Hvem skabte retsstatsbevægelsen?

Fra Det Frie Blad, 1934
af Axel Dam
Hvem skabte den danske Retsstatsbevægelse?

I en artikel om organisation i Retsstatsbladet for 19. juni d.å. giver dr. Viggo Starcke en karakteristik af Severin Christensen (og om arten af hans individualisme), som ikke bør stå uimodsagt. V.S. påstår, at Sev. Christensen beundrede Max Stimer og var stærkt påvirket af ham, og når han derefter tilføjer: “Men Stirner var noget, man en overgang troede på i forrige århundrede, og at hans lære er for længst forladt, mangler både videnskabelig og moralsk berettigelse”, da vil dette næppe kunne opfattes som andet end en insinuation om, at Sev. Christensen troede på Max Stirner og altså bør fejes til side som uvidenskabelig.

Intet var Severin Christensen fjernere end tro på Max Stirner, hvis inkonsekvens han netop påviser. Desuden er det ikke engang rigtigt, al man troede på Max Stirner i forrige århundrede. De tilhængere, Max Stirners egoisme har haft (her i landet i hvert fald), har sikkert kun været nogle ganske få umodne ynglinge. Og at Sev. Christensen ikke herte til disse, ved jeg med bestemthed, da jeg kender stadierne i hans filosofiske og religiøse udviklingsgang næsten lige så godt, som jeg kender min egen.

Hans individualisme var aldeles ikke troldenes ‘sig selv nok’. Hans religion var en tro på et kærlighedens rige, et værdiernes rige, som personlighederne, guds medarbejdere, skulle være tjenere for. Og retsmoralen kunne efter hans mening (og udtalt i dagbøgerne) ikke stå på egne ben (undtagen som en rent teknisk lære om tillidsfuldt samlivs betingelser); den måtte for at tjene al-livet (helheden) forankres i en metafysisk eller religiøs livsanskuelse. Han er her påvirket af Albert Schweitzer og Carlyle (samt af S. Kierkegårds Kærlighedens gerninger), men sandelig ikke af Stirner.

Hvad Sev. Christensens betydning for Retsforbundet angår, siger V.S., at Retsforbundets skabelse herhjemme er ikke Severin Christensens værk. Sandheden er, at Retsdemokratisk Forbund blev stiftet på Sev. Christensens initiativ 1916, og dets program var udarbejdet af ham (under samarbejde med Lambek og mig).[1] Blandt de få underskrivere var fru Charlotte Starcke, men ikke professor Starcke, der da var venstrepolitiker og ikke ville være med. Det var på grundlag af Retsdemokratisk Forbund og med efterfølgende ophævelse af denne, at Retsforbundet stiftedes på initiativ af kammerherre Schvan, der hos professor Birck blev gjort bekendt med Retsdemokratiet og derefter henvendte sig til os og foreslog bevægelsen nyorganiseret på en bredere basis. Selv havde han udtrykt de samme politiske ideer i sin bog Les bases d’une pal durable, men udtalte tillige, at havde han kendt Severin Christensens bog Retsstaten, kunne han have sparet sig at skrive sin bog. Og han erklærede – efter at have læst det – vort daværende tidsskrift Retsstaten (redigeret af Severin Christensen, Holger Hjelholt og Axel Dam) for ‘det bedste tidsskrift i verden’. Retsforbundets program blev, som en hver kan se, bygget på bogen Retsstaten.

Hvis værk Retsforbundets skabelse byggedes på, står så bombefast i vore arkiver, at ingen historiker her vil kunne forfalske kendsgerningerne og tillægge andre – ude eller hjemme – æren derfor. Durkheim har i hvert fald intet haft at gøre med starten af Retsforbundet. Ej heller med Severin Christensens lære om den ækvivalente kompensation, selvom hun muligvis har fremsat noget lignende, endog før 1907 (?) (i Naturlig ret 1907 er D. ikke nævnt og altså ikke benyttet, da S.C. ikke var plagiator.) Så i hvert fald hører han ikke til Sev. Christensens læremestre. At prof. Starcke var påvirket af ham er en sag for sig. Og prof. Starckes uhyre energi og begejstring skyldes det, at Retsforbundet blev en politisk landsbevægelse.

*

Henry George! Al ære for ham, men S.C. er ikke kommet til sine teorier om fælleseje og særeje fra Henry George, men tværtimod ført til Henry Georges og Patrik Doves grundskyldstanke som en konsekvens af sine egne etiske undersøgelser af ejendomsrettens begrundelse. Om sit forhold til georgismen udtaler S.C. selv i sin dagbog 1911 følgende:

1911: “I Retsstaten tager jeg kraftig afstand fra Henry George, idet jeg viser, at hans finansplan kun betyder ½ retfærdighed, da den vil overgive jordrenten til et flertalsdiktatur – til fri rådighed under det gamle demokratiske slagord: øsamfundsnytte’ (gymnastik, badeanstalter osv.), altså en afart af socialisme i stedet for forud principielt at fastsætte, hvad et retsværn nødvendig udkræver og i øvrigt overlade resten af jordrenten til individerne, således at der kan blive gjort alvor af udtrykket: jorden er alles ejendom og ikke: jorden er politikernes ejendom. Men det var åbenbart skade, at retsstats­ bevægelsen fra første færd havde sine første tilhængere blandt georgisterne; thi de har aldrig fået fat i pointet, og virker som en klods om benet på bevægelsen – hindrer den kamp mod statens og politikernes almagt, som er dens alfa og omega.”

Hvad endelig S.C.s stilling til Retsforbundet som politisk parti angår, skriver han 1911 følgende:

“… Vedbliver den georgistiske ledelse at behandle disse spørgsmål som hidtil, vil jeg ikke være med længere. For mig har reformen altid været et led i et større hele; rives den ud af sin etiske sammenhæng, er den intet – og dermed indledes min årelange kamp for at få dannet et selvstændigt parti bygget over retsmoralen. Georgisterne sprængtes, en del af dem blev stadig i de gamle partier, især det radikale, Berthelsen stod vaklende fra først til sidst, og det blev til brud mellem os.”

Det kan altså slås fast som en historisk kendsgerning, der ikke lader sig rokke, at vor retsstatsbevægelse er et ægte danskfødt barn, hvis fødselsår er 1916, og hvis vugge stod i Nørrebrogade nr. 55, 2. sal. Og det er med fuld ret, at barnets fader har fået sin mindesten på Gentofte Kirkegård.

[1] Samme år udgav vi tre i forening bogen Retsmoral i privatliv og statsstyre på svensk og på dansk.