Sophus Berthelsen:
Tale ved verdenskonferencen i Edinburgh 30. juli 1929
Henry George og socialdemokratiet.
Ved den 3. Internationale kongres for grundskyld og frihandel i København den 21. Juli 1926 søgte jeg – i et foredrag om folket og jorden – at fremdrage de evige naturlove om det sande retsforhold mellem menneskeslægten og den jord, hvorfra slægten skal hente sin næring – således som vor Henry George så klart har genfundet disse naturlove og udredet dem for os. Og det påvistes, hvor langt vi i Danmark var nået ved gennem borgerlig lovgivning (om statsgrundskyld af 7. August 1922 og kommunal grundskyld af 31. Marts 1926) at føre disse evige retfærdslove ud til virksomhed i det praktiske liv.
I de siden forløbne 3 år har vi ikke i Danmark kunnet gennemføre yderligere fremskridt på dette område i vor lovgivning – nemlig fordi vi fra december 1926 til april 1929 uheldigvis har haft en såkaldt »liberal« regering, der i ledtog med de konservative endog søgte at fjerne de ved hine love alt vundne fremskridt. – men denne modgangstid blev af vor sags mænd benyttet til at samle alle økonomisk friheds venner i Danmark til en fælles front mod hin qvasi-liberale regering, hvilken det da også lykkedes at bringe til fald ved folketingsvalget af 24. april 1929, der gav de to sejrende partier: Socialdemokratiet og Radikale Venstre samlet flertal i Folketinget[1]. Af disse to partier udgik da den nuværende fælles-regering: Stauning-Munch, og det hedder udtrykkelig i dette ministeriums arbejdsprogram:
»Skattebyrden flyttes fra arbejde og forbrug til de samfundsskabte værdier og til indtægt og formue, der er frugten af andres arbejde.«
Vi danske Henry George-venner nærer herefter det sikre håb, at dette program også i betydelig udstrækning vil blive gennemført af dette ministerium i løbet af få år, og at vort landsting ikke vil søge at hindre dette, uagtet ministeriet her mangler nogle få stemmer i flertallet – – –
Disse begivenheder i dansk politik har – som vi erfarer – vakt nogen forbavselse blandt grundskyld-venner i udlandet, særlig sådanne, som ikke nøjere kender danske forhold og ej heller vore danske socialdemokraters fordomsfrihed, perfektibilitet og ringe doktrinarisme. Som det er blevet udtrykt i statsminister Staunings gode ord om sit ministerium: »Det er en folkeregering. Vi repræsenterer ikke alene arbejderne, men vil tage hensyn til alle dem, der er lige så berettigede i samfundets liv.«
Hvad der måske mest vil forbavse især udlændinge ved den således vundne politiske sejr for Henry Georges reformtanker i Danmark, er derfor vistnok dette, at socialdemokratiet nu for så vidt har godkendt disse tanker, som dette store arbejderparti åbent har vedkendt sig et politisk program som det ovennævnte, ret georgistisk prægede.
Og da man ikke uden grund sædvanlig forudsætter, at den egentlige marxistiske socialisme er uforenelig med georgismen (selv om allerede Bernstein og Kautsky i jordspørgsmålet var alt andet end kommunistiske), spørger sikkert mange om en forklaring på, hvorledes da de danske socialdemokrater således har kunnet slutte sig til Henry George på afgørende punkter.
En sådan forklaring skal her søges givet, da det turde være af ikke ringe betydning for vor store sags fremgang over hele verden, at dette sporskifte i politisk taktik forstås fuldt ud.
Men hertil hører en redegørelse for de særlige danske forhold, som lykkeligvis har ført til dette store fremskridt for vor sag. Og et lidet kapitel af dansk landbrugs historie og politik skal da – i største korthed – forelægges her for medlemmerne af denne verdenskongres for grundskyld og frihandel.
II
Det danske landbrugs høje stade (og dermed vort lands gode økonomiske grundlag) skyldes fremfor alt de ældgamle og forholdsvis gode jordlove[2], som gennem århundreder har hindret et egentligt »landlord«-vælde i Danmark, og som lod landbrugsjorden urokket forblive i fast besiddelse af en talrig og forholdsvis selvstændig småbrugerstand. Denne er i vore dage yderligere forøget, således at dansk landbrugsjord nu indehaves af:
- 2.000 storbrugere (»herremænd«) (over 200 acres middelgod jord),
- 80.000 mellemstore brug (»gårdmænd«) (20-200 acres),
- 150.000 små brug (»husmænd«) (under 20 acres)
– alt angivet i meget afrundede tal – og hvoraf den sidste og talrigste klasses mænd normalt ejer og dyrker så megen jord, som, takket være den ypperste teknik og andelsforeningerne, kan udnyttes ved dyrkerens egen (og families) personlige arbejdskraft alene.
Da det danske landbrugs hovedprodukter er smør, flæsk og æg til eksport, må dette landbrugerfolk nødvendigt være og har altid været fødte frihandlere, således som William Gladstone og hans udmærkede danske meningsfælle, A. P. Koedt, forstod og prædikede »frihandel«, nemlig som »anti-protektionisme«, men uden protest mod finanstold.
Overfor Henry Georges »fulde frihandel« der også kræver al finanstold fjernet – stod Danske landbrugere derimod lige straks noget uforstående, da læren derom forkyndtes for 40 år siden, først af Jakob E. Lange og hans samtidige.
Og det blev de mindste, men altså talrigeste småbrugere, husmændene, der først forstod og godkendte Henry Georges lære, da den omkring ved århundredskiftet forkyndtes af mesterens danske disciple særlig for dem; og den fik sin første, politiske godkendelse ved husmændenes verdenskendte Køge-resolution af 8. november 1902. Thi deri krævedes: afskaffelse af alle skatter på arbejde, forbrug og omsætning, og indførelse af en ren »grundskyld« til dækning af offentlige fornødenheder.
Grunden til, at netop denne landbrugerklasse først og bedst opfattede sandheden i Henry Georges lære, var utvivlsomt, at en husmand ikke blot er selvstændig ejer af jord, men tillige selv arbejder på jorden, og at han i sidstnævnte egenskab har vist verden den økonomiske nyhed, at han er i stand til at dyrke sin jordplet bedre og med større udbytte, end samme areal ved nogen anden driftsmåde kan afkaste. Derved har han ad praktisk vej omstyrtet det dogme, som vistnok alverdens nationaløkonomer (særlig også den marxistiske socialismes) hidtil troede på som gældende ikke blot for industrien, men også for landbruget – nemlig, at stordriften overalt ville vise sig smådriften overlegen!
Dette dogme har den danske husmand ved sit eget dygtige arbejde påvist at være urigtigt for landbrugets område, og dermed er »kollektivismen«s eller »kommunismen«s lære for så vidt sat ud af kraft som universelt gældende.
Og uden at den enkelte danske husmand kunne være klar over, at han derved havde fuldbyrdet en revolution i de økonomiske teorier – førte hans praktiske økonomiske sans ham hurtigt til at indse, at hans, hans familie og børns interesser ikke kunne være en jorddrots, men derimod en jordarbejders. Og altså ikke var forenelig med jordens kunstige prisstigning, men tværtimod med jordens og produktionens billiggørelse, hvilket netop opnås ved alle hæmmende skatters bortfald og deres afløsning af en grundskyld: lige skyld af lige grundværdi!
Og dermed var han – de danske landbrugeres talrigste klasse – vundet for Henry Georges lære, således som denne forkyndtes for ham gennem de sidste 25 år. Vor husmand kræver at være privat ejer af sin jord (substansen), men ikke at være ejer af den samfundsskabte rente (grundværdien).
III
I modsætning dertil fandt hverken frihandelslæren eller Henry Georges lære nogen dybere forståelse hos de store arbejder-fagforeninger i Danmarks byer i sin tid. Ganske vist vakte det nok disses opmærksomhed, at husmændene ved deres Køge-resolution af 1902 ikke krævede særbegunstigelser for deres egen klasse, men tværtimod toldnedsættelse for hele folket, altså også og lige fuldt for arbejderne i byerne. – Men disse havde jo dog læst i deres bøger og presse gennem årene, at kun gennem »klassekampen« kunne arbejderne erhverve det fulde arbejdsudbytte, nemlig ved at staten overtog såvel jorden som arbejdsmidlerne, således som kommunister fra Rousseau til Karl Marx og senere Lenin havde forkyndt verden. Nogle – nu afdøde – arbejderledere søgte derfor i sin tid at håne Henry Georges lære, andre indrømmede kun, at der måske kunne opnås nogle mindre fordele for fagarbejderne derved. – Men de savnede til en begyndelse ganske blik for muligheden af, at man også indirekte kan påvirke arbejdsløns-markedet gunstigt for arbejderne – ikke blot ved alle forbrugsskatters ophævelse, men også og mest ved gennem grundskyldsreformen at gøre jorden lettere tilgængelig for arbejderpyramidens underste og bredeste lag, de ufaglærte landarbejdere (arbejdsmændene) af hvis gode løn og levevilkår alle de ovenfor liggende lag faktisk er afhængig i ikke ringe grad.
Men denne sandhed lærte arbejderne og deres fordomsfrie ledere efterhånden af husmændene, med hvem de i landbrugslandet Danmark stod og står i nøjere forbindelse, end tilfældet sikkert er i noget andet land – særlig fordi så mange af dem først i det sidste slægtled er indvandret til byerne.
Husmændene kunne og ville jo ikke på nogen måde indrømme, at selve jorden og deres arbejdsmidler skulle overtages af staten – tværtimod havde de ved deres arbejde praktisk bevist, at kun på egen, selvejet jord kan landbrugsarbejdet give højest løn til dyrkeren selv; men tillige, at der på dansk jord var ubegrænsede muligheder for, at hele befolkningsmængdens tilvækst i det næste hundredår med lethed kunne beskæftiges dér ved eget vellønnet arbejde, når forbrugsskatterne fjernedes, og grundrenten indsamledes til folkets kasse gennem en grundskyld, der lettede adgangen til jorden, således som Henry George havde lært dem – og at dermed var også arbejdsløshedsspørgsmålets definitive løsning angivet. Thi de 150.000 husmandslodder optager kun mindre end 1/6 af al Danmarks agerjord.
I stedet for det kommunistiske dogme, at jorden burde overgå til statsfællesskabet, hævdede de danske husmænd med Henry George den rigtige grundsætning om retsforholdet til jorden, nemlig at jordens substans bør forblive på enkeltmands hånd som privateje – men derimod, at jordens værdi bør tilhøre folkefællesskabet derved, at den private ejer til dettes kasse afgiver den årlige jordrente, udfundet ved rationelt gennemført vurdering![3]
Og da husmændene – hvoraf mange partipolitisk set var »socialdemokrater«, (om end næppe »socialister«) – havde tilegnet sig denne grundsætning og gjort den til deres faste program gennem 25 år, så begyndte som sagt fagforeningsfolket i byerne at forstå denne sandhed – og deres presse forkynder den nu højlydt og klart.
Da dermed ikke blot disse vore to talrigste samfundsklassers mange hundrede tusinder af vælgere, men også store dele af mellemstanden såvel på landet (af gårdmændene) som i byerne (håndværkere, handlende og funktionærer) var vundet derfor, så var denne stortankes politiske sejr givet – således som valget den 24. april og den nye fællesregerings klare grundskyldprogram tydeligt bekræfter.
IV
Denne korte redegørelse for grundskyldstankens vækst i Danmark til politisk sejr turde have en betydning, som går ud over vort danske fædrelands grænser. – Forstår jeg sagen ret, er derved vundet en sejr, en fredelig sejr for en stor idé over hele verden, så vist som sandheden, også om retsforholdet mellem mennesket og jorden, er universel og evig.
Og denne åndelige sejr er altså ikke vundet ved en akademisk hanekamp mellem lærde doctores ved nogle universiteter om nogle golde teorier – hvilke kampe sjælden har bragt folkeslagene nyttige værdier. – Men sejren er vundet som frugten af jævne mænds redelige praktiske arbejde under hævdelse af deres ret til dette arbejdes fulde løn og deres erkendelse af ligeretten til de af folkefællesskabet frembragte grundværdier.
Derfor tror vi på, at de danske husmænds lysende foregangsarbejde på dette område og det derved førte sandhedsbevis vil finde fuld forståelse i alle de lande, hvor Henry Georges disciple nu fører hans klare tanke frem til politisk virkelighed.
Vi håber således, at også det engelske labour-party, med tilslutning fra Lloyd Georges liberalisme, vil forstå de danske erfaringer og deraf lære, blandt andet – at det store kul-spørgsmål vistnok ikke løses ved, at nationen tilegner sig kulgrubernes substans, men derimod grubernes værdi (ground-rent royalty) – således som vor udmærkede ven MacLaren, M. P., allerede i 1926 forkyndte det herovre for danske arbejdere.
Også i andre lande bør disse danske erfaringer kendes og bæres frem af Henry Georges venner – ja, er det måske allerede.[4]
Thi sandheden er universel – gælder for alle lande, alle tider og alle forhold.
Ikke med urette er der citeret foran i Henry Georges Social Problems (Samfundsspørgsmål) de berømte linier af Emile de Laveleye:
»Der findes én ordning af de menneskelige anliggender, som er den bedste. – Gud kender den og vil den. Menneskets pligt er at opdage og indføre den.«
Og det kan kun bekræfte en stor grundsætnings sandhed, at den springer frem som en selvfølge af det arbejdende folks praktiske liv i dets daglige færd, således som det blev givet de danske husmænd at vise samtiden.
Thi som Henry George har sagt: kun folket kan handle rigtigt, når det har lært at tænke rigtigt. Og det lærte vor store mester os danske, så vi forstod det, lod det blive borgerlig lov i vort land og vil vedblive dermed, indtil fuld sejr er vundet.
Derfor kan danske husmænd i deres danske landsang: »Fædreland, folkets land« også med stolthed slutte det sidste vers således:
»Fædreland, folkets hjem! Kun på ret og frihed bygge vi vor fred og folkelykke – vise verden, vejen frem! Da skal dannebrog udfolde frit sin dug fra hus og havn – alle holde højt i ære Danmarks navn.«
Og dog – for ikke at give mine landsmænd alt for megen ære af deres arbejde for økonomisk retfærds sejr – bør vi i ydmyghed mindes den tyske digter Heinrich Heines sande og manende ord:
»Det er ikke os, som skaber de høje idéer! Det er de store idéer selv, som griber os og tvinger os frem på arenaen, for at vi som gladiatorer skal kæmpe og lide for dem, til de sejrer!«
Eller som vor egen mester, Henry George, endnu kortere og klarere har forkyndt det for verden i sin store bog, og som det også lyder fra hans gravsten derovre – disse skønne og evige ord: »Så stærk er sandheden«
[1]Se nærmere herom F. Folkes tale til konferencen
[2]Se herom nærmere Jakob E. Langes tale til konferencen
[3]Se herom nærmere K. J. Kristensens tale til konferencen
[4]Det er jo endog meddelt i engelske blade, at selve den kommunistiske marxismes ypperste talsmand, russeren Lenin, lejlighedsvis skal have udtalt om sin egen bolsjevik-regering. »Vor fejl var at tage selve jorden i stedet for kun jordrenten.« – Og selv om denne ytrings korrekthed senere af hans efterfølgere er blevet nægtet, så ville det i hvert fald være et bevis for praktisk sans om Lenin virkelig havde brugt den. Måske kan de russiske bønders stærke protest mod al socialisering af deres jords substans have lært Lenin denne sandhed om bolsjevismens store fejlgreb overfor jordproblemets rette løsning.
Eller måske har Lenin lært det af republikken Kinas første præsident, dr. Sun-yat-sen, der var Henry Georges tro lærling, og som har bygget det nye Kinas økonomi på grundskyld-reformer.