fra tidsskriftet RET,
okt.-nov.-dec. 1916, jan 1917.
I. Indledning.
Det danske Retsdemokrati er en politisk retning, som hævder, at statens opgave er at sikre alle personer indenfor dens område lige nydelse af naturlige uafhændelige rettigheder, og at det falder udenfor dens opgave at virke for enkelte gruppers eller klassers velfærd. Det opstiller altså som ledende grundsætning kravet om retmæssig og ligelig varetagelse af alles interesser i samfundet. Idet retsgrundsætningen fastslår den sociale hovedregel, at enhver fordel må opvejes af en tilsvarende ydelse både i det private og i det offentlige liv, følger deraf:
- at enhver borger må tilsikres den fulde og ubeskårne ejendomsret til, hvad han erhverver ved sit arbejde, og til, hvad han af arbejdsskabte ting køber eller modtager som gave;
- at ingen kan gøre retmæssigt krav på ubetinget særeje af nogen del af de naturskabte goder, men at enhver “borger, myndig eller umyndig, er født med ejendomsret til sin ligelige andel i fædrelandets jord (medfødt jordret).
Det danske Retsdemokrati hævder, at det er statens opgave at opretholde denne ejendomsordning og beskytte den, såvel indad som udadtil. Hvad der simpelthen er nyttigt eller ønskeligt for større eller mindre kredse, er opgaver, det er muligt og naturligt for dem selv at løse under private former. Men at opretholde den indre og ydre retsordning er en opgave, som nødvendigt må tilfalde en organiseret statsmagt.
For at sikre alle borgere den omtalte jordret vil den fremgangsmåde, der fører til de færreste indgreb i privat virksomhed og initiativ, bestå i, at de, som ønsker at besidde og udnytte særlige arealer, udligner den særfordel, der derved tilfalder dem gennem en årlig skyld, der kommer alle borgere i lige grad til gode.
For at dette sidste kan ske fyldest har statsmagten at sørge for at det således opståede fond under ingen omstændigheder benyttes til andre formål end sådanne, som med rette kan betegnes som egenlige fællesopgaver.
Som overgangsbestemmelser kan godkendes, at hver dansk medborger tilforsikres ret til af det offentliges jordejendom at få anvist et tilstrækkeligt stort område til erhvervsplads og bolig for sig og sin familie imod årlig afgift i form af jordskyld.
Da ifølge ovennævnte retssætning arbejdsskabt ejendom lige så lidt kan gøres til genstand for angreb fra statens side som fra enkeltmands, må alle former for skat, såvel direkte som indirekte, efterhånden bortfalde. Staten må bryde med det uretfærdige princip at spørge, om en mand kan afgive noget af sin retmæssige ejendom (evneteorien) og i stedet for må den undersøge, hvad han er pligtig til at afgive (skyldteorien).
Det forudsættes, at denne overgang fra skat til skyld foregår lempeligt og med en rimelig overgangsperiode.
II. Statens forfatning.
Da det fond, hvorover statsmagten råder til udførelse af sine opgaver, således består af midler, hvori alle borgere er ligeberettigede parthavere, må forfatningen konsekvent være således indrettet, at alle myndige personer, mænd som kvinder, får den samme vægt ved afstemningen om fondets anvendelse. Men det må stærkt betones, at flertalsafgørelsen kun er kompetent indenfor den nævnte ramme, de virkelige fællesopgaver; at udvide rammen, således at fondet anvendes til særinteresser, ville ifølge dets oprindelse være uberettiget.
Hvad forfatningsformen angår, da giver de nuværende valgsystemer kun ringe garanti for, at de små mindretal, endsige den enkelte person, får den vægt i repræsentationen, han bør have.
Større garanti ville man opnå, hvis rigsdagen udgjorde et enkeltkammer, hvis medlemmer var valgte efter den såkaldte frie eller individuelle valgrets metode, i særdeleshed, hvis dette suppleres med folkeafstemning, forslagsret (initiativ) og tilbagekaldelsesret (recall).
Samme styreform bør indføres i kommunerne.
Fuld offentlighed i alle Rigsdags- og udvalgsforhandlinger.
Den første af statens hovedopgaver er
III. Den indre retssikkerhed.
Her må frem for alt kræves gratis retshjælp for alle borgere alle civilretlige sager. Retsbeskyttelsen i et land kan ikke siges at være effektiv, så længe den ikke i lige grad kommer fattige og rige til gode.
Der bør opnås størst mulig garanti for, at den specielle kundskab kommer til sin ret ved embedsbesættelser i domstole og administration.
Forenkling og ordnet fremstilling af alle gældende lovbestemmelser.
Dernæst bør der tilstræbes en gennemgribende reform af straffelovgivningen, hvorved der åbnes videst mulig adgang for forbryderne til at afsone deres brøde ved arbejdsydelser under de friest mulige former. Princippet herfor bør være, at man som målestok for straffens størrelse ikke vælger straffetiden, men arbejdspræstationen og at denne i videst mulig omfang anvendes til vederlag for den skete retskrænkelse.
Retsordenen må i større omfang end hidtil yde oprejsning for ulegemlig overlast, angreb på personers ære og gode navn og rygte samt indgreb i privatlivets fred. En særlig opmærksomhed bør der skænkes presseforseelserne. Der må kræves virksom retsbeskyttelse imod pressens overgreb og uberettigede indblandinger i private anliggender. Berigtigelsestvang indføres i bladene.
Derimod er forebyggende indgreb lige så lidt berettigede på dette område som på andre tilsvarende, uden for så vidt de kun forhindrer sådanne handlinger, hvorved andre end den handlende på uberettiget måde vil skades.
Hvad specielt alkoholspørgsmålet angår, vil retsordenen kunne kræve, at enhver myndig person bærer det fulde ansvar for sine handlinger, også i beruset tilstand. Endvidere bør beværtere og andre kunne drages til ansvar for, hvad de serverer for umyndige personer og for, hvad disse i beruset tilstand foretager sig.
Mod drukkenskaben og uens usociale følger træffes så skarpe forholdsregler som foreneligt med konsekvent ansvarslovgivning. Private bestræbelser rettede imod disse onder nyder støtte fra statens side.
Som et led i retsbeskyttelsen kan endvidere nævnes visse hygiejniske foranstaltninger, epedemihospitaler, desinfektion, karantæne, forbedringer af kloaksystemer og drikkevand, bedre byggelove, kort sagt alle forholdsregler, der tilsigter at beskytte borgerne mod smittefare. Derimod vil plejen af sygdomme, som ikke i særlig grad er smitsomme, være en opgave, der naturligt tilfalder den enkelte eller frivillige fællesskaber (sygeforsikringer o. lign.).
Under den indre retsbeskyttelse falder også sikringen af landets kommunikationer, idet al ejendomsret ville være illusorisk uden ret til almindelig samfærdsel. Anlæg af veje, brobygning, bygning af visse havne og fyrtårne, vagervæsen o. lign., er af ovennævnte grunde offentlige anliggender. Hvor det ikke er nødvendigt, at det offentlige selv overtager nogen del af trafikvæsenet, må det foretrækkes, at den aktive ledelse overlades til det private initiativ. For så vidt det med visse af disse anlæg, jernbaner f.eks., skulle være nødvendigt at skabe monopoler, må vederlag derfor tilfalde det offentlige, og hensynet til publikums tarv iagttages.
Princippet må overalt være, at staten begrunder enhver aktiv indgriben i de private virksomheder, enhver konkurrence med det private initiativ med henvisning til, at det er uundgåeligt, f.eks. i sådanne tilfælde af trustdannelse, hvor frikonkurrencen er magtesløs. Der må meget stærke grunde til at opveje den politiske fare, som altid er forbundet med at udvide kredsen af funktionærer i forhold til den ikke-officielle befolkning.
Hvad post, telegraf og telefon angår, gælder lignende betragtninger som ovenfor. For så vidt de kan overlades til det private initiativ og derved nødvendigvis må monopoliseres, bør afgiften for monopolet indgå i statens kasse.
Ved alle disse foranstaltninger gælder det både i stat og kommune, at der ikke forlanges nogen overpris af det forbrugende publikum, da dette ville virke som en maskeret indirekte beskatning.
IV. Forsorg for børn og andre umyndige.
Da børnene ifølge ovennævnte retsgrundsætninger ikke fødes ejendomsløse, men forudsættes at eje deres forholdsmæssige andel i de ikke-arbejdsskabte værdier, har de krav på, at samfundet under umyndighedstilstanden varetager denne ejendomsret for dem og sammen med hjemmene tager del i den opgave at uddanne dem til åndeligt og legemligt dygtige statsborgere.
V. Skolevæsen og samfund.
Den individuelle opdragelse tilfalder nærmest hjemmene; i øvrigt må skole og hjem dele opdragelsens arbejde. Staten bør alene kræve, at børnene opnår det minimum af kundskaber, der er nødvendigt for dem i samfundslivet. Herunder må indbefattes undervisning i social etik.
Dette kan enten ske ved, at staten selv holder skoler og for ikke at krænke den personlige frihed samtidig tillader og støtter privatskoler. Eller undervisningen overlades til privat initiativ, således at staten kun kontrollerer den og betaler (“flydende”) skolepenge for hvert barn.
Udvidet støtte af værgerådenes virksomhed overfor vanrøgtede og forbryderiske børn. Fuldstændig udskillelse af hele dette område fra det strafferetlige, således at børns og umyndiges forseelser behandles af særlige børnedomstole og pædagogiske anstalter. Forøget omsorg for plejebørn og forældreløse børn, sikring af “uægte” børns rettigheder, også overfor faderen.
Tilstrækkelig offentlig hjælp til forsorg og pleje af sindssyge og åndssvage. Men hensyn til sindssyges tvangsmæssige indlæggelse og vedvarende ophold på hospitaler må der skabes størst mulig garanti for, at loven og administrationen træffer den rette grænselinje mellem hensynet til den syges frihed og hensynet til faren for andre.
VI. Kvindernes retslige ligestilling med mændene.
Samme adgang for kvinder til stillinger og embeder i stat og kommune som for mænd med de sa~me kvalifikationer.
Hvor der i erhvervslivet må ske begrænsninger af den voksne kvindes arbejde, må disse være begrundede som en nødvendig beskyttelse for barnet og ikke som beskyttelse for kvinden.
“Beskyttelse” har overfor voksne mennesker ingen etisk berettigelse og bør derfor heller ikke finde anvendelse i særlige “tyendelove”.
De uligheder, som lovgivningen endnu opretholder mellem mandens og kvindens stilling i familien, også i formueretlig henseende, bør snarest ophæves.
VII. Den ydre retssikkerhed.
Da en international retsorden med en centralstyrelse, som kunne afgøre stridigheder med tvingende myndighed, endnu fattes, er det en af retsstatens første opgaver at yde sin medvirkning til dannelsen af en sådan.
Et væsentligt skridt herimod vil være, at folket selv overtager al kontrol med den udenrigske ledelse, og at al hemmeligholdelse i diplomatiske affærer afskaffes.
Så længe fredelige afgørelser af internationale mellemværender ikke er absolut garanterede, men der i retlig henseende endnu hersker anarkistiske tilstande, har den enkelte stat væsentlig sig selv at stole på til forsvar for sin selvbevaring og sine retmæssige interesser. Den må derfor være beredt til at værne dem overfor enhver, der vil bruge vold, med så stærke magtmidler, som disse interesser påbyder det. Hvad enten det er individets eller nationens område, der begås overgreb imod, i begge tilfælde lider den almindelige retsbevidsthed, hvis folket passivt lader uretten ske.
Tvungen udskrivning til militærtjeneste er staten ikke berettiget til at foretage, da statens rådighedsret kun strækker sig over anvendelsen af fællesmidlerne, hvorimod rådighed over egen person og tidsanvendelse er hvert individs uindskrænkede eje.
Militærtjeneste må derfor gøres til en frivillig sag, for hvilken staten yder et efter markedsvurderingen passende vederlag. Dette system kan suppleres med korps, der uden vederlag stiller sig til frivillig tjeneste.
For så vidt tvungen udskrivning foreløbig ikke lader sig afskaffe, byder retfærdighed, både at staten yder et passende vederlag derfor, og at uligheden i øvrigt mildnes ved en værneskat, hvori alle ikke udskrevne både mænd og kvinder, deltager, og som kommer de udskrevne til gode ved afslutningen af deres tjeneste.
VIII. Skattevæsen.
Alle direkte og indirekte skatter i stat og kommune afløses lidt efter lidt af en årlig afgift (skyld) af alle monopolværdier, hvad enten monopolerne består i besiddelse af naturgoder (jord) eller i overdragne særrettigheder (jernbane, telefon osv.).
Der opkræves derfor ikke personlige skatter, tages ikke afgift af indtægter, opståede ved arbejde, gave, arv eller testamente, ej heller af forbrug, indførsel, produktion, handel eller vandel. Princippet er den fulde nærings- og omsætningsfrihed.
Til gengæld må staten ikke yde pengetilskud af nogen art til enkelte særlige erhverv eller til enkelte klasser eller stænder. Af samme grund kan den heller ikke direkte støtte de kulturelle eller kirkelige interesser, da disse uden undtagelse som rent individuelle værdier falder udenfor de egentlige fællesinteresser og desuden snarest lider ved officiel indblanding. Retsstaten er lige s& lidt en religiøs institution som den er en velgørende eller almissegivende institution.
IX. Fattigdomsproblemet.
Af de mange årsager til fattigdom er det statens opgave at udfinde hvilke der beror på uretfærdigheder i den borgerlige lovgivning. Blandt disse spiller jordmonopoliseringen vistnok den overvejende rolle, da den berøver mennesker selve fundamentet for deres virksomhed.
Hvis dette monopol hæves, og adgangen til jord lettes, er det indlysende, at den sociale følge vil blive, at arbejderne ikke mere vil kunne stilles overfor tvangsvalget mellem at sulte eller at arbejde for en utilstrækkelig løn. Under sådanne forhold vil og bør nødstilstande som sygdom, arbejdsløshed, ulykkestilfælde o. lign. kunne afværges ved frivillige forsikringer.
På den anden side må det fremhæves, at ophævelse af social uretfærdighed ikke er universalmiddel imod fattigdommen og navnlig ikke mod fattigdomsårsager som manglende arbejdsvilje eller arbejdsevne.
Selvom de sociale reformer garanterede, at “enhver arbejdsvillig kunne ernære sig og sin familie, vil der altid blive en del mennesker tilbage, som er for fysisk eller åndelig defekte til at klare sig.
Det vil alene af hygiejniske grunde kunne forsvares, at det offentlige støtter disse individer; så vidt mulig ved hjælp af arbejdsanvisning og i øvrigt ved direkte hjælp.
Men det kan ikke overses, at så længe det offentlige forholder de fattige deres medfødte rettigheder, er det pligtigt til at yde endog direkte hjælp i stor udstrækning.
Lignende betragtninger gælder
X. Alderdomsunderstøttelsen.
Medens det naturlige er, at samfundstilstandene tillader enhver selv at sørge for sin pensionering, kan det ikke miskendes, at så længe staten opretholder uretfærdige særfordele i det økonomiske grundlag, har den en pligt til at træde direkte hjælpende til med en midlertidig ordning.
Men alderdomsforsørgelsen må da omordnes således, at den udstrækkes til enhver borger fra en vis alder; og den kunne da foregå efter den regel, at jo senere man krævede sin forsørgelse udbetalt, des højere blev det årlige beløb. Systemet bør ikke som nu direkte modarbejde stræbsomheden og ansvarsfølelsen
_ _ _
RET fortsætter
Idet vi forbeholder os ved lejlighed at vende tilbage til dette programs enkeltheder, skal vi tilføje, at Retsdemokratietsenere har udsendt dels en indbydelse til abonnement på partiets nye organ, dets første hæfte af dette, kaldet: Retsstaten, tidsskrift for retsdemokratisk politik, som vi også forbeholder os at omtale nærmere ved lejlighed.
Foreløbig bemærkes, at hin indbydelse egentlig i noget for stærke ord erklærede tidsskriftets opgave at være den at hævde Individets suveræne ret, uden i samme grad at antyde denne rets grænser og samfundets lige så suveræne ret, indenfor dennes naturgivne grænser.
Selve tidsskriftets første hæfte understreger dog heldigvis ikke denne afvigelse fra partiets ovenstående program, men viser i sine artikler en sundere ligevægt. Program artiklen deri indeholder mange gode ting, også i sine angreb på den hjemlige politik. Og det er i alt fald langt mere tiltalende at se sådanne angreb på politiske personer og forhold fremførte i danske blade, end at danske mænd i udenlandske, f. eks. i svenske blade og tidsskrifter, hvor læsekredsen ikke kan ventes at besidde den fulde forståelse af de særlige danske forhold, og hvor modparten ikke har samme mulighed for at give tilsvar.
Uagtet Retsstaten åbenbart i nogen grad vil søge sin tilslutning blandt RETs læsere, og uagtet dens artikler, ved at fremkomme i vort blad sikkert ville have kunnet opnå en større læsekreds, end det nu vil få, anbefaler vi vore læsere at tegne abonnement også på Retsstaten. Det udgives af de tre udmærkede mænd, som RETs læsere kender: d’hr. Severin Christensen, Axel Dam og Holger Hjelholt.
Victor.