fra tidsskriftet Det Frie Blad, nr. 42, 1923.
af Chr. Olsen, St. Thorshøje. 

Har vi ikke partier nok? Jo, vi har vistnok all for mange, men ingen, der bryder sig synderligt om de ideer, som vi ønsker fremmet. Lad os betragte vore nuværende partier en smule: 

De Konservative
Af dem kan vi selvsagt kun vente modstand. Fra et konservativt standpunkt er det ganske naturligt. Disse folk har kun den opgave at forsvare deres forrettigheder, at holde på det bestående. At det bestående er eneste stor uret, det anfægter ikke dem; nej, de holder på det bestående. Er der noget, de frygter, da er det en grundskyld; den er de så bange for som fanden for det hellige kors. Og de har ret! Sagen er jo, at dersom vi får gennemført en virkelig grundskyld, så er deres overklasse­herredømme forbi, og deres eneste opgave er at beholde delle overklassesystem og leve højt på den øvrige befolknings bekostning; ja, kunne de udvide det, så var det jo ingen skade til, men for øjeblikket anses det vel for umuligt. Men når dette er deres opgave, så er det ganske naturligt for dem at gøre, hvad de kan for at forhindre, at det eneste, der kan dræbe dette overklasseherredømme, bliver gennemført.

Vi skal ikke bebrejde dem, at de kæmper for at beholde denne behagelige stilling i samfundet, at leve højt uden at røre sig, som det hedder. Dette at kunne leve uden at røre sig er jo blevet et slagord, som lyder højt og hovent som noget særlig værdigt at eftertragte.

Men når vi intet ondt siger om dem, der sidder inde med disse særrettigheder, fordi de søger at bevare disse behageligheder, så kan vi vel forlange, at disse heldige heller intet ondt siger om os, der ikke ejer disse goder, fordi vi søger at fravriste dem disse fordele. Endnu har de jo aldrig vovet at påstå, at de har gudbenådede forrettigheder frem for andre; i hvert fald ikke i den nulevende slægt. Fra gammel tid hørtes det jo nok, men det er dog vist helt forsvundet; men er deres forrettigheder ikke gudbenådet så er det jo kun menneskeværk, der kan forandres. 

Venstre
Var jo oprindelig det eneste oppositionsparti, vi havde her i landet. Fra Det forenede Venstres dannelse i 1872 og til Højres sammenbrud i 1901 stod Venstre som det parti, der bar det almindelige arbejdende folks interesser frem, i modsætning til Højre, der kæmpede for særinteresserne, akkurat det samme som vore nuværende Konservative. Når Venstre bare kom til magten, så skulle toldskatterne erstattes med en formue- og indkomstskat; ja, i det hele skulle alle indirekte skatter afskaffes, og hartkornsskatterne skulle — ikke afskaffes, men — fikseres (fastsættes). Militærvæsenet skulle indskrænkes, helst helt afskaffes og erstattes med et politiværn, således at militærudgifterne kunne nedbringes meget betydeligt. Embedsmændene blev vel ikke lønnet for godt; men vi havde alt for mange embedsmænd, disses antal burde indskrænkes meget, således at udgifterne også pp dette område kunne nedbringes, og således i den dur.
I det hele lovede man folket fremskridt og gode kår. Men hvad er det, der er sket? Hvor er de fremskridt, vi har fået?

Venstres første store og gode handling bestod i den berømte eller berygtede prinsesse- og kanonbevilling. Der var Venstre­mænd herude, som for i flint over denne uhyrlighed; adskillige af disse vældige er nu blevet helt gode partigængere. Jeg hørte til dem, der sagde: Er det prisen for, at vi har fået et Venstreministerium, så skidt med de 125 tusind; det slipper vi nok over, bare de nu vil holde op. Men de holdt jo ikke op. Bare de ikke bliver ved med den slags. Men de blev jo ved.

Det gamle Højre, de var slemme; men der var dog en vis ærlighed ved dem; de sagde: I kan stemme, hvordan I vil; I kan gøre, hvad I vil; men vi gør, hvad vi vil. – Dette var i hvert fald ærligt, og de måtte ligge på deres nakke, for en væsentlig del fordi de ærligt sagde, hvad de ville, og naturligvis også gjorde, hvad de sagde.

Er der nogen, der tror, at dersom Venstre i 1901 og fremefter havde sagt: Ja, nu er vi kommet til magten, nu er det os, der danner ministerium; men nu skal I ikke tænke, at der vil ske storttandet, end hvad der hidtil er sket; vel vil vi ikke lave provisoriske finanslove eller nogen af den slags ulovligheder, men udover dette skal I ikke vente jer andet, end hvad Højre vil gå med til. Hvis de havde sagt dette, er der da nogen, der tror, at de kunne have holdt stillingen i et kvart århundrede. Men er det ikke sådan, det er gået? Er der sket noget af betydning, som Højre ikke har sanktioneret?

Hvorledes gik det med løfterne om toldskatternes nedsættelse og hartkornsskatternes fiksering? Hvorledes gik det med militærudgifternes indskrænkning? I det hele, hvor blev de gyldne løfter fra Venstres oppositionstid af? Blev det ikke ved at være det, som Hørup ironisk kaldte, at de fattige måtte skillinge sammen for at komme de rige til hjælp i deres nød? Jo, dette er udviklingen af Venstres økonomiske politik. Og de gamle hartkornsskatters fiksering, hvor blev de af? De blev eftergivet til glæde for de øjeblikkelige ejere, men til skade for den kommende slægt; tienden blev afløst på samme måde. I det hele har Venstre vist så lidt forståelse og fremsyn af det vigtige økonomiske spørgsmål, at de kun har sørget for de øjeblikkelige indehavere af virkemidlerne. Og embedsmændene? Ja, deres tal blev forøget i meget betydelig grad.
Og grundloven? Klaus Berntsen forelagde det mest frisindede grundlovsforslag, som nogensinde har været forelagt. Så kom jeg ind hos en gammel, klog redaktør; jeg udtalte min glæde over dette gode forslag.

“Ja,” sagde han, “men det grundlovsforslag får Klaus Berntsen jo ikke lov til at gennemføre!”
“Får lov? For hvad? Og for hvem?”
“Tror De,” sagde han, “at Føreren vil tillade denne gamle politiske modstander at gennemføre dette lovforslag? Nej, de kan tro, han gør det ikke. Ja, var det ham selv, der skulle gennemføre det, så var det en anden sag. Det var jo et paradenummer at sætte sit navn under, men overlade det til Klaus Berntsen, nej aldrig…”
“Ja, men tror De da, han vil tillade De Radikale at gennemføre det?”
“Han vil naturligvis grumme nødig, men hellere De Radikale end Klaus Berntsen; men han vil sikkert gøre, hvad han kan for at forfuske og forringe det.”

Ja, dette er udtalelser af en gammel venstreredaktør, der havde kigget godt bag kulisserne. – Men alligevel: Han kunne jo tage fejl? Ja, men han tog jo ikke fejl! Det skete jo netop, som han havde forudsagt. Endskønt både De Radikale og Socialdemokraterne tilsagde Klaus Berntsen og Venstre deres bedste støtte til gennemførelse af dette grundlovsforslag, så nægtede venstrepartiet dog Klaus Berntsen at gennemføre det; de gik af som regeringsparti, og dermed var Klaus Berntsens grundlovsforslag beseglet. Det Radikale ministerium forelagde det ganske vist rent og uforfalsket; men det vil erindres, hvorledes venstre krympede sig under behandlingen, og at det endte med, at 2 af venstres førere blev sat til at omredigere det. Og hvad var det så for et monstrum, vi fik ud af Klaus Berntsens frisindede lovforslag? Vi fik som sædvanlig lidt fremskridt i en retning og så de konservatives interesser godt varetaget i en anden retning. Vi fik et landsting, hvoraf den ene fjerdepart vælges forud af det gamle landsting, og så sidder dette nye landsting uantastet uopløseligt i 8 år og kan standse ethvert lovforslag, som ikke passer dem. Nej, det er jo ikke sandt: landstinget kan jo opløses. Ha, ha! Ja, det var en rar opløsningsret! Men det behøver jeg ikke her at optrævle. Det er i det hele noget slemt hokuspokus. Jeg mener endogså, at det er værre end det gamle landsting efter grundloven af 1866. Det kunne dog opløses uden nogen indskrænkning. Her er indskrænkningerne i opløsningsretten således, at det er umuligt.

Og så valgloven? Ja, den blev dejlig ­ for partierne! Man fulgte den regel, som den amerikanske millionær anviste: Lad dem bare stemme, lige så meget de vil, bare vi får lov at bestemme, hvem de skal stemme på. Med andre ord: de tog patent på at bestemme, hvem der skal opstilles; og vi har ikke andet at gøre end stemme på en af dem, partierne behager at opstille, eller gøre forsøg på det halvvejs umulige: at samle os sammen i titusindvis. Og så kalder man dette for lige og almindelig valgret.
Dette er hovedindholdet af den grundlov, vi fik i 1915. Og dette er vel kronen på, hvad Venstre har udrettet i et kvart århundrede.

Og nu inden de på ny har dannet ministerium, hvad har vi fået i disse år af virkelige fremskridt?

Nogle få nådegaver af samme slags som vi fik i halvfemserne under Højres regime. Ja, hvad fik vi da den gang? Jeg erindrer, hvad en gammel venstremand sagde til mig: “Hvad vil l? I har fået sygekasseloven, I har fået alderdomsunderstøttelsesloven, I har fået ulykkesforsikringen! Hvad vil I mere? Nej, nu kommer I til at tie. Nu er det landbruget, der skal hjælpes.

Ja, dette er den sædvanlige tankegang, en nådegave, et afgnavet ben til dem, der ikke er så heldige at være født til et monopol eller i hvert fald at kunne få fat i et på ærlig eller mindre ærlig måde. Nej dem, der ikke har dette, må være glade ved at få en lille nådegave, og så må de ikke stille store fordringer.

Og så hjalp man landbruget -af dynen og i halmen. Man hjalp de øjeblikkelige ejere, til skade for efterkommerne. Man gav højfinansen et godt grundlag, idet man prisgav jorden eller den ret, som endnu var tilbage af den, til spekulationens tumle­plads.
Ja, men vi fik jo da i fjor en lov om grundskyld, som nu skal træde i kraft den 1. januar 1924. Javel, det er også noget, der batter. Men havde vi endda fået en sådan lov i 1903 og så senere udviklet den. Ja, så havde det været en god udvikling, og mere eller andet krævede vi grundskyldsfolk ikke dengang; men nu 20 år senere, hvor vi i hele vort økonomiske liv er kørt så grundig fast, som vi er, nu er det mere end naivt at tro, at dette kan være tilstrækkeligt. Ja, men nu i denne vinter får vi sikkert en kommunal grundskat. Ja, lad os se; men efter alt, hvad der er gået forud, tør man næppe vente sig andet, end hvad man plejer at få, – noget, man kan betegne med blår i øjnene.

Efter alt delle, er der da nogen, der tør betro vor sag til et sådant parti som Venstre? 

Men de Radikale da?
Ja, med hensyn til dette spørgsmål er det omtrent eins Bier, enten det er radikale eller moderate.

Der siges jo nok at være nogle flere tilhængere af grundskylden i det radikale end i det moderate parti; men partiet har jo i 7 år dannet regering. Hvor var de da henne? Gang på gang prajede vi dem, der kaldte sig selv grundskyldsvenner: kommer det dog ikke snart frem? – Jo, nu kommer det! – Men hver gang blev vi skuffet; der kom stadig ikke noget, førend de var kommet så vidt, at nu kunne alle se at partiets dage var talte som regeringsparti. Da de så kunne se, nu kan vi ikke holde fast i rebet længere, så blev der forelagt et – for resten ret godt – forslag om en grundværdiskat til afløsning af ejendomsskylden. Nu kunne finansministeren indse, at han kunne blive fri for at forsvare det, han så nødig ville gennemføre, men heller ikke før. 

 Man kunne jo ikke tænke sig, at de kunne have gennemført dette forslag, gjort det til lov; dertil er modstanden for stor; både Konservative og Venstre var jo erklærede modstandere, og socialdemokraterne? Ja, dem kommer jeg senere til. Nej, at gennemføre det tænkte man sig ikke, endskønt finansminister Edvard Brandes havde en mærkelig evne til at gennemføre, hvad han forelagde; men alligevel. Så sangvinske var vi ikke: men havde de forelagt det i partiets velmagtsdage, så kunne de have tvunget de andre partier til at tage stilling dertil, og alene derved var vundet meget. Men partiet åbenbarede derved, at det ikke brød sig om at gennemføre det. Det ville gerne have vore stemmer, derfor har partiet jo det på sit program, men udover dette bryder partiet sig ikke stort om os. 

Men derfor gør vi vistnok bedst i ikke at regne med det. Det må i hvert fald først vise, at det er alvor. Sød snak, det har vi hørt nok af.  

Socialdemokraterne.  

Ja, det er beklageligt, at de folk, der kalder sig de dårligst stillede, det er jo dem, socialdemokraterne siges at forsvare, og det er dem, der fylder i socialdemokraternes rækker, de folk, der netop skulle have og også vil få den allerstørste fordel af den reform, vi tilstræber, af dem kan vi vente os den allerstørste modstand.
Socialdemokraterne erklærer jo nok, at de vil en grundværdiskat, for resten holder de vist mere af at kalde det en jordreform, hvad det jo også er; men kommer vi lidt nærmere ind på spørgsmålet, så vil det sige, hvad de også selv kalder det, en smule skattereform. Andet og mere regner de det ikke for. Måske det kunne give lidt i den slunkne statskasse, så kunne der måske blive lidt mere til understøttelser. Det er på den måde, at de er tilhængere af en grundskyld. At den skulle blive en samfundsreform, der skulle kunne overflødiggøre den socialistiske stat, med dens forsørgelsesprojekter og dens tvangsforanstaltninger, nej, det tør ingen rettroende socialdemokrat vedkende sig.
De siger også, at de er tilhængere af frihandel; men kan de få nogen toldbeskyttelse eller importregulering, der fordyrer varerne, ja, så er de dog altid med på det.

I det hele er deres mål kun dette: højere arbejdsløn, kortere arbejdstid, mere understøttelse. At dette falder tilbage på dem selv som forbrugere, at de selv må betale disse goder med forhøjede varepriser, det tænker de ikke på. De klager højlydt over, at storkapitalen slutter sig sammen og driver vareprisen i vejret; men de husker ikke på, at de selv gør akkurat det samme. Som forbrugere er det os lige meget, enten det er arbejdsløn eller trustløn, der skruer vareprisen i vejret. Og at forskellen mellem truslernes opskruninger og arbejdernes opskruninger egentlig kun består i, at de folk, der danner truster, ringe, karteller og prisaftaler, kun er så få om at dele rovet; derved bliver der så meget til hver, hvorimod arbejderne er så mange, hvorved enhvers part kun bliver så lille; og når alt dette er faldet over på vareprisen, da er de de mange forbrugere, hvorimod de andre kun er så få. 

Men hvorfor har vi arbejdsløshed? Ja, det er af den simple grund, at købeevnen ikke strækker til at aftage produktionen; så standser den, og så bliver der selvsagt arbejdsløshed. 

Men ville vi retsstatsfolk nu kunne lægge vor sag i hånden på et parti med disse synsmåder? Det ville være det samme som at begrave den. Tilbage er kun 

Erhvervspartiet.
Det behøver vi ikke at spilde mange ord på. Deres mål er det stik modsatte af vort. De vil ligesom socialdemokraterne: højere toldbeskyttelse, højere avance til industrien, flere monopoler. 

Derfor:
Når vi ikke kan vente nogen hjælp eller støtte for den sag, som vi anser for den største, ja, den eneste, som kan hjælpe vort samfund ud af den elendighed, vi er kommet ind i, fra nogen af de bestående partiers side, hvad har vi da andet at gøre end at danne et nyt parti, der har den opgave at holde vor fane højt og vor sti ren?
Men vi fordømmer jo ellers disse partiorganisationer med deres partidisciplin. Javel, men loven hjemler os ingen anden udvej. Partierne har tilvendt sig hånds- og halsret over vælgerne, og når vi ikke vil lade denne overkommando byde over os og over vore sager, så følger vi loven, selvom vi indrømmer, at den er uretfærdig. Havde vi kunnet opstille kandidater som i gamle dage, hvor der ikke fordredes andet end 3 vælgere som stillere for at kunne afæske vælgerne deres stemmer, ja, så ville vi selvfølgelig ikke danne parti.

Ved et møde i Havdrup, hvor professor Starcke og folketingsmand Niels Frederiksen talte, sagde Niels Frederiksen (Østsjællands Folkeblads referat), at han jo i det meste var enig med professoren; men at han nok mente, at disse sager ville blive fremmet ved de nuværende partiers hjælp. Jeg tror, han får ret heri; men jeg tror, at det kun vil ske, dersom vi fra vor side står med en stærk sammenslutning, som partierne bærer respekt for. Så vil de blive medgørlige og lytte efter. Men hvordan skal vi skaffe os respekt? Vi kan vel næppe vente at få så mange ind på rigsdagen, at de ved deres talmæssighed kan øve indflydelse; vi kan ikke danne tungen på vægtskålen, som det hedder; nej, det kan vi ikke; men sandhedens magt er stor, og kan vi blot få 1 eller 2 mand ind, der kan fortælle, hvad der er i vejen, og anvise en bedre og rigtigere vej, så skal der noget til at holde på de bestående uretfærdige tilstande, hvor så stor en del af menneskene lever under sådanne vilkår, at de ikke ved, om de er købte eller solgte; hvor arbejderne stadig går i angst for at blive arbejdsløse. Ja, dertil er det kommet, at sagførerne kan stå op i retten og erklære, at dersom kravet om redelighed i forretningslivet skal gennemføres, så er det umuligt at drive forretning. Så korrumperende, så blottet for al ærlighed er vort samfundsliv, at sådan noget kan siges i højesteret som forsvar for kæltringestreger.
Er det underligt, om folk vender sig med afsky fra et samfundsstyre, hvor vi er kommet så vidt?

Men når det er sådan, når vore forhold er så gennemsyrede af uretfærdighed, og når vore politiske partier stadig vender det dØve øre til vore krav om retfærdighed, ja, så er der ikke andet råd, end vi må se at få lejlighed til at fremholde vore krav på rette sted.
Så må vi se at blive 10 tusinde, der begærer dette, og er der mulighed for at få en eller to, ja, naturligvis helst flere, ind på rigsdagen, så må vi se at nå dette.

At vi kalder det et parti er jo kun mundhuggeri; det har de andre partier tvunget os til. Men får vi dannet et sådant parti, så bliver vor opgave at sørge for, at dette parti ikke går samme vej som de andre partier: at de drukner i kompromis’er og overenskomster. Skal vi have den slags, så lad de andre partier om det; men vort parti må holde vor fane højt. “Gå aldrig på akkord med uretten!”

Nu tales der så meget om nyorientering. Hvad der skal forstås ved det, får man ingen videre besked om; kun så meget kan man forstå, at man er grundig ked af hele det intrigespil og ordskvalderspil, som foregår, hvor partierne kun står og skælder hinanden ud, medens et fornuftigt ord om, at vi bør se at komme bort fra vore overmonopoliserede forhold og få retfærdighed ind i vort samfundsliv, det savner man fremdeles i alt virvaret. Derfor skal vi, der ønsker retfærdigheden sat i højsædet i stedet for særrettigheder ikke vente os noget som helst, med mindre det kommer fra vor egen kreds, og at de andre kommer til at bære respekt for, at deres vælgere skal søge hen, hvor der vil øves retfærdighed.

Nu har jeg fulgt vort politiske liv i over et halvt hundrede år, men altid set, at når der var noget i vejen med partierne, var det inde fra dem på Rigsdagen; vælgerne var der aldrig noget i vejen med. De kunne vel undertiden lade sig vildlede en tid; men i reglen kom kandidaterne altid tilbage fra vælgerne med besked om, at de skulle holde op med deres komediespil og deres partivrøvl.

Men derfor sørgede de også for i 1915 at få forlænget rigsdagsperioderne, for at de ikke for ofte skal komme ud til vælgerne. De klagede altid over, at de kun havde et år at arbejde i; det første år efter et valg skulle de orientere sig; så kunne de arbejde i et år, og det sidste år skulle de kigge ud efter de nye valg. Hvis det var rigtigt, så har de nu 2 år at lave ulykker i. Mon ikke det var bedre, om rigsdagsperioderne kun var 1-årige, således at rigsdagsmændene stadig skulle kigge ud efter de nye valg? Jeg tror, det var adskilligt sundere, om vælgerne fik noget mere hånd i hanke med lovgivningsarbejdet; men i stedet for dette, sørgede man for at dreje dem så langt fra som muligt. 

Lad os derfor samle os og selv bære vor sag frem. Sandheden kan vel fordrejes en tid; men bliver den fastholdt og båret rigtig frem, så plejer den til sidst at sejre.