Henry George Stævnet på Nr. Ørslev Højskole – 1925
af J. L. Bjørner
fra tidsskriftet Det Frie Blad,  nr 38, 1925

Stævnet åbnedes søndag den 13. September kl. 6. Der var mødt så mange deltagere, som foredragssalen kunne rumme. 

Efter sangen takt, takt, pas på takten bød højskoleforstander  k. Gregersell  stævnedeltagerne velkommen til Falster og  Falsters  Højskole.  

Grosserer J. L. Bjørner takkede for modtagelsen og udtalte følgende: 

For dem, der ikke tidligere har deltaget i et Henry George stævne, skal jeg oplyse, at disse stævner er en fri institution, uden faste medlemmer, bestyrelse eller foreningskontingent. Styreformen er absolutistisk stræbende efter at praktisere den oplyste enevælde, men med deltagerne i permanent revolution, og med magt til, hvad øjeblik det skal være, at kassere lederen og indsætte en anden. 

Det er ingen tilfældighed, at disse stævner altid har haft til huse på vore højskoler eller lignende læreanstalter. Ambulante, ­ stedskiftende – har vi altid været. Vi repræsenterer den folkelige frie skole indenfor den socialøkonomiske videnskab. Den frie skole, som grundlagdes af stjernetyderne på Hveen og senere fortsattes i den grundtvigske skoletanke. 

Ja, så sikkert er socialøkonomien en folkelig videnskab, som den slet ikke er videnskabelig uden samtidig at være folkelig. Som Henry George siger et sted: Vi kan ikke med tryghed overlade religionen til teologerne, ­ eller spørgsmålet om ret og uret til juristerne eller socialøkonomien til universiteternes professorer. Folket må selv lære at tænke; thi kun folket kan handle. Eller som Jak. E. Lange siger det i forordet til sin fortræffelige lærebog i socialøkonomi: Socialøkonomien er en i virkeligheden mere umiddelbart tilgængelig videnskab end alle andre. I kemien f.eks. vil man i reglen være henvist til uden videre at godtage de lærdes udsagn og resultaterne af de videnskabelige laboratorieforsøg og analyser. Lægmanden kan vanskelig selv prøve sætningernes rigtighed osv. Men i samfundsøkonomien er det anderledes. Thi der er vi selv atomerne; de menneskelige tilbøjeligheder er den affinitet, der sætter bevægelser og forskydninger i gang, og enhver kan derfor på sig selv og sin næste prøve sætningernes gyldighed. Tilbuds og efterspørgsels indflydelse på varepriser og arbejdsløn, den indflydelse, udvandring har på hjemlandets forhold osv., er noget, man selv lige så umiddelbart kan fatte som videnskabsmanden. Videnskabens opgave er her blot at samle og ordne erfaringerne, så der kan komme overskuelighed i den brogede mangfoldighed. 

Når disse stævner har fået navn efter Henry George, er det ikke så meget, fordi han fremsatte et positivt forslag til det sociale sporgsmåls løsning, men fordi han indenfor den socialøkonomiske videnskab brød med al autoritet og gav sig til at tænke selv og bragte denne videnskab fra høresalen ud på torvet. 

Her er da den folkelige friskole med socialøkonomien som hovedfag. Der er ingen autoriteter, som slavisk skal følges. Her er det frie ords talerstol. 

Vi omsætter ikke videnskabens resultater i praktisk politik. Det må andre institutioner om, men her kommer politikernes gerninger på proberstenen, og herfra udgår de vejrmeldinger, som politikerne må tage hensyn til, hvis de ikke vil risikere at komme ud for social stormflod og skybrud. 

Hermed være ikke sagt, at vi hver for sig skal holde os for fine til at tage en hånd i med såkaldt praktisk politik. Langt fra. Lad os med glæde hilse og hylde enhver, som dér vil gøre et arbejde. Og vi skal ikke her lave pindehuggeri på, hvor den slags arbejde bedst kan gøres. Lad enhver søge sit parti efter tilbøjelighed og temperament. Det må blive en individuel sag. Hvad kan vi forresten vide om, hvor der gøres mest nytte? Den, der tager ved i hammeltøjet, eller den, der skyder bag på læsset? Den, der strider med styrestangen, eller den, der jævner vejen og således mindsker modstanden for fremskidtets vogn? Blot det fælles mål ikke tabes af syne. 

Fremskridtsfolk af alle anskuelser, lad os hjælpe hverandre! Hermed erklærer jeg stævnet åbnet. 

***

Efter sangen I alle de riger og lande indledte J. L. Bjørner den fri diskussion: 

Dette er det syttende Henry George stævne. 

Til dato er afholdt 6 stævner i Jylland og 10 på øerne. Det første stævne afholdtes 1906. 

Der har været afholdt 88 foredrag af 32 forskellige talere. Emnerne har strakt sig over alle dele af socialøkonomien og social-politikken. 

At vi er godt forud for tiden, vil De forstå, når De hører, at et så aktuelt emne som prioritetsgælden og dens væsen blev der holdt foredrag om og diskuteret på det første stævne. Og nu ved selv skolebørn, at der er en vis forbindelse mellem guldet, pengemængden og varepriserne, men hvem tænkte ellers før 1914 på valutaspørgsmålet? Men på Henry George stævnet 1900 blev der holdt foredrag og diskuteret om denne sag. Det kan man kalde at være forud for tiden. Der siges om den franske presse, at den er så aktuel, at man dér har nyhederne i bladene et par dage før de indtræffer. Men stævnerne her er flere år forud. 

Går man nu referaterne af disse foredrag og forhandlinger igennem, så finder man en betegnende forskydning i talemåde og tankegang om spørgsmålet: jordværdibeskatning (senere grundværdibeskatning til det nu brugte, af S. Berthelsen foreslåede: grundskyld). 

Idealet var den gang som nu: grundskyld som enesteskat; men nu siger vi, at grundskylden er ingen skat. Og når man den gang talte om en grundskyld til afløsning af alle andre skatter, så var denne tale om afløsning af andre skatter ligesom noget, man ville forsøde den bitre pille – grundskyld – med. Det var mere ligesom en trøst overfor jordejerne, at når blot de var rare og sagde ja til grundskylden, så skulle de få skattelettelser til gengæld. Jeg siger ikke, at alle sagde og tænkte således; thi der har altid været enkelte, der holdt på grundskylden som den store socialreform, og som man ikke let kunne købe for dyrt. Vi har endog hørt georgister, der ville gå med til at lade de nuværende skatter bestå, blot de kunne få grundskyld. Antagelig ud fra den tankegang, at grundskyldens sociale virkninger bagefter ville overflødiggøre skatterne. Men de fleste rakte skattelettelsen frem som et stykke lokkemad. 

Så kommer der en tid, hvor de såkaldte demokratiske regeringer driver skatterne så højt op, at vore modstandere ondskabsfuldt peger på, at al den tale om at afløse skatterne med grundskyld er det bare snak; thi skatternes størrelse er nu langt højere end den årlige grundrente. Men vi svarer omgående: Fejlen ligger ikke i grundskyldssystemet, men i, at stat og kommune har raget sig ind i udgifter og forhold, der ligger udenfor statens naturlige opgaver. 

Fra det øjeblik er det, som vor kritik af det offentliges gøremål begynder at tage fart. Fra første begyndelse har ord om retsstat modsat magtstat været brugt, men nu bliver de hyppigere. Johan Pedersen, Aarhus, udkaster tanken, om staten i det hele taget skal have noget af grundskylden. Bør ikke grundskylden årligt fordeles med et kontant beløb til alle og stat og kommune nøjes med, hvad borgerne vil afse til bestridelse af de fælles anliggender, man kan enes om? 

Det var jo at sætte sagen på spidsen. Fra den dag blev det offentlige sat på anklagebænken, og dér sidder det endnu. Nu lægges hovedvægten ikke på skatternes afskaffelse for at lette indførelse af grundskyld. Nu går nogle endog så vidt, at man vil have skatterne ned, før man gå til indførelse af grundskyld. Sæt det offentlige på sultekost er blevet et slagord. Det offentlige – staten – skildres som det store skadedyr, som lever af politisk korruption og funktionarisme. Og sandelig, de sidste tyve års såkaldte demokratiske« parlamentariske udvikling kan nok få støtte folk til at stejle bagover. 

Så kommer folk som Severin Christensen, Axel Dam og Lambek frem, og ud fra en ny retsfilosofi spørger de, om staten i det hele taget har nogen ret? Og svaret er nej. Og hvad skal en stakkels stat og dens repræsentanter, som i den grad ser sig betragtet fra oven og ned efter, gøre andet end at lade, som det spørgsmål slet ikke eksisterer. 

Sandelig er der sket en stor forandring på tyve år. 

Lige efter verdenskrigens ophør, da det truer med verdensrevolution, da Moskva stod på dagsordenen på Københavns grønttorv, og mange i ånden allerede så den røde kommunistfane vaje over rigsborgen, gik vi til at kræve retsstaten indført med et slag og mod at lade foretage et pengemagskifte mellem grundejere og formuebesiddere. 

Den sag er vist ikke mere aktuel. Skønt der stadig er nogle, der holder på den. 

Selv har jeg altid offentligt talt om, at retsstaten skulle gennemføres straks. Ud fra den betragtning, at modstanden nok skulle komme af sig selv. Men jeg giver afdøde Villads Christensen ret, når han sagde, at det første, vi skulle arbejde for, var at få den delte vurdering indført. Havde vi den gang holdt stejlt på, at det hele skulle laves på en gang, så havde vi ikke nu haft den delte vurdering og var dermed et fortrinligt våben fattigere. Hvad den delte vurdering er for en vældig sejr for vor sag, skal vi høre af udenlandske meningsfæller, som syne, at vi med den i hånden allerede har bragt den endelige store høst halvt i hus. 

Men er vi ikke nu kommet for langt ud? Kan vi få så mange med os, så vore ord har vægt? Det kan jo ikke hjælpe noget, at vi får vognen frem, hvis læsset skrider af. 

Hvorledes bør vor vejrmelding til politikerne lyde i den kommende tid?

*** 

I den påfølgende diskussion deltog en lang række deltagere, bl.a. cand. polit. Abel Brin, godsinspektør S. Berthelsen, tandlæge Stürup, ingeniør Folke, forstander Vodder, husmand Olav Toxværd, kommunelærer K. J. Møller, gårdejer Bernhard Kaae, lærer Th. Thomsen, gartner Jørgensen, Maglemer, og forstander Jak. E. Lange

Først kl. 11¹/₂ sluttede man af med sangen: Dagen går med raske fjed.

Stævnets anden dag, mandag: refereret i Det Frie Blad, nr. 39. (medtages ikke her)