af Holger Hjelholt
fra Grundskyld, nr 2, 1967

I Grundskyld nr. 1, 1967 har Aage Christiansen i anledning af hundredåret for Severin Christensens fødsel givet et “rids” af (hans) filosofiske tanker og fortsætter i dette nummer, side 67, med en omtale af værket Retsstaten. – I tilslutning hertil vil jeg minde om, at det er 50 år siden, at tidsskriftet Retsstaten, der ganske vist kun fik en kort levetid (4 år), startede med ham som ansvarshavende redaktør, og at “Retsdemokratisk Forbund” sidst på året 1916 var blevet dannet efter en tilskyndelse af ham i en artikel i dagbladet Hovedstaden. Navnet Retsdemokratisk Forbund svarer til navnet på den svenske georgistiske forening: Förbundet for rättdemokrati.

Retsdemokratisk Forbund fik samme levetid som tidsskriftet. Det opløstes i oktober 1920, bl.a, med den begrundelse, at de ideer, det havde virket for, havde vundet “en sådan tilslutning, at en ny og større sammenslutning “Retsforbundet” har dannet sig med det formål at føre dem ud i praktisk politik … “. I et brev et tiår efter Retsstatens start skriver Sev. Chr. om de nu snart historiske dage, da vor “lille tapre flok” startede Retsdemokratisk Forbund, Opfordringen til at indmelde sig i forbundet talte 16 underskrivere – sammen med Severin Christensen hans nære ven Axel Dam, desuden bl.a. C. Lambek, Vald. Harsløf, Peder C. Pedersen, professorinde Charlotte Starcke. – Af de mænd, der støttede den nye bevægelse, vil jeg nævne lægen og skribenten Frode Sadolin på grund af hans motivering: “Politik var for mig et moralsk problem, når moral ikke tages som tidens og stedets sædvaner, men som tilknytning til livslovene. Og det var først, da retsmoralen havde fået form og lå som fundament for den danske tankebygning Retsstaten, at jeg fik fast og varigt politisk fodfæste”.

Det er rigtigt af Aage Christiansen at gøre opmærksom på Sev. Chr.s livsfilosofiske arbejder. Hans interesse for mennesker og menneskelige ting strakte sig, som det hedder i et brev, videre “end til den lille snævre ide, der hedder Retsstaten. Blandt andet af den grund har jeg aldrig kunnet gå ud som agitator. – Jeg synes ikke, man hele sit liv kan rejse rundt og fortælle folk, at 2 x 2 = 4. Og andet er jo retsstatsideen ikke”. Heldigvis, har man lov at sige, var Axel Dam villig til, når der kaldtes på ham, at foretage disse rundrejser med nævnte program (og tænk også på navnet Starcke, fader og søn). Vigtigheden heraf synes ikke i de halvt­hundrede år siden at være blevet mindre.

Tidsskriftet Retsstaten indeholder mange værdifulde artikler af dets ansvarshavende redaktør; men efter to år frabad han sig bestemt dette hverv, som han fandt uforeneligt med sin krævende praktiske virksomhed som kommunelæge på Nørrebro. – Han forblev som medredaktør, men årgangene 1919-20 har C. Lambek som ansvarshavende. Endvidere fik Retsstaten undertitlen “Nordisk Tidsskrift for Retsdemokratisk Politik” samt en norsk og svensk medredaktion.

En nutids gennemsnitsdansker, der fik den ide at blade Retsstatens årgange igennem, ville tit studse over indholdet og ryste på hovedet ad f.eks. en overskrift som denne: “Så lidt stat som muligt”. I det forløbne halvthundrede år har den opfattelse som en smitsom syge bredt sig, at alt hvad et enkelt individ interesserer sig for, er staten forpligtet til at understøtte. Som en højskolelærer engang sagde: “Naturligvis skal grundskylden inddrages af staten, men denne bør påtage sig flere og flere opgaver! Samler en mand på tændstikæsker, har staten pligt at støtte og eventuelt oprette museum herfor. Finder man at der skal laves statistik over alle rødhårede, må Statistisk Departement tage affære. Og er det ikke en statsopgave at give billige rejser, så marstalboere og thyboere lettere kommer i forbindelse med hinanden, lærer hinanden at kende, hvorved rigets forskellige dele bedre knyttes sammen. Forfattere, der i forvejen tjener rigeligt til føden ved brug af uhøviske ord eller pornografi, må optages blandt de “statsstøttede”, og i “kulturcentre” bør der gøres propaganda for at fremme kendskab til maler- og billedhuggerarbejder, som vore alt for “træge” og “normale” hjerner opfatter som “kejserens nye klæder”.

Titlen “Så lidt stat som mulig” er et paradoks, men tillige en kraftig opfordring til en stærk begrænsning af statsopgavernes rivende vækst. Også i en Retsstat bliver der selvfølgelig væsentlige opgaver for en stat at tage sig af; for resten tror jeg ikke, at retsstat og velfærdsstat er diametral modsatte begreber. Mon det ikke er mest tjenligt for folks “velfærd”, at vi, så vidt gørligt lader hinanden i fred, undlader at pånøde hinanden et livsmønster, der evt. kun passer for en selv? – For os georgister løser, synes jeg, en begrænsning af statsopgaverne noget af problemet: “Kan grundskylden dække alle statsudgifter?”

Medens det var en nærliggende opgave, da folk fra Retsdemokratisk Forbund var med til gennem “Vælgerforeningen af 1918” at ville påvirke københavnsk kommunalpolitik, var det mere højtflyvende ideer, der fik os til – sammen med svenske meningsfæller – fra Helsingborg den 5. august 1917 at udsende en indbydelse til “tilhængere af en retsdemokratisk samfundsorden” sammen med et “alment program for det retsdemokratiske verdensforbund. Henvendelser fra tilhængerne udeblev, og heller ikke havde vi de fornødne agitatorer. Baggrunden for dette forsøg – som for adskillige andre frugtesløse, der gjordes i den 1. verdenskrigs næstsidste år – var den morderiske krig og håbet om, at denne virkelig var den sidste, og at retfærdighed måtte blive rådende staterne imellem som i de enkelte stater.

De senere årtier har betydet tilbagegang for retsstatsideerne. Men Severin Christensen havde den glæde før sin død i januar 1933 at se dem politisk i fremgang. Et par måneder før døden indtraf, skrev han: “De har forhåbentlig glædet Dem med os over den gode tilslutning ved valgene (valget 16. november 1932, hvor Retsforbundet fik 4 mandater). Vi må prise alle de gode demagoger, vi nu har rundt i landet. Vi kunne jo også prise de andres fatale dumhed, hvis den ikke var så skæbnesvanger for os alle – – -“.

Den svenske fremragende forlagsleder Johan Hansson (forlaget “Natur och Kultur”), der nu er sidst i 80’erne, har gennem sit lange liv været en utrættelig forkæmper for georgisme og retsmoral. Han stod Severin Christensen nær og har ofret en hel del for udbredelsen af dennes ideer også i Sverige. Som et enkelt eksempel herpå fra de allerseneste år skal jeg nævne, at da det store norske tre­bindsværk Vestens Tenkere (redigeret af Eiliv Skard og A. H. Vinsnes, 1962) blev oversat til svensk og udkom hos Natur och Kultur, sørgede Johan Hansson for, at det blev suppleret med en afhandling om “Rättsmoralen”. Den er skrevet af danskeren, professor Søren Holm og giver en god redegørelse for de ideer, som han finder opstod ved et vist samarbejde mellem flere åndeligt beslægtede mænd: C. N. Starcke, C. Lambek, Axel Dam og Severin Christensen. Uden her at gå ind på spørgsmålet om “prioritetsretten” til ideerne er jeg ganske enig med Søren Holm deri. at Severin Christensen må anses som retsmoralens mest energiske tænker og forfatter.

Holger Hjelholt.