Sidste del af
For og imod georgeismen i Danmark
En række stridsartikler
redaktion: Fernando Linderberg
Udgivet hos V. Pontoppidan,
M. Lazarus Bogtrykkeri, København 1890

I

I begyndelsen af oktober måned f.å. (1889? / pma) fandtes i forskellige blade optaget følgende kundgørelse:

Forhandlingsmøde om samfundsspørgsmålet.
Venner af Henry Georges tankegang og andre, som samfundsspørgsmålets ordning ad fredelig vej ligger på sinde, indbydes herved til møde i Odense den 14. oktober.
Stortingsmand V. Ullmann har lovet at tale; endvidere vil litterat F. Linderberg, pastor Pummerencke og landboskolelærer J. E. Lange behandle forskellige sider af spørgsmålet.
Mødet afholdes i Industri- og Håndværkerforeningens sal, og begynder kl. 09.30 med ophold fra kl. 12.30-1400.
A. Axelsen, Forstander, Salling højskole.
V. Bennike, Højskolelærer, Vallekilde.
C. C. Egcns, Lærer, Dalbyneder.
Jakob E. Lange, Lærer, Dalum landbrugsskole.
Fernando Linderberg, Litterat, Frederiksberg.
Peder H. Møller, Gårdejer, V. Skerninge
N. Nielsen, Forpagter, Engholm ved Vejen
N. L. Nielsen, Gårdejer, Slebsager
A. F. Pommerencke, Sognepræst, Vrensted
G. Rasmussen, Gårdejer, Gåbense.
Kr. Skovrup, Friskolelærer, Ryslinge.

Dagen før mødet samledes indbyderne med en del særligt indbudte til et privat møde, der holdtes på højskolehjemmet. Ved dette møde dannedes et forbund til fremme af kendskabet til Georges reformtanker. Det af stortingsmand V. Ullmann m.fl. udgivne tidsskrift Vor Tid antoges til forbundets organ. De enkelte medlemmer tegner sig for et årligt beløb, for hvilket de til afsætning modtager småskrifter, der’ påtænkes udgivet af forbundet. Indmeldelser modtages af stortingsmand V Ullmann, Kristiania og Jakob E. Lange, Dalum, Odense. Til medlemmer af et udvalg, der skulle foranstalte møder afholdt etc., valgtes sognepræst Pommerencke, Vrensted, Løkken, redaktør Fernando Linderberg, Hospitalsvej 4, København F., friskolelærer Skovrup, Ryslinge, Ringe, lærer Egens Dalbyneder, Havndal, gårdejer Ole Rasmussen, Gaabense, Nørre Alslev.

Til det offentlige møde dagen efter havde der, trods et øsende regnvejr samlet sig omkring 300 mennesker. Lærer Lange bød velkommen og mindede om, at det sociale spørgsmål var tidens vigtigste, men at det kun kunne løses ad fredelig vej og i frihed. Højskoleforstander Axel Axelsen Jebjærg overtog hvervet som ordstyrer. Derefter talte om formiddagen stortingsmand Ullmann og redaktør Fernando Linderberg, og om eftermiddagen pastor Pommerencke og lærer Lange. Efter hovedtalernes foredrag fulgte en længere forhandling, hvorunder der dog kun fra socialdemokratisk synspunkt rejstes indvendinger mod Georges reformkrav, idet man fra den angivne side tvivlede på, at Georges reform ville være vidtrækkende nok.

Overfor denne indvending gjordes opmærksom på, at Georges reform ikke alene ville være et overordentligt fremskridt men et fremskridt så stort, at den nuværende slægt næppe opnåede at foretage et større. Det var derfor for tidligt at anlægge sorg over, om muligt dette fremskridt ikke ville løse alle vanskeligheder. Blev først dette fremskridt gjort og det senere mod forventning viste sig, at det ikke ville strække til, var der tid nok til at gå videre.

Idet der nedenfor meddeles et referat af de ved mødet holdte hovedtaler, hidsættes til vidnesbyrd om det indtryk, hvormed deltagerne forlod mødet, en udtalelse, hvormed en indsender i Holbækposten slutter en beretning om mødet: “Enhver deltager har sikkert følt, at det var noget af det glædeligste, han har været med til, og mærket en åndens luftning gå gennem det hele, som ikke kan siges om ret mange møder i vor tid. Man følte troen og håbet styrket hos sig og gennemstrømmedes af nyt livsmod. I vor forknytte og mistvivlende tid er Henry Georges syn kommet til os som en magt, der opliver håbet på ny, håbet om det godes og ædles sejr over alt det, der så tit går hånd i hånd med armoden og vil drage menneskene ned til dyret.”

II.
Foredrag af stortingsmand V. Ullmann.

(Dette og følgende optaget efter referater i Programmet)

Næsten dagligt støder man i et eller andet blad på en eller anden lille meddelelse, som man læser og glemmer, men som, hvis man standsede og gav sig til at tænke nærmere over den, ville føre én lige midt ind i overvejelsen af vore samfundsforhold og give et stærkt indtryk af, at der er noget galt i disse. Taleren fremdrog en sådan lille fortælling, som havde stået i et norsk blad. En mand arbejdede i en mølle. Søgningen til denne blev så ringe, at ejeren nedlagde driften. Manden afskediges med de bedste vidnesbyrd. Da han havde hørt, at arbejde var at få i hovedstaden, delte han sine få øre med kone og børn og gav sig på vej til fods. Et stykke frem på vejen slap pengene op. Manden gik ind på en bondegård og bad om mad. Konen viste ham til en anden gård. Han gik derind, fik mad, og mens han spiste denne, kom politiet – hidkaldt af gårdens ejer – tog ham og førte ham i fængsel. Han kom til at tænke på hustru og børn hjemme, der nu måtte sidde i armod, og længselen efter at se dem blev så stærk, at han brød ud og gav sig på vej mod hjemmet. Han indhentedes og dømtes til 6 måneders arrest. Bladene drog sagen frem. Godhjertede mennesker ynkedes over manden, fik ham tidligere ud, og han kom atter til sit hjem, – hvor der ikke var arbejde at få! –

At det går så med en mand, der har gode kræfter og god vilje til at bruge kræfterne, er oprørende. – Men hvor er fejlen? Hvis er skylden? – Er det møllerens? Nej, han kunne ikke selv bruge sin mølle med fordel. Er det mandens, der lod ham anholde? Nej, han værgede kun efter aftale med naboerne sig selv og dem mod vagabonder, der ofte kan være slemme nok. Er det politibetjentens? Dommerens? Lovens skyld? Nej, heller ikke dette kan siges med fuld føje.

Vi læser mange lignende fortællinger og når vi tænker nærmere over dem, kommer vi i 9 af 10 tilfælde stadig til det samme: Ingen enkelt bærer skylden!

Hvem har da skylden?

Manden mødte på sin vej store udyrkede jordstrækninger, store skove og marker, som kunne drives bedre, megen unyttet vandkraft, unyttede minerallejer osv. Der var nok at tage fat på for en stræbsom mand. Men havde han i barnlig uskyld gjort forsøg derpå, ville han være blevet anderledes hårdt straffet, end han blev.

Der ligger skylden!

Denne mand og millioner af hans lige er stillet så, at kunne de tage fat, kunde de få lov at bruge deres kræfter, da var der intet i vejen; men de kan ikke få lov.

Dette er grunden til de sørgelige samfundsforhold, til nøden og armoden, at mennesker, der kan og vil arbejde, er afspærrede fra at udnytte kilderne til arbejde. Med andre ord: fædrelandets jord tilhører ikke, som den burde, fædrelandets folk. Forstår man dette, da forstår man, at fattigdommens udryddelse er afhængig af erkendelsen af retten til den lige adgang til Guds gaver.

Men hvorledes skal da løsningen gå for sig? Skal landet deles lige? Nej. Skal staten eje det hele og lade jorden dyrke ved statsdrift? Nej. Det er socialdemokratiets løsning, men den har den fejl, at besiddelsesretten – eller rettere: den fulde, frie brugsret – tabes. Man må have noget, hvori man kan lægge sit arbejde og lade dets frugt gå i arv fra slægt til slægt. Dertil er en bedre vej, end den af socialdemokraterne anviste. Det er den, Henry George har peget på.

For den del af fædrelandets jord, du har, står du i gæld til fædrelandet i forhold til den værdi, vedkommende jord har. Den, der ejer jord i København, har anderledes stor gæld til fædrelandet end den, der har et tilsvarende jordstykke på den jyske hede. – Folkets ejendomsret til jorden kan ordnes ved, at besidderne af jorden betaler i skat den gangbare rente af jordens naturlige værdi. Vurderingen af den nøgne jord for sig, og bygninger og forbedringer for sig, er i de fleste tilfælde let. Den rene jord er en guds gave, der bliver uforandret, men den kan bruges eller misbruges af menneskene, den, der nu sidder inde med jorden, har en del af det, hvortil Gud har givet alle menneskene lige ret, og derfor skylder han sine medborgere renten af denne jords værdi. Derimod tilhører udbyttet af hans i jorden nedlagte arbejde ham personligt og bliver hans særeje, som han i alle måder kan råde over og gøre med, hvad han vil, ganske som nu.

Henry Georges venner tænker ikke på at gennemføre deres tanker med et slag, kunne vi foreløbig nå at stryge en del af den højst uretfærdige toldbeskatning (sukkertolden og lign.) og erstatte beløbet med blot en mindre del af jordrenten, renten af den nøgne jords værdi, da ville allerede meget være opnået. Hvilken forandring ville ikke indtræde, om man slog ind på denne vej!

Al ubrugt jord, ikke blot jord, der henligger under agerbrug, men alle naturlige skatte og fordele, der ligger unyttede hen, ville træde i frembringelsens tjeneste og yde sit bidrag til samfundets fælles bedste. Når der lægges skat på jorden, vil ejeren ikke længere lade den ligge ubrugt hen. Enten tager han den i brug, så den i det mindste bringer ham et udbytte noget større end den skat, han skal svare staten for besiddelsen, eller han overlader den til andre.

Tænk om sligt gennemførtes, hvilken forandring fra de nu bestående forhold ville det ikke medføre.

Da ville der blive spørgen efter arbejdere på alle leder og kanter til at dyrke jord op, til driften af fabrikker, teglværker, til opførelse af bygninger, til skovhugst osv. Intet naturprodukt ville blive henliggende ubrugt. Daglønnen vil stige, priserne på frembringelser (produkter) ligeså. Med andre ord: Købeevnen hos arbejderne, den store del af folket, ville stige, og med den derved fremkaldte efterspørgsel efter mad, klæder, bohave osv. ville alt stige. – Der ville blive kapløb (konkurrence) ikke som nu blandt arbejderne om at få arbejde, men blandt alle om at få arbejdere. ­

Man taler nu så ofte om, at man ærer arbejdet, men denne tale elr mest fraser; men under de tænkte forandrede forhold ville arbejdet komme til ære. Den rette måde at ære det legemlige arbejde på, er at fremkalde en tilstand, hvor der bliver stærk efterspørgsel derefter, for arbejderen vil da ikke sælge sit arbejde uden at få fuldt udbytte derfor. Og får han det, da vil der blive efterspørgsel efter fornødenheder i en udstrækning, som nu ikke anes. Her er nu varer nok, men ingen købeevne, armod midt i bugnende overflod. Det er latterligt. Det gælder at skaffe købeevne. Skaffes den til stede, da vil frembringelsernes overflod ikke som nu øge nøden men øge efterspørgslen, jo mere der frembringes, jo mere sælges da. Dette vil ske, når der gives adgang til jorden. ––.

Tanken er her kun skitseret; mere kan ikke ske i så kort tid. Indvendinger kan gøres, men de er lette at svare på. –

I stedet for nu at dvæle ved disse, er der en anden side af sagen, som det vil være mere nyttigt at pege på: fordelagtigheden for alle –arbejdere, jordbrugere, embedsmænd, købmænd – af gennemførelsen af H. Georges system. Det vedrører på det nærmeste og i højeste grad alle, idet det giver udsigt til at borttage det nuværende samfunds værste pinagtigheder.

Bøndernes skattebyrde formindskes absolut, kun de, der sidder inde med den mest fordelagtige jord, vil komme til at skatte mere end nu. Ingen, der bruger jord eller naturfordele, vil slippe for skat, og indirekte kommer enhver til at betale skat, så længe han bliver på jorden. Selvom man tænkte sig, at nogen forsøgte at unddrage sig skat ved at tage bolig i en luftballon og svæve om i himmelrummet, han ville ikke kunne undgå at beskattes, så længe han var nødt til en gang imellem at stige ned til jorden for at hente sine fornødenheder. Den plads, som den pæl optog, hvorved han bandt sin ballon, kunne beskattes. –

Det er næsten utroligt, hvad det nu koster at leve i et civiliseret samfund, og det er ulykken, at beskatningen gennem told på livsfornødenheder nu lægges på dem, der ingen skatteevne har, medens samtidig kapitalen unddrager sig beskatningen. Nu beskatter man den gode drift på den dårliges bekostning. Med H. Georges ordning vil dette ikke være tilfældet. –

– Ved den stærke optagelse af naturkræfterne i menneskelivets tjeneste blomstrede industrien op og de store formuer skabtes; men de næres og opholdes ikke fremdeles gennem øget industrivirksomhed. De søger de faste prioriteter. – Rothschilderne tjener årligt 200 mio. kr., hvoraf de forbruger de 20 mio. Hvad går de øvrige 180 mio. til? Sættes de i foretagender af den ene eller anden art, hvorved de løber en risiko og sætter hænder i virksomhed ved brugen af nye naturkilder til forøget frembringelse af goder for slægten? Nej, – de går i “faste” ejendomme, i jorden, sættes i stats- og kreditforeningsobligationer. Der løbes ingen risiko, og man drager, tryg og sikker på kapitalen, udbyttet af andres arbejde til sig. Derfor er der knappe tider for landbrugerne. – Det er tidens grundulykke, at pengene, i stedet for at anvendes til forøget frembringelsesvirksomhed og sætte mange kræfter i gavnlig bevægelse, anbringes som prioriteter på jorden. – Derfor er en foranstaltning nødvendig, hvorved alle prioriteter udbetales, og en sådan ordning tilvejebringes, der fremtidig hindrer kapitalen i at vinde udbytte ved at sætte sig fast som prioriteter i jord. – Penge må kun kunne sættes i arbejde. – Da bliver ikke som nu kapital og arbejde modstandere, da bliver de venner, søger gensidig hinanden og hjælper gensidig hinanden til af den fælles virksomhed at vinde det udbytte, som de hver for sig har krav på. Kapitalen får sin risikopræmie og arbejdet sit fulde udbytte.

Det er mod dette mål H. George sigter.

Der gives mange mellemled, og mange vanskeligheder at overvinde, men ud fra den grundtanke skal sagen ses og arbejdet fremmes. Deler man den, da tager man dristig fat, og de mødende vanskeligheder ville sikkert løse sig som af sig selv efterhånden, som man skrider frem ad vejen mod målet. ­

H. George vil sejre, for han kæmper kun for det naturlige og rigtige: lige adgang til brug af alt det, Gud har skænket alle mennesker med lige ret! (livligt bifald.)

III.

Foredrag af pastor Pommerencke.

Hovedsagen for indbyderne til dette møde må være at få grunden rigtig lagt til den ny samfundsbygning, som det fra alle kanter erkendes, vi trænger til. Pinagtigheden af de nuværende samfundsforhold føles af mange, og snart fra en og snart fra en anden side ses opråb og henvendelser til medmenneskers hjertelag og tænkeevne om at udfinde noget bedre. Det gælder da, at den rygning, der rejses, kommer til at hvile på den rette grundvold. Hvordan den senere i alle enkeltheder skal forme sig – om rygningen skal have kuppel og spir m.m., – kan man rolig overlade fremtiden at afgøre. Det rette grundlag danner den af H. George viste vej. De engelske præster har takket H.G., fordi han har lært dem, af hvad art samfundets sygdom er og midlerne derimod. Kærlighedsgerninger, hjælp i nøden her og der, er som et plaster på et sårdækket legeme. Det kan lindre på ét sted; men sygdommen griber videre og videre om sig, trods dette. Nu George har vist sygdommens årsag, gælder det at hæve denne, og helbredelsen vil da følge af sig selv. –

Når man således får øjet opladt for en sandhed, der ved sin virkeliggørelse i livet evner at skabe lykke for lidelse, men som går udenfor det nedarvede sædvanemæssige og gennem opdragelsen tillærte, da er det, efterhånden som lyset dæmrer frem for ens indre, som om man sad med en stor kam og kæmmede gamle fordomme af sig. Fordommene svinder som dug for solen, og man længes ud mod ligestemte sjæle for i fællesskab med· dem at forberede det nyes indtrædelse i virkelighedens verden. – Inden for nationaløkonomien går 2 ligeløbende veje: kravet om fri kappestrid (konkurrence) og kravet om beskyttelse af det nationale arbejde.

Det første, der umiddelbart tiltaler ethvert frihedskært menneske, rejstes af Adam Smith i udfoldningen af stikordet om frit tilbud og efterspørgsel, efter at tanken forud vr’ anslået af mænd som Voltaire, Montesquie o.fl. Denne retning har i vor tid fået sig et nyt løsen i Darwins “kampen for tilværelsen”, der hævder, at de svagere må bukke under og gå til grunde for de stærkere. –

Jævnsides dette lyder det andet råb om beskyttelse for arbejdet. Men hvad vil det egentlig sige at beskytte arbejdet? Arbejdet er den stærkeste magt, hvem vil beskytte den stærkeste? Beskyttelsen af arbejdet cr den samme, enten det er den Bismarck’ske eller den Karl Marx’ske. Beskyttelsestold er socialisme. Mellem de 2 er kun en grads- ingen artsforskel.

Men hvorfor finder vi fattigdom såvel der, hvor den frie kappestrid er kommet til udfoldelse som i England, som hvor beskyttelsen sidder i højsædet som i Tyskland og hos os?

En gartner havde sået bønner. Uden at nogen vidste det, tog fuglene dem. Da gartneren længere tid efter en dag stod ved bønnebedet lænende sig til spaden og undrende sig over, at bønnerne ikke kom, sagde han til husbonden, som kom forbi: Jeg har sået bønner her, men hvad tror De, der er kommet op?”

Bønner, naturligvis, svarede husbonden.

Nej.

Grundloven: “Efter bønner kommer bønner” kendte de begge; men da virkeligheden her viste noget andet, og ingen af dem indså grunden til denne kendsgerning, sluttede den ene, at loven her var brudt, den anden, at bønnerne vel måtte komme senere.

Begge sluttede fejl, fordi de ikke kendte årsagen til bønnernes udeblivelse.

Noget lignende er tilfældet både med frihandelsmændene og beskyttelsesmændene; begge parter slutter fejl om grunden til de nuværende samfundsbrøst. Fordi de overser, at det, at jorden er i privat eje, hindrer grundloven: “Arbejdet får arbejdes frugt”, i at træde frem. Fuglene havde taget bønnerne, jordejerne tager, uden at det umiddelbart indlyser eller daglig mærkbart ses, arbejdets afkastning. Vil man råde bod på ondet, må vi hæve årsagen: gøre jorden til samfundseje i stedet for privateje. Mærkeligt nok, at dette ikke før er draget frem, da dog alle kender det så godt fra Moseloven. Underligt, at ikke vore præster for længe siden ved læsningen af denne er kommet til samme erkendelse som den irske biskop Nulti: at kun arbejdets frugt og gaver med rette kan være privat ejendom. Moses gør jorden til fælleseje ved bestemmelsen om jubelåret, da al jord, der under de mellemliggende 50 år er gået ud af slægten, ved dette atter gives tilbage til den uden vederlag. Derved blev kun afgrøderne, men ikke jorden genstand for privateje. I god overensstemmelse med det, at jorden ikke efter Moseloven kunne være genstand for privat ejendom, var også det, at det var fuldstændig forbudt at tage renter. Al rentetagning var betragtet som åger. Kom vi dertil, at jorden ikke længere var enkeltmands eje, ville det også øve sin virkning på renten. Rentefoden ville synke og muligt helt forsvinde. Pengene ville søge arbejdet og mod en rimelig sikkerhedspræmie virke i god forståelse med dette. Kapitalisten ville da gå omkring og søge arbejderen sigende: Å, gør mig dog den tjeneste at bruge mine penge!

Skruen blandt dokarbejderne er før nævnt. Det sikre ved skruer og industriringe er, at meget ødes derved og mange ulykker flyder deraf. Om skruer under de nuværende samfundstilstande kan være berettigede, skal jeg ikke nærmere gå ind på, kun det synes mig sikkert, at de er mere berettigede end industriringe (hørt). De sidste burde regeringerne afværge, da de simpelt hen kun er kæltringestreger.

En røverbande lurer i ørkenen på en karavane for at plyndre den og slå folkene ihjel. En af røverne, der er mod myrderiet, udfinder en anden vej at få karavanens skatte. Han råder røverne til at afspærre en kilde, hvor karavanen skal slukke sin tørst. Det sker. Karavanen kommer. “Ja, kære venner,” siger røverne, “I kan gerne få vand; men vi bestemmer prisen. For at læske jeres tørst må I give os alt, hvad I ejer.” Det er en industriring, ganske som dem vi kender om kaffe, kul, olie o.lign.

Skal vi ikke lade kristendom være ét, samfundslære et andet, siger nogle. Taleren mener nej. Den kristendom, der er alvorlig og duer noget, kan ikke nøjes med at være en blot indre erkendelse, men må søge at give sig udtryk i livet.

Moseloven står i god samklang med H. George tanker. Bragtes disse til udførelse, nødtes man ikke til at dele en præsts trøstesløse syn på samfundsforholdene: at den socialistiske og kommunistiske bevægelse med sin armod og begærlighed efter de riges gods, uden at nogen kunne afværge ulykken, var et af “de sidste tiders” mærketegn; man ville da i stedet finde en løsning til fælles menneskelykke. Det er ikke nok at have en blot hjertelig forståelse af dette og ud fra denne søge at lindre den stedfindende nød hist og her. Det bliver kun stykværk. Hjertets grebethed må ikke hvile, før man når frem til en følgerigtig forståelse, der påviser årsagen til ondet og vejen til dets fjernelse. Læs h. Georges Fremskridt og fattigdom og helst sidste del først, – og prøv ikke at gå udenom eller at slippe igennem med kneb. Al jord, alle naturgaver, gud har givet menneskene, må være fælles eje, det er grunden til den ny samfundsbygning. Er vi først inderlig overbeviste herom, kan vi senere tale om den nærmere udformning heraf i livet, om bygningens videre indretning.

Når præsterne er samlede til konvent, siger man, at det altid ender med … Kapitalstaksten; når lærerne er samlede om sangregulativer og gymnastikresolutioner ender det med … en forbedring af lønnen. Arbejderne taler også om løn, og en arbejder er sin løn værd. Sin løn, ja; men får han den, får arbejderen sit arbejdes værd som vederlag for arbejdet? Nej, men det er målet: arbejderen skal selv høste hele udbyttet af sit arbejde. Vil vi dette mål, må vi også ville midlerne: alles lige adgang til den jord, gud har skænket alle med lige ret.

Når vi søger at fremme disse tanker, møder vi ofte den bebrejdelse, at vi ikke tager tilstrækkeligt hensyn til de statistiske oplysninger. Nu vel. Statistikken kan være god til sit brug, her kan vi i al fald til en begyndelse hjælpe os uden den.

De kender alle sagnet om danaidernes kar. 49 kongedøtre giftede sig med 49 prinser, dræbte deres mænd og dømtes til at fylde et bundløst kar med vand. Hvad ville nu nationaløkonomerne gøre, dersom de skulle undersøge muligheden af denne opgave?

Efter lang undersøgelse af karret, målen på kryds og på tværs, ville de komme til det udslag, at for at fylde karret måtte arbejdsdagen være mindst 24 timer, og så ville det endda blive umuligt! Hvad nytter så alle beregningerne? Var det ikke bedre med barnet i eventyret om kejserens nye klæder, straks man så karret at udbryde: det mangler bund og kan ikke fyldes. Mange står lige sådan overfor vore samfundsforhold, overfor det sociale spørgsmål. De måler og regner; men løsningen er umulig. Hvad om vi satte bund i karret? “Jord i privat eje” er det bundløse kar, der sluger arbejdets frugt og fralister arbejderne afkastningen af deres arbejde. (livligt bifald.)

IV.

Foredrag af lærer Lange.

Enhver ting, der er noget ved, må kunne tåle at ses fra flere sider; kun derved kan man sikre sig, at den ikke er hul i ryggen. De foregående talere har særlig fremdraget det uretfærdige ved den nuværende ordning, hvor enkeltmand kan herske over den jord, hvoraf vi alle skal leve; men da reformen tænkes gennemført simpelthen som en skattereform, vil jeg særlig søge at påpege det ufornuftige, det urimelige i vort nuværende skattesystem i sammenligning med det, vi kæmper for.

Hvad er egentlig “det sociale spørgsmål”? Det er spørgsmålet om, hvorledes vi kommer bort fra den tilstand, der nu møder os over alt, at nogle har for meget og mange for lidt. Hvad vil det sige, at nogle har for meget? Er 10.000 eller måske først 100.000 kr. for meget? Nej, for meget har den, der tjener mere end han fortjener, mere end hans arbejde er værd. Og dermed følger uundgåelig, at andre får for lidt, ikke høster den fulde frugt af deres arbejde. “Under fri konkurrence får enhver for sit arbejde, hvad det er værd,” svares der os fra en side. Og det er sandt; virkelig fri konkurrence må føre dertil men er konkurrencen da virkelig fri? Se dem om herhjemme! Overalt har vi høje toldmure, i ly af hvilke “beskyttede” fabrikanter danner “ringe” og således i ro og mag udsuger forbrugerne og hindrer konkurrencen. Vi har næringsskat, der hindrer småfolk i byerne fra at begynde selvstændig virksomhed og således “beskytter” de store mod de smås konkurrence. Vi har monopoler og privilegier på alle kanter, men først og fremmest dog jordmonopolet. Ved dette kan ikke blot enkeltmand berige sig på samfundets bekostning ved at spekulere i jordens prisstigning; men al jord bliver derved så uforholdsmæssig dyr, at småfolk er så godt som afskåret fra med nogenlunde udbytte at drive selvstændigt erhverv. Grunden er taget bort under arbejdernes fødder. Derfor er de hjælpeløst henvist til at søge arbejde hos “arbejdsgiverne” for en løn, der mere eller mindre nærmer sig sulteløn.

Ja, arbejdslønnen afhænger af, hvad der kan tjenes ved selvstændigt erhverv. Derfor ser vi arbejdslønnen falde mere og mere i de nye lande, efterhånden som jorden beslaglægges af storkapitalen. Derfor udvandrer endnu tusinder af arbejdere til Amerika, “fordi der ikke er plads herhjemme.” Men er der da virkelig ikke plads, er fædrelandet ikke stort nok til alle sine børn? Er det ikke snarere så, at pladsen ikke udnyttes, som den burde. Se blot på byen her. Store strækninger i hjertet af byen ligger øde hen, fordi ejeren ikke vil nøjes med 10-12 kr. for kv. alen, men vente på den tid, da han kan fordre det dobbelte. Og således overalt.

Lad os se på spørgsmålet fra en lidt anden side. Hvad det gælder om, er at hæve arbejdslønnen. “Arbejdslønnen afhænger af tilbud og efterspørgsel efter arbejdere,” siges der. Nu vel! Det er da klart, at det, det kommer an på, er at forøge efterspørgslen etter arbejdere, med andre ord at fremme al virksomhed. Men vort nuværende skattesystem da?

Bygger jeg et hus, hvor der før var en øde tomt; straks straffes jeg ved forøgede skatter. Ønsker jeg at forbedre mit agerbrug, atter straf gennem høj told på redskaber, maskiner, kul osv. Forøger jeg mit forbrug, og derved efterspørgslen efter varer og arbejde; atter utålelige toldskatter. Intet under, at efterspørgsel efter arbejdere under sådanne forhold er ringe og arbejdslønnen derfor ussel!

Ved store personlige opofrelser og ved at underkaste sig en krigstugtsmæssig tvang, lykkes det undertiden arbejderne at tiltvinge sig en lønningsforhøjelse. Men trods det store offer føres strejkekampene oftest med ringe held. Hvorfor? Fordi der under de nuværende samfundsforhold stedse udenfor de arbejdendes kreds findes en hær af arbejdsløse, der må søge arbejde for enhver pris. Og i mange tilfælde er endog arbejdsgiverne ved de dårlige tider, de slette afsætningsforhold, afskåret fra, selv med den bedste vilje, at give højere løn. Frigør virksomheden, bring arbejdsløsheden ud af verden; da vil arbejdernes krav få vægt. Og som om det ikke i og for sig var galt nok med den usle arbejdsløn, opretholder vi endda vort hele indirekte skattesystem, hvorved arbejderne, ved inden- og udenlandske told- og beskyttelsesskatter, plyndres for 10-20 % af deres surt fortjente løn. Og som toppunktet af det hele er så endda det indirekte skattesystem således indrettet, at alt som arbejderens familie vokser, og skatteevnen derfor formindskes, øges skattebyrden mere og mere!

Dette må ændres. – Det indirekte skattesystem og særlig beskyttelsestolden må bort. “Men,” svares der os, “den beskyttede industri har retmæssigt krav på at beholde beskyttelsen, dens overleverede rettigheder tør ikke krænkes.” Overleverede rettigheder til at flå befolkningen: den slags rettigheder skal ikke længere tåles, skal ikke respekteres.

Og vil vi virkelig fremme den frie virksomhed, da må vi følge Henry George og afløse alle de nuværende skatter med en jordværdiskat. For jordværdiskatten er en lejlighedsskat, der beskatter folk ikke efter, hvad de frembringer, hvad de bringer ud af deres jord, men efter hvad de har at bringe noget ud af. Lejlighedsskatten vil beskatte to grundejere lige højt, af hvilke den ene har udnyttet sin grund vel, har bygget huse og fabriker, har sat folk i arbejde, medens den anden har ladet sin ligge ubrugt hen på spekulation. En sådan skat vil derfor tvinge enhver jordejer til enten at benytte sin jord efter bedste evne eller overlade den til andre der vil og kan.

Selv indkomstskatten, som så mange nu sætter deres lid til er en skat på dygtighed og driftighed. Så længe der endnu eksisterer forhold, der muliggør det for den enkelte at udbytte andre, kan sådan skat vel forsvares. Men den lapper kun pa ondet. Det gælder om at gå til ondets rod, bortskaffe de monopoler, der nu muliggør de uforholdsmæssigt store indtægter. Hvad en mand virkelig fortjener er hans med rette, og samfundet har ikke ret til ved noget direkte eller indirekte skattepålæg at fratage ham en del deraf.

For tiden beskatter vi arbejdet, straffer driftighed og forbrug og beskytter monopolerne. Vi må lære at skatte arbejdet og beskatte monopolerne: først da kan vi vente virkelige fremskridt.

Der er dem, der tror, at vi ikke kan komme fattigdomsondet til livs ad reformernes vej; men alt, hvad vi kan gøre, er at lappe på ondet ved: “godgørenhed”. Godgørenheden har sin betydning og vil altid have det, der er syge og svage nok at hjælpe, men som samfundslægemiddel er den betydningsløs og magtesløs. Hvad om en af vore rigmænd påtog sig at give 1000 kr. årligt til hver arbejder i en eller anden af vore småbyer. Så måtte de da være vel bjærget! Ingenlunde. For hvad ville følgen blive? Arbejdere alle vegne fra ville søge hen til stedet for at fa del i privilegiet, ville overbyde hinanden for retten til at bo i byen, så jordprisen og dermed huslejen ville drives i vejret, indtil den slugte de fulde 1000 kr. og byens grundejere ville være de eneste, hvem godgørenheden kom til gode. Rigmanden kunne lige så godt have givet pengene direkte til dem. Og således overalt under de nuværende forhold.

Nej, kun ad reformernes vej når vi frem.

Der er dem, der med Malthus i spidsen siger, at jorden er nu en gang ikke stor nok til os alle; de svageste må trænges uden for og gå under.

Jeg tror dem ikke; jeg benægter det bestemt. Men selvom så var, vi må dog prøve først. Vi må arbejde af al magt og efter yderste evne på en retfærdigere fordeling. Viser det sig da, at Malthus har ret; nu vel, da er fejlen ikke vor, men hans, som sætter mennesket på jorden.

Derfor fremad til kamp for frihed og ligelighed, mod alle bånd i arbejdets som i tankens verden.

V.

Foredrag af Fernando Linderberg.

Det er blevet mig overdraget at give nogle oplysninger om George-bevægelsens fremgang i forskellige lande.

Det er kun lige 10 år siden, at de tanker blev lagt frem for offentligheden, som nu over den hele civiliserede verden har vakt en enestående bevægelse. Georges hovedværk, Fremskridt og fattigdom, udkom første gang i 1879. Det første par år vakte det ikke synderlig opmærksomhed. Men tiden gik ikke langt op i firserne, før det mærkedes, at der var fremstået en ny social-reformator. Statsøkonomien var hidtil blevet betragtet som “den sørgelige videnskab”. Nu var der kommen en statsøkonom, der vel mødte som den store tvivler, den store spørger, men også som den store forsoner. I alle lande sad der ventende sjæle, der hilste den ny statsøkonomi med glæde og begejstring.

Bogen blev oversat på næsten alle mere kendte civiliserede sprog, selv endog både på tyrkisk og spansk.

Da bogen blev kendt i England, gav den straks stødet til en stærk bevægelse. Flere større meget udbredte blade optrykte den helt eller delvist. Derved blev tankerne straks kendt i vide kredse. I 1883 blev George indbudt til at komme til England og holde foredrag om sit reformprogram.

Han kom og gjorde stor lykke. Jorddrotterne rasede imod ham, men en trofast discipelskare samlede sig om ham. Før hans tilbagerejse stiftedes The English Land Restoration League, hvis løsen er: Englands jord for Englands folk. Siden den tid er bevægelsen i England gået stadig og stærkt frem. Særlig i London arbejdes der utrættelig for at fremme kendskabet til Georges reformtanker, og de foreligger allerede dér i den praktiske politik.

I 1887 nedsatte The English Land Restoration League og The Municipal Reform League i forening, The United Committee for Taxation of Ground Rents and Values. Til præsident for denne valgtes første gang lord Hobhouse – efter John Morleys vidnesbyrd “en stor jurist og en af de mest samvittighedsfulde dommere i England” – senere overdroges dette hverv til jarlen af Compton, for tiden er lord Monkswell præsident, medens lord Hobhouse og jarlen of Compton er vicepræsidenter. Komiteens virksomste medlem er dog William Saunders, hovedmanden for Georgebevægelsen i England, redaktør af Land Leaguens organ, The Demokrat. Han var medlem af parlamentet, da whiggerne havde flertal, men faldt ved det sidste valg, idet en tory opnåede 35 stemmer mere end han. Han er atter opstillet som de liberales kandidat for Wolvorth Devision i London og ventes sikkert valgt ved første valg.

Straks efter, at komiteen var dannet, gjorde den skridt til at få udgivet et skrift om grundrentebeskatningen i hovedstaden, hvilket skulle uddeles til samtlige vælgere. Ved det første møde, som afholdtes i 1888, blev der tegnet 4000 kr. til formålets fremme. I den følgende tid indkom bestandig nye summer. Skriftet blev udgivet af mr. Fletcher Moulton. Det bærer titlen: Beskatningen af grundværdierne, og fylder i det hele 1 ark. Det oplyses her, at grundene i London har en årlig værdi af 15-16 mio. pd. st., og at der er grunde, hvoraf der betales en årlig leje af 30–40 shilling pr. kv. fod, hvad der svarer til 65.000-87.000 pd. st. pr. acre. Det krav, som gøres gældende i pjecen, går ud på, “at byens skatter for en stor del skal lægges på grundejerne i forhold til den årlige værdi af deres grunde.”

Både pjecen og komiteens øvrige virksomhed har gjort de bedste virkninger. Ved valget af Londons nye grevskabsråd, som foregik i januar måned d.å., valgtes ikke mindre end 40 af selve komiteens medlemmer. Blandt de valgte var både lord Hobhouse og William Saunders.

I indeværende år har George atter efter opfordring foretaget en længere foredragsrejse omkring i England, og her har man alle vegne i tusindvis samlet sig om ham.

I Amerika har George en stor mængde tilhængere i en række forskellige stater. Han virker her dels gennem sit udmærkede og vidt udbredte store ugeskrift The Standard, dels gennem foredrag, hvortil han bestandig fra alle sider modtager mange flere opfordringer, end han kan imødekomme.

I den sidste tid har der været samlet underskrifter på en sålydende adresse: Til det høje hus af repræsentanter for De forenede Stater!

Undertegnede andrager ærbødigst om, at der af den høje rigsdag må blive udnævnt en særlig komite med det hverv at foretage en fuldstændig undersøgelse og afgive beretning om hensigtsmæssigheden af at rejse alle offentlige indtægter ved en enkelt skat på jordværdien, uden hensyn til forbedringerne, med afskaffelse af alle andre skatter.

Denne adresse har til dato fået ca. 60.000 underskrifter[1] Foruden de talrige George-foreninger, som findes ud over næsten alle staterne, har nylig det store arbejderforbund: arbejdets riddere, der har ca. 300.000 medlemmer, optaget kravet om jordværdiskatten på dets program.

I Australien er der en hel række af blade og foreninger, der virker for sagens fremme, og er George indbudt til at komme dertil for at foretage en 3-4 måneders foredragsrejse i det kommende forår.

I Tyskland virker den dygtige nationaløkonomiske forfatter, Michael Flürscheim, for sagen. Han er vakt til økonomisk tænkning ved Georges skrifter og erkender sig for en discipel af denne. Men på et enkelt punkt skiller han sig noget fra George. Han mener nemlig, at det er jordrenten, der er moderen til al kapitalrente og søger med vægtige grunde at godtgøre, at når jordrenten inddrages i samfundets kasser, vil al kapitalrente uundgåelig forsvinde, og er det efter hans mening særlig derved, at kapitalens overmagt vil blive brudt.

Det tyske selskab til fremme af denne sag bærer navnet: Deutsche Bund für Bodenbesitz-reform. Dets organ er Deutsch Land[2], et månedsskrift, der redigeres af Flürscheim.

Foruden Michael Flürscheim virker dr. Stamm, en udmærket læge, der tillige indtager en fremragende plads som nationaløkonom, for den samme sag. Allerede i 1871 har dr. Stamm udgivet et skrift: Erlösung der darbenden Menschheit, hvori han i det væsentlige kommer til samme resultat som senere George. Stamm har stiftet et selskab: Alvorsforbundet, der gennem dets organ: Der Allwohls Bund, virker for en reform i samme retning.

Skønt en gammel mand er dr. Stamm fuld af ungdommelig begejstring for denne sag. Sidste sommer havde jeg den fornøjelse at være sammen med ham i Schweiz. Han udtalte da bl.a.: “Vi indleder en ny tidsalder med denne sag!”

I Holland og Schweiz virkes der med iver for sagens fremgang. Præsidenten for selskabet i Holland er Jan Stoffel, og for selskabet i Schweiz er det lærer i nationaløkonomi ved realgymnasiet i Basel, mr. Schär.

Den i 10.-11. juni holdt sagens venner den første internationale kongres i Paris, ved hvilken der var mødt repræsentanter fra de fleste europæiske lande og fra Amerika og Australien. Her havde jeg den glæde at være sammen med sagens tre hovedmænd, Henry George, William Saunders og Michael Flürscheim. Hvad der især slog mig ved at høre William Saunders, var den måde, hvorpå han behandlede det såkaldte erstatningsspørgsmål, der er den første hovedindvending man alle vegne møder, hvor denne sag føres frem. Med en overbevisende klarhed og et eftertryk, der nok skulle præge sig i erindringen, gjorde han opmærksom på, at skulle der være tale om erstatning, så kunne det ikke blive dem, der har haft fordele af den bestående uret, men dem, der har lidt uretten, der måtte have erstatningen.

Hermed er der peget på de fremskridt, bevægelsen hidtil har gjort. Det står nu til os, om vi vil med i den bevægelse eller ikke? Der er nogle, der mener, at spørgsmålet er alt for fjernt, at vi skal holde os til mere nærliggende ting. Men dette er en fejltagelse. De første skridt, som må gøres, hvis vi skal fremad i denne retning, ligger for i dette øjeblik de første krav er: Nedsættelsen af toldskatterne, indførelsen af direkte beskatning. Dette har vi forud længe arbejdet for. Ja, men uden held. Skal vi få disse krav imødekommet, må vi kunne gi dem en ny og bedre begrundelse. Denne begrundelse har vi i georgismen.

Og desuden: jo længere tid, det vil tage at komme til det endelige mål, des mere nødvendigt er det, at vi får begyndt på at arbejde mod målet, hellere dag end i morgen. Skal bevægelsen komme sådan frem herhjemme, at vi kan holde os på højde med bevægelsen i udlandet, er der ingen tid at spilde.

Det sociale spørgsmål lyder også stærkere og stærkere dag for dag. Det kan søges besvaret på forskellig måde. George svarer på det, idet han går frem under løsenet: det er Guds vilje. Som kristne beder vi daglig om, at Guds vilje må ske. At bede den bøn er noget såre godt. Men der dog noget, der er endnu bedre: det er at arbejde på at gøre Guds vilje.

Måtte det vise sig, at vi ikke blot kan bede, men også handle! Måtte det blive kendelig, at der også i denne store alvorlige sag arbejdes for, at Guds vilje kan ske på jorden, som den sker i himlen!

En tale af Henry George.

(Holdt ved et festmåltid, der blev givet for George i Australien den 7. marts d.å.)

Jeg synes ikke om denne fest. At fylde sig med mad er ingen god forberedelse, når man skal tale, og at høre på den lovprisning, som den ærede formand har frembåret, er ikke behagelig. Det er ikke min fortjeneste, at jeg er her i aften, at jeg kan gå ud over den hele civiliserede verden og finde mænd, der med glæde trykker min hånd, at det har været mig givet at fremhjælpe en stor bevægelse. Det hidrører ikke fra min kraft, det stammer ikke fra min lærdom, det kommer ikke fra min duelighed. Grunden dertil ligger i den simple kendsgerning, at da jeg fik øje for en stor sandhed, svor jeg, at jeg ville følge den (bifald), da jeg fandt en pligt, besluttede jeg at opfylde den med al den styrke, hvorover jeg rådede (bifald). Dersom jeg ville tilegne mig alle de lovord, der har været mig skænket i aften, da ville min brugbarhed snart være forbi. Her står, som formanden før bemærkede, fremtidens mænd. Således er det. (bifald). Vi har, som digteren Emerson sagde, “knyttet vor vogn til en stjerne!” Ud over hele verden er tiden nu kommet, den tid, som Gud i sit forsyn har bestemt til en stor fremskridtsbevægelse. (stort bifald.) Selve vor civilisations skæbne afhænger af, at vi kommer højere op, og vi bør være taknemlige, at det er givet os at gøre, hvad vi formår, til fremme af den sandhed til gangen videre og videre frem (bifald).

Hvad var det, der bragte mig til Australien? Det var ikke den ærede formands overbevisning om, at jeg for min sundheds skyld trængte til denne hvile. Nej, det var det, at han og andre australiere sagde til mig: vi har her det livligste og mest fremadskridende af de engelsk talende samfund. Australien er det land, hvor enkeltskatten på jorden først vil blive indført. Din nærværelse her vil blive en hjælp for os (bifald). Og fordi jeg troede Dem, derfor er jeg her i aften for at gøre, hvad jeg kan for at fremme denne sag. Ikke blot for jeres skyld, men fordi det er min overbevisning, at jeres fremskridt vil blive et fremskridt for den hele verden. Ja, I mænd i Australien og særlig I mænd af New South Wales, I har store fordele. I har en natur, som er nægtet mange.

I har den samme erfaring som resten uf vore brødre og er fri for meget af det, der holder dem tilbage. “Men af den, hvem meget er givet, skal fordres meget”. Og de fordele, I har frem for andre, giver jer tillige et større ansvar. I har ansvar ikke blot for jer selv, ikke blot for de millioner, som efter jer skal bebo dette fastland, men også for dem i de lande, som I har forladt, for menneskene i de mindre begunstigede samfund, hvis liv er mørkt og tungt, for dem, der segner under de tunge byrder, for de svage kvinder og de små børn (bifald).

Vi, der bor i den nordre verden, i de gamle lande, har haft prøve på australiernes store hjerte. Da I på den overordentlige måde understøttede de fattige dokarbejdere i London, stod I forrest på fremskridtets side. Med hensyn til den måde, hvorpå I stemmer ved valgene (hemmelig afstemning), går vi, i den store republik, i jeres spor. Australiens mænd – led os videre frem. (langvarigt bifald). Er det så, at I her har det frieste af alle frie samfund, giv da verden endnu et vidnesbyrd om jeres tro på friheden (bifald). Vær ikke bange for friheden, skam jer ikke på frihedens vegne, følg friheden videre, bliv tro mod den til det yderste. Over den hele verden hviler der i dette øjeblik en skygge fra et stort problem. Vi skrider fremad og fremad. Opfindelse følger på opfindelse, opdagelse på opdagelse. Menneskenes magt til at tilfredsstille deres ønsker er mangedoblet, og dog, efter som det materielle fremskridt foregår, bliver alle vegne kampen for tilværelsen ikke lettere, men tungere. Vi, der her er samlede, vi, de tusinde og hundreder af tusinder, som vi repræsenterer, tror, at dette ikke er en naturlig tingenes tilstand (hør! Hør!). Vi tror, at det er muligt at opnå en social tilstand, hvorunder ingen arbejdsdygtig og arbejdsvillig mand skal lide mangel, vi tror, at en social tilstand er mulig, hvorunder ikke blot de få men ethvert af Guds børn skal blive fritaget for at bruge sin hele kraft blot til arbejdet for opholdet, skal få adgang til at udvikle alt det højeste og bedste, som ligger i den menneskelige natur. Hvad enten vi her på jorden skal opnå at se denne tilstand, hvad enten vi skal se sagens triumf, eller vore øjne vil være lukkede for bestandig, når den kommer, det er af mindre betydning for os, som har følt magten i denne tro. For os er det nok at vide, at Gud lever, for os er det nok at forstå, at det ikke er i følge hans vilje, at denne dybe uret, denne brændende uretfærdighed eksisterer på jorden. For os er det nok, at vi, medens vi lever, har fået adgang til at stride for retfærdighedens rige her på jorden. Og, hvad enten dette kommer i vor tid eller ikke, en dag, en gang, medens vi er her eller ovenover, vil det komme. (lydeligt bifald.) Ja, og i dag er det givet til os med vore øjne at se, at riget er kommende! (bifald).

Jeg kom her, jeg står her som repræsentant for en stor afdeling af mænd i De forenede Stater, som har bundet sig selv til disse grundsætninger, som er svorne forkæmpere for denne sag. Og over De forenede Stater lyder begejstringen for sagen gennem England, Irland, Skotland og Wales. Dersom I elsker Australien, dersom I er stolte af dette land, dersom I ønsker, at det skal nyde den ære at lede civilisationens fortrop, frem da den store bevægelse, løft banneret i spidsen! (langvarigt bifald !).

[1] Nu over 80.000.

[2] Siden første april dette år er månedsskriftet under navn af Frei Land omdannet til ugeblad.