Et bidrag til George-bevægelsens historie.
af Johan Hansson (v/SB)
fra tidsskriftet RET. nr. 11 og 12, 1908

Ved Henry Georges død i 1897 skrev professor Thomas E. Will bl.a,: “George er ikke blot blevet anklaget, lige så bittert som brødrene Gracchus blev det, for at være folkeforfører og konfiskator, men hans forfatterskab er blevet misforstået, forvansket og forfalsket af de professionelle økonomer. Hans skrifter er blevet udskældt for selvfølgeligheder, plagiater og urimeligheder. Man har kaldt ham en “popularisator”, som om økonomiske sandheder kun måtte komme frem i en snæver kreds, men ikke forkyndes for folket, ganske, som det ægyptiske præsteskabs hemmelige lære! Næppe på noget andet område, har visse økonomiske “autoriteter” åbenbaret deres intellektuelle og moralske mangler end ved deres hårdnakkede og overmodige uvilje mod at forstå og ærligt møde de standpunkter, som så klart fremstilledes af denne økonomiske frigænger.”

Et studium af den økonomiske litteratur i Amerika, hvortil E. Will antagelig nærmest sigter, viser, at hans anklager er vel beføjede. Dette gælder særligt sådanne mænd som den nu afdøde Prof. Francis A. Walker, af hvem vor svenske professor Cassel øjensynlig har lært adskilligt, også i retning af måden, hvorpå han udtaler sig om læresætninger, som er ham imod. Walker havde en gang været militær, og havde taget visse militære sædvaner med på professorstolen. I alt fald generer han sig ikke ved at forklare offentligt og i et videnskabeligt tidsskrift, at enhver forkynder af “usunde finansielle meninger” burde slås ned.

Prof. Seligman, der også i Europa er vel kendt for sine arbejder om skattespørgsmål, hører til samme slags af konservative økonomer, som ej vil forstå Henry George. Hans indvendinger mod grundværdibeskatningen kulminerer i den kendte påstand, at “den er uretfærdig”. At han samtidig selv fornægter tilværelsen af noget, som kan kaldes retfærdigt, hindrer ham ikke fra atter og atter at fordømme de georgistiske krav som uretfærdige. Forfatteren af den fornøjelige bog om “japanernes mening om politisk økonomi” hævder også, at prof. Seligman aldrig har lært, endsige studeret Fremskridt og fattigdom!

Hvad økonomerne kunne tillade sig overfor Henry Georges lære giver Palgraves nationaløkonomiske håndbog et oplysende eksempel på. I dette engelske, men i Amerika hyppigst benyttede værk forekommer i en notits om Henry George følgende linier: “Det er kuriøst, men tillige bedrøveligt at lægge mærke til de forskellige retninger, i hvilke forskellige tænkere tror at have fundet et universalmiddel mod fattigdommen. Strævet minder om middelalderens søgen efter de vises sten. Undersøgelserne er altid frugtesløse, men altid tiltrækkende for den spekulative sjæl.” “Det princip, Henry George repræsenterer, kan lige så vel anvendes mod al ejendom. (!) Hvor meget den ujævne formuefordeling end hindrer civilisationen, så vil forstyrrelsen af al formue (!) blive skæbnesvangert for alt menneskeligt fremskridt.”

Denne karakteristiske godbid forekommer i et værk, som enhver økonomisk studerende henvises til af amerikanske økonomer og lærebøger. Man kan så forestille sig, hvilket indtryk læsningen af en sådan dom i et sligt autoritativt værk må gøre på de unge studenter. Har de hørt eller lært noget af George, og er blevet fordelagtig påvirket deraf, så vover de næppe at tro på sig selv efter en så hånende behandling i den alvorlige håndbog. De unge forledes på denne vis i 9 af 10 tilfælde til at gå gennem livet med en vildledt og fejlagtig opfattelse af en af deres tids største mænd.

Notitsen savner underskrift. Forfatteren har antagelig selv skammet sig over den brøst på videnskabelighed og ansvarsfølelse, som han deri har lagt for dagen.

Det er dog ikke alle økonomer, som behandler Henry George på denne måde. Prof. Penn erklærer i sin meget brugte lærebog i nationaløkonomi, at “det er umuligt ikke at beundre alvoren og den personlige overbevisning hos Henry George. Da denne nogle få år var arbejdende håndværksmand, må man også beundre den lærdom og litterære evne, som Fremskridt og fattigdom bærer vidne om.”

Prof. Richard Ely, en af de (forholdsvis) radikale økonomer, som sidder løst på sin stol på grund af sine, for de amerikanske pengefyrster ubekvemme anskuelser, erklærer sig ude af stand til, med sin bedste vilje at indse, hvorledes jordværdien kan takseres særskilt, og holder sig tilbage fra Georges “konfiskatoriske” krav, medens han dog giver hans værk og livsgerning det bedste vidnesbyrd. “Man kan gøre indvendinger mod Henry Georges lære”, siger han i sin bog om arbejderbevægelsen i Amerika, “og dog erkende det gode, hans arbejde har udrettet ved at stimulere tænkningen og fremme almenfølelsen hos folket. Det er ikke let at overvurdere den folkeopdragende betydning af den ene bog Fremskridt og fattigdom. En ikke ringe del af den voksende interesse for økonomiske spørgsmål kan tilskrives denne bog.” På et andet sted i samme værk forklarer Ely, at “man kan uden mindste tvivl påstå, at fremkomsten af hin bog, danner en betydningsfuld epoke i de økonomiske ideers historie i England og Amerika.”

En anden forfatter, prof. Davenport indrømmer i et i 1896 udgivet værk (Outlines of Economic Theory) at nøjagtig undersøgelse af de forskellige grunde for jordværdibeskatning, turde overbevise granskeren om, at der under en skal af sofisteri findes en kerne af hårde kendsgerninger i single-tax-forslaget.” Han kan dog kun gå med til progressiv beskatning af værdistigningen. Uagtet Davenport er ansat ved det af monopolisten Rochefeller underholdte Chicago-universitetet, har han dog senere fået bedre tanker om Henry Georges reform.

Prof. Andrews, en af de økonomer som blev afsat fra sin stilling på grund af “usund lære”, fortjener her at fremhæves formedelst de meget talrige henvisninger, han i sin lærebog Institutes af Economics (2. Opl. 1900) gør til Henry Georges skrifter.

Den kendte økonomiske forfatter prof. Giddings siger i sin bog Democracy and Empire (1900) at det amerikanske folk altid bør holde Georges navn i taknemmeligt, for de tjenester han har gjort landet ved at tvinge folk til at skænke skattevæsenets moralske side samme opmærksomhed som den økonomiske.”

Med prof. Gidding slutter vi omtalen af de noget ældre nationaløkonomer. I en følgende artikel skal vi omtale den yngre slægt af forfattere.

Henry George og de amerikanske nationaløkonomer.
Et bidrag til George-bevægelsens historie.

Yngre amerikanske nationaløkonomiske forfattere, som ikke alt for stærkt har ladet sig påvirke af deres konservative lærere, og som søger udenfor studerekammeret for at iagttage det sociale livs ytringsformer og virkninger, synes at vise en voksende forståelse af de georgistiske ideer, selv om også de af og til søger at ignorere Georges forfatterskab. Flere af dem er også begyndt at bidrage til jordværdiskat teoriens udvikling, og at fremkomme med forslag om grundideens mest hensigtsmæssige realisering.

Til dem hører prof. Seager – en kollega til Giddings og Seligmann ved Columbia-universitet i New York. I en af mange lærere påskønnet lærebog: Introduction to Economies (1904) læser man, at “den indflydelse, Fremskridt og fattigdom udøver på dens hundredtusinder af læsere beror på det oprigtige ønske om at gavne menneskeheden, som så tydelig har inspireret forfatteren under nedskrivningen”. “Det foreslåede reformforslag bør overvejes i den samme ånd, dvs: udelukkende med henblik på dets sociale nytte”. Det er vel talt. Man kan derfor kun beklage at Seager følger sine fleste kolleger i at bryde staven over Henry Georges krav, nærmest på grund af dets påståede uretfærdighed mod jordejerne. At ideen som sådan er god nok, erkender Seager; han erklærer sig påvirket af single-tax-argumenternes vægt, og har derfor villet foreslå en mere langsomt virkende, meget mere kompliceret, men for de bestående interesser mere bekvem metode, gående ud på at forbinde jordværdiformen i byerne alene, med en arveskat!

Prof. Raper fra North Carolina universitet taler i et 1906 udgivet værk Principles of Wealth and Welfare om en “meget berømt og indflydelsesrig beskatningslære – single tax”. Han synes dog, ligesom så mange andre økonomer, at have studeret George ved at læse det værk, som Stuart Mill udgav året før Henry George kom til verden! Thi han forveksler jordværdi med den ulykkelige frase “unearned increment” (ufortjent tilvækst) og indbilder sig, at alt hvad enkeltskatten går ud på, er at gøre denne “ufortjente værdistigning” til samfundets eneste indkomstkilde. Raper synes ikke at have noget derimod, men kan finde ufortjent værdistigning ikke blot i jordrenten, men også i lønnen, kapitalrenten, driftsherregevinsten, i prisen på bomuld, kornvarer, elektricitet, gas og i prisen på andre varer! “Skal samfundet beskatte den ufortjente jordværdistigning, så bør det også beskatte alle andre ufortjente værdistigninger.” Det er et nyt eksempel på, hvortil det fører, når man bygger på Stuart Mills tvetydige slagord.

Prof. T. W Blachman finder – i et i fjor udgivet værk Economics – mange fordele i en eneste skat på jordværdi: 1) Metodens simpelhed, thi jorden er altid synbar og kan let takseres. 2) Jordskatten kan ikke overvæltes. 3) Alle forbedringer og al personlig ejendom blev fritaget for skat, hvilket ville opmuntre al industriel virksomhed, fremme jordbruget og have tendens til at bringe alt ubrugt jord til nytte. Dette vil i tidens løb højne værdien af al anden erhvervsvirksomhed. Blachman ser altså ingen vanskelighed i at skille jordværdien fra forbedringernes værdi, og han ser ej heller nogen uretfærdighed i reformen, men han finder dog en mangel ved den, nemlig at jordrenten ikke skulde være tilstrækkelig til dækning af alle nutidssamfundets behov. Denne indvending er jo ikke afgørende.

Sluttelig skal nævnes et par moderne uforfærdede økonomer, som åbent har stillet sig i georgisternes rækker og kæmper sammen med dem. Ved en fest, som “Massachusetts Single Tax League” gav i Boston i oktober 1907, holdt formanden hr. C. B. Fillebrown et georgistisk foredrag. Efter ham optrådte prof. Thomas N. Carver ved Harwards berømte universitet med en tale, som han indledte med at forklare, at den lære, hr. Fillebrown så omhyggeligt havde udviklet, var så sund, at der fandtes meget lidt at tilføje. Han fortsatte med at påvise, at jordværdiskatten ikke kan overvæltes, at den med .tiden ophører at være en byrde, så at vi, om en slig skat var blevet indført i rette tid, nu havde haft hvad man korrekt kunne kalde: en tyngdefri (burdenless) skat. Dette er ej sket. Vi har derfor at tage de nuværende ejere med i beregningen – ikke således, at de har en hellig og ukrænkelig ret til tingen, men således, at vi ikke kan indføre reformen uden alt hensyn til dem. Uden jordejernes medvirkning kan en sådan skat ej opnå et tilstrækkeligt antal stemmer til at blive realiseret. Det eneste håb for “single tax” er da – siger prof. Carver – at vække de ikke-jordejendes interesse for sagen, så vel som sådanne jordejeres interesse, der har så megen anden ejendom, at dennes skattefrihed giver dem, hvad de måtte miste ved jordværdiskatten; samt endelig sådanne jordejere, hvis patriotisme og interesse for retfærd og det heles vel, gør dem sympatetisk stemt for reformen.

Prof. Carver sluttede sin tale med at betone, at en skat på jorden ikke er repressiv (hindrende), eftersom man ej kan bortskatte jorden. Man kan beskatte den, og dog have den, at beskatte arbejdets produkter er som at opføre et hus på løs underlag; grunden synker, jo mere man bygger og skatten hindrer derved selve formålet. Men at beskatte jordværdien er som at bygge hus på en klippe. Grundlaget synker ikke under byrden.

Prof. Johan R, Commons hører til USAs bedste og mest uforsagte økonomer. Han har kæmpet sig frem fra simpel arbejdsmand til universitetslærer. Han anses som Amerikas fineste kender af arbejderspørgsmålet, har altid hyldet antimonopolistiske anskuelser, og er i den anledning to gange blevet kastet på porten som lærer, først ved Indiana-universitetet og senest (1899) ved Syracuse-universitetet. Nu er han ansat ved landets vist nok ypperste universitet, Wisconsin i Madison, hvor han uhindret kan følge sin overbevisning. Prof. Commons har, ligesom prof. Carver og senere Davenport syslet med det økonomiske “fordelingsproblem”, og det er værd at bemærke, at de alle er sympatetisk stemt overfor de georgistiske reformkrav. Et grundigt studium af dette nutidens vigtigste økonomiske problem har øjensynligt – og helt naturligt for øvrigt – en gavnlig indflydelse på forskernes stilling til jordskatreformen.

Allerede 1894 offentliggjorde prof. Commons sin bog Distributions of Wealth, som han slutter med at erklære, at skattereformen bør gå ud på at afskaffe alle byrder på “kapital” og arbejde og overflytte dem på monopolerne. Lovgivningen bør lade kapital, arbejde og forretningsdygtighed være fri og uhindret, og samtidig søge at udvide og øge muligheden for deres beskæftigelse.

Helt nylig har prof. Common offentliggjort en artikel i Louis F. Posts ugeblad The public om “the single tax in theory and practice”. Han beflitter sig heri på at forbedre jordskattereformens teori, og fremstiller det georgistiske krav på en sådan måde, at særlig jordbrugerne, hvis støtte for sagen han helst vil vinde, kunne føle sig mere tiltalt af tanken om jordværdiens inddragning. Pladsen tillader desværre ikke en redegørelse for hans teori, men kernen i samme er, at jordens naturlige frugtbarhed bør behandles som forbedringerne (“kapital”), optages i samme kategori ved vurderingen og altså fritages for skat. Det er altså kun jordens beliggenhedsværdi, som derefter kræves beskattet; agerjorden skal behandles på samme måde som bygningsgrund. Vil georgisterne søge at udarbejde et teoretisk og praktisk system, hvorefter jordbrugsmarkens værdi jævnstilles med stædernes jordværdi og jordens naturlige frugtbarhed jævnstilles med kapital, så har de gode udsigter til med held at overvinde både økonomien og landmændenes indvendinger] – mener prof. Commons,

Louis F. Post, som hilser artiklen med tilfredshed, bemærker hertil bl.a., at den frugtbarhed hos jorden, som er resultatet af jordbrugernes virksomhed, naturligvis bør betragtes som “kapital” og fritages for afgift. Forøvrigt er forskellen mellem mere og mindre frugtbar jord af stadig ringere betydning. Jordskatbevægelsens virkelige mål er, som. Prof. Commons selv udtrykker det, “at inddrage for almenheden de værdier, som samfundet skaber, og at garantere de private de værdier, som de private frembringer”, og dens hovedmetode er “beskatning af beliggenhedsværdien” og fritagelse for forbedringsværdien.

Det er således åbenbart, at der blandt amerikanske økonomer forekommer en tendens til at erkende jordskatlovens grundprincipper. Var lærefriheden større, og pengemændenes greb om universiteterne og andre offentlige institutioner mindre føleligt, ville denne tendens antagelig være stærkere end nu er tilfældet. Den voksende forståelse, som dog forekommer, må sikkert for en væsentlig del tilskrives den ovennævnte Fillebrowns virksomhed. Han trættes aldrig ved på enhver måde at påvirke professorerne, bl.a. ved udsendelsen af cirkulærer, i hvilke økonomerne opfordres til i sandhedens og fremskridtets interesse, at udtale deres standpunkt til visse vigtige, men uklare og omstridte punkter i jordværdi-reform-læren. Fillebrown er, efter hvad jeg erfarede ved berøring med økonomiske kredse, meget anset i disse. Han er et klart hoved, relativt moderat, artigheden selv og tillige en mand af “social standing” som fabriksejer.

I øvrigt finder man ikke blandt ledende amerikanske George­mænd stor respekt for de professionelle økonomer. William Lloyd Garrison erklærede kategorisk under mit besøg hos ham: “Professorerne følger hoben; de har ingen bestemte standpunkter eller principper.” Tom L. Johnson sagde, med en let rysten på sit lokkede hoved: “Ah, the professors don’t amount to much”. (professorerne betyder ej meget), ­ da jeg fremstillede den opmærksomhed, de i den seneste tid begyndte at vise den tyske “værdistigningskat” og berørte faren for, at dette tyske projekt skal forfuske georgisternes virksomhed også i Amerika. Louis F. Post gav mig det råd at anvende udtrykket friere handel i stedet for frihandel, når jeg ønskede at diskutere toldspørgsmålet med universitetsprofessorerne. De risikerede afsked, i fald de optrådte som erklærede frihandelsmænd!