fra tidsskriftet Grundskyld, nr. 3-4, 1969
Radioforedrag den 20. okt. 1969
af fhv. minister Viggo Starcke

En skildring af de begivenheder, der førte til Retsforbundets tilblivelse for 50 år siden 

Retsforbundet blev til, fordi det gamle Højre ikke kunne løse jordspørgsmålet – frigøre handelen – og standse den ustandselige vækst af skatterne.

Det kunne Venstre heller ikke – De radikale heller ikke – og Socialisterne heller ikke. Det er disse spørgsmål, Retsforbundet kan løse, hvis det får lov. Det er det, der giver det eksistensberettigelse.

Gang på gang har Danmark i sin lange historie vist sig at kunne løse sit jordspørgsmål og frigøre sin handel. Gang på gang har Danmark forkludret det igen. Resultatet blev altid dyrtid og ufrihed for den del af befolkningen, der udretter noget.

I 1879 udgav Henry George sit verdensberømte mesterværk: Fremskridt og fattigdom. Det blev oversat i 1886 af den senere norske stortingspræsident Viggo Ullmann, som året efter kom til Danmark for at tale på en række højskoler.

I sine erindringer fortæller Henrik Pontoppidan om sin mor, hvor optaget hun var af Henry Georges tanker, og fortæller, hvordan hun altid havde en  af  hans  bøger liggende på det lille bord ved  siden  af  sin seng.

Da Marie Pontoppidan døde i 1888 – 100 år efter at Reventlow løste stavnsbåndet og løste jordspørgsmålet – må hun have været den første georgist i Danmark.

Den danske Henry George Forening blev stiftet den 2. marts 1902 – ni måneder efter det politiske systemskifte. Samme år om efteråret vedtog husmændene deres verdensberømte Køge-resolution den 8. november 1902, hvor de krævede grundskyld, frihandel og alle skatter væk på arbejde, bygninger og forbrug.

Henry George Foreningen blev væsentlig båret af mænd som godsforvalter Sophus Berthelsen, stadsarkivar dr. Villads Christensen, forstander Jacob E. Lange, brandchef F. Folke, ligningschef K. J. Kristensen, professor C. N. Starcke – og først og fremmest grosserer J. L. Bjørner og hans kone Signe Bjørner.

Venstre, der havde et overmægtigt flertal i folketinget, lyttede ikke til husmændene, men lod det politiske systemskifte efterfølge af det skattepolitiske systemskifte, der afskaffede den grundskyld, vi havde haft fra Reventlows tid, hartkornsskatterne, og lagde skatterne over på arbejde, bygninger og forbrug, hvor de ligger endnu, med det resultat, at jordpriserne steg, prioritetsgælden steg, og skatterne steg. Den nuværende generation har svært ved at tro, at det er sandt, at vi indtil 1903 hverken havde skat på indkomst eller formue.

Under den første verdenskrig ødelagdes det danske pengesystem. Erhvervslivets frihed blev indspundet i et net af forbud mod kædehandel – der dog ikke omfattede kædehandel med jord – og tynget under maksimalpriser på alle vigtige varer – der dog ikke omfattede maksimalpriser på jord. Jordens værdi steg og steg, prioritetsgælden steg og steg, og skatterne steg og steg, med det resultat, at den unge slægt fik større og større byrder at bære.

Da krigen var forbi, udsendtes fra Henry George Foreningen en opfordring til at danne et Retsforbund. Det var professor C. N. Starcke og redaktør Signe Bjørner, der tog initiativet og lagde navn til. Sammen med husmandsforeningerne, lejerforeningerne, Kristeligt Socialt Forbund, Retsdemokratisk Forbund, samt en række politiske ungdomsforeninger indbød Henry George Foreningen til et møde i Odense. Det blev afholdt den 27. april 1919, og fra mødet udsendtes en opfordring til at danne et Retsforbund. Proklamationen fik  i løbet af  fire dage 1.500 underskrifter.  I  proklamationen hed  det:

“Grundlaget for et sundt samfund må være, at borgernes kår ikke, som nu, bestemmes af, hvad magt de har i kraft af besiddelse eller organisation, men hviler på arbejde og ret.”

I sommerens løb udformedes så Retsforbundets program. Den kreds, der udformede programmet, bestod særligt af følgende:

Foruden professor Starcke og Signe Bjørner var der godsforvalter Berthelsen, professor Geismar, dr. Axel Dam, dr. Severin Christensen, filosoffen Christen Lambek, forstander Jens Nielsen, grosserer Martin Cohn og den svenske kammerherre Schvan. Grosserer J. L. Bjørner deltog i de første møder, men ønskede at holde sig til Henry George Foreningen, for derfra at bevare kontakten til andre kredse.

Det nye i Retsforbundet var det, at man anlagde retfærdigheden som objektiv målestok på samfundets problemer. Andre interesserer sig også for retfærdighed, men ofte har man på fornemmelsen, at de begynder med at rejse krav, som er til bestemte interessegruppers fordel, for bagefter at iklæde kravene retfærdighedens kåbe. Jeg var ikke medlem af udvalget, men jeg overværede møderne, fordi de holdtes i min fars hjem, og jeg husker den iver og intensitet, hvormed der arbejdedes. Da jeg i 1919 var 24 år gammel, og havde interesseret mig for politik fra jeg var 12, husker jeg det meste af, hvad der foregik. Jeg er den eneste, der endnu lever af dem, der var med, da Retsforbundets program blev skrevet.

Danmarks Retsforbund blev stiftet ved et møde den 21. oktober 1919 i Grundtvigs Hus – det hus, der er opkaldt efter den mand, som i grundlovsåret 1849 skrev de storslåede ord:

“Ethvert folk er sit fædrelands grundejer, og kan aldrig retmæssigt ved nogen lov tabe sin ejendomsret.”

– Disse ord mangler desværre endnu i grundloven.

I 1919 var Retsforbundet kun en oplysende, folkelig bevægelse. Først i 1922 blev det et politisk parti, der gennem politisk arbejde ville udforme sine klare tanker i praktisk politik. Det indsamlede de nødvendige underskrifter og opstillede til valg i 1924 – uden at opnå repræsentation. To år senere – den 2. december 1926 – fik det valgt de første to mand: dr. Axel Dam og pastor I. C. Willesen. Et halvt år før var professor Starcke død – den 7. marts 1926.

Han havde været den ledende kraft inden for Retsforbundet. Han blev født i København i 1858. Kun 25 år gammel blev han dr. phil. på en afhandling om Feuerbach, med Høffding og Brandes som opponenter. Det var i 1883 – det år, Karl Marx døde. Bogen blev anmeldt og angrebet af Karl Marxs gode ven, Friederich Engels – medforfatteren til Det kommunistiske manifest – og denne tyske artikel blev oversat til fransk af ingen ringere end Karl Marxs datter Laura Lafargue.

C. N. Starcke blev den første sociolog i Skandinavien, idet han i 1888 – det år, Marie Pontoppidan døde – skrev sit grundlæggende værk om Den Primitive Familie. Det næste år – 1889 – udgav han i Videnskabernes Selskabs skrifter sit arbejde om Etikkens teoretiske grundlag. Heri står en sætning. som blev ledemotiv i hans liv – og i Retsforbundet tilblivelse:

“Ethvert motiv virker som sådant ved sin magt: men over for samvittigheden må det hævde sig ved sin ret – .”

I 1894 blev han ledende senior i Studenterforeningen – med den ganske unge Peter Munch i senioratet. Det var C. N. Starcke, der indbød Hørup til at tale i foreningen – og det var Hørup, der fik C. N. Starcke ind i politik.

I 1899 grundlagde han den første frie skole i Europa, før Montessori. Den hed Det danske Selskabs Skole, og mellem skolens begavede lærere var den unge artilleriløjtnant, dr. Axel Dam og filosoffen C. Lambek. De boede begge på skolen, og da Axel Dam var bornholmer, havde han en god ven, der også var bornholmer: dr. Severin Christensen, der ofte kom på skolen. Det var det firkløver, der senere blev til lykke for Retsforbundet.

I 1905 var C. N. Starcke med til at starte Det radikale Venstre, der fik dette navn, fordi det skulle føre venstrepolitik på en særlig radikal måde.

Det tog grundskyld og frihandel på sit program, men allerede næste år – i 1906 – kom C. N. Starcke på kant med Peter Munch ved at skrive en pjece om Danmarks Forsvar – og i 1908 skrev han et skrift: Lige ret for alle – der praktisk talt indeholder hele Retsforbundets politik i en nøddeskal. Det gik meget trevent for De Radikale med grundskylden, og lige så trevent med frihandelen, og da den radikale inderkreds hældede mere og mere i socialistisk og pacifistisk retning, trak det op til et brud. Anledningen var De Radikales plan om at misbruge Alberti-skandalen til at sværte I. C. Christensen med. Starcke hævdede, at dette var en national ulykke, og ikke et partianliggende, fordi intet parti kan værge sig imod at få en bedrager inden for sine rækker. Han vendte derfor tilbage til Venstre, og stillede sig i de svære år ved I. C. Christensens side – hvilket var modigt gjort. Han blev valgt som Venstre-løsgænger og håbede at kunne vække Venstre op til ånden i Reventlows praktiske jordreformer og storslåede frihandelspolitik. Han var ikke uden indflydelse på, at Venstre den 4. oktober 1919 stemte for fuld grundskyld på jordrentebrugene – og samme måned – den 21. oktober, var han med til at starte Retsforbundet. Først i 1922, da Retsforbundet var blevet et politisk parti, forlod han Venstre.

Blandt de medlemmer, der kom til Retsforbundet fra Retsdemokratisk Forbund, må nævnes dr. Severin Christensen, dr. Axel Dam, filosoffen C. Lambek og Rigsarkivets overarkivar, dr. Holger Hjelholt. Dette forbund var ret lille – omfattede vist i 1919 kun en snes mennesker. Ingen af dem var med i det første forretningsudvalg, der nedsattes på Odense­mødet. Den mest kendte er dr. Severin Christensen, der blev født 19. marts 1867 og døde 19. januar 1933. Han blev i 1907 medlem af Henry George Foreningen. Gennem sine intelligente bøger: Naturlig ret fra 1907 og Retsstaten fra 1911 og 1922 gennemførte han en interessant kontrolprøve af Henry Georges økonomiske lære og C. N. Starckes sociologiske opfattelse. Han så simpelt hen individet som rettens kilde, et synspunkt, som desværre ikke er holdbart, idet intet menneske fødes isoleret, intet menneske lever isoleret og intet menneske formerer sig isoleret. Men da han ved at gå ud fra individet, kommer til samme resultat som dem, der ser rettens kilde i samfundet, – den varige, varme helhed, der omfatter de enkelte mennesker, er det en bekræftelse på rigtigheden af det, Retsforbundet siger. Det har international interesse, at Severin Christensen var den første, der pegede på Atlantpagten. Han skrev i 1911:

“Der lod sig tænke den situation i Europa, hvor det kunne blive en livssag for de vestlige demokratier at slutte sig sammen for at modstå despotismens fremtrængen fra øst.”

– Det er godt set.

Dr. Dam blev Retsforbundets første folketingsmand, og i mange år var Lambek Retsforbundets landssekretær.

Foruden de aktuelle, men forbigående, problemer samler Retsforbundet sin kraft om at løse de varige, fundamentale spørgsmål. Derfor har det så dybe rødder i fortiden. Derfor rækker det så langt ind i fremtiden.

Jordspørgsmålet blev i det væsentlige løst af Reventlow, ligesom det blev løst i Valdemarernes storhedstid og i Knud den Stores vældige rige.

Frihandelen blev i det væsentlige virkeliggjort under Reventlow, ligesom det blev det i Valdemarernes og Knud den Stores tid.

Skattespørgsmålet blev i det væsentlige ordnet under Reventlow, under Valdemarerne og under Knud den Store.

Dette viser, at disse livsvigtige spørgsmål kan løses. Retsforbundet agter at løse dem igen. Dets indsats i lovgivningsarbejdet, dets deltagelse i regeringsansvaret og dets fremtidige politik ligger uden for dette foredrags emne, som handler om Retsforbundets tilblivelse – men ser man på, hvad der er sket i den sidste halve snes år, hvor Retsforbundet har været savnet i folketinget og manglet i regeringen, begynder man at forstå dets betydning. I løbet af disse få år er renten fordoblet, skatterne tredoblet, jordværdierne firdoblet og liberaliseringen gået i stå.

Man har det indtryk, at hverken Socialisterne – De Konservative – Venstre – eller De Radikale har kunnet løse de fundamentale spørgsmål.

Retsforbundet kan. Det er det, der giver det eksistensberettigelse.