fra Grundskyld Nr.2 1952
af J. L. Bjørner
For 50 år siden
En mindedag
En søndag morgen i 1902. Den 2. marts. Min kone havde puslet de små og havde nu noget for i køkkenet. Så kom morgenavisen, og jeg sad og kiggede i den, da jeg fik et chok! Her stod en lille annonce “Venner af Henry George”. Venner af Henry George indbydes til møde i studentersamfundets hus kl. 2 for om muligt at få dannet en forening.” Nej, nu havde jeg aldrig set så galt. Her havde jeg gået og troet, at jeg var den eneste i landet, der kendte Henry Georges navn. Trods eftersøgning havde jeg aldrig truffet en meningsfælle.
Jeg havde første gang hørt navnet 1895 på Askov Højskole. Et par år efter havde jeg set en lille bog på højskolebladets forlag af Fernando Linderberg: Henry George og hans social-program, trykt 1889. Senere havde jeg i arbejdernes læseselskab fundet Henry Georges: Fremskridt og fattigdom, Kristiania 1896, oversat af Viggo Ullman, og Samfundsspørgsmål af Henry George, oversat af hans Brekke, Kristiania 1886. Så meget havde jeg fundet om Henry George, og min kone havde læst det højt for os, men truffet nogen ellers, der kendte Henry Georges navn havde jeg ikke, og nu denne annonce om at komme ind i studentersamfundets hus! Der måtte da mindst strømme 10.000 mennesker til, syntes jeg.
Oppe i studentersamfundet, med Oscar Mathisens morsomme farvelagte isblomster på væggene i et lille værelse, traf jeg godt 20 mennesker samlet. Jeg kendte ingen af dem. På et bord stod en gibsbuste af Henry George. Ved enden af bordet sad en lille firskåret mand. Han var bondeklædt og havde Kristen Kold-skæg. Det viste sig, at han hed Chr. Olsen, husmand fra Store Torøje. Ved siden af ham sad en noget yngre mand, der trommede nervøst med fingrene på bordpladen. Det var intet under, at han var nervøs, for han havde store ting, han skulle have udrettet. Det var sagfører Sofus Berthelsen, Høng. En ildsjæl, som kun en glødende georgist kan være det. Hvem var der ellers? Jeg fik samlet nogle navne, som jeg husker endnu. Der var murer N. P. Kristensen, Store Heddinge, højesteretssagfører Svend Høgsbroe, Fernando Linderberg. Den statelige kaptajn Bennike og hans broder, højskolelærer Valdemar Bennike, Vallekiide. Landbrugslærer Jakob E. Lange, Dalum. Mejerist Tange, Langeland, m.fl.
Så rejste den firskårne mand sig brat, tog et tag i stoleryggen, så op i loftet og begyndte: “Tæt udenfor det vindue, som jeg sidder ved og skriver, står der en stor tyr tøjret ved en ring i næsen. Idet den græsser, går den rundt og atter rundt, og derved snor den tøjret om tøjrepælen.. Nu står den som en lænket fange og pines ved synet af det dejlige græs, som den ikke kan nå; osv. – – Jeg går nu ud og driver tyren således tilbage, at den vikler tøjret af pælen, men hvem skal frigøre menneskene? Så længe de ikke bruger den forstand, der er givet dem, er der intet, der hjælper. Der er intet særligt forsyn for dem. – – Han satte sig lige så brat. Men nu sprang Sofus Berthelsen op. Han havde ventet på dette øjeblik, og kors hvor han kunne! Det var storartet. Han tog forgrunden og beholdt den i en årrække. Det var vel fortjent, at meningsfæller rejste ham et granitminde i Høng.
Jeg gik hjem til kone og børn. Det havde været en dejlig dag. Nå, det var ingen stor begyndelse, men alt varigt stort var jo begyndt i det små af de få.
1905 begyndte de mange udgaver af Henry Georges værker at rulle frem. Og de ruller endnu. Den første var Fremskridt og fattigdom på Gyldendals forlag i Jakob E. Langes oversættelse. I mindeåret 1952 kommer Samfundets livsspørgsmaal, nyt nordisk forlag. En dejlig bog. Ja, Henry Georges navn er blevet kendt i Danmark.
På mødet blev der bestemt to ting, som stadig er rettesnoren. For det første skal man arbejde for, at foreningen hurtigst muligt gør sig selv overflødig. Det er den, når man har fået gennemført: fuld grundskyld, fuld frihandel og fuld skattefrihed.
For det andet skal foreningen søge tilslutning i alle samfundslag og indenfor alle politiske partier.
Vi begyndte på bar bund. I dag er der vist ingen, der ikke har hørt ordet: grundskyld. Retsstaten kaldte Jakob E. Lange det. Rets-samfundet sagde Valdemar Bennike. Mange ved nu, hvad disse ord betyder. Forståelsen vil brede sig. Ja, det skal nok komme alt sammen. Stol på det.
af Peder C. Pedersen
Egentlig burde Henry George foreningens historie skrives af J. L. Bjørner og Signe Bjørner. Ikke alene var J. L. Bjørner med fra første dag; men familien Bjørner har med undtagelse af få korte mellemrum været foreningens sekretærer i næsten alle de 50 år. Vi ældre husker endnu hovedkontoret for grundværdibeskatning i Bjørners hjem i Fredericiagade. Vi mindes med glæde den muntre leder af Henry Georges stævnerne J. L. Bjørner, hvis morsomme måde at fortælle de bedrøveligste toldhistorier på, kunne slå ‘den gyldenblonde’ af marken. Det er vel ikke at undres over at det blev købmanden J. L. Bjørner, der blev frihandelens bedste forkæmper blandt danske. Hans forklaring på betydningen af handelsbalance, betalingsbalance og kapitalbalance, er så klar – og derfor også kort – at selv en professor i nationaløkonomi kan forstå den.
Når jeg nu siger J. L. Bjørner og Signe Bjørner tak for deres arbejde for vor sag, så ved jeg, at deri har jeg tilslutning fra alle georgister.
Fru Signe Bjørner hører lige som hendes mand til dem, der har været i forreste linje. Hun har i Henry George foreningen været det rette styres yderste vagtpost. For mig personlig har hendes deltagelse i en bestemt diskussion haft mest betydning.
I den diskussion, hvor S. Berthelsen var hendes modpart, og hvor fru S. Bjørner blev støttet af fru Gerda Gerulff Mortensen, påviste fru S. Bjørner, at man ikke, fordi et gode bragte lokal grundrentestigning deraf kunne drage den slutning, at almindelig fri adgang til et sådant gode ville bringe en almindelig grundrentestigning.
Eksempler der brugtes var: et kommunalt vandværk, gasværk eller elektricitetsværk fremkalder ny grundrente ved at kalde flere beboere til dets område som de søger, fordi de goder som et eller flere af værkerne leverer er gratis eller meget billige. Der kan jo ikke være tvivl om at grundrenten dér vil stige, dersom det kun er et lokalt gode. Men der er ingen grund til at tro, at grundværdien ville stige nogen steder, dersom de samme goder blev tilbudt alle vegne.
Jeg var den gang, som nu, fuld af beundring for S. Berthelsen, men den gang tillige fyldt med tro på hans autoritet. Bevisførelsen måtte derfor være meget overbevisende, dersom den skulle både nedbryde min autoritetstro og overbevise mig. Det gjorde den. Åndeligt talt kan det altså siges, at fru S. Bjørner har lært mig at gå ene. Derfor tak.