Grundskylds- og partipolitik

af Sophus Berthelsen 
Fra Grundskyld, 3. årg. nr 3, marts 1926
(gengivet efter manuskript)

 På grundskyldsmødet i Skjensved (1926), hvor også repræsentanter for venstre og socialdemokratiet var mødt, kom det til et lille grundskylds-politisk opgør.

Efter to partipolitiske talere fik godsinspektør Berthelsen ordet og udtalte bl.a. følgende, her gengivet efter talerens senere manuskript:

Citat:

“Det er en misforståelse, at jeg her møder for det såkaldte retsparti. Jeg var medstifter af oplysningsselskabet Retsforbundet, der ønskede at udbrede retsideerne i alle de bestående politiske partier, men var modstander af indtil videre at stifte nye partier. Og min og meningsfællers opfattelses rigtighed bekræftes da netop ved et møde som dette, hvor begge de to største politiske partiers talsmænd (takket være den loyale oplysningsgerning inden for partierne) nu står som forsvarere af grundskyldstanken, der nu, om end i ringe mål så dog principrigtigt, vil blive grundlaget for Danmarks kommunale ejendomsbeskatning. Fremskridtstoget føres derved ind på den rette bane, og de bremseklodser, som politikerne foreløbig har sat på hjulene, vil nok løsnes, efterhånden som folket selv indser, at farten frem bør øges.

Men foreløbig må vi, for hjerternes hårdheds skyld, nøjes med denne lille grundskyldsbegyndelse uden at vi dog derved har opgivet vort gamle håb om en gang at se grundskylden som enesteskat. At selv fuld grundskyld ikke i øjeblikket kan dække alle offentlige udgifter – således som tilfældet var for 25 år siden – er sandt nok, men det beror jo på den mængde af såkaldte sociale og kulturelle udgifter, som vort samfund i mellemtiden er blevet belemret med, fordi så mange af det menige folk gennem en dårlig lovgivning er blevet berøvet midlerne til selv at forsørge sig i så henseende. Men disse midler vil folket netop få tilbagegivet direkte og indirekte gennem grundskyldsreformen, og derved vil de offentlige udgifter blive nedbragt til det normale – når den retstanke, hvorpå grundskylden hviler, først bliver helt gennemført.

Retstanken i skattespørgsmålet er modsat både liberalismens og socialismens. Den første krævede mindst mulig skat, og kaldte den regering den bedste, som opfyldte dette krav, hvad Venstre, som nedstammer fra liberalismen, i nogen grad er påvirket af endnu.

Den ortodokse tyske socialisme derimod, har overhovedet intet skatteprogram, fordi den med Rousseau og Marx hævder, at individet med person og formue helt tilhører staten, som derfor ikke kan nøjes med en vis skattedel af den enkelte. (Og det er påskønnelsesværdigt, at det brave danske socialdemokrati aldrig alvorligt har hævdet denne kommunistiske tankegang).

I modsætning til begge disse ismer, kræver retstanken, at der skal være en bestemt retsgrænse mellem stat og enkeltmenneske, så at stat (og kommune) kun har ret til at kræve skat efter denne grænse, men til gengæld også skal kræve fuldt ud indtil denne. Den enkelte har eneret til at beholde de værdier, han skaber ved eget arbejde, men ikke dem, som skabes af samfundsfællesskabet; og dettes værge (stat og kommune) har omvendt kun ret, men også pligt, til at tage disse sidste værdier, (og tilbagegive dem til myndlingen, folket, med lige andelsret deri for alle), men må ikke røre det enkelte menneskes arbejdsskabte værdier. Derved er den rette grænse fundet mellem stat og individ på det økonomiske område.

Endnu er denne grænse langtfra fuldtud gennemført eller blot ret anerkendt af lovgivningen eller vore politiske partier. Men dog må det indrømmes, at begge de to store partier nu har godkendt grundskyldens princip, dens retstanke – ved først i august 1922 at gennemføre stats-grundskylden og nu kommune-grundskylden. Så skal denne store sandhed nok ved sin egen styrke bane sig videre vej, og vi grundskyldsfolk, som har haft den store lykke – takket være Henry Georges vejledning – at bære denne sandhed frem herhjemme, kan kun være taknemlige for, at vi nu er nået så vidt – fremmeligst er vort land derved blevet indenfor vor verdensdel.

Der siges hånligt: hvorfor skulle netop vort land være det klogeste til her at vise verden vejen frem? Ja, hvorfor kommer folk fra mange lande – som Grundtvig forudsagde i sin Ravnegalder – for at se dette lille danske folks landbrug, mejeridrift, husmandsbrug, udstykning og dets andelsvæsen og højskoler?

Svaret er: fordi alt dette hviler på vore ældgamle landboloves frihedsideer, deres hævdelse af den enkelte bondes retsstilling, som aldrig i vort land har været helt undertrykt under herremandsvælde eller statsvælde, og hvor individets ret derfor er den sikre klippe for hele vor retsordning. Derfor har – som Jakob Lange så udmærket har udredet – Henry Georges lysende tanker om folkets ret til jordværdien og den enkeltes ret til jorden, kunnet finde en så enestående gunstig modtagelse og forståelse i Danmark som vist intetsteds ellers. – Og derfor vil vi også nu til sommer, i slutningen af juli, se mange fremragende mænd fra mange lande, ikke blot Sverige, Norge, men fra England, Tyskland, Frankrig, Spanien, Amerika og Australien komme her til Danmark, for i forening med os at afholde et stort verdensstævne for grundskyld og frihandel – og for samtidig at lære at kende dette lille mærkelige land og folk, som har sat disse to retskrav på sin politiske fane, og ikke vil hvile, før de er fuldtud gennemførte.

Derfor takker vi grundskyldsfolk vore venner i de to andre partier for, at de har villet slå følge med os så langt og er rede til at afvente virkningen af de to små grundskyldslove, før vi går videre. – Vi er ganske sikre på, at de derefter vil følge os videre frem ad samme fremskridtsvej – og efterhånden afskaffe ikke blot resten af bygningsskatten, men også toldskatten (som altid var demokratiet en vederstyggelighed) og personskatterne på arbejdsindkomst, flid, dygtighed og sparsommelighed.  

Det siges nok, at derved vil Venstre mulig måtte afgive nogle stemmer til Højres jord-kapitalister. Men i så fald vil Venstre få rigelig erstatning i dets store husmandsskarer, som ellers uvægerlig var gået bort fra partiet. Og måske vil socialdemokratiet også tabe nogle få af sine partifæller (måske endda enkelte ledere, de vildledte venner af toldbeskyttelsen), når den rene frihandel har sejret fuldt ud. Men uden dette vil partiet ligeså uvægerlig miste de mange husmænd, som ved sidste valg talte op i rækkerne – det viser bedst den gode udtalelse, som den socialdemokratiske husmand Johansen her ved mødet udtalte, da han bestemt tog afstand fra visse partilederes koketteri med industriens toldbeskyttere.

Det vil med andre ord nok vise sig i de kommende år, at dansk politik ved at optage denne retfærdstanke i renhed i sin lovgivning har fundet en ny og frugtbar retningslinie, en samlet grundskylds- og frihandelsfront, som med overmægtigt flertal vil genskabe økonomisk frihed for folket, med gode og sunde samfundsvilkår på land og i by, ingen eller aftagende arbejdsløshed og statsforsørgelse, nye tusinder af selvstændige frie hjem og velstillede familier – medens de to yderfløje: reaktionen og revolutionens mænd vil miste al tilslutning fra vort frie og velstillede menige folk.

Så mægtig er en stor sandhed, når den får lov til med sin egen sunde styrke at komme frem og vokse op inden for alle partier – uden partipolitiske særkrav eller taktiske manøvrer, – men kun ved sin egen frigørende evne og oplysende virkning på frie mænd og kvinders sind og tanke”.