”. Hvor stor indflydelse Henry Georges tanker havde i befolkningen i 1905 kan ikke afgøres talmæssigt, men det er givet, at der var flere end de ca. 2000 organiserede georgister i landet. “En af stifterne” anslår, at der i 1907 er “mere end 20.000 mænd og kvinder, som takket være foreningens virksomhed nu er stærkt påvirkede af Henry Georges tanker.” Tallet synes grebet ud af luften og kan ikke tillægges nogen som helst værdi, men i betragtning af den store vægt de georgistiske principper fik i det radikale venstres program, har der sandsynligvis været mange, der var georgismen venligt sindet, men ikke ønskede at blive medlem af foreningen.

Der findes imidlertid en opgørelse over alle foreningens medlemmer, foretaget af rådstuearkivar Villads Christensen i 1906, da han var formand for Henry George Foreningen. Foreningen havde pr. 2. september 1906 1874 medlemmer der fordelte sig på følgende måde:

Husmænd og landhåndværkere … 322
Gårdmænd … 320
Boelsmænd og gårdbestyrere … 41
Lærere … 184
Præster … 49
Andre embedsmænd … 172
Handlende … 52
Mejeribestyrere … 44
Sagførere … 32
Læger … 21
Andre erhverv … 637

I alt 1874

Den sidste rubrik “andre erhverv” indeholder bl.a., hvad vi kan kalde liberale erhverv, idet Villads Christensen om denne gruppe siger, at den “fordeler sig på forskellige andre stillinger lige op til amtmand og minister.”

Det mest bemærkelsesværdige ved denne fordeling er, at gruppen arbejdere helt mangler. Der kan skjule sig enkelte under betegnelsen andre erhverv, men hvis antallet var nået op på f.eks. 20, må man formode, at han havde givet dem en særlig plads ligesom f.eks. lægerne.

Denne ejendommelighed ved den danske bevægelse har sandsynligvis sin årsag i det oplysningsarbejde de danske højskoler har udført blandt landbefolkningen, der på mange skoler ligefrem fik gennemgået georgismen. Under alle omstændigheder gjorde et højskoleophold eleverne mere modtagelige for nye ideer, en chance byarbejderne ikke fik.

Dertil kommer den dominerende stilling, småbruget var ved at indtage i Danmark i disse år. En jordværdiskat vil nemlig i de fleste tilfælde betyde en skattelettelse for de små jordbrugere, hvor jordens værdi kun udgør en ringe del af den samlede ejendomsværdi, og hvor der drives en ret intensiv dyrkningsmåde, medens jordværdiskatten ville blive en større byrde for de store jordejere, som får ringere afkastning pr. ha. jord end husmanden.

Da jordværdiskatten tillige skulle gøre jorden billigere og derigennem lettere tilgængelig for de mindre bemidlede husmænd og landarbejdere, er det i virkeligheden meget naturligt, at de politisk vågne sluttede sig til georgismens program.

Den senere svenske forlagsboghandler (Natur och Kultur) Johan Hansson diskuterede dette med nogle husmænd i Henry George Foreningen i 1905. Da han gjorde gældende, at deres ejendomme ved indførelse af en jordværdiskat ville miste en del af deres salgsværdi, svarede de, at de ikke havde nogen interesse som jordejere, men blot som jordbrugere. Fik de mindre for deres ejendomme kunne de også købe en anden billigere end forud, og de som ikke havde tilstrækkelig jord kunne lettere skaffe sig mere. Det er rimeligvis sådanne tanker, der lå bag mange husmænds stilling til georgismen, og den bunder igen i vore samfundsforhold med de forholdsvis mange småbrug som ikke genfindes hverken i England eller Tyskland og da slet ikke i USA.

Krise i Henry George Foreningen i 1905

I 1905 kom det til to meget alvorlige kriser i Henry George Foreningen, som truede med at sprænge foreningen i flere grupper. Anledningen til den første krise var forberedelserne til dannelsen af det radikale venstre. I januar 1905 skete der på rigsdagen et brud indenfor Venstrereformpartiet, ledet af den såkaldte radikale klub, der under P. Munchs og Ove Rodes ledelse i årene 1903-05 havde opsamlet en del af de utilfredse venstremænd. De første programudkast begyndelsen af 1905 indeholdt skatteforslag, der var tydeligt georgistisk inspirerede, men da den radikale klub på et møde i restaurant Wivel den 20. februar vedtog sin fulde tilslutning til de udbrudte folketingsmænd, “Folketingets Venstre”, stødte man på stærk modstand fra Sophus Berthelsens side, idet han ikke havde tiltro til disse venstremænd. Han kastede sig derefter ud i en energisk bekæmpelse af Folketingets Venstre, som ikke billigedes af de to øvrige folk i Henry George Foreningens forretningsudvalg, Jacob E. Lange og bygmester J. Andersen, Frederikshavn. Den sidste tog endog aktiv del i dannelsen af Det radikale Venstre. Allerede i januar 1905 havde der i forretningsudvalget været strid om ledelsen af foreningen, hvad der fik Lange til i et brev til J. Andersen den 23/1 at udtale: “Berthelsens stejle holdning har overbevist mig om, at når han ikke engang i en så ringe sag kan formå sig til at finde sig i vor afgørelse, vil intet virkeligt samarbejde kunne tilvejebringes, men forretningsudvalget blive enten et hjemsted for endeløse og resultatløse forhandlinger eller et overflødigt skjul for formandens eneråde.” I februar måned blev konflikten skærpet, da Berthelsen ville have indkaldt til et medlemsmøde for at lægge pres på Den radikale Klubs forhandlinger, men det lykkedes ham ikke. Det næste skridt var, at han forlangte, at Henry George Foreningen skulle repræsenteres på det planlagte møde i Odense den 20. og 21. maj, hvor det nye parti skulle stiftes, og derfor ville han indkalde til medlemsstævne samme sted dagen før for at organisere en samlet georgistisk optræden, så de enten derved kunne få medbestemmende indflydelse på partiets program eller om nødvendigt befordre dets sprængning i starten. I forretningsudvalget gik både Lange og J. Andersen imidlertid imod denne plan, idet de holdt på, at foreningen måtte indtage samme neutrale holdning til det nye parti som til de øvrige politiske partier, hvis ikke foreningen ville risikere at sprænge sig selv. De forhindrede derfor både afholdelse af medlemsstævnet og et bestyrelsesmøde før Odensemødet. Berthelsen måtte derfor lakonisk meddele i sit tidsskrift RET at “foreningens forretningsudvalg har, efter hvad vi erfarer, opgivet at afholde noget medlemsstævne i Odense, forud for det såkaldte “landsmøde”. H.G.-Foreningen vil følgelig ikke lade sig repræsentere ved Odensemødet, og dens formand altså ikke deltage i mødet.”

Det var især Lange, der havde ført ordet under “den ofte pinlige forhandling med Berthelsen”, og samarbejdet i forretningsudvalget herefter var på det nærmeste umuliggjort. Betegnende for situationens alvorlige karakter er det, at Berthelsen overhovedet ikke har ført forhandlingsprotokollen mellem den 17. oktober 1904 og den 24. september 1905.

Berthelsen fortsatte efter Det radikale Venstres dannelse egenrådigt sine angreb på partiet, hvilket fik Zahle til at appellere til bl.a. J. Andersen om at formå Berthelsen til at standse disse “skadelige og umotiverede angreb”, men Andersen kunne kun skrive til ham: “Berthelsen er så uheldig som vel muligt også for georgisterne selv … Ingen har indflydelse på ham, han tager intet hensyn, han er en syg mand.”

Berthelsen havde her vist sig fra sin mest enerådende og udiplomatiske side og havde dermed i praksis sat forretningsudvalget ud af spillet. Den næste krise i foreningen hænger nøje sammen hermed, idet Berthelsen i den følgende tid handler helt udenom forretningsudvalget.

Pludselig i juli 1905 meddeler Berthelsen RETs læsere under foreningsmeddelelserne, at Henry George Foreningen trænger til nye love, således at den bliver bedre egnet til at virke udadtil. For at give medlemmerne lejlighed til i tide at tage stilling dertil, fremsætter han et forslag i RET og opfordrer samtlige foreningens medlemmer til straks at foretage en prøveafstemning om forslaget, til hvilket formål han allerede med det samme nummer har medsendt et brevkort. Forslaget gik bl.a. ud på at forandre foreningens navn, at forhøje årsbidragene samt at indføre nye valgregler, men det, der udløser krisen, er egentlig ikke indholdet af forslaget, selvom det også var uacceptabelt for mange, men mere måden det blev fremsat på uden tilstrækkeligt at gøre opmærksom på, at det var en handling foretaget af Berthelsen personligt uden forretningsudvalgets billigelse, hvilket ikke fremgik af artiklen, og da slet ikke af den plads den havde fået under foreningsmeddelelser.

Lange og J. Andersen skred da øjeblikkelig til handling, idet de udsendte et brev til samtlige kredsformænd, hvori de tog afstand fra Berthelsens handlemåde og fralagde sig ethvert medansvar. “Vi kan kun beklage, at disse vidtgående skridt er foretagne uden forretningsudvalgets vidende”. Man opfordrede medlemmerne til at undlade at deltage i prøveafstemningen, idet de “anså det for lidet sømmeligt forinden de i fjor vedtagne love har været prøvede i praksis, at fremsætte forslag til deres totale omkalfatring”. Man sluttede med at beklage, at man måtte komme med denne redegørelse ad ekstraordinær vej. “Men vi mener ikke, så længe vi som medlemmer af forretningsudvalget er medansvarlige for foreningens ledelse, at kunne forholde os tavse ved denne lejlighed, hvor betydningsfulde afgørelser for foreningens fremtidige eksistens er blevne foregrebne.” Brevet er dateret 3/8. 1905 og underskrevet af J. Andersen og Jakob E. Lange. Dette brev blev udsendt til Berthelsens “største forbavselse”, men selvom han selv den 27. august sendte en imødegåelse til kredsformændene, har det første brev åbenbart gjort sin virkning, idet mange havde undladt at besvare spørgsmålene; fristen blev derfor udsat til 15. september, men uden at Berthelsen opnåede det store resultat.

Berthelsens forsøg på at styre foreningen alene var ikke lykkedes, men ethvert samarbejde med det eksisterende forretningsudvalg var umuliggjort. På bestyrelsesmødet på jernbanehotellet i København den 24. september 1905 forsøgte Berthelsen da at få sine beføjelser udvidede, idet han foreslog følgende resolution: “Bestyrelsen beklager den stedfundne konflikt i forretningsudvalget og udtaler, at forretningsudvalget bør ophæves, at formanden bør gives dispositionsfrihed indenfor de af bestyrelsen forud givne grænser, og at formanden bør have ret til når som helst at sammenkalde bestyrelsen”. Dette forslag, der ville have givet Berthelsen næsten enevældig magt, blev afværget, ved at en kreds uden forretningsudvalgets medvirken foreslog: “Den nu stedfundne meningsudveksling tages til efterretning, og opfordres alle de på valg stående bestyrelsesmedlemmer til at modtage genvalg, hvorhos Rasmussen og Tange indvælges i forretningsudvalget sammen med Berthelsen.” Denne udtalelse vedtoges, selvom Berthelsen meddelte, at han ikke kunne godkende resolutionen som en tilfredsstillende løsning. Da det imidlertid senere på mødet lykkedes ham, ved at sætte sin stilling ind for vedtagelsen af frivalgretsindførelse, at få dette godkendt, indvilligede han i at fortsætte som formand med Ole Rasmussen, Gåbense, og Kr. Kristensen Tange som kollegaer i forretningsudvalget.

Hermed var foreningens fortsatte eksistens sikret, men konflikten havde åbenbaret, at hvor stor en arbejdskraft Berthelsen end var, og hvor effektiv en folkelig agitator han end var, så manglede han totalt evnen til samarbejde og til at indgå kompromis i kritiske situationer. I stedet for at hele ledelsen kunne samarbejde om at udsprede de georgistiske tanker, måtte de mere besindige, deriblandt Lange, hele tiden koncentrere sig om at tøjle Berthelsens reformiver, der ofte var helt uden realitetssans.

Debatten 1902-05

Det karakteristiske ved den tidlige georgistiske debat var dens udtalt etiske præg. Den debat, der føres efter århundredskiftet, fører dels denne linie videre, men bringer tillige i stadig højere grad de praktiske og politiske spørgsmål ind i argumentationen.

Sophus Berthelsen må betegnes som den absolut flittigste skribent i denne periode. Han skrev engang følgende om dette emne: “For en ledende politiker er det måske tale hen i det blå at sætte politiske spørgsmåls godhed på en ren etisk prøve, og for en moderne bladmand savner det mulig aktuel interesse, hvorledes folket deltog i lovgivningen på Mose tid. Men er man derfor vis på, at det går tænkende lægmænd ligeså?” (Holbæk Posten, 1902, 20. juni).

For georgisterne ser det stadig ud til at være afgørende at få folk overbevist om reformens moralske retfærdighed, hvorfor der er en mængde argumenter, der går igen fra den første store debat; disse skal derfor kun omtales kort, i denne forbindelse. Helt afgørende bliver dog georgisterne draget ind i den politiske debat med de planlagte skattelove i 1903, som der føres en særdeles heftig kampagne imod.

Et af de vigtigste problemer i den tidlige debat var, om man skulle yde erstatning til jordejerne ved reformens indførelse. Også dette diskuterer man stadig ofte efter århundredskiftet. Anders Kr. Larsen har således den opfattelse, at det er en helt ny retsbetragtning, man indfører ved ikke at give erstatning, og han er overbevist om at den danske bondestand vil nægte at godkende denne moral. Pseudonymet c.o. kan gå med til at gennemføre reformen uden erstatning, hvis indførelsestiden strækker sig over 20 år eller mere, medens E-V. vender problemstillingen på hovedet og siger, at den del af den danske jord, som endnu er samfundseje kan ikke overgå til personlig eje uden erstatning til dem, der ingen jord har. Den klassiske georgistiske forklaring, at jordejerne får tilstrækkelig erstatning ved at de slipper for de nuværende skatter, afvises tilsyneladende korrekt af “en stevnsbo” med, at det er en fordel som de må dele med alle andre medborgere. Det var virkelig fundamentalt for datidens georgister at få afvist ethvert krav om erstatning, hvilket bl.a. ses af, at Berthelsen i 1908 sågar udfoldede stærke bestræbelser for at hindre højskoleforstander H. C. Nielsen-Svinning i at tale ved foreningens møder fordi Nielsen-Svinning mente, at der burde ydes grundejerne erstatning.

Spørgsmålet om reformens retfærdighed diskuterer man naturligvis også. I Højskolebladet har J. Jensen­Sønderup og Valdemar Bennike en kort polemik om dette emne. Jensen-Sønderup har den opfattelse, at den beskatningsform som flertallet af skatteydere finder sig bedst tilfreds med under de givne forhold også for øjeblikket er den eneste retfærdige og naturlige beskatningsmåde uden hensyn til, hvad teoretikerne påstår, men Valdemar Bennike er meget uenig heri. Flertallet bør ganske rigtigt kunne bestemme, hvordan der lovgives og styres, men at retfærdigheden derved nødvendigvis sker fyldest, benægter han. Pastor E. Koch udtrykker det samme i mere agitatorisk form med ordene: “Hvad, der er ret, er ret enten så døgnets “praktiske politik” vil tage hensyn til det eller ej … Det er en selvmodsigelse at sige: Fader vor! og derefter sige: Min jord!”

Der skrives naturligvis også en mængde teoretiske artikler, der blot giver en fremstilling af Georges reform. Der er imidlertid ingen særlig grund til at komme nærmere ind på disse, da de ikke indeholder noget nyt. Nævnes skal især frk. H. Thaarups seks artikler i Østsjællands Folkeblad fra 14. oktober – 8. november 1903. Detaljerede planer for reformens praktiske gennemførelse ses stadig sjældent, og de få gange de forekommer, er det som regel en variant af Michael Flürscheims allerede nævnte forslag.

Men vigtigst i debatten, og det næsten hele den georgistiske agitation er bygget op omkring, er angrebene på skattelovene fra 1903. De havde været meget længe undervejs, idet deres første spire var et resultat af en betænkning udgivet af skattekommissionen i 1899. De lovforslag, som finansminister Hage i november 1901 forelagde, byggede videre på kommissionens forslag, idet de dog indeholdt det nye begreb “ejendomsskyld”, der var blevet tilført skattelovsdebatten i landstinget. Det var især denne skat, der skulle beregnes efter både jord og bygninger, der faldt georgisterne for brystet, og fra georgistisk side førtes kampagnen næsten udelukkende, men med stor slagkraft herpå af Sophus Berthelsen.

Udover angrebene på skattelovene fører man også på andre områder agitationen stedse mere ind på praktiske eksempler og her er det først og fremmest jernbanerne og havnene, der må holde for. Esbjerg havn var et godt eksempel for georgisterne til at vise rimeligheden af deres forslag, men modstanderne kunne jo i dette tilfælde med rette fremhæve, at en ekspropriation kunne have gjort den samme virkning. Det mest benyttede praktiske eksempel var jordprisstigningerne omkring jernbanerne. Berthelsen havde i en pjece fra 1903, Om jærnbaners økonomi, agitatorisk hævdet, at taksterne ikke burde opkræves på stationerne, men af jorden omkring stationerne, og meningen var naturligvis, at jordejerne langs banen skulle indbetale den fordel, de høstede ved banens anlæggelse, til statskassen.

Georgisterne inddrog også konkrete eksempler i argumentationen, som f.eks. Berthelsens benyttelse af Slangerupbanens anlæggelse. Han påviste, at ca. 16 td. land, der før banens komme ansattes til 16.000 kr., allerede da der blev sikkerhed for banens anlæggelse, steg op til godt 70.000 kr., eller over 400 %. Og da det jo var penge, som de pågældende ejere havde opnået uden at yde noget selvstændigt derfor, var disse og lignende eksempler velegnede til at propagandere for indførelsen af jordrenteskatten. Det er da også karakteristisk for debatten efter århundredskiftet, at de georgistiske argumenter i højere grad end tidligere var aktuelt betonede, og skattelovene og jernbanerne indtog førstepladsen, men der er stadig bemærkelsesværdigt mange artikler, der bevæger sig på det rent teoretiske plan uden øje for forholdene i datidens Danmark.

Georgismens stilling i Danmark i 1905

Det vil være rimeligt at stille spørgsmålet, hvilken stilling georgismen indtog i 1905, der kan begrunde, at denne skildring slutter netop dette år. Der er flere faktorer, der gør sig gældende, men først skal det understreges, at den kampsituation, georgismen befandt sig i til visse højskoler, nu var ophævet, tankerne opfattedes åbenbart ikke mere som så revolutionære, selv Askov højskole lukkede georgismen ind. Interessen for georgismen blandt højskoleelever synes stadig stor, hvilket navnlig ses af de “folketingsvalg” man omkring 1905 begyndte at holde blandt eleverne på højskolerne. Det første valg på Askov højskole holdtes i 1905-06 og var især bemærkelsesværdigt fordi georgisterne opstillede deres egen liste med den senere minister Bertel Dahlgaard som spidskandidat. Han opstillede også næste år og fik begge gange stor andel af stemmerne, hvad der fik mange til skammeligt at påstå, at han købte pigernes stemmer for napoleonskager! Tallene for året 1908, hvor man ikke kan give personen Bertel Dahlgaard skylden for georgisterne andel i stemmerne, efter som han var rejst fra skolen, er imidlertid lige så bemærkelsesværdige: Venstre 90, Georgisterne 63, Socialdemokraterne 42, Radikale 31 og højre 14. Det ses altså, at georgismen omkring 1905 havde så stærkt tag i højskoleungdommen, at tankerne også vandt indpas på Askov højskole, hvorefter man kan regne med, at de var accepterede også af den øvrige højskoleverden.

Den vigtigste georgistiske begivenhed i 1905, der gør, at man kan tale om dette år som et endepunkt i georgismens tidlige historie, er imidlertid dannelsen af Det radikale Venstre på Odensemødet den 21. maj 1905. Det var første gang de georgistiske ideer fæstnedes i et politisk partis program, selvom stærke brydninger bevirkede, at formuleringen blev så vag som: “Når offentlige foranstaltninger medfører en stigning af grundværdien, sikres der kommune og stat andel i værdistigningen.” Imidlertid var der stærk optimisme i georgistiske kredse, idet man på Odense­mødet havde vist en sådan styrke, at man forventede, at det nye parti næppe ville kunne undgå at tage hensyn til dem i det kommende arbejde, hvilket også viste sig at holde stik.

Dette i forbindelse med Henry George Foreningens vækst omkring 1905 gør, at man kan sige, at georgisterne dette år havde konsolideret deres stilling på en mere afgørende måde end hidtil. Det er fundet passende at standse denne skildring her, hvor georgisterne for første gang havde fået muligheden for at få en vis politisk indflydelse og derfor skulle til at arbejde på en anden måde end tidligere. Et vendepunkt, der yderligere understregedes med Langes udsendelse af en ny oversættelse af Fremskridt og Fattigdom samme år, til erstatning af Ullmanns oversættelse fra 1886. Den første epoke i georgismens historie var hermed forbi.

[1] Dansk udgave Fremskridt og fattigdom / pma
[2] Dansk udgave Beskyttelse eller frihandel / pma)
[3] Dansk udgave Arbejdets kår / pma
[4] Der var en Henry George Forening tidligere: Citat: “I to år var nu spørgsmålet blevet gennemdrøftet i aviser og ugeblade, og tiden syntes at være kommet til at gøre et første forsøg på at føre tanken ud i livet, ind i den praktiske politik. Den 13. oktober 1889 samledes en lille kreds af meningsfæller i Odense, og den første danske Henry George Forening blev stiftet.” Se: Den første HG Bevægelse og – slut i 1892: Af Henry George Foreningens historie / pma
[5] På Bibliotek1 findes stort arkiv med avisudklip af Berthelsen artikler. /pma
[6] Hvad med Henry George Bladet – Socialpolitisk Ugeblad fra 1906? /pma