af Signe Bjørner
fra tidsskriftet Grundskyld, nr. 3, 1934
(Mange gode oplysninger /pma)
Tilbageblik
Det er altid mørkest lige for gry. Dersom dette gamle ord passer, er der gode udsigter til, at det snart må lysne. De mørkeste tider, vi har kendt for friheden, for selvstændigheden på alle områder, er nu inde. De forhold, vort landbrug lider under, stammer direkte fra det nu uddøende slægtleds mangel på agtpågivenhed overfor de tanker, der kunne have afværget gældskrisen og fremmet en retfærdig rigdomsfordeling, hindret arbejdsløshed og de høje skatter, offentlig gældsstiftelse og dermed trællekår for den nye slægt, bremset den protektionistiske udvikling, der drager stedse mere arbejdsløshed med sig – kort sagt, fra den skæbnesvangre vending i 1903, da man valgte at skænke jordejerne den sidste rest af samfundets prioritet i jorden og tabte hele folkets jordret af syne. Og man har ikke en gang haft den undskyldning, at man ikke vidste bedre. Thi allerede den gang var Henry Georges epokegørende omdannelse af den gængse socialøkonomi kendt herhjemme. Hans tanker var flere år tidligere fremsat i Højskolebladet af Jakob E. Lange og rundt om på højskolerne af Viggo Ullman, havde vakt opmærksomhed og var gået sejrrige ud af de første kampe mod konservatisme og træghed. Netop i landbokredse, blandt yngre og ældre højskolefolk, hvor også den politiske liberalisme havde sine stærke rødder, var der rig lejlighed til at lære disse indlysende rigtige tanker at kende, og det skulle synes at ligge så lige for, at en helt ny stand i politik, hvis program var folkefrihed og alle privilegiers og monopolers afskaffelse, ville gribe til. Men det blev klasseegoismen, der sejrede, og dens kortsynethed, selv hvor det gælder dens egne formål, viser sig nu så grelt, at man må være dum og blind for ikke at erkende den. Det kan have sin interesse at følge udviklingen baglæns, tilbage til dette krisepunkt. Det ville tage større plads, end her rådes over. Og det skal derfor kun forsøges at pege på de mest betydningsfulde skridt, og kun for så vidt de har forbindelse med Henry Georges tanker, som disse har været fremsat og drøftet i den mellemliggende tid.
Foregangsmænd.
Tre mænd, der hver for sig har givet en personlig indsats i Henry George bevægelsen, blev født i år for 70 år siden, altså i det mindeværdige år 1864. Den ældste, Sophus Berthelsen, f. 30. januar, døde 17. januar 1930, midt i det mest energiske og utrættelige arbejde for Henry George sagen her i landet, som nogen enkelt mand har præsteret. Når en gang den anden Henry George bevægelses historie skal skrives, vil hans navn stå på næsten alle siderne og stråle ud af helheden med livets stærkeste glans. Den næste, Villads Christensen, fødtes den 16. februar og døde allerede den 17. oktober 1922, for os efterlevende at se meningsløst tidligt. Hans dybtgående indflydelse er det ikke alle givet at overskue. Det var indflydelsesrige intellektuelle kredse, særlig blandt de radikale, han kom i forbindelse med, og dér, hvor han plantede tanken, blev dens vækst beskyttet og fremmet ved hjælp af forstandens og forståelsens rigeste gaver. Han var historikeren – og så vor sag som den forlængelse af nordens frihedslinje den er; kunne derfor tålmodigt byde de små fremskridt i den rigtige retning velkommen, og forstod, hvilket mægtigt fremstød der blev vundet blot ved den delte vurdering, der måtte være grundlaget for skelnen mellem de samfundsskabte værdier, jordværdierne, og de private, arbejdsskabte værdier, fra hvilke skattebyrden skulle løftes. Men han var mere end historikeren, hvad den kendte lille samling fortællinger: Hjem fra møde vidner om. Når historien om Henry George bevægelsens andet fremstød skal skrives, vil vi savne hans pen, den, der skrev i 1002 Den første Henry George Bevægelse i Danmark.
I denne korte beretning om en vigtig epoke træffer vi fra først til sidst navnet på den tredje mand, Jakob E. Lange, den yngste, født 2. april, men den, der først bragte Henry Georges tanker rigtig frem herhjemme. Jakob E. Lange, hvis halvfjerdsårsdag vi i disse dage fejrer, har aldrig sluppet arbejdet for Henry George tankernes fremme. Og står den dag i dag som bevægelsens stærke åndelige kraft. Så levende som udviklingen selv, i kontakt med ungdommen, på højde med sin tid. Og når vore dages ungdom, i erkendelse af, at sagen ikke kan overlades alene til partiernes røgt, nu vil genrejse oplysningsarbejdet, finder de hos ham en levende, rindende kilde, hvor de kan hente friskhed og styrke. De, der var med til mødet sidste efterår på Fyns Husmandsskole, mister aldrig, selvom de kan ‘glemme’ indholdet af hans beåndede foredrag, den levende impuls og det indtryk af Lange, de fik derigennem: ordets mester, åndens redskab og den stærke, jeg-bevidste personlighed, som aldrig taber sit mål af syne.
For Jakob Langes store personlige indsats også i det senere afsnit af Henry George bevægelsens historie, vil der andetsteds i bladet blive gjort rede.
I vore dage
I sin årsberetning ved sidste reræsentantmøde i Henry George foreningen sagde formanden, ingeniør Folke, efter at have citeret formålsparagraffens stolte ord:
Formålet er at virke for løsningen af det sociale spørgsmål ved folkets økonomiske frigørelse ad den af Henry George anviste vej: gennemførelse af fuld grundskyld og frihandel og afskaffelse af alle skatter på arbejdsskabte indtægter og værdier.
“… disse frejdige ord fra vor bevægelses ungdomstid …. kan også fylde os med angst ved den næsten parodiske kontrast, hvori de står til den virkelighed, vi daglig har for øje omkring os.
Fra de ældste tider har det været erkendt, at friheden alene kan bygges på retfærdighed.
Hvad er da Ret? – – – Det, som et samfund kan bygges på, er en fællesopfattelse af, hvad der er ret. Det er først og fremmest den enkeltes ret til sig selv, til sit arbejdes frugt og alles lige ret til den natur, hvortil vi fødtes, og til de værdier, der skabes af et samfund, hvori vi indgår som led. Det blev Henry Georges gerning at påvise, at erkendelsen af denne retsorden er en nødvendig betingelse for bevarelsen af et frimandssamfund. Enhver kan finde denne tankegang bekræftet i de begivenheder, der nu går over verden. Derfor er det sandt, at selvom udviklingen gik imod, så står vi dog i dag som de eneste, der kan bygge et håb til fremtiden på et positivt grundlag. En dag vil tanken om frihed og fylde blive til virkelighed, når menneskeheden er lutret til erkendelse af, at retfærd er samfundets grundvold, som kærlighed er livets kilde.”
Den samme erkendelse og fortrøstning, som dette korte uddrag af ingeniør Folkes tale vidner om, kommer til orde hos Jakob Lange i en artikel, som han kalder: Fundamentalt og universelt. Han tager de forskellige politiske grundtanker for sig og viser ét for ét deres utilstrækkelighed og hulhed: den fri konkurrence. Opbygget på ulighedens og jordløshedens grund – nu forladt af guder og mennesker. Eller frihandelen. Hvad Cobden og hans fæller ved den store, retsindige konservative fører Robert Peels hjælp fik udryddet, den kunstige brødfordyrelse, er nu det ene saliggørende. Eller det stabile pengevæsen: landene kappes om, hvem der mest fuldstændigt kan forvandle den nationale værdimålestok til et elastisk gummibånd. Eller rationaliseringen: maskinerne gør mennesker overflødige, de arbejdsløse slår skærver eller sidder ørkesløse hen. — og Lange slutter:
“Hvad står da fast, hvad viser i forvirringstider klippegrundens urokkelighed? Mere og mere bliver dette af vigtighed, thi jo højere vi bygger samfundets hus, desto vigtigere er det, at vi ikke bygger på flyvesand. –
Med genial simpelhed slog Henry George dette fast. Mennesket er et land-dyr. Hvad enten det bygger sig en hytte eller et palads, klæder sig i palmeblad-bast eller kunstsilke, sejler i kano eller oceandamper; i alt er det afhængigt af jorden, af naturgoderne. Skabe kan mennesket ikke, kun frembringe: omforme eller omdanne, adskille eller forbinde, hvad naturen giver. I alle livets øjeblikke er det afhængig af adgangen til naturen. Og derfor er den lige ret til jorden det fundamentale folkelig-økonomiske krav.
– Kirkevælde, adelsvælde, moderne kapitalisme, alt hviler fast forankret i den forret til jorden, som gør den almindelige arbejdende menneskehed til skatskyldige, afhængige eller slaver. Og før vi har sikret folket dets odelsret til fædrelandet, kan fremtidens hus ikke gøres jordskælvsfast.”
En overbevisning som den, der har kunnet stå for uvenners modstand og venners lunkenhed, viser mulighed for, at arbejdet vil lykkes for det slægtled, som nu marcherer og som skal føre den tredje Henry George bevægelse ind over det sidste skær. Den rolige erkendelse af, at om end tidens retning har været stik imod, så bliver der dog til sidst ingen anden udvej end den, Henry George og hans disciple har fremført, giver styrke til at bevare tilliden, og fortsætte oplysningsarbejdet som hidtil, trods alle nederlag og forringende kompromisser.
Fremad – eller tilbage?
Det sidste af den slags kompromisser, der, hvis de skyldes et andet parti, kaldes ‘forræderi’, og hvis det skyldes ens eget, ‘svaghed’, kan grundstigningsskyldsloven af 20. maj 1933 kaldes. Den er udførligt forklaret i Grundskyld nr. 9 og 10, og skal derfor ikke gengives her, indviklet og uklar som den er. Der er sikkert ikke mange tilhængere af grundskyld efter Henry Georges anvisning, som er tilfreds med den. Og dog kan der sige noget godt om den, omend rosen er betinget. Redaktør Abel Brink skriver således:
“Hvis den nu gennemførte lov om grundstigningsskyld kan give anledning til større ensartethed, sikkerhed og nøjagtighed ved vurderingen af Danmarks jord og grund, så er den indirekte med til at fastlægge det grundskyldsprincip, som fra Arilds tid under forskellige former har været i brug i Danmark.”
Til de virkelige nederlag må derimod regnes toldloven af oktober 1932, der også nævnes som et eksempel til skræk og advarsel i Henry George Foreningens sidste resolution, der lyder således:
“Den krisetilstand, som ødelæggelsen af samarbejdet og samhandelen mellem landene, de bestående særrettigheder og forstyrrelser i pengevæsenet har ført ud i, kan kun afbødes ved, at stands- og erhvervsinteresser underordnes samfundets hele velfærd, der alene kan have fremgang, hvor retfærd og frihed hersker.
Vi advarer derfor imod, under krisens tryk, at gennemføre foranstaltninger, der som den industriprotektionistiske toldlov af oktober 1932, den bebudede korntold og den protektionistiske udnyttelse af valutacentralen gør brud på den frihandelslinie, der har været en grundlov for den folkelige politik i Danmark gennem to menneskealdre. Tidens gældskrise gør det indlysende, at kun en lovgivning, der grundlægger al ejendomsbesiddelse på betaling til samfundet af den fulde jordrente, faldende og stigende med konjunkturerne, kan skabe sundhed og tryghed i folkets økonomiske forhold og danne bolværk mod usund gældsstiftelse.
En varig ordning af landets pengevæsen, således at kronens købeevne ligger fast, i forbindelse med gennemførelsen af grundskyld og frihandel, er nødvendig for at hindre kriser og sammenbrud i landets erhvervsliv.”
De liberale partiers hidtil hævdede troskab imod frihandelstanken havde nu lidt et knæk, der ganske vist skyldtes på udlandets slette eksempel og ikke erkendtes som en virkelig meningsændring, hvad der jo også ville være utænkeligt i en tid, hvor selv de mest reaktionære blade knæsætter frihandelen som “det selvfølgelig eneste rigtige”, som man dog naturligvis ikke kan rette sig efter. Det må være bittert for de mange trofaste georgister, som i kraft af de demokratiske partiers program, hvorpå der findes krav om frihandel og grundskyld, har arbejdet med og for disse partier, at se de ansvarlige svigte programmerne i en tid, hvor der mere end nogensinde trængtes til opfyldelse af retfærdighedens krav.
Men tiden var forpasset. De store masser af befolkningen stod overfor umiddelbar nød, og man var ‘som politiker’ tvunget til at gøre det mulige, dvs. det, man i øjeblikket kunne få særinteresserne til at gå med til, selvom man var klar over, at det ikke i længden kunne hjælpe, men tværtimod måtte forværre forholdene. Dette var en direkte følge af den lunkenhed, hvormed disse partier havde taget fat på den opgave, som fremmelige vælgere, oplyst om Henry Georges tanker, havde fået optaget i programmerne.
Politiske programmer.
I socialdemokratiets program har Henry Georges tanker afsat forskellige små krav: afskaffelse af skatter og love, som skaber varefordyrelse for befolkningen. Direkte skat (foruden på indkomst og formue) på grundbesiddelse, herunder indførelse af en grundværdistigningsafgift. Jord i offentlig eje bør ‘som regel’ (?) ikke afhændes til privateje. Brugen af den i samfundets besiddelse værende dyrkelige jord overdrages til landarbejdere eller ligestillede. Hvor brugsretten til samfundets jord er overdraget enkelte personer eller sammenslutninger, fastsættes en afgift af jorden i forhold til dens værdi.
Tanken om, at al jord tilhører menneskeheden i fællesskab og skal forrentes til fællesskabet i forhold til sin værdi, synes dog at ligge det internationale socialdemokrati mærkværdig fjernt. De få bestemmelser ang. jorden, der findes i dette program, er meget lidt radikale – og synes dog for radikale til, at man har villet følge dem i den praktiske politik.
Også i Venstres program har man, i meget forsigtige vendinger, antydet muligheden af grundskyld:
“Ved beskatningen til kommunen af fast ejendom bør tilstræbes en retfærdig fordeling af skatten på bygninger og på jorden: lige skat på lige jord, under hensyn til dennes værdi eller beskaffenhed og beliggenhed.”
Men for endelig at hindre den misforståelse at bestemmelsen om ‘lige skat på lige jord’ skal tages i sin konsekvente betydning, som er fuld grundskyld, har man tilføjet, at ejendomsretten og kreditforholdene ikke må krænkes etc. Udtryk for en frygt, der til dels bunder i misforståelse af grundskyldens art og virkning.
I sit program af december 1916 vedtog Det konservative Folkeparti en sætning, der lyder således:
“Fremme af arbejdet for oprettelse af selvstændige, ikke for små jordbrug samt landejendomsskatternes omlægning, bl.a. således, at de for en del kommer til at hvile på jorden.”
Men allerede i 1929 vedtog man ‘urokkelig modstand mod en skattepolitik, en jordbeskatningspolitik etc.’ – “der angriber det grundlag, hvorpå samfundet ifølge grundloven hviler”, og i 1930 gik man endnu et skridt tilbage og satte sig fast i en protektionistisk politik, der er kommet landet dyrt at stå.
Det radikale Venstre var det første, der i sit program helt ud vedkendte sig grundskyldprincippet. Odenseprogrammet, vedtaget ved partiet stiftelse i 1903 blev udarbejdet i samråd med Jakob Lange og omend udformningen, der utvivlsomt har kostet adskillig drøftelse med de mange, for hvem tanken den gang var ny, ikke kan have været helt tilfredsstillende for Lange, meldte han sig dog ind i partiet for at arbejde videre med tanken dér. Den vigtigste passus er følgende:
“Ejendomsskylden omdannes under hensyntagen til principperne for en grundværdibeskatning. Når offentlige foranstaltninger medfører en stigning af grundværdien, sikres der stat og kommune andel i værdistigningen, samt følgende:
“Finanstolden på de almindelige livsfornødenheder og råstoffer nedsættes efterhånden, indtil den ganske kan bortfalde. Beskyttelsestolden ophæves planmæssig gradvist med billigt hensyn til bestående erhverv.”
I Sønderborgprogrammet, vedtaget 1922, står der endnu mere klart:
“Ved tilvejebringelsen af de til fremme af borgernes fælles interesser fornødne midler tilstræbes en udligning af den bestående ulighed, idet skattesystemet i videst mulig udstrækning bygges på de samfundsskabte værdier.
Statens ejendomsbeskatning lægges på grundværdien efter princippet: lige skat på lige jord. —
Ved toldlovgivningen tilstræbes fuld virkeliggørelse af frihandelsprincippet, idet beskyttelsestolden nedsættes gradvist således, at den i løbet af et kortere åremål helt bortfalder og finanstoldskatter og indenlandske vareafgifter ophæves, i første række sådanne, som rammer almindelige livsfornødenheder.
Kommunernes ejendomsbeskatning bliver en grundskyld, der af hver enkelt kommune kan forhøjes inden for den grænse, hensynet til statsgrundskylden sætter. Kommunerne får ret til at pålægge grundværdistigningsskat.
Folkets ret til fædrelandets jord hævdes. Ved en lovgivning, der ikke virker prisfordyrende, skaffes der jord til mindre landbrug for dem, der ønsker eget hjem på landet. Jorden overlades brugerne, imod at der ydes fuld rente af dens værdi.
Adgangsretten til naturen hævdes overfor alle forsøg på at beskære befolkningens gamle ret til fri færdsel, særlig ved strand og i skov.”
Retsforbundet
Det var misfornøjelse med omtalte lunkenhed fra de politiske lederes side, der havde ført til Retsforbundets optræden som politisk parti, allerede i 1924, for øvrigt imod mange af forbundets ledende folks – deriblandt Berthelsens – ønske. Partiet blev repræsenteret på rigsdagen ved valget 2. december 1921 med to mænd – dr. Dam og pastor Willesen – og har nu fire repræsentanter i folketinget. Retsforbundets formålsparagraf falder omtrent sammen med Henry George foreningens. Således som den først fremsattes (førend det partipolitiske program udformedes) lyder den:
“Forbundets formål er folkets økonomiske frigørelse ved ad fredelig vej at søge den nuværende magtstat omdannet til en retsstat, hvis opgave alene vil være at sikre borgernes personlige frihed, ret til fuldt udbytte af eget arbejde, til lige andel i landets grundværdier og til deltagelse i styret af de fælles anliggender.”
Som Henry Gcorge havde forudsagt, var følgen af jordmonopolets fortsatte beståen blevet stadig voksende regereri og statsovermagt, en uredelig sammenblanding af offentlig og privat økonomi, det voksende antal fattiges uformuenhed til at løse personligt prægede opgaver, der mere og mere gik over til at betragtes som offentlige anliggender, og en stadig voksende skattebyrde.
Det nye partis program blev stærkt præget af disse forhold. Der lægges vægt på, at skellet mellem offentlige og private anliggender trækkes op på ny, så statens opgave begrænses til retsværnet, hvorunder man betragter opkrævning og fordeling af jordrenten som det første fornødne.
Hovedpunkterne i retsforbundets politiske program er personlig frihed indenfor den grænse, som sikrer ethvert andet menneskes tilsvarende frihed,
Ret til det fulde udbytte af arbejdet – stat og kommune kan ikke indføre hverken direkte eller indirekte skatter,
Ligeret til jorden. De naturlige rigdomskilder og de værdier, som opstår gennem samfundets vækst og som altså ikke skyldes enkelte personers arbejdsydelse, betragtes som fælleseje og tilhører derfor alle i lige grad. Heraf følger:
“Ligeretten til jorden medfører, at den enkelte borger må skadesløsholde de øvrige borgere for denne særfordel ved at svare fuld grundskyld. I grundskylden har derfor alle borgere lige andel. Befolkningens gamle ret til fri færdsel i skov, på hede og langs strand opretholdes.”
Alle de følgende bestemmelser er præget af disse principper.
Forarbejdet
Processor C. N. Starcke, som var en af georgismens mest fremragende fortalere, og godsforvalter Sophus Berthelsen, som var den største kraft inden for bevægelsen, siden Lange først satte sindene i bevægelse, var de egentlige ledere i denne aflægger fra den gamle Henry George forening. Til den kreds; som var med til at udarbejde programmet, hørte desuden professor E. Geismar, dr. Phil. Axel Dam og dr. Severin Christensen, Signe Bjørner og flere. Retsforbundet blev stiftet d. 21. okt. 1919 ved et lille mode i København, men på grundlag af et forarbejde, der begyndte med indkaldelse til et stort møde i Odense, hvortil initiativet blev taget af Henry George foreningen, d. 27. april samme år. Her var samlet repræsentanter for Henry George foreningen, husmandsforeningerne, lejerforeningerne, Kristelig-Socialt Forbund, radikale ungdomsforeninger, uafhængige Venstre ungdomsforeninger, redaktionerne af RET og af Retsstaten foruden enkelte andre indbudte.
På dette møde vedtoges en resolution, der lyder således:
“Til regering og rigsdag!
Under indtrykket af de sociale katastrofer, der har hjemsøgt og stadig truer store dele af verden, og i erkendelsen af, at der også i vort eget samfund findes dybtgående brøst, der har antaget en faretruende karakter og viser sig ved på den ene side kapitalens magtudfoldelse, og på den anden side arbejdsløshed, bolignød og jordfordyrelse, vokser naturligt kravet om virkelig gennemgribende reformer.
De hidtil af politiske partier gennemførte foranstaltninger har vist sig åbenbart utilstrækkelige og ofte vildførende. Grundlaget for et sundt samfund må være, at borgernes kår ikke, som nu, bestemmes af, hvad magt de har i kraft af besiddelse eller organisation, men hviler på arbejde og ret. Vi opfordrer derfor lovgivningsmagten til ufortøvet at skride til folkets økonomiske frigørelse, særlig ved:
1) indførelse af fuld frihandel, ophævelse af ejendomsskyld og enhver anden på arbejde og forbrug hvilende skat – og kraftigt indgreb imod al monopoldannelse.
2) indførelse af grundskylden, hvorved afskaffelsen af de gamle skatter muliggøres, jordværdien tilegnes folket, og adgangen til jorden lettes.
3) udskrivning af en formueskat en gang for alle, efter stærkt stigende skala, til afvikling af den stats- og kommunegæld, der ikke modsvarer produktive foretagender, samt til støtte for dannelse af nye hjem og andre økonomiske nydannelser i folket.”
For at give resolutionen større kraft blev der – i løbet af fem dage gennem Henry George foreningens sekretariat – samlet 1500 underskrifter blandt alle klasser i befolkningen. Statistikken er ganske morsom, den viser 25 højskoleforstandere, 29 arkitekter, 14 bladudgivere, omtrent lige mange gårdejere, håndværkere og husmænd, og tilsammen lærere og præster et tilsvarende tal. Ingeniører, læger og embedsmænd tilsammen noget lignende, og mejeriejere, planteskoleejere og konsulenter samt handlende ligeledes. Det var så repræsentativt et udsnit af befolkningen, som tænkes kunne – og en alsidig repræsentation for fællesinteressen. Den deputation, der skulle overrække adressen, blev da også mod taget med honnør. Det synlige resultat lod vente på sig. Men de 1500 underskrivere blev Retsforbundets menneskelige grundvold.
Ved H. G. Foreningens bestyrelsesmøde d. 6. april på Fyns Husmandsskole, hvor det ovenfor omtalte møde blev planlagt, var den svenske kammerherre Schwan indbudt til at redegøre for sin plan om et overgangsforslag til en retsstat ved hjælp af en 20% formueskat en gang for alle til dækning af den offentlige gæld og udligning af grundejernes tab, den, som blev taget op af Retsforbundet. Som man ser af resolutionen, gik det store møde kun med til at kræve gælden dækket af formuerne. Fra Henry George foreningens side har man altid vægret sig ved at gå ind på tanken om nogen slags erstatning til grundejerne, og man så i hr. Schwans forslag en sådan. Et lille citat fra forhandlingerne kan have kuriositetens interesse nu, femten år senere, da parlamentarismen har bekræftet sin alt for store træghed:
Fru Bjørner: “Kammerherre Schwans billede af en retsstat er tiltalende, men vanskelig opnåeligt, dersom man skal regne med parlamentariske metoder. Dersom man kunne organisere folk – ved hjælp af fri valgret indføre en organisation, der forgrenedes til hver eneste kommune, hvorved folket kunne overtage det direkte styre, og derved komme udenom politikerne – var det vel muligt. Noget sådant, som man tidligere ville have anset for fantasteri, ligger måske i vor tid ikke udenfor rimelighedens grænser.”
Prof. Starcke: “De små skridts tid er forbi. Kun den stærke og hurtige indførelse af jordreformen i sin helhed vi1 få nogen samfundsmæssig betydning. … Det er på høje tid, at det gøres; i øjeblikket har vi bolsjevismen på den ene side og kapitalismen på den anden side; begge betyder undertrykkelse af personlighed og initiativ. Kun Retsstaten, med sin ene opgave at hævde den personlige frihed, kan fri os fra begge dele.”
Som man ser – ved Retsforbundets dannelse var Henry George bevægelsen på skillevejen. Men de fleste – og navnlig senere tilkomne ledere – havde kun øje for de kendte veje, og da Retsforbundet besluttede at optræde som politisk parti og gik ind under de parlamentariske vilkår, var der foreløbig sat bom for fantasterier i retning af en fælles folkelig rejsning. Men det var en levende tid – og selve det politiske arbejde har vist sig at indeholde muligheder for at sprede den oplysning om tankerne, der måske den gang savnedes – ganske vist også bidraget til at samle en bevidst modstand og vække den selv i kredse, hvor den ikke hører hjemme.
Politiske fremstød.
I den foran omtalte periode var der to større politiske begivenheder. Forst vedtagelsen af grundskyldloven i folketinget den 21. juni og landstinget i august 1922. Glæden over denne lov, der blev gennemført under svære kampe med en hårdnakket modstand, blandedes dog stærkt med forargelse over den samtidig vedtagne importregulering, der da også har vist sig at have fået skæbnesvangre følger. Grundskyldlovens væsentlige punkter er indførelse af de periodiske vurderinger, hvert femte år – en væsentlig forbedring af den hidtil gældende delte vurdering – og selve den anerkendelse af grundværdien som særlig indtægtskilde for samfundet, der ligger i opkrævningen af de 1½ promille grundskyld, om end denne ringe brøkdel jo ikke i og for sig kan have større social virkning, så lidt som den betyder noget i finansiel henseende. Men som Abel Brink skrev i sin kommentar til loven: “Den seje modstand, selv mod den mindste smule, viser derimod mere end noget andet, at her er virkelig det middel, der kan give grundmonopolet dødsstødet og sætte arbejdet i højsædet.” En af modstanderne – den konservative landstingsmand Piper – sagde da også: “Den sorte plet i den afsluttede rigsdagssamling er ministeriets gennemtrumfning af en grundskyld. Den gennemførte lov betyder finansielt intet og vil heller ikke mærkes af skatteyderne, men den åbner vej for et slet skattegrundlag. – Det må hilses med glæde, at ministeriet på samlingens sidste dag, vist nok efter megen kamp med sit eget parti, gennemførte foranstaltninger om importforbud.” Det sete afhænger etc. –
Sikkert har det været trangt for et Venstreministerium at indgå det sidste kompromis med protektionismen, og det skridt i den rigtige retning, som grundskyldloven var, har knap slået til for at indhente det tab, liberalismen i Danmark led derved. Men den dag i dag peger venstrepolitikere med stolthed på deres andel i, at grundskyld indtog sin plads i dansk lovgivning. At partiet var modent til dette skridt skyldtes ikke mindst professor C. N. Starckes energiske arbejde i en årrække indenfor dets rammer.
Dernæst, i januar 1925, forelagde den socialdemokratiske indenrigsminister Hauge et forslag i folketinget om kommunal grundskyld. Det gennemgik i rigsdagen en grundig behandling, med støtte fra Venstre (Martin Hansen) og Radikale Venstre (Hemmingsen). (Den radikale regering havde allerede i 1920 fremsat et forslag i samme retning.) Endelig i 1926, den 31. marts, blev forslaget om kommunal grundskyld vedtaget i folketinget med 92 stemmer imod 23 og senere også i landstinget.
Et hovedprincip i loven er bestemmelsen om, at ejendomsskylden skal udredes med tre fjerdedele af grundskylden. Altså, hvis skatteprocenten på grundværdien er 1, kan ejendommens øvrige værdi kun beskattes med ¾ %. Abel Brink gør rede for lovens principper i Det frie Blad nr. 15, 1926 – det vil føre for vidt at gøre det her.
Efter denne lov er grundskylden den vigtigste i kommunal ejendomsbeskatning. I et betydeligt antal kommuner opkræves hen imod 2 % grundskyld, foruden grundskylden til staten på 1½ promille. Og hermed er også grundlaget givet for en forbedring af grundvurderingen, således at man trygt kan gå videre ad denne vej.
Verdensstævnet i København
Dette skridt på lovgivningens bane gav de danske georgister mod til at indbyde til det store verdensstævne i København fra 20 til 26. juli inklusive. Der havde tidligere været afholdt sådanne stævner i Ronda, Spanien, 1912 og i Oxford, England, 1923. Man havde opfordret Danmark til at lade det næste afholde her, idet den levende danske bevægelse og de allerede indvundne resultater havde henledt udlandets opmærksomhed på vore forhold. Den ny grundskyldslovgivning forstærkede ganske naturligt kravet udefra, og Det tredje internationale stævne for grundskyld og frihandel i København blev da også den begivenhed, man havde ventet. Sytten nationer var repræsenterede med ca. 200 deltagere. Så fjerne egne som Venezuela, Cuba og Australien havde sendt deltagere. Rigsdagens smukke fællessal og andre lokaler var stillet til rådighed, og ved det første møde var der tale af indenrigsminister Hauge (oplæst af stævnets leder, ingeniør Folke, da ministeren var forhindret i at komme til stede), efter at stævnets præsident, Charles o’Connor Hennessy fra New York, havde holdt den højtidelige åbningstale. To tidligere indenrigsministre, dr. O. Kragh og red. Ove Rode, præsiderede ved hver sin samling. Der savnedes således ikke officiel tilslutning og anerkendelse, som sig hør og bør i et land, der på det tidspunkt stod i spidsen for verdensudviklingen på det socialøkonomiske område. Der manglede heller ikke betydelige personligheder og store oplevelser – der hører stor resignation til for al indskrænke omtalen af denne begivenhed. Det tør vist nok siges, at de to episoder, som gjorde størst indtryk på de fleste, var først, da Henry Georges datter, mrs. Anna de Mille, der sammen med sine to døtre var kommet helt fra Californien for at være med til stævnet, stod foran husmændene ved deres møde i Grundtvigs Hus og modtog deres hyldest til sin fader, lyttede til deres smukke, kraftige sang og i skønne, grebne ord bragte sin tak til den kreds, der renere end nogen anden har gjort Henry Georges friheds- og retfærdighedstanker til fælleseje; og dernæst det store folkemøde ved frihedsstøtten, der i byens stærkest befærdede midtpunkt skabte en oase, hvor tusinder af mennesker samlede sig for at høre by og land (Ove Rode og Ole Hansen) såvel som den store verden ved engelske, franske og tyske talere hylde frihedens arv og tolke viljen til at føre arven endnu rigere frem til de kommende slægter. Det var ingeniør Folkes indflydelse, der havde skaffet stævnet den vistnok enestående tilladelse til at samles på denne plads og skabe det billede, som vil blive stående i historien og blive taget frem som symbolet for vor bevægelses historiske sammenhæng med ikke alene al dansk frihedsbestræbelse i fortiden, men med det internationale samarbejde for en retfærdig økonomisk ordning, der må blive grundlaget for den nye kultur i hele verden. Den folkelige og mellemfolkelige forståelse af et fællesskab, der kan stå midt i udviklingens storm og hævde sig, fordi det står på fast grund, retfærdighed, er billedets indhold. Og dets virkemidler er en kreds af mennesker, på højde med deres tid, der ser ud over en verden, hvor lygtemænd og stråildsblus kun til en tid kan lede menneskene vild, fordi der trods alle overfladebevægelser er den dybeste trang hos dem til ret og frihed.
Billedels midtpunkt er frihedsstøtten, omgivet af alle nationernes flag, båret af folkenes udsendinge.
Og med dette billede såvel som hele stævnets mønstergyldige ledelse slår ingeniør Folkes ranke, høje skikkelse fast i forgrunden for vor bevægelse.
Grundskyldsudvalget
Men Folkes initiativ og handlekraft har givet sig mange andre udslag. Blandt andet ved dannelsen af grundskyldsudvalget, der består af repræsentanter fra alle de kredse og foreninger, der har beskæftiget sig med grundskyldstanken, og samlet med det formål at sætte ind, hvor det måtte anses for påkrævet, med råd og vejledning – eller protest, hvor reaktionens overgreb truede. Det har ikke været omsonst – anledning har ikke manglet.
Blandt grundskyldsudvalgets gerninger skal nævnes udgivelsen af Kampen om jorden, i 1930 – en samling artikler for og imod, af Madsen-Mygdal, Folke, Lange og Nørlev.
En, der manglede
Den, der af alle savnedes mest ved verdensstævnet, var professor C. N. Starcke, som just i foråret 1926, den 7. marts, var død, 68 år gammel. “Segnet, bogstavelig segnet i kampen for ret,” skrev Viggo Bredsdorff – med rette. Thi der er ingen tvivl om, at overanstrengelse ved vinterens besværlige rejser og de aftenlige møder har fremskyndet katastrofen. Den ædleste og fineste personlighed, nogen bevægelse kan ønske sig som leder, gik bort med professor Starcke. Arbejdet for retfærdighed var ham selve livets indhold og mål, han skyede ingen anstrengelser. Først indenfor Venstre, der valgte ham ind i rigsdagen, for Fåborg-kredsen, den 20. maj 1913, og senere i Retsforbundet, som han stiftede, da han havde opgivet håbet om, at Venstre ville være i stand til at forny sin forældede liberalisme, gjorde han det ubehagelige og utaknemlige politiske murbrækkerarbejde. Med sine fremragende pædagogiske evner og ganske særlig ved sin ægte, rene menneskelighed kunne han som ingen andre få folk i tale, dvs. tænde lys i dem fra sin egen ildhu. Det mærkes på den kraft, der er i bevægelsen overalt i landet, hvor Starcke i sin tid holdt sine sociale kursus. Det var i 1911, på et af Joseph Fels’ besøg her i landet, han blev grebet af beundring for professor Starckes personlighed og forhørte, om det ikke var muligt at frigøre endnu mere af hans kraft til fremme af den sag, han allerede brugte hele sin fritid til at arbejde for. Det lykkedes at få ordnet en hel række seksdages kursus ude omkring i landet, hvor professor Starcke for ret store og voksende forsamlinger gennemgik socialøkonomiens love og gjorde grundigt rede for frihedens og retfærdighedens vilkår. Disse kursus var ham til stor glæde – som en slags udvidet højskoleundervisning har de sikkert klaret begreberne for mange af dem, der senere blev skribenter og talere for vor sag. En gårdmand skrev: “Vi burde udvide kredsen af vore konsulenter med en konsulent i samfundsvidenskab og udnævne Starcke dertil.”
Husmandstalerne
Starcke var vel den største, men langt fra den eneste taler, der blev sat i stand til at give mere tid til oplysningsarbejdet, ved hjælp af de midler, som den amerikanske georgist Joseph Fels gavmildt ofrede. Særlig i husmandskredse blev der af forskellige holdt mangfoldige møder i årene 1910 og fremefter, og her var det særlig godsforvalter Sophus Berthelsen, Høng, der dannede forbindelsen mellem Henry George bevægelsen og husmandskredse. En fremragende og dygtig taler var Kristen Bjerring, der med sin klare, praktiske sans, forenet med dyb, åndelig forståelse, fik meget stor betydning for tankens modtagelse og udformning i de kredse han særlig henvendte sig til. Kristen Bjerring forlod Danmark, efter sin hustrus død, i juni 1922, og drog med sine elleve børn til ny Zealand, hvor han har skabt sig udkommet og fået sine børn i vej. Det er ingen ringe bedrift – og det havde måske været vanskeligt at gøre det herhjemme, under de vilkår, ungdommen for tiden har. Men det var et stort tab for Danmark. Kr. Bjerrings sidste bidrag til sagen, inden han forlod landet var artikelrækken: Hvorfor bør danske bønder arbejde for en grundskyld, der stod i Det frie Blad nr. 22 til 27, 1922, og senere er udkommet som pjece i flere oplag. Dette skrift har stadig gyldighed, som da det blev skrevet for tolv år siden, og bruges stadig i oplysningsarbejdet. Ja, tidernes ugunst har endogså gjort det endnu mere aktuelt – desværre. Også daværende husmand, senere kreditforeningsdirektør, afdøde Jens Jensen Als var blandt disse års flittige foredragsholdere. Husmand. Peter Ellekjær, Bellinge, murer Evald Kristensen – senere højskoleforstander i Californien, nu sognepræst i Ellinge – tømrer Karl Mortensen, tømrer Olaf Toxværd, murer og husmand N. P. Kristensen, husmand Chr. Olsen, murer Hans Hansen – senere gårdejer, nu Retsforbundets folketingsmand – lærer Kr. Kolding, lærer N. Fisker – nuværende socialdemokratisk folketingsmand – en hel række af det nye radikale partis folketingsmænd, med lærer K. J. Møller, Grønborg og Mads Larsen i spidsen og mange, mange andre, ældre og yngre talere – langt over et halvt hundrede – holdt stadig gryden i kog.
I 1912 vedtog også landarbejderne et grundskyldsprogram under Oluf Andersens førerskab.
Fels og husmændene
Husmandsskolerne var georgismens højborge. På husmandsskolen i Borris, under forstander Jens Nielsen, samledes husmændenes repræsentanter i sommeren 1911 med Joseph Fels og Georgismens foregangsmænd. I 1913 blev der holdt feriekursus i samfundsøkonomi, med forstander Brande, Johan Pedersen og Axel Dam som lærere.
På Fyns Husmandsskole var Joseph Fels og hans elskelige hustru ligeledes husmændenes fejrede gæster, og Fels holdt på sine korte sommerbesøg møder rundt om i landet, hvor folk strømmede til for at høre den amerikanske millionær fortælle om, hvorledes man tjener penge uden at arbejde. “Man kan simpelthen ikke undgå det, hvis man får fat i noget jord og venter, til andre mennesker får så meget trang til den, at de er villige til at betale det, man forlanger.” At metoden er farlig og uheldig for samfundet, var en viden, tilhørerne fik i tilgift.
Hovedkontoret
Joseph Fels var .gennem sine britiske venner og medarbejdere kommet i forbindelse med den danske bevægelse og ønskede at bidrage til dens fremgang ved at yde pengebeløb, der svarede til, hvad sagens danske forkæmpere selv ydede. Efter sine besøg her gav han yderligere bidrag, dels til professor Starckes kursus, dels til oprettelse af Hovedkontoret for grundværdibeskatning med J. L. Bjørner og Signe Bjørner som ledere. Her samledes trådene for den efterhånden meget omfattende oplysningsvirksomhed, og her var et mødested i de rummelige lokaler i Fredericiagade 25, lige overfor rigsdagen, hvor de interesserede kunne samles til drøftelse og rådslagning. Her var bibliotek, og herfra udsendtes bøger og skrifter i titusindvis, ja, for et enkelt skrifts vedkommende, der blev uddelt i København, udelukkende ved kredsens medlemmer, i 136 tusinde.
Henry George Forlaget, hvortil spiren allerede var lagt ved udgivelsen af Berthelsens skrifter m.m., i Slagelse, fik her et vældigt opsving. (Denne vigtige side af oplysningsarbejdet – salg og udgivelse af skrifter varetages nu af C. Ottosen, Slagelse.)
Pressen blev stadig forsynet med artikler af de forskellige skribenter, og tykke hæfter med udklip minder om, at de blev flittigt brugt.
Uro og vækst
Det var rige år, fyldt med arbejde, og dette kan ikke have undgået at gøre sin virkning. Men det var også urolige år, en brydningstid indenfor bevægelsen. Samarbejdet foregik undertiden gennem kampe, som de mest besindige mente tog for megen kraft fra selve oplysningsarbejdet. Det var dog sikkert uundgåeligt, at der skulle komme uoverensstemmelser mellem så mange højst individuelt udviklede personligheder, alle brændende i ånden og med hver sin opfattelse af, hvorledes arbejdet for deres hjertesag skulle fremmes.
Det var navnlig pressespørgsmålet, der voldte uro. Lige fra Henry George Foreningens start i 1902, havde Sophus Berthelsen udsendt månedsskriftet RET som bevægelsens organ. I dette skrev han sine mange dygtige artikler. Mange af dem blev udsendt som småskrifter og gjorde stor nytte. (En samling af dem, udgivet under navnet Ret og skel, udkom i 1912, og det har vistnok været Berthelsens tanke at udgive anden del, med de senere skrifter, men dette arbejde hindredes ved hans død.) Også meget andet værdifuldt stof kom frem i RET, og tidsskriftet har været kærkommen læsning for alle Henry George-venner. Men en del af disse fandt dog, at det stærkt personligt prægede organ ikke tilstrækkelig alsidigt repræsenterede bevægelsens forskellige synspunkter, og navnlig efter indførelsen af fri valgret i Henry George Foreningen i 1906 savnede man et forum, hvor medlemmerne med fuld ret kunne kræve adgang til at udtale sig frit. Det blev derfor ved årsmødet 11. september 1910 i Odense vedtaget at oprette medlemsbladet Den lige Vej som fjortendagsblad med lærer K. J. Møller som redaktør. Efter K. J. Møller overtoges redaktionen af den unge sekretær Alfred Pedersen, der sammen med S. Berthelsen også havde fået ledelsen af hovedkontoret, efter at J. L. og Signe Bjørner var trådt tilbage. Imidlertid døde Joseph Fels i begyndelsen af 1914 – tilskuddene ophørte snart derefter, og det blev for kostbart at opretholde kontoret. Nu døde også den lovende unge Alfred Pedersen, der allerede havde gjort sig bemærket ved sin usædvanlige begavelse og som ved sin forbindelse med Venstre ungdomskredse havde betingelser for at føre tankerne ud i de liberale befolkningslag, hvor de i virkeligheden, ret forstået, havde gro-vilkår. Ingen har senere udfyldt hans plads. P. C. Pedersen, Grønnegård, nu Kidserup pr. Hvalsø, var da og senere virksom, både indenfor Venstres ungdom og i andre kredse – med mund og pen. Hans skarpsindige, klare artikler vil være læserne kendt, også gennem Grundskyld.
Blade og tidsskrifter
Den lige Vej udkom derefter under skiftende redaktioner, bl.a. professor Starcke og dr. Villads Christensen, lige indtil det, tillige med RET og Retsstaten, et mindre tidsskrift, der blev udgivet af Axel Dam, Severin Christensen, C. Lambek m.fl. blev sluttet sammen med Det frie Blad, der udkom som ugeblad fra .januar 1921 med Signe Bjørner som redaktør.
Henry George Foreningens afsnit i Det frie Blad hed dog stadig Den lige Vej og blev redigeret selvstændigt det første år af lærer P. Larsen, Ølstykke, der allerede i en årrække havde været flittig medarbejder og navnlig gennem et stort arbejde holdt forbindelse med udlandet ved lige og bragt meddelelser om bevægelsens fremgang i andre lande.
På grundlag af dette arbejde udgav P. Larsen i oktober 1911 en pjece: Jordskyldreformen i udlandet, der gennem hovedkontoret bl.a. blev udsendt til 5000 rigsdags-, byråds- og sognerådsmedlemmer og udkom i flere oplag. Sammen med sin søn, lærer Svend Larsen, Rye, oversatte P. Larsen Beskyttelse eller frihandel og Samfundets livsspørgsmål af Henry George, og foruden Fem samtaler og Henry George, hans liv og værk, har han udgivet flere skrifter på Kristelig-Social Forbunds forlag. Gennem. P. Larsen, Chr. Norlev, pastor Birke, Herman Hansen Frisvad og flere stod Henry George Foreningen i levende forbindelse med dette forbund, hvis mål: “Guds kongeherredømme på jorden gennem retfærdighed og sandhed i samfundslivet” har nøje tilknytning til Henry George bevægelsen.
Efter P. Larsen blev J. L. Bjørner leder af Den lige Vej, indtil foreningen atter besluttede at udgive sit selvstændige tidsskrift, Grundskyld, der stadig udkommer og kun i ny og næ har stof tilfælles med Det frie blad.
Foruden Det frie Blad og Grundskyld har bevægelsen nu gennem Retsforbundet tilknytning til to dagblade, Retsstatsbladet i Aarhus og Nyt dagblad i København, samt Månedsmagasinet, udgivet af Retsstatsbladet. Og der opstår stadig nye aflæggere.
Henry George stævnerne
Et vigtigt led i samarbejdet for Henry George tankernes fremme var de stævner, der årlig afholdtes. Tidspunktet bestemtes i tilslutning til foreningens årsmøder, og stævnerne fandt som regel sted på en højskole i nærheden af den by, der husede årsmødet. Men i øvrigt var stævneledelsen ganske uafhængig af foreningen, og stævnerne havde karakteren af store efterårsmøder: de varede flere dage, deltagerne boede på højskolen, indtog måltiderne dér i fællesskab og brugte hele dagen, undertiden til langt ud på natten, til foredrag og diskussioner om socialøkonomi og beslægtede emner.
Det var S. Berthelsen, J. L. Bjørner og Nielsen Svinning, der trådte sammen i et udvalg for at indbyde til det første stævne, der holdtes på Høng Højskole, hvor Anders Jørgensen da var forstander, i tilslutning til årsmødet i Slagelse den 17., 18. oh 19. september 1906. og hvori 40 mænd og kvinder deltog. S. Berthelsen var stævneleder og hovedtaler med fire foredrag, J. L. Bjørner holdt tre, deriblandt om de nye pengereformatorer, Flürscheim og Gesell, dr. Villads Christensen fortalte om jesuitterstaten i Paraguay, og desuden talte forstander Nielsen Svinning, Valdemar Bennike, svenskeren Johan Hansson og Johan Pedersen.
Henry George Foreningen havde indført Johan Pedersens dengang nye fri valgret og kvalitetsafstemning, også kaldet samstyremetoderne. Og det var magtpåliggende at indøve og oplyse om disse metoder. Det var i denne kreds, man først tog dem i brug, og de har vist sig gennem alle senere vanskeligheder at være en god hjælp til at bevare samarbejdet om det væsentlige, til trods for alle mulige divergenser om veje og midler. Samstyrets historie er således nøje knyttet til arbejdet for økonomisk frigørelse, og det kan heller ikke undgås at trofasthed mod folkestyrets og den politiske friheds idé må hænge sammen med viljen til at grunde folkets økonomiske eksistens på den lige og fælles ret til jordværdierne. De to ting hører sammen som hånden og armen.
På næsten ethvert stævne siden da har man beskæftiget sig med dette spørgsmål. Her var en god jordbund for de nye tanker, og Johan Pedersen var en fængslende og dybsindig talsmand for dem. Adskillige af de unge, navnlig cand. polit. Niels Skriver Svendsen, fik hos ham rige impulser til fremtidigt arbejde. Disse stævner fortjener et helt kapitel for sig – det er en fortvivlet opgave at skulle indskrænke sig til at give en skematisk fremstilling, som ingen gider læse, af den rigdom, der blev givet og taget imod, det åndelige arbejde, der knyttede sig til dem. Der er holdt i alt 20 stævner på forskellige højskoler, et enkelt i Aale, i forsamlingshuset – der, hvor den gamle lærer Laursen var en af dem, der førte den første Henry George bevægelse over vintertidens dvale, ind i den nye grotid. Det arbejde, der blev gjort af disse gamle – hvoraf vi endnu har enkelte iblandt os – var af en sådan art, at selvom Henry Georges navn var blevet glemt i Danmark og man ikke havde haft rede på, hvorledes hans tanker var kommet til os, så havde de dog været levende. Som et klart, dybt præg i det åndsdyb, hvorfra nye tanker og ny bevægelse stadig opstår. Laursen, Aale, Grønvold, Vestbirk, Egens, Dalbyneder, og først og sidst Viggo Ullmann fra Norge og Jakob E. Lange, men også mange andre, som burde nævnes, men hvis navne intet siger os, og mange, der ikke kan nævnes, fordi deres arbejde er gjort i det stille og deres navne svundet fra os – de har båret det levende ord videre ud og bevaret tanken.
Det kommer da også an på, at menneskelivet forædles – ikke, om man kender navnene på dem, der har været redskaber dertil.
Men et af stævnerne skal dog nævnes her.
Det 9. Henry George stævne blev holdt midt under verdenskrigen, den 20.-21. september 1915, på store Restrup, hvor husmandsskolens forstander da var J. N. Brande, tidligere forstander for efterskolen i Bramminge. Bortset fra det som sædvanlig righoldige program havde stævnet sin særlige værdi og ejer i erindringen også en særlig vemod derved, at det netop var Brande, som var vært. Det var vistnok sidste gang, bevægelsens forkæmpere samledes med Brande. Det store, grundlæggende arbejde med den nye skole, som husmændene havde oprettet på del gamle herresæde, lagde beslag på al hans kraft, ja man tør vel sige, det nedbrød hans kræfter. Allerede i december 1917 døde han, kun 43 år gammel. Da havde han ganske vist nået at udføre et arbejde, som de fleste af os ikke når inden støvets år. Hans tale ved stævnet om Henry George og højskolen viser hans dybtgående forståelse af sammenhængen mellem den frie folkeoplysning, som han tjente trofast ud af sin inderste trang, og den økonomiske retfærdighedstanke, han fandt bos Henry George. Han talte bl.a. om den eksistenstrængsel, der mødte ungdommen, og som tilsyneladende gør det omsonst for den at søge udvikling: “Thi det er meningsløst at udvikle kræfler, som der ingen brug er for.” Brande fortsætter:
“Her kommer jeg til det punkt, hvor jeg må sige, at gennemførelsen af Henry Georges idé er en livsbetingelse for højskolen. Jeg tror ikke eksistenstrængslen løses på anden måde, og fortsættes eksistenstrængslen, hvorunder det materielle kommer til at synes meget mere, end det er, da vil materialismen stedse få mere og mere overtag. Og materialismen søger ikke højskolen, men fagskolen. Højskolen vil da så langt fra at blive en skole for det hele folk lidt efter lidt sygne hen, og navnet, der bliver tilbage, vil komme til at gælde blot og bar nytteanstalter – fagskoler.
Derfor kan den højskole, der forstår sin tid, ingenlunde være ligegyldig for Henry Georges idé, lige så lidt som den kan være ligegyldig for sine elevers fremtid.”
Brande ivrede imod det tilskudsprincip, der greb mere og mere om sig, og som var en trussel imod åndsfriheden – for ham det højeste gode. I et foredrag i varde den 23. sept. 1906 om Jordværdiskat modsat statstilskud viste han klart hvorledes man i grundskylden havde en udvej. Bort fra statens om-sig-gribende overmagt. I 1908 oversatte Brande den amerikanske forfatter John Sherwin Crosbys udmærkede lille bog: Kunsten at regere retfærdigt, som dog fandt alt for ringe udbredelse. Derimod har Brandes Samfundslære, hans betydeligste skriftlige arbejde til vor sags fremme, vundet stor yndest og anses af mange som den bedste lærebog for højskole- og ungdomsskole elever i socialøkonomi. Desværre er den udsolgt, men det kunne måske overvejes, om der ikke var anledning til at udgive den på ny i disse studiekreds-tider. S. Berthelsen skrev om den:
“I bedste folkelige form udredes her en række af nationaløkonomiens problemer, arbejdc – jord – kapital – værdi – monopolrente osv. – – – i friske, klare billeder og sætninger, som kan forstås og kontrolleres af enhver jævn forstand.”
J. N. Brande var formand for Henry George Foreningen i de bevægede år 1907 til 10. Han tog sig det nær, at den store sags forkæmpere kunne blive uenige om tilsyneladende uvæsentlige ting. “Jeg drømmer om, at vi en gang, glemmende alt gammelt vrøvl, må kunne holde et vennemøde,” skrev han en gang. Han oplevede det ikke. – S. Berthelsen skrev ved hans død:
“Men, som Henry George skrev: “- et sted, en gang skal mønstringsrullerne opråbes, og de, som kæmpede på lysets side, skal samles til det store vennemøde hisset.”
I St. Restrups smukke have, ved den højskole, som Brande begyndte og som nu fortsættes af en anden god medarbejder på folkets åndelige og økonomiske frihed, K. Balle. blev der året efter rejst ham en mindesten.
Og nu er også Berthelsen gået bort og har fået sit mindesmærke, den smukke mindebænk i Høng, tegnet af arkitekt Jensen-Klint, det sidste arbejde, som bygmesteren for Grundtvigs mindekirke har udført. Mindebænken blev afsløret ved det sidste Henry George stævne, det tyvende, der ligesom det første blev holdt i Høng, hvor gamle Anders Jørgensens søn, Tormod Jørgensen, nu er forstander.
Ved alle disse Henry George stævner, undtagen det første, har J. L. Bjørner været den djærve og muntre leder. Der har i andre kredse været holdt mange gode stævner, også Retsforbundet har haft og holder stadig sine sommerstævner, men over ingen af dem har der været helt den samme festivitas. Her kunne de, der havde kæmpet bittert om midler og veje på foreningens årsmøde samles om aftenen og dagene derpå i fuldendt harmonisk samarbejde om sagens kerne, det fælles mål. En høj himmel hvælvede sig over festen, hvor Valhals kæmper sad til bords sammen; lægte var de sår, de havde tilføjet hinanden; og hele det store perspektiv over en ny og bedre verden, hvor retfærdigheden skulle råde, oprullede sig i ånden. Jeg gad se den, der ikke er rejst hjem fra stævnerne med fornyet kraft og vilje til at sætte alle evner ind for at nå til virkeliggørelsen af denne verden, i det mindste for vore efterkommere.
Fyns Husmandsskole har huset flere af stævnerne end nogen anden højskole. Det første afholdtes dér under forstander Søndergård, senere var Nielsen Svinning vært. Efter november 1917 blev Jakob Lange og hans hustru Leila som forstanderpar den magnet, der naturligt tiltrak sig Henry George folkene. Hver af de højskoler, hvor stævnet har været gæst, fik et portræt af Henry George. Således har Roskilde, Frederiksborg, Vestbirk, Borris, Søllested, Klank, Snoghøj og en række andre fået skilderier til deres portrætgalleri. Men da Fyns Husmandsskole i fjor jubilerede, fandt Henry George Foreningens ledelse det helt i sin orden, at man skænkede husmandsskolen den skønne bronzebuste af Henry George, modelleret af den dansk-amerikanske billedhugger Carl Rohl Smith, som hans enke, senere afdøde fru Sara Rohl-Smith, havde skænket til “Hovedkontoret for grundværdibeskatning” i 1910, da J. L. og Signe Bjørner var dettes ledere. Den står nu opstillet foran skolen, og husmændene, der tog vel og hjerteligt imod den, vil vide at holde den i ære.
Køgeresolutionen
Ingen er heller nærmere til at have den i eje. Ingen enkelt stand her i landet har så fuldtalligt sluttel sig til tanken og så trofast holdt den i hævd. Det har været et eksempel og er den dag i dag uopnået andet steds, at et dokument som Køgeresolutionen, der blev vedtaget af de sjællandske husmænd den 8. november 1902, har vundet en hel stands tilslutning. Resolutionen er gengivet så ofte på dens 25-årsdag var den optaget i Det frie Blad nr. 45, 1927. Men dens stolte principper kan nævnes i få linier:
Da husmændene anser deres driftsform for den fordelagtigste for sig selv og samfundet, kan denne stands økonomi ikke bygges på tilskud og bidrag fra staten eller andre samfundsklasser. Standen kræver derfor ikke nogen begunstigelse for sig selv ved skattelovgivningen, men derimod snarest ophævelse af enhver told og skat på forbrug eller arbejdsfortjeneste og kræver, at der i stedet, til dækning af de offentlige fornødenheder, opkræves skat på den jordværdi, som ikke skyldes enkeltmands arbejde, men som hidrører fra samfundets vækst og udvikling. Deslige byrder vil ikke tynge arbejdet, men tværtimod gøre jorden billigere og derved lette adgangen for hver mand til at få sit eget hjem.
På dette program, fuld frihandel og fuld grundskyld, er husmandsbevægelsen gået frem under sine målbevidste førere. Det var Sophus Berthelsen der udarbejdede resolutionen og forelagde den på det sendemandsmøde, hvor den først blev vedtaget, støttet af Niels Peter Kristensen og Chr. Olsen. Den gamle nys afgåede formand for hele landet, Rasmus Jensen Vandman, har sammen med dem og en voksende skare talsmænd stået vagt om husmændenes frihedsprogram overfor alle lumske angreb fra politisk side, hvor forståelsen af en sådan selvstændighedstrang ikke har været større, end at man gang på gang har forsøgt at “købe” husmændenes tilslutning ved løfter om særfordele.
Særinteresser contra fællesskabet
Det er jo nemlig gået sådan, som det kunne forudses og som forfatteren Anders Olsen i sin tid spåede, da han i 1917 som ung radikaler tog ivrig del i Henry George bevægelsens arbejde:
“Udsigten efter krigen er ikke lys. Hele verden har under de abnorme forhold bidt sig fast i en statssocialisme, som det ikke vil blive let at komme bort fra igen. Erhvervspolitikken begynder nu at spille en foruroligende rolle — den må georgismen ikke støtte eller . vente støtte af, men tværtimod være en modvægt til.”
Udviklingen i årene derefter gav ham ret. De optimister, der i tillid til de forskellige politiske partiers knæsættelse, i deres programmer, af grundskyldstanken, havde ventet en fortsat tilnærmelse på dette vigtige punkt, hvor alle særinteresser er ladt tilbage og hvorfra vejen går i retning af fællesskabet for hele folket, måtte bide skuffelsen i sig og samle alle kræfter om blot at holde stillingen. Ikke engang det håb til sine jævnaldrende, til ungdommen, som Anders Olsen dengang nærede, er blevet opfyldt. Det slægtled har måttet kæmpe hårdt for tilværelsen. – som den daværende radikale landbrugsminister Kr. Pedersen i et foredrag illustrerede det, jordværdi stigningen vanskeliggjorde adgangen til jorden, hele ungdommens arbejde gik til den private jordværdiåger:
“Jeg kender et tilfælde, hvor en karl i 1910 havde opsparet 1000 kr. og tænkte på at købe 8 tdr. land á 500 kr. af sin husbond. Han lod sig dog bevæge til at vente endnu i tre år, og sammensparede da yderligere 1500 kr. Men hvad nyttede så det, da jorden i løbet af de tre år var steget akkurat med samme beløb.”
Og dette var endda før krigen. Hvor lidt var ikke pengene værd i forhold til jordværdien i de år, der fulgte efter. Ungdommen, den fremrykkende jordkøberstand, har måttet sælge sig i trældom for at leve.
De første politiske lejre
Men det var dog lykkedes gennem den radikale regering at få gennemført først prøvevurderingen i 1911-12 og senere den delte vurdering i 1916, der som vi har set, var grundlaget for senere forbedringer. Til den almindelige forståelse af disse forarbejders betydningsfuldhed bidrog ikke mindst en energisk virksomhed fra de unge socialøkonomers, K. J. Kristensens og Abel Brinks side.
Gennem mangfoldige foredrag og oplysende artikler beredte de vejen, og deres indsigt og sagkundskab blev da også taget i brug ved selve det praktiske arbejde, så at vurderingen til grundskyld nu, både teoretisk og praktisk er i de bedste hænder hos disse to embedsmænd. Deres arbejde for sagen har dog ikke indskrænket sig til det praktisk vurderingsmæssige, men fortsætter stadig gennem pjecer og afhandlinger i socialøkonomiske tidsskrifter og for Brinks vedkommende tillige gennem redaktionen af H. G. Foreningens tidsskrift.
Nuværende indenrigsminister Bertel Dahlgaard, som har en hård kamp at bestå for at videreføre grundskyldsprincippet under så kontrære forhold som nu, hører til den samme årgang og var en af de unge, der fik den første Henry George påvirkning som elev hos Jakob Lange, da lærer på Dalum Landbrugsskole. I den udmærkede samling afhandlinger, der af red. Axel Fraenckel blev udgivet i 1920 under titlen: Økonomisk frihed, skriver Dahlgaard om De første danske grundskyldsforslag, fremsat af ministeriet Zahle den 5. marts 1920, om grundskyld til staten og grundskyld og grundværdistigningsafgift til kommunerne. Med sin praktiske og nøgterne indstilling tager Dahlgaard afstand fra diskussionen om grundskyld som ‘enesteskat’. Det ligger ikke for at tage stilling hertil, men om disse forslag, hvis principper senere er blevet lovfæstede, skriver han:
“Den således foreslåede reform knæsætter altså det princip i vor ejendomsbeskatning, at arbejdsskabte værdier skal være skattefri, og at samfundsskabte værdier bør inddrages af det samfund, der har skabt dem. På landet vil grundskyldens indførelse forårsage en forskydning af skattebyrden til fordel for de intensivt drevne landbrug. – – – Men en sådan reform, hvorved det ekstensivt drevne store landbrug bliver genstand for en noget forøget beskatning, vil tillige virke som et tryk på jordprisen, og indførelsen af grundskylden vil altså ikke alene medføre en retfærdigere skattefordeling, men også lette adgangen til jorden gennem udstykning.”
Virkningen i byerne, både finansielt og socialt, skildrer Dahlgaard ligeledes udmærket. Lettelse af de personlige skatter, inddragning af de store værdier, som nu går i private lommer og spekulationens udryddelse.
“Først og fremmest ville reformen her stoppe den kilde til social ulighed, som har sit udspring i de på grund af samfundets vækst hurtigt voksende grundværdier. — Den nuværende spekulation i at lade ubebyggede grunde henligge i håb om gevinst vil blive brudt. Grundskylden og værdistigningsskatten vil i tide drive jorden ud på markedet og derved skabe mulighed for en mere sund og spredt bebyggelse.”
Den samme gode hensigt og den realitetssans, hvormed Dahlgaard fra sin ungdom har søgt at fremme grundskyldsreformen, driver sikkert stadig hans bestræbelser i samme retning, selvom resultaterne kan synes svage nok. Det er et kæmpearbejde blot at holde fodfæstet, når man går op imod strømmen. Der kan tvistes om, hvorvidt mere havde været nået, om man havde spændt kravene højere.
Henry George Foreningen stiftes
Samme år, som Køgeresolutionen kom til verden, var Den danske Henry George Forening blevet stiftet, ved et møde i København, den 2. marts 1902, hvortil S. Berthelsen, Chr. Olsen, Poul Nielsen, Valdemar Bennike og Lars Jørgensen havde indbudt. Der var ca. 15 deltagere. Foreningen blev stiftet med 24 medlemmer, og det var blot meningen at samle Henry Georges tilhængere om et oplysningsarbejde, ikke at agitere for tilslutning. Men denne kom af sig selv. Efter 3 års forløb var der 850 medlemmer og 24 kredse omkring i landet. Senere kom den op på langt højere tal.
Blandt de første medlemmer var frk. Hansine Thaarup, der udgav en lille bog: om georgismen. Allerede i 1905 døde frk. Thaarup, og Berthelsen skriver om hende i RET: “Sikkert hørte Hansine Thaarup til dem, der hungrede efter retfærdighed, og derfor også til de lykkelige, som glædes, fordi de klart ser retfærds- og sandhedslyset skinne i mørket - thi som Henry George har sagt: Allerede dette at se sandheden og få lov at være med i kampen for dens fremme, er en stor lykke – måske livets største.” En hel række andre kvinder har mere eller mindre aktivt taget del i bevægelsen siden da, men Hansine Thaarup skal mindes som den første. Også Karen Thisted og hendes senere afdøde mand, lærer P. Thisted, deltog i disse første års oplysningsarbejde. Den unge værkfører J. L. Bjørner lagde sig stærkt i selen, dels indenfor sit parti, socialdemokratiet, som der dog den gang ikke var meget at stille op med i København, og dels ved foredrag ude omkring, hvor man havde stærkt bud efter ham, så hans familie ikke så ret meget til ham fra fyraften lørdag indtil mandag morgen. I disse åringer holdt han et á to foredrag gennemsnitlig om ugen, særligt på Falster og Lolland, hvor proprietær Ole Rasmussen, Gåbense, og gdr. Bernh. Kaae, Højfjelde, samt husmændenes gamle fører, Jensen Vandman, arrangerede møder. Desuden skrev han Mål og midler, tre breve til en socialdemokratisk partifælle en pjece, der blev solgt i mange tusind eksemplarer. Brevene handler om fagforeningsbevægelsen, andelsbevægelsen og jordreformbevægelsen, der efter forfatterens mening må være grundlaget for hele fremskridtsarbejdet:
“For dem., som her i Danmark vil ny tid høj himmel – store mål, er der kun én vej eller, rettere sagt, kun én sti at gå, – den, som Henry George sidst trådte.”
Senere, i 1908, kom Andelsbanken, et pengespørgsmål og dets løsning – af den kunne disse dages pengereformatorer lære adskilligt – , og i 1914 begyndte J. L. Bjørner sit senere så omfattende frihandelsforfatterskab med Frihandel og handlefrihed.
Allerede i 1906 startede Bjørner et ugeblad*: Henry George Bladet, der i 1907 fik navnet Henry George Bladet Samvirke og som fjortendagsblad blev organ for og senere overtaget af de københavnske brugsforeninger. Bjørner havde været virksom for disses oprettelse, fordi han ville vise arbejderne, at de gennem andelsbevægelsen selv kunne opnå at beherske produktionsmidlerne, og at der intet naturligt fjendskab cr mellem arbejde og kapital, medens jordmonopolet er begges fjende.
*:(hvorfor er det ikke nævnt ovenfor under Blade og tidsskrifter? /pma)
Det var dog Sophus Berthelsen, der i første række fremmede de tanker, som de første forkæmpere (se Den første Henry George bevægelse i Danmark af Villads Christensen) havde sået. Forårets tid var inde, og Berthelsen kom med den friske, fejende blæst, der gjorde lyst i mange kroge.
Det var nyt liv og nyt mod for dem, der havde holdt stillingen, og ikke mindst for Lange. Gennem de mange møder, som blev holdt, kom der nyt salg af Henry George litteraturen. Fremskridt og fattigdom var oversat til norsk af Ullmann og til dansk af Jakob E. Lange. Den er nu udkommet i fire udgaver og solgt i mange tusinde eksemplarer her i landet, medens Arbejdets kår, også oversat af Jakob Lange, er kommet i hele otte udgaver. Også Langes Socialøkonomi blev nu taget stærkt i brug.
Som nævnt, blev Beskyttelse eller frihandel i 1912 og Samfundets livsspørgsmål i 1920 oversat af lærer P. Larsen, Ølstykke, og hans son, lærer Svend Larsen, Rye. Henry Georges taler fandtes allerede oversal af S. Loria, men er siden kommet i ny revideret udgave ved S. Berthelsen. P. Larsens bog om George er nævnt, men i den populære række: Folkets førere udkom desuden Harald Balslev: Henry George, medens allerede i 1899 F. Linderberg havde udsendt sin: Henry George og hans socialprogram. Og det myldrede frem med nye skrifter – den nylig udkomne fortegnelse over litteratur om Henry George og Georgismen, samlet af bibliotekar Knud Hansen ved Maribo Amts Centralbibliotek, vidner derom med sine 24 tæt trykte sider.
Højskolernes medvirken
Også på højskolerne blev det stilfærdige, men virkningsfulde oplysningsarbejde fortsat. Fra Vallekilde, hvor Valdemar Bennike, som en af veteranerne, virkede kraftigt med oplysningen, er der udgået mange elever der senere blev dygtige forkæmpere. Under Thomas Bredsdorffs frisindede ledelse var Roskilde Højskoles elevhold stærkt interesserede. Anders Vedel, der senere blev forstander på Krabbesho1m, underviste her i Socialøkonomi. – Hvad han har betydet for sagens udbredelse blandt ungdommen, fortjente et kapitel for sig. Som på mange andre hojskoler brugtes Jakob Langes Socialøkonomi. På nogle brugte man J. Brandes Samfundslære, på Frederiksborg, hvor Holger Begtrup var forstander, satte Anders Uhrskov de skiftende hold lærlinge ind i Henry Georges tanker. De faldt så godt i tråd med den ånd, der var og er højskolens, ja, man kunne med rette pege på, at allerede Grundtvig havde hævdet den økonomiske retfærdighed med omtrent samme ord som George. P. A. Rosenberg skriver i den levnedsskildring, hvormed han indleder den ny udgave af Grundtvigs værker, efter det kendte citat:
“Ethvert folk er sit fædrelands grundejer og kan aldrig retmæssig ved nogen lov tabe sin ejendomsret; så det er kun nytten og brugen af jorden, der retmæssig kan fordeles ved landsloven og blive genstand for køb og salg.” – “Som man ser, er der i denne bemærkning ligesom en forudanelse om Henry georges idé – – -”
Omtrent på enhver højskole var en eller flere af lærerne rede til at drøfte jordspørgsmålet med eleverne og blandt disse var der altid nogle, der nok skulle sætte diskussionen i gang. Det viste sig gerne ved de prøvevalg til folketinget, der som regel blev foretaget sidst på opholdet, at tankerne havde vundet tilslutning, og det mærkedes i en årrække indtil krigen og lidt efter – ved tilgangen fra de unge til Henry George Foreningen.
Det hører ikke hjemme her at undersøge årsagen til, at denne bevægelse tog af – det blev forudset, og det gik sådan, at reaktionen fik magt. Historikerne kender fænomenet fra andre efterkrigstider. Men nu skulle stilstanden være forbi. Mørketiden har længe nok fyldt os med modløshed. Dersom vi ikke skal dø af frygt og begraves i en rendesten, er det på tide at tavsheden overvindes. At det fremdeles går så skævt i vort samfund, er ikke deres skyld, der aldrig har hørt om de tanker, der kunne skabe grundlag for en ny og bedre tid. Men det er vores, fordi vi ikke kraftigt nok siger frem, hvad vi har på hjerte. Det er rigtigt nok, at der skal en sindsændring til, dersom et helt folk skal opdage, at egoismen og den snævre fastholden ved privilegier ikke tjener nogen, heller ikke de privilegerede til gavn. Vi skal unde hverandre medborgerret, medejendomsret til Danmark og den åndelige frihed, enhver har brug for. Men der er meget – trods alle de små særbevægelser – der tyder på, at en sådan sindsændring er indtrådt. Og er det sådan, må det så klart som muligt fremgå af vort oplysningsarbejde, hvor der skal sættes ind for at virkeliggøre det folkefællesskab, der er trang til: “Et folk, der føler kaldet, er jordens største kraft!” Andet sted har man forsømt oplysningsarbejdet, og derfor er denne vældige kraft blevet misbrugt til vi1dførelse, til voldsherredømme og undertrykkelse. Et folks åndelige og politiske frihed kan ikke bestå, med mindre det økonomiske grundlag for folkefællesskabet er lagt. Åndeligt liv kan ikke kues. Men det får trange kår dér, hvor folket ikke kan eller vil erkende, at den jord, hvoraf det fysiske liv næres, tilhører hele folket med lige så selvfølgelig ret som de åndelige skatte, der blev det givet.