Retsstaten
af Johannes Wille
Trykt i
William Booth – Henry George (1928)

Retsstaten er magtstatens modsætning. Følgende fremstilling tager sigte på den gennemførte retsstat.

Af navnet fremgår, at retsstatens mål er fuld retfærdighed i statsstyrelsen.

Dens kendemærke er: respekt for den personlige frihed, ikke blot den politiske, men tillige den økonomiske, uden hvilken friheden er intetsigende, samt: ærbødighed for menneskerettighederne, alt i overensstemmelse med Montesquieu:

“Retfærdighed er et indbyrdes fornuftigt og følgerigtigt forhold imellem to væsener (eller grupper af væsener). Selve forholdet bliver altid det samme, af hvilket væsen det end betragtes, det være sig Gud, en engel eller et menneske.”

I civiliserede samfund må der være en statsstyrelse til løsning af opgaver, som ikke findes i de primitive. Er styrelsen først valgt, melder sig spørgsmålet om dens rette opgaver, hvor vidt grænsen for dens magt skal strækkes ud over de opgaver, der oprindelig var anledning til styrelsens fremkomst. Og endelig må undersøges, hvorfra statsstyrelsen rettelig får sine midler.

Indenfor følgende tre områder tilstræber retsstatstilhængere gennemgribende, på visse punkter principielle ændringer, der dels grunder sig på individualismens berettigede krav om menneskerettigheder, dels på en videnskabelig, altså saglig, undersøgelse af, hvad der er statens rette opgaver: 1) Statsstyrelsens opgaver. 2) Individets indflydelse på styrelsen. 3) Statsstyrelsens midler.

1) Statsstyrelsens opgaver.

For den, der kunne se samfundet udvikles fra primitivt til civiliseret, ville det være let at påpege styrelsens opgaver; thi de ville så at sige opvokse for beskuerens øjne.

Ét står fast: det er statsstyrelsens opgave, dens vigtigste, at være retsværn, hvilket må medføre, at den først og fremmest selv respekterer individets ret; thi styrelsen er til for folkets skyld – ikke omvendt.–

Hvorfor styrelsen intet krav har for egen regning; som Lincoln sagde: der kan ingen begrundede rettigheder være, som er i modstrid med menneskelige rettigheder. Styrelsen skal hindre det ene menneske i at gøre indgreb i det andets ret, med andre ord sikre enhver den frihed, som kun begrænses af andres lige så store frihed.

Retsværnet skal ikke blot sikre alle menneskers lige ret, men også fædrelandets rettigheder udadtil. Det søges helt igennem tilvejebragt ad frivillighedens vej.

Foruden den rets- og fredsbevarende virksomhed tilkommer der styrelsen en anden, der tjener almenvellet og omfatter opgaver, som bedst og naturligst løses i fællesskab.

Men herudover har styrelsen ikke berettigede opgaver; den skal ikke varetage en stands interesser på bekostning af andre klassers. Netop derfor må dens område begrænses. Til det mindst mulige; thi jo flere hverv den påtager sig, des større fare løber den vilkårligt at skade nogle til fordel for andre. Det er ikke styrelsens opgave at opretholde et toldvæsen, unyttigt, tillige skadeligt, og som fordyrer visse varer for hele befolkningen for at skaffe nogle erhverv en overpris. Tolden formindsker kun tilsyneladende arbejdsløsheden; den flytter den fra “beskyttede” til “ubeskyttede” industrier. Arbejdsløshed afhjælpes kun ved øget produktion, mere arbejde. Når arbejdsmarken, jorden, ved unaturlige love er spærret, må der opstå tilstande, som vi kender i vort samfund (herom under beskatningssystemet).

Retsstaten kræver fuld frihandel i overensstemmelse med amerikaneren Henry George, der i Beskyttelse eller frihandel har gjort dette spørgsmål til genstand for en grundig, saglig undersøgelse.

Heller ikke behøver kirke- og skolevæsen at drives af staten. De kan fuldt vel opretholdes ved privat initiativ. Statsvirksomhed rummer fare for åndelig tvang.

2) Individets indflydelse på statsstyrelsen (styremåden).

Fra gammel tid var det enhvers ret at sige et ord med, når folk mødtes på tinge. Denne ret er i tidens løb i vort “frie” land blevet indskrænket så vidt, at borgeren, vælgeren, normalt kun hvert fjerde år, og da i meget begrænset omfang, får indflydelse på valget af den forsamling, der så at sige bestemmer vort ve og vel, fordi der ingen begrænsning er for dens magtområde (end ikke grundloven respekteres som sådan mere af politikere). Ved et valg er der som bekendt ikke tale om, at man selv kan udpege sin repræsentant. Man må pænt stemme – endda efter meget primitive regler – på en af de af partiet opstillede kandidater; og disse er ikke altid dem, man kunne ønske, selvom de har partiets “velsignelse”. Vi ser altså, at den jævne vælger en enkelt gang får adgang til på meget begrænsede vilkår at medbestemme om partisammensætningen på rigsdagen, om partiernes forholdsmæssige styrke, ikke om personerne; herved bliver rigsdagen en institution, der fornyer sig selv, i alt fald indenfor partierne, blot under nogen hensyntagen til forholdet imellem de i befolkningen herskende anskuelser; thi nye partier søges kvalt i fødslen. Kun ved valgene forlader politikerne de egentlige forhandlinger bag kulisserne (bortset fra “forestillingerne” på rigsdagen) og giver sig nødtvungent i kast med vælgerfolket for at “vaske deres hænder”.

Det er denne tingenes tilstand, Danmarks Retsforbund, der stræber imod retsstaten, søger at ændre, idet man ønsker “forhandling for åbent tæppe” i rigsdagen og “fri valgret”, hvis princip skitseres i det følgende:

a) Enhver vælger, der ikke ønsker at møde for sig selv, bør kunne stemme frit på hvem han vil. Først da er valgretten respekteret i sin fylde. De valgte repræsentanter stemmer på rigsdagen med det antal stemmer, de repræsenterer. Derved opnås, at de blandt vælgerne herskende anskuelser, som ifølge grundloven skal repræsenteres i rette forhold, bliver afspejlet næsten matematisk nøjagtigt. Den nuværende hæmmende, dog “tveæggede” inddeling i kredse ønskes helt afskaffet som skadelig.

Indvendinger med hensyn til, at der ville blive for mange tingmænd eller muligvis kun en “diktator”, kan fyldestgørende imødegås (se frøken Anna Hansens: Parlamentarismens afløser) (“Samstyret”) og behøver ikke at betyde nogen fare. Visse begrænsningsregler måtte opstilles.

b) stemmeafgivning ved hjælp af stemmekort vil lette og billiggøre valgene, der da kan afholdes årlig. Ved et kartoteksystem kunne vælgerne, om de fandt sig svigtet af deres repræsentanter, flytte deres stemme til en anden af de siddende tingmænd. Herved sikredes, at løfter holdtes og linjer klaredes. De hyppigere valg ville sikre større kontinuitet i udviklingen og retfærdigere repræsentation af anskuelser, modsat nu, hvor et folketing, der har siddet en række år, sjældent giver en afspejling af folkeviljen, med andre ord fra et vist tidspunkt kan have været imod folkeflertallets anskuelse.

Denne metode kunne let indføres, da enhver vælger har sin bås i folkeregistret.

Stavnsbåndet, der endnu gælder på valgdagen, ville være løst; alle kunne stemme uanset opholdssted.

c) ved den såkaldte “kvalitetsmetode” sikres det, at afstemninger om forskellige forslag fører til valg af netop det forslag, som opnår flertal overfor hvert især af de øvrige forslag i direkte sammenligning med dem et for et.

Afstemningen sker altså efter sådanne regler, at den enkelte får lejlighed til at anføre de stillede forslag i den orden, hvori han foretrækker dem (ved subsidiær eller sekundær stemmeafgivning).

Denne metode er efter en af matematikere (Condorcet m.fl.) foretagen nøje undersøgelse påvist som den bedst (nøjagtigst) mulige, hvorved den tillige bliver den retfærdigste, når det gælder om at finde så nøje som muligt resultanten af afvigende meninger (se herom i kontorchef Niels Skriver Svendsens bog: Demokratiets genrejsning, afstemnings- og repræsentationsproblemet.)

3) beskatningssystemet.

På dette område tilstræbes et principielt brud med det nuværende system, der har til motto: skat efter evne –, og er en beskatningsmåde, der i uretfærdighed og uhensigtsmæssighed søger sin lige.

Utallige og de mest utrolige, ikke altid hæderlige måder (for hvilke folketinget mere end folket har ansvar) bruges af den nuværende styrelse for at tilvejebringe de nødvendige midler til statens forvaltning, der er blevet mere og mere omfattende.

Enhver vælger kender dette systems midler og virkninger.

Men hvad næppe enhver ved er, hvorledes styrelsen retmæssigt får det til styrelsen nødvendige fond, med andre ord, hvor den rette grænse for ejendomsretten ligger. At der er en sådan grænse mellem mit og dit, eller mellem mit og statens, er øjensynligt, ellers havde buddet: “Du må ikke stjæle” ingen mening. For staten har det ganske vist heller ikke anden betydning, end at alt, hvad styrelsen mener at trænge til, kan tages efter en flertalsbeslutning, altså et magtbud og fra hvem som helst efter røvernes princip: hvor det forefindes. Kun, når en fattig mand forgriber sig nødtvungent, dukker der hos myndighederne en anden fortolkning op af det syvende bud.

Der er en grænse for statens, dvs. fællesskabets, ret og den enkeltes, en grænse, som bestemmes af den morallov, der tilkender det enkelte menneske helt og fuldt, hvad det frembringer ved sit arbejde, men på den anden side fornægter den enkeltes ret til jorden – som ingen mennesker har skabt, men er en gave til alle – eller til det, alle har medvirket til at skabe: jordværdierne.

“Arbejdet,” siger Thiers med ret, “er ejendomsrettens uomstødelige grundlag.” Uden arbejde – ingen løn; dette er naturens bestemmelse. På den anden side skal arbejderen beholde det fulde udbytte af sit arbejde. Den, der ejer jorden, ejer dens frugter. Derfor bør jorden ikke gøres til privat ejendom; herved udelukkes alle, der ikke har jord. Men brugsretten er ukrænkelig, når brugeren svarer fællesskabet sit, “giver kejseren, hvad kejserens er”.

Det er Henry Georges fortjeneste klarest og kraftigst at have påvist, hvorledes alles ret til liv og frihed kan respekteres, uden at der gøres indgreb i ejendomsretten. Bestemt efter ovennævnte morallov, nemlig:

Ved at samfundet inddrager de fællesskabte jordværdier i form af grundskyld og anvender dem til fælles formål.

Lige så uretfærdige de nuværende skatter er, lige så retfærdig er denne reform. Medens det er ugørligt at dele jorden ligeligt, dels fordi mennesker dør og nye stadig fødes, hvis lige så store ret til livet ville krænkes, om de fandt alt beslaglagt – og dels fordi en sådan deling, om den kunne iværksættes, ville føre os tilbage til primitive livsformer, – så er det muligt at inddrage og fordele jordrenten. Eller – hvad der kommer ud på et – at anvende den til fælles formål. Dette er den eneste måde, hvorved retfærdighed kan ske fyldest; den eneste måde, hvorved alles lige ret til jorden – der er lige så nødvendig til livet opretholdelse som luft og vand – kan sikres.

Også fordi jordejerne ifølge sagens natur må blive de jordløses herrer i stedse højere grad med de tekniske fremskridt, er det påtrængende nødvendigt at gøre alle til medejere af fædrelandets jord ad denne vej.

De nuværende skatter er tillige uhensigtsmæssige, altså dobbelt forkastelige. De straffer flid og dygtighed – hæmmer produktion og initiativ. Deres opkrævning kræver et talrigt og bekosteligt personale med den uløselige opgave at skulle bestemme folks indtægt og formue.

Den mand, der bygger et hus på sin grund, straffes med højere skat. Den, der bruger sin jord dårligt eller slet ikke, slipper billigt eller helt. Altså straffes samfundsnyttig virksomhed, – samfundsskadelig virksomhed belønnes, trods det. At en voksende befolkning kræver stedse bedre udnyttelse af jordens muligheder. Hvad enhver kan forstå.

Og her viser grundskylden endnu en gang sin berettigelse: foruden at fyldestgøre kravet om retfærdighed, opfylder den tillige betingelsen om hensigtsmæssighed, hvoraf vi lærer, at det gode tillige er det nyttige; thi grundskylden vil tvinge al jord i bedst mulig brug. Jordspekulanten – snylteren på samfundet – tvinges til at bruge sin grund eller til at overlade den til folk, der vil. Den, der ejer mere jord, end han kan overkomme at udnytte (hvor meget er individuelt), vil nødes til at overlade en del til andre. Således vil en del jord, der nu har tilbøjelighed til at blive holdt ude af brug af spekulanten, der afventer jordens værdiforøgelse, som sikkert følger befolkningstilvæksten og som sætter ham i stand til at leve af andres arbejde, tvinges på markedet. En anden del, der nu bruges mindre hensigtsmæssigt, fordi vort beskatningssystem virker hæmmende, vil ligeledes udbydes på markedet til faldende priser.

Arbejdsvillige kan nu få jord billigt – udenfor dyrkningsgrænsen for intet -– og produktionen kommer i gang, dobbelt let når de nuværende direkte og indirekte skatter ophæves. Ledige bygrunde bebygges, da adgangspengene falder til det, byggevillige kan overkomme, måske til 0. Håndværkere får arbejde. Arbejdsløsheden og bolignøden, civilisationens hidtidige følgesvende, vil efterhånden forsvinde. Dette er grundskyldens heldige virkning.

Den påstand, at grundskylden er en ensidig beskatningsmåde, der kun rammer jordbrugerne, er ikke sand. For det første hviler den kun på værdifuld jord. Og i betragtning af, at 9/10 af vort lands jordejere ikke ejer deres jords jordværdi, bliver det ikke de nyttige jordbrugere, der kommer til at bære jordværdiskatten, grundskylden. Men tværtimod jordværdiejerne, prioritetshaverne i ind- og udland, altså kapitalen.

Og det princip, at man betaler skyld til samfundet efter de værdier, der betros en, og ikke efter, hvorledes man udnytter dem, er retfærdigere og gavnligere end det nuværende: skat efter brugen.

Hvad angår jordens vurdering, da er den efter sagkyndiges udsagn lettere end vurdering af andre værdier.

Skulle jordværdiejerne ville skyde sig ind under loven om hævdvunden ret, må det være tilstrækkeligt at understrege forskellen på ejendomsret til jord og mennesker og ejendomsret til arbejdsskabte ting. At berøve et menneske en arbejdsskabt genstand er et enkelt røveri; det er fordi, dets virkninger udviskes med tiden. Men berøves folk jorden, det nødvendige grundlag for dets eksistens, – og det er et vedvarende røveri af samme art som det, der fordømmer slavens børn til trældom. At anvende loven om hævdvunden ret på ejendomsret til jord og jordværdier er at lovliggøre røveri i nutiden, at retfærdiggøre det i fremtiden. På sådant røveri kan der ikke vindes hævd. Ej heller kan nogen tilkøbe sig en sådan rettighed; køberen kan ikke få større adkomst end sælgeren havde.