fra tidsskriftet Grundskyld, nr. 2, 1927
af Holger Hansen

En oversigt

I år fylder Henry George Foreningen 25 år, men allerede mange år før 1902 havde lydhøre folk her i landet beskæftiget sig med Henry Georges tanker.

Fremskridt og fattigdom udkom 1879, og 1886 oversatte den norske højskoleforstander Viggo Ullmann den; i 1887 kom Ullmann til Danmark og holdt foredrag om Henry George på forskellige jyske højskoler, bl.a. Vestbirk; her hørte lærer Laursen fra Aale, Grønvald Nielsen o.fl. ham. Samtidig havde den unge botaniker Jakob Lange under sit ophold i London 1886 lært Henry Georges skrifter at kende og var blevet optaget af deres lære; efter sin hjemkomst begyndte han at behandle sagen i Højskolebladet. Det førte til en lang diskussion (l888), og da således flere og flere var kommet ind i bevægelsen, dannedes den første Henry George forening på et møde i Odense den 13. oktober 1889. Den fik navnet: “Nordisk Forening for Samfundsreform” og var norsk­dansk. Blandt stifterne var Jakob E. Lange, Fernando Linderberg, pastor Pommerencke fra Vendsyssel og Ullmann. Dennes tidsskrift Vor Tid, som Lange blev medredaktør af, var foreningens organ. Foruden litterært virkede foreningen ved foredrag, og Jakob Lange hævede sig snart frem som den første ved sin klare og rolige tale, som viste, at han havde gennemtænkt spørgsmålene til bunds, så at ingen modstander kunne opstille indvendinger, som han ikke kunne besvare fyldestgørende; han vandt hurtig pladsen som georgisternes kloge fører, og den hævder han den dag i dag. Men et blad synes nødvendigt for sammenholdet i en forening, og da Ullmann i 1891 lod Vor Tid gå ind, sygnede foreningen efterhånden hen og afgik ved en stille død få år efter. Den var åbenbart kommet for tidligt til verden. 

Men den georgistiske ildebrand var nu en gang blevet tændt her i landet, og selvom det store bål var brændt ud, så var dog gløder blevet tilbage hist og her. I Odense, i hvis nærhed Lange boede i Sejerskov, i Aale, hvor Laursen boede, i egnen om Vestbirk og flere steder. Gløderne ventede på en gunstig vind for atter at blæse op til flammer; den kom med de drøftelser, som gik forud for skattelovene af 1903. 

Imidlertid var der trådt en mand frem, som kom til at betyde umådelig meget for sagen i Danmark. Det var Berthelsen, Høng. Allerede som ganske ung havde godsforvalter Sophus Berthelsen interesseret sig for offentlige sager og samfundsspørgsmål; da Peschke Køedt førte sin valgkamp i 1895, optrådte Berthelsen blandt frihandelens forkæmpere og fortsatte i de følgende år både som taler og skribent. En udmærket taler, som han var, fuld af ideer, kundskabsrig på landbovæsenets område, altid oplagt og af en stor arbejdskraft blev han en glimrende erhvervelse for georgisterne. I slutningen af halvfemserne mærker man, at han har fået berøring med Henry George. Han deltog i 1898 i en diskussion i Politiken om arkitekturen i København med en artikel under mærket Ricardo. Han satte spørgsmåæet om god og slet arkitektur i forbindelse med økonomien, og gjorde det på en sådan måde, at diskussionens leder straks fik lejlighed til anbringe ham på plads som georgist og til at fremføre de samme formeninger om georgisme, som i mange år var gængse. Han skriver: “Hvad hr. Ricardos (hvorfor ikke Henry George?) betragtninger angår, da tager de sig jo overordentlig tiltalende ud på papiret. Hans forslag ville måske have bedre udsigter på den anden side af Atlanterhavet, hvor de, så vidt vides, også er forsøgt. I Danmarks hovedstad turde de have færre muligheder for en realisation, trods de lysende fremtidsveje for vor by, hr. Ricardo opruller. Tanken har dog i alt fald krav på overvejelse”. Ved de samvirkende sjællandske landboforeningers delegeretmøde i november 1899 optrådte Berthelsen med en tale på 2 timer, hvori han bl.a, sagde: “Ikke for mange grundskatter har vi her hjemme, men tværtimod ikke grundskatter nok”, en udtalelse, som modtoges med forbavselse og latter af de forsamlede landmænd, som mest var kommet sammen for at rådslå om skattelettelser. – Sit mesterstykke gjorde Berthelsen da han ved sit foredrag på de sjællandske husmandsforeningers sendemandsmøde den 8. november 1902 i Køge bevirkede, at husmændene vedtog den bekendte Køge-resolution, hvori de erklærede, at de ikke krævede nogen begunstigelse for sig ved skattelovgivningen, ikke ophævelser af faste grundskatter og tiender, men derimod en skat på den jordværdi, som ikke skyldes enkeltmands arbejde, men som hidrører fra samfundets vækst og udvikling. Det var på den tid en mærkelig resolution, frisindet og vidtskuende. Skeptikere mente da også, at husmændene snart ville lade den falde igen. De fik uret, ikke blot har de sjællandske husmænd holdt fast ved Køge-resolutionen, de andre landsdeles husmænd har efterhånden sluttet sig til den. 

Jordbunden var altså i årenes løb beredt så meget at der var mulighed for, at en ny Henry George forening kunde gro. På et møde i København den 2. marts 1902 stiftedes “Den danske Henry George Forening”. Dens første bestyrelse bestod af: 

• Sagfører S. Berthelsen, Høng, formand 
• Lærer Jakob E. Lange, Dalum 
• Bygmester Jens Andersen, Frederikshavn 

Ovennævnte 3 danner forretningsudvalg

• Gårdejer Jens Grosen, Egå ved Aarhus, 
• Cand. jur. Anders Pedersen, Klevanggård ved Brørup, 
• Gårdejer Kristen Rasmussen, Olsgård ved Storehedinge, 
• Mejerist K. Kristensen Tange, Humble, Langeland 
• Landinspektør Chr. Weitemeyer, Svinninge ved Holbæk,
• Proprietær Ole Rasmussen, Gåbense Færgegård, Falster. 

Dertil kom følgende kredsformænd, efterhånden som kredsene dannedes: 

• Oberstløjtnant F. Bennike, København, 
• Gårdejer N. P. Hansen, Store Torøje pr. Faxe, 
• Lærer Valdemar Bennike, Vallekilde, 
• Trykkeriarbejder Jørgen Larsen, Køge, 
• Bestyrer A. Kellgård, Fodslette, Langeland, 
• Friskolelærer Kr. Skovrup, Ryslinge, 
• Tandlæge H. Stürup, Odense, 
• Murermester J. H. Andersen, Aarhus, 
• Sognerådsfm. gårdejer Jeppe A. Ravn, Varde, 
• Lærer N. Kr. Laursen, Åle, 
• Mejerist J. Korsgård, Løderup på Mors, 
• Bogtrykker H. P. Hansen, Slagelse, 
• Lærer P. Thisted, Kirke Helsinge, 
• Arkitekt A. Hansen, Vestbirk, 
• Gårdejer Jens Guldahl, Uldum ved Vejle. 

Jeg tager hele den lange liste med, fordi den for de ældre vækker minder om mange gode medkæmpere, som nu er gået bort. 

Foreningen fik straks 24 medlemmer, den 2. september 1903 havde den 407 og 2. september 1904 530 medlemmer. Det største medlemsantal, den har haft, er vistnok noget over 3000 medlemmer. Det er ikke meget af hele landets befolkning, men i forhold til det røre, den har vakt og den betydning, den har haft i drøftelsen af offentlige sager er det endda forbavsende lidt. Men det har været dygtige og energiske folk, der har repræsenteret den, og tilliden til, at det var en retfærdig sag, de førte frem, har gjort dem veltalende og sejrrige i diskussionen. 

Der begyndte straks efter foreningens dannelse en stor virksomhed med møder, taler og skrifter. Lange og Berthelsen var foran både som foredragsholdere og som forfattere; navnlig var Berthelsen utrættelig, han for som et uvejr hen over landet, satte gemytterne i uro og skilte dem i venner og fjender. – Også mange andre kunne nævnes, men det ville blive for vidtløftigt. I almindelighed må det siges, at georgisterne var ikke elskede ude omkring i landet, navnlig ikke af de større eller mindre politikere, som plejede at føre an på møderne. Georgisternes faste tro på deres retfærdige sag, og vel også nok deres sejrrige logik, gjorde, at folk fandt dem anmassende og ubehagelige. Det er morsomt at se, at bedømmelsen af dem egentlig var den samme, som i sin tid blev deres åndsfrænder fysiokraterne i det 18. århundrede til del. I et stort fransk værk om Turgot, hvor en del af den tids diskussioner er trykt findes følgende udtalelse af en modstander om Turgot:

“I Turgots øjne var hele menneskeslægten delt i 3 klasser: den første, som dannede den store masse, ja næsten alle, bestod af alle dem, som overhovedet ikke beskæftigede sig med økonomiske spekulationer. Han så i dem samfundets residuum, dets sinker; selv når der deriblandt fandtes ånder og talenter af højere rang, lagde han kun ringe vægt derpå, da han hos dem kun fandt fortjeneste af en anden art, en ringere end det, som var genstand for hans overvejelser. De, som modsagde hans meninger, og som dannede den anden klasse, forekom ham som tåbelige mennesker eller forvildede ånder; det var endog almindeligt, at han frakendte dem retskaffenhed og god tro, og i deres ondskab mente han at finde grunden til deres afvigende mening. Den tredje klasse, som var meget lidet talrig, i hans øjne en elite klasse, bestod af hans trosfæller; de forekom ham at være højere væsener i henseende til intelligens og moral; han troede dem i stand til at udføre alt”.

Det er, som hørte man bedømmelsen af georgismens koryfæer i den første tid; det har vist forandret sig noget siden da.

Man indså snart, at man bl.a. for at holde sammen på medlemmerne, – at de, selvom der ikke blev møde i deres egn, kunne mærke, at de var medlemmer af Henry George Foreningen, – måtte have sit eget blad. I 1904 stiftede Berthelsen da RET, der udkom en gang om måneden som et oplysende tidsskrift og tillige antoges til foreningens organ. Det var et fortræffeligt blad, som indeholdt mange gode artikler og har haft stor betydning for udbredelsen af Henry Georges tanker. Men som organ for foreningen kunne det ikke gå i længden. Det var uholdbart, at en af de vigtigste stridsmænd i de indre kampe havde hånds- og halsret over foreningens blad. 

Når man vil skrive blot en ganske kort Henry George Foreningens historie, kan man ikke komme uden om stridighederne indenfor georgisternes egen lejr; thi de er lige så gamle som foreningen selv og vil måske komme til at overleve denne. Der er folk, som tager disse evindelige stridigheder meget højtideligt og er dybt bedrøvede over at georgisterne ikke kan holde fred indbyrdes; det er der ikke nogen grund til. Georgisterne er folk, som er vant til at tænke selv og danne sig deres mening derefter, og de er ikke tilbøjelige til – selv i de mindste spørgsmål – at give efter, at bøje af; de står fast på det, som de mener, er rigtigt. Smidighed i omgangen med modstandere eller med meningsfæller af en anden nuance er ikke deres sag. 

Foreningen oprettede da sit eget blad Den lige Vej, et 14 dages blad, der udkom fra 1910 til 1922 under vekslende redaktører: K. J. Møller, Villads Christensen, C. N. Starcke, Jørgen Pedersen, K. J. Kristensen og J. L. Bjørner. 

Bladforholdet var længe genstand for stridighederne inden for foreningen. Der kom snart andet til. Overretssagfører Johan Pedersen i Aarhus havde opfundet en ny valgmåde, “Den frie valgret”, som han ville have indført i foreningen og sat ind på foreningens program. Der var lange debatter for og imod, men Johan Pedersen sejrede forholdsvis hurtigt, i alt fald delvis, idet “Fri valgret” på et møde i Københavns Søpavillon indførtes i foreningen og har været benyttet siden den tid ved dets valg. 

Imidlertid var der opstået en fraktion inden for foreningen, som kaldte sig Retsdemokraterne, som havde mange andre sager på deres program end grundværdibeskatning eller grundskyld, som man var begyndt at kalde den. Deres mest fremtrædende folk var Signe Bjørner, dr. Severin Christensen, dr. Phil. Axel Dam, og senere Starcke og Abel Brink. 

Denne nye partidannelse gav atter anledning til langvarige og varme diskussioner, indtil retsdemokraterne besluttede at begynde for sig selv og stiftede ugebladet Det frie Blad, (Se note / pma) der for det meste under redaktion af Signe Bjørner er udkommet siden 1921. Retsforbundet udviklede sig efterhånden til et politisk, georgistisk parti, som ved valget den 2. december 1926 mønstrede over 17.000 stemmer og fik to mand ind i folketinget: dr. Phil. Axel Dam og pastor Willesen fra Æbeltoft. 

Dannelsen af Retsforbundet blev en åreladning for Henry George foreningen; en del af dets tilhængere vedblev vel at stå tillige i den gamle forening, men den nye tilgang af georgister kom væsentlig Retsforbundet til gode; de var også for det meste hvervede ved dets energiske agitation. 

På grund af konkurrencen med Det frie Blad kunne Den lige Vej ikke i længden klare sig. Bladet gik ind. Men da et blad som bindeled imellem medlemmerne ikke kunne undværes, oprettedes månedsbladet Grundskyld, som udkom fra 1924 med K. J. Møller som redaktør. Dette blad var noget finere udstyret end de gamle blade, men blev i længden for kostbart. For nylig er der kommet et slags samarbejde i stand mellem Grundskyld og Det frie Blad; det første er flyttet til det samme trykkeri som det sidste og har fået samme format og udstyr som dette. 

Det er efterhånden blevet en lang række af talere og skribenter, som er gået ud i landet for at udbrede vor forenings anskuelser: af litteraturen bør især fremhæves Langes fortrinlige oversættelser af Henry Georges Arbejdets kår og Fremskridt og fattigdom og Langes Socialøkonomi, som alle er solgt i mange eksemplarer. Foruden Lange og Berthelsen, som begge stadig er i virksomhed, er der efterhånden kommet mange til, som J. L. Bjørner, der er en fiks journalist og taler, som med frisk humør leder de Henry George stævner, som plejer at følge efter repræsentantmøderne, og hvor han har opkastet sig til diktator; her glemmer gårsdagens kæmper, om det er RET, der går den lige vej, eller det er Den lige Vej, som har ret, og fordyber sig i ofte lærde forhandlinger for at smede våben imod de ydre modstandere. Fru Signe Bjørner er også en fremragende taler, der på sine rejser omkring i landet har oprettet mange kredsforeninger for Henry George Foreningen, senere for Retsforbundet. 

En del af vore folk har vi mistet i årenes løb. De smerteligste dødsfald har vel været: Villads Christensen, Brande, Johan Pedersen og Starcke. 

Rådstuearkivar Chr. Villads Christensen var en udmærket skribent; hvad han skrev var altid fint af form, ofte fuldt af poesi og lune; han var en ærlig sandhedssøger, der ikke lod sig binde af fordomme og gamle, tilvante meninger. 

For skoleforstander Brande, den alvorlige retsindige jyde, stod det som en selvfølgelighed, at Henry Georges tanker viste den rette vej i kampen imod tidens sociale ulykker. For den anskuelse vandt han venner med hele sin tilforladelige person. 

Overretssagfører Johan Pedersen var en ejendommelig personlighed, mut og ordknap, en idealist og filosof af· en mærkelig koncentreret veltalenhed. 

Professor C. N. Starcke var en stor taler, der ofte henrev forsamlingerne til begejstring med sin veltalenhed; han var altid parat til at lægge sig i selen, skånede aldrig sig selv, men sled sig op i kampen for, hvad han anså for sandhed og ret. 

Det er et stort arbejde, der er gjort for at oplyse befolkningen om de rette social­økonomiske principper; og der tænkes vel nok noget mere, og navnlig noget rigtigere om den slags ting nu end for 20 år siden. 

Men hvad er der i øvrigt opnået? Vi synes for det meste, at det er grumme lidt, vi er ingenlunde tilfredse. Men nogle skridt er der dog vundet fremad. De tre store politiske partier, socialdemokraterne, det moderate og det radikale venstre har erkendt grundskyldens retfærdighed og mere eller mindre klart taget den op i deres program. Der er langt fra programmernes drømmeslotte til lovgivningens virkelighed. Men også i lovgivningen har foreningen sat sine spor: først fik vi ved ejendomsskyld­vurderingen skilt jord og bygninger, således at de vurderes hver for sig. Det var som en indledning til en fremtidig grundskyld. Derefter fik vi en ganske lille statsgrundskyld og endelig en lille bitte kommunal grundskyld. Det er småt, men det har den fordel, at det går efter de rene linier. 

Mærkeligt nok: Disse resultater, der forekommer os, der ser dem nær ved, små, synes, set langt fra, ude fra de fremmede lande, store; det fremgik af mange udtalelser af de udlændinge, der mødte her i byen sidste sommer til verdenskongres. De havde nemlig hjemme hos dem selv opnået endnu mindre. – Dette verdensstævne var en smuk og festlig afslutning på det første kvartårhundrede af Henry George Foreningens liv. Der var i begyndelsen dem, der var ængstelige for, hvordan vi småfolk skulle kunne klare så stor en opgave, som det var, at afholde en verdenskongres for grundskyld og frihandel. Men det gik godt; udlændinge mødte op i mængde og var henrykte over, hvad de fik at se og høre, og vi danske, af hvilke de fleste ikke kunne engelsk, som var kongressens sprog, fik det ud deraf, at vi lærte mange udmærkede mennesker af vore udenlandske meningsfæller at kende. At det hele forløb så smukt og storslået, skyldtes for en stor del det udmærkede arrangement og Folkes fremragende evner som forhandler og leder. Et friluftsmøde som det ved frihedsstøtten – ved højlys dag midt i storbyens larm og færdsel – var en begivenhed i byens historie. 

Så går da Henry George Foreningen ind til de næste 25 år af sit liv, ledsaget af de bedste ønsker og forventninger hos os alle, ledet som den er af det fineste formandskab, vi kunne tænke os: Folke, Lange, Berthelsen.

Note:
Ifølge bladene selv var Det Frie Blad en frivillig ammenslutning af Ret, Den lige Vej, etc.
Se Det frie Blad
/pma