Henry George bevægelsen i Danmark
gennem et halvt århundrede.
af Dan Bjørner
Foredrag holdt ved
8. Internationale konference for grundskyld og frihandel Odense
– 28. juli til 4.aug. 1952
Denne konferences fornemste opgave er vel at udbygge veje til virkeliggørelsen af de teorier, der er givet udtryk for i konferencens formålsparagraf. Gennem oplysende foredrag og frugtbringende diskussioner skulle gerne nye og friske impulser sætte sine spor i det store arbejde, som ligger foran os. Når man imidlertid ved denne kongres’ tilrettelæggelse har ønsket at høre om den danske Henry George bevægelses udbredelse, skyldes det, at vor forening den 2. marts i år havde bestået i 50 år. De mænd og kvinder, der her i Danmark har stået forrest i arbejdet for vor sag, har sandelig ikke ofte haft tid til at standse op og se tilbage på de resultater, der blev opnået. De fleste af dem følte sikkert, at der ikke var så meget at prale af, og brugte i stedet deres kræfter på ad oplysningens ofte trange vej at nå videre frem. Men hvis det er rigtigt, hvad en af vore digtere har sagt, at hvis man ikke har historie stuvet i lasten, sejler man i ballast ind i firemtiden, så kan vel også det, jeg har at fortælle her, have en vis betydning for Dem og arbejdet for vore ideer.
Fra vore venner i udlandet må vi ofte høre, at Danmark i spørgsmålet om et almindeligt udbredt kendskab til grundskyld og frihandel og forståelsen af disse spørgsmåls samfundsmæssige betydning er nået længere end de fleste andre lande, og vi bliver ofte spurgt om, hvad årsagen hertil kan være. Uden at ville komme ind på lange og trættende historiske udredninger, bliver det sikkert nødvendigt i hvert fald at se noget længere tilbage end de 50 år for at kunne give et nogenlunde tilfredsstillende svar på det rejste spørgsmål.
Det mærke, De ser på konferencens tryksager, viser et monument, som står rejst midt i vor hovedstad, midt i en millionbys pulserende liv. Det blev skænket af danske bønder i taknemmelighed over reformer, der varslede en ny og bedre tid for hele det danske samfund. Enhver dansk kender det. Det hedder Frihedsstøtten. De reformer, der da fandt sted på jordlovgivningens og frihandelens område, var inspirerede af frihedstankerne, der dengang gik hen over Europa med fædre som Adam Smith og de franske fysiokrater. Disse reformer indtraf i årene omkring den store franske revolution, og takket være en kreds af kloge, uselviske mænd, der havde den enevældige monarks tillid, gennemførtes her reformer, der var så absolut revolutionerende; og det uden blodsudgydelse. I tiden, som gik forud, levede almuen under ringe kår. Bonden havde det navnlig svært. Landets jord ejedes næsten udelukkende af de adelige familier. Handelen lå stivnet og hendøende under de gale merkantilistiske ideer, og tilstandene var meget sorte for den brede del af landets befolkning; således var tilstandene faktisk i hele Europa på den tid. Men medens omvæltningerne i de fleste lande foregik under blodige revolutioner, fik vi danske vore reformer på en anden måde, at muligheder for samarbejde mellem de tidligere priviligerede og bonde og borger kunne fortsættes til gavn for alle parter og til fæstnelse af reformerne.
Hvilke reformer var det da vi fik dengang, og som kom til at betyde så meget for den økonomiske udvikling og for forståelsen af de ideer, vi er samlede om her? Indtil 1788 havde bonden i mange år været en ufri mand, der for at skaffe jorddrotten billig arbejdskraft var nægtet mulighed for at søge sin lykke andre steder. Han var nærmest at betragte som en del af godsets besætning. Han var ganske vist fæster hos herremanden men under sådanne forhold, at denne i virkeligheden kunne skalte og valte med dette fæstemål, som han fandt det for godt. I 1788 blev dette stavnsbånd løst, og omtrent samtidig blev fæsteforholdet gennem kongelige forordninger lagt i faste rammer med hensyn til retsforholdet mellem bonde og herremand. Gennem senere lovgivning ud fra disse forordninger gled man i de efterfølgende årtier mere og mere fra fæste over til selveje. Bondens frigørelse vakte på samme tid hans ansvarsbevidsthed og virkelyst, og det undrer ingen af os, at denne udvikling bevirkede en stærk stigning i ejendommenes værdi i handel og vandel. I tiden for disse reformer og op til 1802 blev den fordoblet, og med den steg pantegælden. De kloge mænd, som dengang havde magten, havde også indsigten. En stor del af statens indtægter havde ganske vist deres kilde fra jorden i form af en dengang hundredårig hartkornsskat, som desværre helt blev afskaffet i begyndelsen af dette århundrede, men tiden var løbet fra grundlaget for denne skatteform. Vurderingerne og visse særrettigheder var ikke tidssvarende, og vi må sikkert takke de ledende mænds kendskab til Francois Quesnays tanke om en enkeltskat for, at man gik i gang med en ny vurdering af landets jord for på grundlag heraf at ville opkræve de beløb, statsmagten anså for at være nødvendige til at dække nye udgifter. Desværre blev dette arbejde standset. Ulykkelige krige og statsbankerot slog meget i stykker, men op til begynde1sen af vort århundrede lå dog en væsentlig del af statens indtægter på jordværdien i form af hartkornsskatter. De var der som en slags anerkendelse af hele folkets andel i jordens værdi. Hånd i hånd med de føromtalte landboreformer frigjordes udenrigshandelen.
Som allerede nævnt lå landets udenrigshandel næsten uddød hen, og det samme gjaldt næringslivet inden for landets grænser. Statshandel og laugstvang nedsatte produktionen og fordyrede befolkningens livsfornødenheder. Sammen med landboreformerne kom der reformer i toldspørgsmålet, der banede vej for et friere næringsliv og fik handelen til at blomstre op. Takket være denne stærke frihedsfølelse skal jeg her som kuriosum nævne, at Danmark lidt senere som første land afskaffede negerslaveriet, og at vort ærværdige gamle Grosserer-Societet satte frihedens symbol: den frygiske hue i sit segl.
Selvom vort land blev offer for ulykkelige krige, var frihedstanken nu stærkt rodfæstet i befolkningen, og op gennem det nittende århundrede blev forståelsen underbygget på flere måder. Vor store religionsfilosof Grundtvig, der i midten af forrige århundrede var med til at udarbejde landets grundlov, udtalte:
»Ethvert folk er sit fædrelands grundejer og kan aldrig retmæssigt ved nogen lov tabe sin ejendomsret – så det er kun nytten og brugen af jorden, der retsmæssigt kan fordeles ved landsloven og blive genstand for køb og salg. – Hvad juristerne kalder fuld ejendomsret, som man kan have over sine penge, sine klæder og boskab, det har ingen uden folket over jorden, som skal bære og føde dem.«
Denne mand satte individet over samfundet og talte i eet og alt frihedens sag. Han lagde sammen med enkelte andre grunden til folkehøjskolen, hvor navnlig vor landboungdom lærte at forstå den dybereliggende årsag til fremskridtene samtidig med, at interessen for samfundsforhold og et kulturliv blev vakt. Alt dette i forening muliggjorde oprettelsen og udvide1sen af vor internationalt anerkendte andelsbevægelse, hvor husmand og greve havde samme stemmevægt i sammenslutningernes sager. Dette praktiske samarbejde på lighedens grund har gavnet vort folkestyre og givet lovgivningsmagten mange dygtige mænd og kvinder. Men de store monopoler: den private tilegnelse af næsten hele jordrenten og toldmonopolet var ikke blevet afskaffet. Den sociale ulighed, disse monopoler var med til at forårsage, havde også givet god grobund for den marxistiske historieopfattelse, der kom til at sætte dybe spor fra slutningen af forrige århundrede op til i dag.
Måske synes De, at alt dette er for omstændelig fortalt, men det har været nødvendigt for at give Dem et billede af det Danmark, som mødte Henry Georges tanker og for at forstå deres udbredeIse her.
Vi kender alle de kampe, Henry George selv måtte igennem, men vi kender også den tilslutning, der blev omkring hans tanker og person i hans senere år i den engelsktalende verden. Hans bøger blev solgt i store oplag, og tusindvis samledes om hans talerstol både i den nye og gamle verden, men vi ved også, at interessen, når man ser bort fra de seneste år, kølnedes. Her i Danmark skulle det komme til at gå helt anderledes. Begyndelsen var beskeden som den første vækst også blev det. Det var skolefolk, der begyndte her i Norden, og oplysningens ofte tunge men sikre vej blev valgt i stedet for propagandaens dyre og hurtigere, men også usikrere og mindre varige fremgangsmåde. For de fleste af foregangsmændene gælder det, at de mente, at de mænd, som var lovgivningen betroet, naturligvis måtte se det soleklart indlysende i tankernes rigtighed, og at der kun ville gå få år, inden grundskyld, frihandel og skattefrihed var indført her i landet, men samtidig ræsonnerede de som så: »Hvad vil disse reformer gavne, hvis ikke hele folket forstår det, der ligger til grund for dem? Thi så mister vi dem hurtigt igen!« Derfor gik man ind for oplysningsarbejdet som det vigtigste, samtidig med at man forsøgte at gøre indflydelse gældende overfor lovgivningsmagten. Det blev af uvurderlig betydning, at der blev lagt stor vægt på oplysningsarbejdet.
År 1879 udgav Henry George Fremskridt og Fattigdom, og kun 7 år senere blev den oversat af den norske højskoleforstander V. Ulmann, som var blevet stærkt grebet af dens tanker. Han holdt en del foredrag her i landet umiddelbart efter, men det blev denne skoles tidligere forstander Jakob E. Lange, der først rigtig blev hørt, da han fremkom med de samme tanker. Han var dengang ung lærer på Dalum Landbrugsskole lige herved, og på studierejse i England havde han lært Henry Georges tanker at kende. I 1888 skrev han nogle artikler i Højskolebladet, der til alt held vakte modsigelse, og så var bolden givet op. Et par år senere traf Lange Henry George i England og drøftede med ham de problemer, han havde mødt i diskussionerne, og de forblev gennem brevveksling i kontakt. De første diskussioner i Højskolebladet og andre blade, hvor flere udmærkede mænd ydede deres bidrag, blev af den største betydning. Der var nu gennem disse drøftelser så stor interesse for sagen, at man startede den første Henry George Forening herhjemme. Det var i Odense 1889. Ulmann udgav et blad i Oslo »Vor Tid«. Det skulle være foreningens talerør, men da Ulmann et par år senere inddrog sit blad, var mulighederne for den nye forening til at komme i forbindelse med offentligheden små, og den første bevægelses dage var talte.
Imidlertid var de nye tanker sået, og da en tilhænger i 1902 lod indrykke en annonce, hvor han opfordrede venner af Henry George til at komme til et møde i København for eventuelt at danne en Henry George Forening, var mulighederne til stede for at skabe noget, der havde grokraft. Grunden kunne lægges til vor forening, som i år har betået i 50 år, og som står som medindbyder til denne kongres. De ca. 20 mand, der traf sammen den 2. marts 1902, og som startede foreningen, enedes hurtigt om to ting, for det første formålsparagraffen, der har stået uændret siden dengang; den lyder således: »Formålet er at virke for løsningen af det sociale spørgsmål ved folkets økonomiske frigørelse ad den af Henry George anviste vej: Gennemførelse af fuld grundskyld og frihandel, og afskaffelse af alle skatter på arbejdsskabte værdier og indtægter. Hertil søges der tilslutning i alle samfundslag og alle politiske partier«. For det andet ønskede man, at foreningen hurtigst muligt skulle gøre sig selv overflødig.
Som tilstandene er i dag, har vi desværre al grund til at mene, at der stadig er brug for det oplysningsarbejde, vi udøver, og selvom lovgivningen på de væsentligste områder er gået os imod, og der ikke er så stort at bryste sig af, har vor forening haft en ikke betydningsløs indflydelse på lovgivningen her i landet.
Gennem udgivelsen af Henry Georges værker, vore blade, pjecer og foredragsvirksomhed rundt i landet, har foreningen udbredt ideerne, og flere af vore politiske partier har optaget dem i deres programmer. Med tanke på min indledning kan det ikke undre, at ideerne også fandt vej til landboerne navnlig fra husmændene fik bevægelsen stor tilgang. Af stor betydning blev deres klare udtalelse gennem Køge-resolutionen i 1902, hvor de gik ind for grundskyld og skattefrihed. Den satte gang i det politiske arbejde og var medvirkende årsag til, at vi fik den delte vurdering under første verdenskrig. Ved denne vurdering fik man fastslået den nøgne jords værdi ved hensyntagen til bonitet og beliggenhed. Ved senere lovgivning, i 1919, om afgivelse af jord fra visse store godser i statens eje til oprettelse af selvstændige husmandsbrug, blev det muligt at oprette disse brug på jordrentevilkår, hvilket betød, at den nye ejer ikke skulle præstere en købesum for jorden, men forpligte sig til at svare 4 % årligt af jordværdien, som den var fastsat ved de almindelige vurderinger. Når De kører gennem vort sommerland, ser De disse husmandsbyer, som ligger der og ser for enhver, at de kan eksistere på disse vilkår. Jeg skal ikke komme nærmere ind på vor bevægelses betydning for lovgivningen, derom vil De sikkert høre nærmere på konferencen, men blot skal jeg nævne, at vi i 1926 fik en lov, der siden hartkornsskattens afskaffelse efter århundredskiftet for første gang anerkendte grundværdien som skattegrundlag. Vi skylder partiet det radikale Venstre tak for gennemførelsen af denne lov, som til trods for, at den skattemæssige betydning var yderst ringe, fik knæsat et princip i vor lovgivning.
Som jeg nævnte før, satte Køge-resolutionen gang i det politiske arbejde, og der er grund til at omtale denne lidt nærmere. Det var ikke tilfældigt, at det blev hos husmændene, at de nye tanker for halvtreds år siden fandt forståelse. Andelsbevægelsen havde givet nye chancer for uafhængig virksomhed for de mindre brug, og med disse nye muligheder vaktes forståelsen af den store betydning det har, at der er billig adgang til jord. Resolutionen har været gengivet så ofte både på dansk og hovedsprogene, at jeg kun kort skal gengive, hvad den gav udtryk for:
Da husmændene anser deres driftsform for den fordelagtigste for sig selv og samfundet, kan denne stands økonomi ikke bygges på tilskud og bidrag fra staten eller andre samfundsklasser. Standen kræver derfor ikke nogen begunstigelse for sig selv ved skattelovgivningen, men derimod snarest. ophævelse af enhver told og skat på forbrug eller arbejdsfortjeneste og kræver, at. der i stedet til dækning af de offentlige fornødenheder kræves skat på den jordværdi, som ikke skyldes enkelmands arbejde, men som hidrører fra samfundets vækst og udvikling. Sådanne byrder vil ikke tynge arbejdet, men tværtimod gøre jorden billigere og derved lette adgangen for hver mand til at få eget hjem.
Denne udtalelise fra en betydelig og betydningsfuld stand gjorde indtryk og satte spor i det politiske liv.
I de senere år har der ikke fundet lovgivning sted, som har fulgt vore ideer. Ja, på frihandelens område er den gået os direkte imod, men et gammelt ord siger, at det altid er mørkest før gry. De vil på denne kongres komme til at høre alt, hvad der inden for det politiske område er aktuelt i Danmark i dag: om grundskyldskommssionen, som på foranledning af Retsforbundet er blevet nedsat til at overveje muligheden for en overgang til fuld grundskyld samt bestræbelser for indførelse af friere handel.
Jeg ønsker kun her at slå fast, at Henry George Foreningen har tilhængere indenfor de fleste partier. Grundskyldskommissionen ville næppe være blevet nedsat, hvis ikke dette var tilfældet. De mennesker, som var med til at stifte Retsforbundet, det parti, der må siges at stå som det, der går skarpest ind for gennemførelsen af vore ideer, udgik vel hovedsagelig fra foreningen, men de tilhørte da vidt forskellige partier, og det må ikke glemmes, at mange, som var grebet af de samme tanker, forblev i de gamle partier, for at gøre deres indflydelse gældende der. Henry George Foreningen tæller derfor også stadig medlemmer inden for næsten alle partier: Den ønsker at være et frit forum for alle dem, der uanset hvilke partipolitiske bånd, der måtte være, søger at arbejde for udbredelsen af vore tanker. Det er ganske givet, at dette ofte giver anledning til konflikter. De, der før har været til en kongres som denne, ved, at vi ikke er og ikke kan være enige på alle områder. Ofte går bølgerne højt, men én ting er givet – om de grundlæggende ideer er vi enige – ja, der er vi så enige, at vi føler, vi har råd til at vise omverdenen, at vi også kan tage en dyst om udenværkerne, så dit høres i øst og vest.
I dag er grundskyld og frihandel under daglig debat rundt i landet: Det er ikke nødvendigt for os, og det ville næppe heller være muligt at afholde møder om disse spørgsmål. Vort virke nu indskrænker sig i det væsentlige til bladudgivelse og forlagsvirksomhed som den vigtigste side af oplysningsarbejdet sammen med den støtte, vi kan yde Økoteknisk Højskole, der blev oprettet umiddelbart før krigen inspireret af den amerikanske skole. Med de georgistiske hovedværker som grundbøger afholder skolen hvert år en række studiekredse rundt i landet og støtter disse ved hjælp af det studiemateriale, der er fremlagt her på konferencen. … Som De sikkert vil have bemærket, har jeg i dette foredrag så vidt muligt undladt at nævne navne. Skulle. jeg have omtalt alle de mænd og kvinder, der gennem det sidste halve århundrede har lagt et stort og uegennyttigt arbejde i vor bevægelse, ville rammerne for et sådant foredrag være sprængt, og jeg er overbevist om, at det ville virke trættende. Mine danske tilhørere kender dem og vil møde navnene igen og igen. Det, der har været min hensigt, er at give Dem en forståelse af det arbejde, der blev gjort af disse vore pionerer og de vilkår, de havde at arbejde under. … For den mand, der stod som den førende skikkelse i bondens frigørelse, blev der rejst en mindestøtte, og på den står indhugget følgende vers:
Vi vil skrive i sand
hvad de gamle led,
men i sten hans navn
som for frihed stred.
Engang vil selv den hårdeste granit forvitre i vejr og vind, men alle de, der gik forud og viste os frihedens vej, har præget deres træk i det, der er af større varighed.