Hvad det koster at forsvare Henry George ved amerikanske universiteter,
Professor Thomas E. Wills erfaringer.
Rejsebrev til RET fra Johan Hansson,
i Ret nr 7, 1908
Første gang, jeg hørte navnet professor E. Will, var i Boston under en samtale med redaktøren af Arena, hr. B.O. Flower. Denne havde – som alle intelligente reformvenner, jeg traf herovre – en række beviser på hånden for, hvorledes monopolismens magt øvede sin skæbnesvangre indflydelse på næsten alle dele af Amerikas samfunds- og kulturliv, og han stak intet under stolen. Han kom ind på at tale om pengemagtens stilling til tænke- og ytringsfriheden, om pressen som monopolismens lydige tjener og om de privilegeredes indflydelse på landets universiteter og højere skoler. Han nævnte flere eksempler på, hvorledes dygtige universitetslærere, som havde vovet at have en selvstændig mening i økonomiske spørgsmål, og tro mod deres lærepligt havde forkyndt frie grundsætninger for studenterne, straks og skånselsløst var blevet opsagt fra deres pladser.
“Men i denne sag kan jeg allerbedst henvise Dem til professor Thomas E. Will i Washington. – De besøger vel denne by? Well – så skal jeg bede Dem bringe ham min hilsen. Han har betydelige erfaringer i så henseende, og kan forsyne Dem med fornødne oplysninger til, at De kan danne Dem en opfattelse af denne side af vort “frie” Amerika!”
Jeg fandt prof. Will i et indeklemt kontorværelse i en af Washingtons større kontorbygninger. Telefonen, som ringede uafbrudt, fonografen, som optog diktaterne til stenograferne, og de ordnede dokumentrækker på hylder op til loftet, tilkendegav noksom, at jeg befandt mig hos en “busy” man, der tillige var en systematisk arbejdende mand. Det venlige smil og de dybe, godmodige øjne røbede tillige en godhjertet og intelligent personlighed.
Prof. Will er sekretær i American Forest Association, en forening, som har helliget sig beskyttelsen af Amerikas skove og andre naturgoder mod privatinteressernes angreb.
Vi kom snart ind i en livlig samtale om de spørgsmål, som lå mig på hjerte. Prof. Will gjorde gældende, at “det ikke blot var universitetsprofessorerne, men også folkeskolens lærerpersonale, som befandt sig under monopolisternes kontrol. Lærerne sidder lige så usikkert på deres pladser som nogen fabriksarbejder. De ansættes for et år ad gangen, men det er kun kort tid siden, at en folkeskolelærer her i byen blev afskediget midt i året uden nogen gyldig grund, så vidt jeg har kunnet skønne. Skolerådet, som indsætter lærerne og tilser undervisningen, vælges ikke direkte, men af borgmesteren. Denne er atter som regel kun en slave under “partimaskinen” og dennes pekuniære forsørgere. Her findes ingen frihed, ingen selvstændig overbevisning; her gælder det at være pengemagten til behag – eller risikere sit livsophold.”
Prof. Will var forbavset over at høre, hvilken forholdsvis fri ånd, der råder i de skandinaviske lærerkredse, hvor mange af lærerne jo kunne være georgister og socialister uden derfor at udsætte sig for at få afsked. Selv kendte han ikke en eneste amerikansk lærer, som var socialist, og heller ingen, som vovede åbent at tilkendegive sin sympati for Henry Georges reformkrav.
Men jeg skal holde mig til det egentlige emne: mr. Wills personlige erfaringer som professor i økonomi ved amerikanske højskoler. Jeg følger herved kun delvis hans mundtlige fremstilling. Hovedkilderne er skrevne og trykte dokumenter.
“Min sympati har altid været hos de brede folkelag. Jeg blev født og opdraget blandt menigmænd”, skrev Will i en avisartikel for et par år siden. Efter at han i nogen tid havde gjort tjeneste som lærer i folkeskolen, begyndte han, 21 år gammel, at besøge højere skoler, først i Illionis Stats Normal. Der studerede han sociale spørgsmål, boldt taler og foredrag i den litterære forening om “kommunismen og socialismen”, idet han forfægtede konservative synspunkter. To år senere faldt Fremskridt og fattigdom i hans hånd. Selv skriver han om det indtryk, bogen gjorde på ham: “Begivenheden danner epoke i mit liv; gamle sociale forestillinger forsvandt, alt blev nyt. Bogen gik længere end jeg kunne følge, men min tro på det bestående var for bestandigt borte. Jeg bestemte mig for at studere nationaløkonomi.”
Det var i 1885. Tre år senere kom Will til Michiganuniversitetet, hvor han blev et års tid, indtil han gik til det berømte Harvards universitet ved Boston. Her søgte han at drage nytte af bogsamlinger og professorer i historie og nationaløkonomi. Men forelæsningerne i historie var mest bemærkelsesværdige ved, hvad de ikke omtalte, og nationaløkonomien var “støv og aske” – en bundløs blanding af sofisterier og indbyrdes modsigelser og disputatser. “Jeg vendte tilbage til Fremskridt og fattigdom og fandt, at her havde jeg i hvert fald en sandhedssøger, en ridder uden frygt og dadel, en økonom, som havde klarhed over sig selv og kunne meddele, hvad han ville.”
Will fuldendte sine studier og tog sine eksaminer (grader). Men resultatet af hans universitetsbesøg var en fast overbevisning om, at Henry George havde ret, og at de nationaløkonomiske “autoriteter” var bange for at møde ham eller hans lære, fremstillet af en virkelig kender.
Will fik derefter ansættelse ved Lawrence-universitetet i Appleton, Wiskonsin, som lærer i nationaløkonomi. Denne plads havde han i 2 år, og i den tid forfægtede han, tro mod sin overbevisning, jordværdilærens principper. Som en tiltrækkende og dygtig lærer førte han mange studenter over til sin opfattelse, gjorde dem med andre ord til tilhængere af jordværdiskatten efter Henry Georges forslag. Men dette var naturligvis stridende mod hensigten med hans ansættelse. En af universitetets fornemste økonomiske velgørere lod bestyrelsen forstå, at i fald denne undervisning fortsattes, så måtte man klare sig uden hans pekuniære bistand. Da dette ikke var muligt, og da også andre indenfor bestyrelsen misbilligede prof. Wills hensigter, besluttede den at afskedige ham. Han havde kort forud indgået ægteskab, og stod nu på gaden, uden formue og uden nogen udsigt til fortjeneste af nogen art i lang tid.
Men dette var kun en af hans erfaringer. Før vi i korthed omtaler en anden, skal vi her nævne et foredrag af historisk værdi, som prof. Will holdt ved den internationale kongres under Chicago udstillingen 1893. Foredraget gjaldt “enkeltskatten og universiteterne”. Han påviste heri, hvilke ypperlige udsigter denne skattereform – ligesom andre store sandheder – havde for at blive overvejede og omfattede med forståelse just af den studerende ungdom, som gerne føler sig både fri og ærlig. Men den behøver ledelse for ikke at fortabe sig i den mængde mere eller mindre værdiløse litteratur, som et moderne universitet er fyldt med, “En lovende ung mand med den ærligste vilje må nu vandre et år eller mere i den økonomiske labyrint, blive blind for dens harmoni, døv for dens musik og ukendt med dens skønhed. Den levende lærer er derfor en påhængende nødvendighed. Han alene kan sønderrive sofisterierne og fremstille de første grundsætninger i et lys, som vil gøre studiet af nationaløkonomien rationel og frugtbringende.”
For at undersøge universitetslærernes stilling til jordskattereformen, havde prof. Will udsendt et brev til professorerne i nationaløkonomi ved universiteter rundt om på jorden, og deri opstillet følgende spørgsmål til besvarelse:
1) Har den af Henry George for første gang endelig fremstillede metode for inddragning af den økonomiske jordrente, pådraget sig nogen opmærksomhed ved deres universitet?
2) hvad synes i så fald at være den herskende opfattelse blandt de mest interesserede med hensyn til denne læres harmoni med økonomiske grundsætninger, dens værdi som finansforanstaltning og dens antagelige betydning som social- og arbejderreform?
3) ifald det georgistiske standpunkt synes dem uholdbart, vil de da særlig kritisere det fra et filosofisk, et etisk eller fra et økonomisk standpunkt, – og hvilke forfattere har i følge deres mening med størst held fremstillet denne læres svagheder?
Dette brev sendtes til 263 universiteter og højere skoler i Amerika, til 119 europæiske universiteter og 26 i andre verdensdele, tilsammen til 408 lærde institutioner. Og hvad blev resultatet af denne verdensomfattende rundskrivelse? At der i alt modtoges 16 svar, deraf 14 fra Amerika. Og 2 fra Europa!!! Af disse gav 2 (deraf l fra Europa) intet svar på spørgsmålene. Af resten viste flertallet sympati for grundskyldsreformen, men ingen kunne betragtes som fuldt ud tilhænger, indvendingerne mod forslaget var de mest gangbare, og uden videre interesse.
Det har sin interesse at se, hvorledes prof. Will forklarer årsagen til, at rundskrivelsen mislykkedes så grundigt. Først det manglende kendskab til sagen inden for den nationaløkonomiske verden. Feltet er så vidt, litteraturen så omfattende, at det er forklarligt, om mange ikke kan nå at få ordentlig rede på, hvad Henry George egentlig vil. Men dette er dog ikke tilstrækkelig forklaring. “Den professionelle stolthed må tages i betragtning. Henry George er folkeskarernes mand! Hvad fælles kan der være mellem ham og patriciernes ypperstepræster? Han er jo ikke akademiker – hvor kan han da vide mere end akademikerne? Man bør ej være forundret over, at de professionelle økonomer nu som fordum spørger: kan noget godt komme fra Nazareth?”
Den vigtigste årsag finder prof. Will dog i den omstændighed, “at pladserne er få og vanskelige at erholde, at eksaminerne stadig bliver endnu vanskeligere at opnå, – – at tjeneren må lyde sin herre eller søge en anden!”
“Bestemt opfattelse og overbevisning om bestående uretfærdigheder er klipper, som universitetslæreren må undgå, hvis han sætter pris på sin stilling. Han må gøre sig klart og aldrig glemme det, ej en gang i sit ensomme studereværelse, at undervisning i brændende spørgsmål er den kunst at tilsløre, ej at afsløre sandheden! Medens han går og bærer på sin herres mundkurv, må læreren (for ej at blive vraget på grund af bristende kompetence eller andre vilkårlige årsager) endda gøre gældende, at han er en fri mand! Kunne det slaveri, hvori de græske filosoffer holdtes i Rom, overgå dette i dyb åndelig degradering?”
“Det indvendes”, fortsætter Will, “at der dog gives undervisning i socialisme. Det er sandt, men denne “gas- og vandsocialisme” er ganske ufarlig, og virkelig gennemgribende socialisme har, det erkender fabierne selv, en meget lang vej; den rører sig, ligesom gudernes kværn, kun såre langsomt. Men grundskyldsreformen kræver ikke slægtled for at kunne gennemføres —”
Måske har prof. Wills bitre erfaringer alt for stærkt indvirket på hans udtalelser, og måske passer disse bedre på amerikanske forhold end på europæiske. Alligevel må man dog indrømme, at han har rørt ved hindringer for grundskyldsreformens fremgang, som er universelle, og som altid bør huskes både af tilhængere og modstandere.
— 1894 fik Will en ny ansættelse ved statens landbrugsinstitut i Kansas. 1897 avancerede han til rektor for denne anstalt, heller ikke her sveg han sine idealer. Han udøvede stor indflydelse på skolen ved at gøre den til en anstalt, hvor eleverne ikke blot fik tekniske kundskaber og forberedtes til indsigtsfuld deltagelse i formueproduktionen, men også fik et frit og åbent blik for samfundslivet og dets svagheder. Dette fik lov til at passere, så længe en frisindet ånd herskede blandt de politiske magthavere. Men i 1899 fik de reaktionære overtaget og dermed var Wills fremgangsrige, frugtbringende gerning afskåret på den plads. Da Henry George døde (oktober 1897) havde prof. Will skrevet en dødsrune over ham i instituttets organ, og omtaler deri George som “en helt i den amerikanske reformbevægelse, en mand, hvis navn fremtidige historikere, når de sociale krige er udkæmpede og sejren vundet, skal nævnes med højeste ære.” Med henblik på den behandling, Henry George fik netop fra økonomernes side, skriver han: “Visse moderne økonomiske “autoriteter” har næppe åbenbaret deres egen moralske og intellektuelle umulighed klarere, end ved deres ihærdige og overmodige vægring ved at ville forstå og ærligt imødegå de anskuelser, som denne økonomiske frihedsmand så klart fremstillede”,
En mægtig redaktør i staten skrev i den anledning i sit blad, at en sådan artikel var tilstrækkelig grund til at afskedige forfatteren fra hans lærerstilling. Og samme redaktør blev i 1889 selv guvernør for staten Kansas. Han holdt sit ord – afskedigede straks Will!
Denne er ikke den eneste økonomiske professor i dette land, som har fået en sådan skæbne. Adskillige andre har i de senere år måttet fratræde deres pladser på grund af alt for frie meninger om de økonomiske dagsspørgsmål. Flere af de mest kendte mænd indenfor samme videnskab har svævet i fare for at blive kastet på porten, uagtet de “naturligvis” ej var gået så langt, at de stillede sig ved Henry Georges side.
“Det er dyrt for en professor at være Georgist i dette land”, ytrede Will under en af vore samtaler. “Det undrer mig ikke, at der ingen sådanne findes,”