Vor tids Hejmdal

RETsmåskrift Nr. 65-67.
Vor tids Hejmdal

Foredrag ved landinspektørmødet i København den 10. august 1906.
Af godsfoltalter Berthelsen, Høng.

Man har sagt mig, at landmålernes stamfader egentlig er den årvågne, langtskuende blandt aserne: hejmdal  dvs. hejmdeleren. Thi dennes særlige hverv var just, som navnet lyder, at “dele til hejm”, dele jorden mellem menneskenes børn, så hvert hjem (hejm) fik sin rette lod, således som også en ærlig landmålers (reebsmands) gerning vistnok oprindelig har formet sig.

Er denne udlægning rigtig, så har landmålingskunstens udøvere al god grund til at lære Henry George og hans livsværk at kende – om de ellers vil forstå deres høje kald ret. Thi han er just en moderne “hejmdeler”, som med vidtskuende blik har set, hvorledes menneskenes børn for tiden fordeler fædrelandets jord så ganske uligeligt imellem sig, har påvist, hvorledes denne uligheds fortsættelse vil have folkets undergang til følge, og har anvist os en helt ny retfærdig, ja, endog matematisk korrekt måde, hvorpå hvert eneste hjem kan få sin rette andel i det, som vi i økonomien forstår ved “jorden”, – folkets hjemsted, naturens kraftkilde. Henry George har, om man vil, lært verden en ny og retfærdig landmålingskunst – en fuldt moderne løsning af det store jordspørgsmål.

Jordspørgsmålet – om menneskenes rette forhold til jorden – er ældgammelt og evig ungt. Moseloven gav vise og omhyggelige regler for jordretten mellem slægterne, og Josua (18.4) befaler, efter Kanaans erobring, landets kortlægning og deling mellem stammerne som grundlag for styrelsen. På Hammurabis sorte lovsøjle stod i Susa for 4000 år siden indridset buddet om jordens rette brug og afgift – genfundet i vore dage. I de keltiske brehoners ældgamle love (1500 f.v.t.) siges hver mands lige jordret at være sikret som samfundets grundlov. Under Solons vise forskrift om jordens deling i det gamle Grækenland blomstrede Attikas højeste kultur i Perikles tidsalder. Romernes mægtige statsrige var opbygget på bønders og borgeres lige ret til den offentlige ager og faldt sammen, fordi denne ret – trods gracchernes advarsler – kvaltes af storgods-systemet. Middelalderens lensvæsen udspringer af germanernes forstandige jordbrugssystem, men misbruges og fører til bondekrigenes rædsler. Selv nutidens krige har samme oprindelse: herrevældet over menneskene gennem herredømmet over jorden. Endog det nyeste kolonikapløb mellem staterne, såvel som den russiske revolutions inderste årsag er intet andet end den økonomiske kamp om jorden. Og vor tids store lægekongresser fortæller om, hvorledes de hærgende smitsoters sande årsag er “bopælsnøden” dvs. fornægtelsen af de enkelte hjems jordret, såvel i de moderne storbyer som i mangfoldige forkvaklede landsbyforhold.

Denne evige kamp om jorden er det, Henry George, som den store samfundslæge, først klarlægger og dernæst giver råd mod. Idet han med bibelen og Aristoteles, Herbert Spencer og Leo Tolstoj hævder sætningen om alle menneskers evige og umistelige ligeret til den jord, hvorpå de skabtes, og hvoraf de skal leve, giver han denne ret en moderne form, et tidssvarende udtryk. Oldtidens og middelalderens væsentlig agerdyrkende folkeslag måtte forme det enkelte hjems jordret som et krav om et bestemt påviseligt stykke af jordoverfladen, udmålt med reb og bånd efter “solskiftets” ligelige regler for alle. Men i moderne industrielle stater, med deres indviklede samfundsliv, ville denne form være urimelig – en ret til egenhændig besiddelse af et givet jordstykke ville være en nogenlunde værdiløs samfundsret for den halvdel af folket, som ikke dyrker jord. Henry George forlader da tanken om deling af jorden som lighedsnorm. Han viser, at det moderne private retsliv for længst har omformet rettigheder i jord til rettigheder i jordværdi dvs: nettoudbyttet af jorden udover hvad brugeren (dyrkeren, bebyggeren) får til sin part. Og han kræver dette overført i det offentlige retsliv derved, at hvert menneske tilkendes og sikres sin lige anpart i denne jordens værdi,jordrenten. Det er hans simple opdagelse, at derved og kun derved kan retfærdig lighed opretholdes – ganske som et skib eller en hest kun kan deles ligelig mellem mange ved, at man deler skibets eller hestens økonomiske værdi nøjagtig.

Men Henry George går videre og viser os, at dette ikke er en tilfældig løsning blandt flere mulige. Han påviser, at den kun er naturlig og retfærdig, fordi “jordens værdi” ikke er andet, end det sande økonomiske udtryk for det fællesarbejde, som et moderne samfund præsterer – bortset fra og modsat den enkeltes arbejde for sig selv. Ad logisk og naturvidenskabelig vej fører han beviset for, hvorledes “jordværdien” er ganske uafhængig af den enkeltes bearbejdelse eller påbygning af jorden, men tværtimod stiger og falder alene i forhold til, som det omgivende samfund arbejder, vokser og udvikler sig – både det bevidste samfund (stat og kommunestyrelse), når det anlægger jernbaner, havne, byer, gader og veje, og det ubevidste samfund (forretningslivet, den frie omsætning), når det handler og virker, frembringer og forbruger, vokser i tal og i kraft. Alle disse ytringer af samfundsliv har kun en eneste økonomisk værdistigning til følge: jordens! Alt andet – bygning, maskiner, redskaber, skibe og fremgangsmåder, teknik og videnskab – ældes, forringes og synker i værdi hver dag, forholdsvis med fremskridtet. Alene jordens værdi tager til, som var den den store opsamler af tidens og stedets, åndens og håndens fælles fremskridt. At tildele hvert menneske lige andelsret i denne tidens rigdom bliver at løfte folket ud af fattigdommens tryk og nedværdigelse, op til ubegrænsede muligheder af produktion og økonomisk velvære; men at fornægte denne andelsret er at skabe det vrængebillede af et velordnet samfund, som vi daglig (mindre vistnok i Danmark end andre steder) har for øje, hvor – som det efter den nyeste statistik er sagt med drastiske ord – godt 1% af befolkningen overfodres, knap 19% har jævnt gode kår, og de 80% sultefødes.

Henry Georges store livsgerning bliver da at oplyse folket om, og derved tilbagegive og sikre det dets næsten glemte ret til jordens samfundsskabte værdi. Og heller ikke her anviser han omvæltningens aldrig forstandige glipvej, men den gammelkendte jævne og farbare alfarvej: beskatningens! Han reducerer hele det store sociale fattigdomsspørgsmål ned til den nøddeskal, som hedder: Skat – løfter dette begreb ud af dets nuværende skyggetilværelse til dets sande betydning som delingsnormen mellem individ og samfund. Efter at have underbygget sin lære ad videnskabelig vej, giver Henry George dens resultat en praktisk-politisk håndgribelig form. Thi han foreslår at lade det offentlige (stat, kommune, eller en af dem for begge) på alles vegne indkræve jordværdien i form af en årlig skat på jordværdiens rente (grundværdiskat), og så atter at lade styrelsen – hvis hæderlighed forudsættes – anvende de således erhvervede skattemidler i alles interesse. Nemlig til alle de fornødenheder, som et moderne samfund i stigende grad kræver af sin styrelse. Derved opnås ikke blot rigelige offentlige midler til alle samfundsnyttige udgifter, så at den moderne finansnød med statslån og økonomisk afhængighed af udlandet kan undgås; men vi kan tillige derved ophæve alle andre nuværende skatter, der alle har det fællesmærke at hvile på arbejde eller forbrug (indkomst- og toldskatter) eller begge dele. At denne ombytning af skattekilder er finansiel mulig, vil det ikke være vanskeligt at godtgøre[1]. Enhver bekymring i så henseende bliver i hvert fald overflødig ved Henry Georges råd: indfør reformen ad den jævne overgangs vej! Afskaf efterhånden de nuværende skatter (de værste først), og indfør efterhånden en tilsvarende grundværdiskat, så føres derigennem det praktiske bevis for dennes finansielle tilstrækkelighed.

At en række private monopoler, derunder toldbeskyttelse, af sig selv vil bortfalde samtidig med de toldlove osv., hvortil de støtter sig, forstås uden nærmere påvisning. Og med monopolsystemet fjernes en demoralisationsårsag, som alle nuværende samfundsstyrelser lider under, og hvorimod intet andet virkningsfuldt middel kendes.

Men en slig grundværdibeskatnings virkninger går videre end til dette, at skabe sunde finansielle forhold i stat og kommune. Henry Georges løsning af jordspørgsmålet har en endnu vigtigere indflydelse på det såkaldte sociale spørgsmål: fattigdomsgåden midt i fremskridtstiderne, arbejdsløns- og arbejdsløshedsspørgsmålet midt under de rigeste produktionsmuligheder. Han påviser nemlig, at medens alle andre skatter kun kan virke til at fordyre skatteobjektet (hus, klæder, føde), så har en grundværdiskat den modsatte virkning, at gøre sit skatteobjekt (jorden nemlig) billigere, mindst med skattens kapitalværdi – en sætning, som enhver, der kender forskellen på værdien af tiendepligtig modsat tiendefri jord, kan bekræfte af egen erfaring. Men heraf følger, at påligningen af en Henry-George-skat (selvom det kun bliver en begyndelsesprocent deraf) må medføre en billiggørelse af al jord, i forhold til dens handelsværdi, størst hvor værdien er højest. Heraf følger atter med forretningsmæssig nødvendighed – hensynet til rentetabet – at den dyre spekulationsjord, som nu ligger ledig i håb om prisstigning, såvel som den halvt- eller helt dårligt dyrkede jord, da vil komme på markedet til vigende priser. Og den næste sikre følge heraf er atter, at alle de, som alt nu gerne ønsker denne (helt eller halvt ledige) jord til bopæl (ved de store byer) eller dyrkning (ude på landet), men mangler midler dertil, vil kunne få. Deres ønsker opfyldte i samme grad, som den nye jordværdiskat baner sig vej – og at dette kan ske jævnt og roligt, uden spring i udviklingen.

Men jo flere hjem og jo mere dyrkningsjord der således kan erhverves på rimelige vilkår, jo flere hænder der kan få vellønnet arbejde på egen jord – jo højere vil også den almindelige dagløn og derved den almindelige velstand hos det arbejdende folk i alle samfundsklasser stige og brede sig, med alle de gode sociale følger i mangfoldige retninger, som dette fører med sig. Alt sammen jævnt og roligt – uden at oprivende strejker og lønkampe eller andre økonomiske krige er nødvendige. Thi al arbejdsløns højde beror, som Henry George påviser, alene på, hvad eget arbejde på egen jord afkaster – altså på jordprisens højde, i omvendt forhold. Denne sandhed om jordprisen som nerven i al samfundsøkonomi, er det Henry Georges umistelige fortjeneste at have hævdet til fuld videnskabelig og folkelig anerkendelse.

I sikker slutningsrække, led efter led, har Henry George således påvist forbindelsen mellem menneskets, hjemmets naturlige ret til jorden (jordværdien) og samfundets materielle lykke. Og ligesom jordværdiskatten finansielt gjorde alle andre skatter overflødige, således vil den højere dagløn og velstand gøre den nu almindelige (private som offentlige) lånenødvendighed, og derved den private kapitalmagt overflødig – halvt eller helt. Ved at udestænges fra anbringelse i jorden vil kapitalens værd efterhånden synke, rentefoden falde, penge blive billige, – og arbejdets nuværende uhyre rentebyrde til kapitalmagten formindskes, indtil den omsider helt kan bortfalde.

Hvorledes nu denne simple løsning af jordspørgsmålet – vor tids Hejmdals vise forslag til retfærdig hejmdeling – ved hjælp af en sådan rationel jordværdiskat kan gennemføres i alle enkeltheder; hvorledes den rene jordværdi, adskilt fra bygnings- og forbedringsværdi, praktisk let kan udfindes og gradvis beskattes; hvorledes de gamle skatter efterhånden kan afskaffes efter en bestemt konservativ plan; hvorledes denne skattereform vil indvirke jævnt regulerende på de nuværende ejendoms- og prioritetsforhold; hvorledes jordprisens gradvise sænkning vil befordre storbyernes spredning ud over de grønne marker og de alt for store landbrugs tiltagende udstykning; hvorledes denne reform alt er gennemført rundt om i udlandet så vidt, at disse virkninger kan konstateres, og hvorledes den står på dagsordenen i en række fremskredne lande – det er alt sammen sider af denne store verdensreform, som ville kræve hver sit særskilte foredrag til fuld belysning, og som jeg derfor indenfor den mig i dag tildelte tid må give afkald på at berøre nærmere, – skønt alle svar ligger rede.

Derimod kunne jeg ønske, netop i denne kreds af moderne “Hejmdals-sønner”, at fremdrage i al korthed. Hvorledes Henry Georges store reformtanke kun er realisationen af en gammelkendt sandhed også i vor hjemlige behandling af jordspørgsmålet gennem tiderne. Reformen er egentlig kun en løsning af matrikuls-spørgsmålet, såvist som matrikul egentlig ikke betyder andet end jordebog eller rettere jordeskyldbog – og Henry George netop foreslår at anskaffe en ny og om man vil matematisk rigtig indrettet og velført skyldbog for jord.

Det kunne være interessant at begynde dette lille historiske strejftog helt tilbage i de allerældste danske matrikuler, Valdemars jordebog, Roskildebogen, Falsterlisten o.fl. – så meget mere, som adskillige ærede historikere og skribenter mulig på dette specielt økonomiske område savner den fulde forståelse af disse bøgers sande betydning -så vidt jeg har kunnet skønne af foreliggende værker.

Vi vil imidlertid nøjes med at omtale de bedre kendte nyere matrikuler, og da først matrikulen af 1664, som på sin vis ikke var andet end en jordskyldbog efter Henry Georges tanke. Thi dens hensigt var, så vidt ses, at tjene som ligningsbog for offentlige afgifter i forhold til jordværdien; og denne udfandtes på grundlag af den eneste mulige vurdering af den rene jordværdi, som man da havde, nemlig landgilden, dvs. den mellem ejer og bruger af jorden privat aftalte brugsafgift, hvilket netop i alt væsentligt er = jordrenten. Matrikulen af 1664 grundede sig nemlig på de fra de private jordegodsejere modtagne opgivelser om de private jordafgifters (landgildens) størrelse, – og da disse afgifter (jordprisen) også dengang fastsattes efter den eneste gyldige norm: loven om tilbud og efterspørgsels indvirkning på det frie marked, så er hin gamle matrikul af 1664 egentlig principmæssig det ypperste forbillede for en moderne jordskyldbog, som Henry Georges venner kan opstille.

Matrikulen af 1688 – Ole Rømers og Jens Dinesens værk og måske Griffenfelds plan – betyder for så vidt et tilbageskridt, som den går bort fra hin gode målestok for offentlig skyld, “handelsværdien”. Den indfører i stedet derfor arealernes særskilte bedømmelse efter størrelse og godhed, udfundet ved måling og undersøgelse i marken – i al nødtørftighed naturligvis, med datidens midler. Denne matrikulsbog afleveres til kong Christian den Femte med en meget underdanig tilegnelse fra Jens Dinesen, hvori det bl.a. hedder:

“En fuldkommen landmåling,
Hvor retfærds øje
Med skiftende kæde
Og skærmende vinkel,
uden mindste at give
eller mindste at tage
har målt – afsnoret – synet – afsigtet
– – – – –
Og al ting indskrevet i evighedens protokol”.

Men medens disse højstemte linjer nærmest sigter til matrikulens egenskab af jordmålingsbog, så viser følgende linjer os, at dette kun var rammen, men at værkets egentlige hensigt virkelig var at danne en offentlig skyldbog. Det hedder nemlig:

“En vel lignet matrikul,
Hvor retfærdigheds hånd
Med ziffer og nummer
Efter hver mands ejendom
Beregner hver mand til skat,
Som alle ere kongen skyldige”.

De her udhævede linjer viser noksom matrikulens offentligretlige karakter. Men det nye jordvurderings-princip, som deri lagdes til grund for statsskylden, var ikke “handels­værdien”, men “udbyttet”. Og disse to størrelser er ingenlunde identiske – her ligger den store misforståelse, hvori også senere så mange såkaldte sagkyndige, specielt såkaldte nationaløkonomer og politikere, ret jævnlig har gjort sig skyldig, til uhyre skade for alle økonomiske forholds bedømmelse. Handelsværdien afhænger ganske vist af jordens normale udbytte, – men et givet jordstykkes faktiske udbytte kan være både over og under normalen, nemlig eftersom brugeren godt eller dårligt udnytter jordens muligheder. Følger skattepligten nu det faktiske udbyttes værdi, så stiger og falder skatten, ganske eftersom jordbrugeren, arbejder eller ikke, og den bliver derved en personlig byrde, en straf på arbejdet og fremskridtet. Medens en skat i forhold til norrnaludbyttet (= handelsværdien) lige omvendt er uafhængig af brugerens personlige arbejde, og derved virker ansporende og opmuntrende på fremskridtet og dygtigheden. Matrikulen af 1688 er derfor inde på en vej, som fører bort fra den gode regel for skat, som Henry George opstiller. Imidlertid var skaden næppe så stor dengang, eftersom der faktisk ikke var plads eller mulighed for stærke fremskridt for den enkelte på landbrugets område, under de daværende fællesdrifts-forhold. Det meste landbrug holdt sig vist til “normalen” – og normalen var næppe særlig høj!

Den store udskiftningslov, som efter nogle tilløb endelig lovfæstedes under Guldberg i 1781, regnes i almindelighed ikke for at være en “matrikulering” (jordskyldsætning) i offentlig-retlig interesse, men nærmest kun en privatretlig omdeling af jorderne, så at hver mand fik sit jordstykke samlet til selvstændig drift, – gennemført for at fremskynde et forbedret agerbrug. Og at dette opnåedes skal ingenlunde nægtes – tværtimod var udskiftningen vel en forudsætning for vor bondestands senere landbrugstekniske fremskridt. Men dog bør det ikke dølges, at udskiftningens fordele for landbruget i nogen grad købtes på bekostning af sociale fordele for den menige landalmue. Det forud bestående jordfællesskab var uhensigtsmæssig for driften og afkastede et for ringe udbytte; men afgiften af jorden måtte som regel stå i forhold dertil! Og hvis et forøget udbytte omsætter sig til så meget højere afgifter (hvad netop udskiftningerne senere viste sig at føre med sig), så bliver der ikke så megen glæde ved fremskridtet – for brugeren, bonden! Det gamle fællesskab var, med alle sine mangler, en ret god forsikringsanstalt for ham – mod overgreb fra herskab og stat. Ikke for intet hører vi en række gamle, erfarne bønder stå frem i sin tid og protestere mod udskiftningen, fordi den enkelte bonde derved bliver stillet ene i kampen mod magthaverne, medens “ejerlavet” hidtil havde dækket ham. Og hvor upraktisk for landbruget den gamle fordeling af jordstrimlerne på sytten forskellige steder end var, så indeholdt den dog en anerkendelse af den lige ret for alle til jorden; thi strimlen gav hver mand lige part i god som i dårlig jord, i ager som i eng, i mose som i hede, til lighedens opretholdelse; derved sikredes den enkelte i nogen grad mod den fattigdom, som hidrører fra samfundsgodernes ulige fordeling. Den rette form for udskiftningen ville have været en omdeling af selve jorden i forbindelse med – altså netop hvad Henry George hundrede år senere foreslog – en fastholdelse af det gamle fællesskab overfor jordværdien. Denne reform ville have medført gode virkninger, både landbrugstekniske og sociale, hvad også enkelte fremsynede mænd alt da havde en anelse om, påvirket vistnok af de franske “fysiokrater”, som er Henry George-tankens primitive forfædre.

Men ulykken var, at udskiftningen endog uddybede og fæstnede den sociale ulighed, som var begyndt at danne sig indenfor ejerlavene på landet. Den oprindelige lighed for alle til part i landsbyens jord, som afgjort har været gældende overalt i oldtid og middelalder, gjaldt ikke længere – et proletariat uden anden jordret end til et “gadehus” havde under tidernes slette økonomiske styre dannet sig mange steder. Og udskiftningen fastslog for bestandig uligheden. “Gadehusenes” mænd affærdigedes med de 3 tønder lands stumper i gårdloddernes udkanter, som vi endnu kender så godt – det blev deres samfundspart. Medens “gårdmands­lodden” (“så megen jord, som ved forsvarlig drift og dyrkning tilstrækkelig kan ernære en gårdmandsfamilie”) blev fastslået som den normale landbrugsenhed, blev “husmands­lodden” opfattet som kun et nødvendigt tilbehør til gårdene, idet loven åbent erklærer, at “husmands-familierne (!) anses nyttige, såvel for det almindelige som især (for gårdmændene” (!). Og ikke blot fastslog den guldbergske udskiftningslov denne reaktionære ulighed, hvoraf senere så megen social ulykke er runden, helt op til vore dage. Men selve udskiftningen afskar enhver ret for det kommende samfund til part i jord og jordværdi. Kun de, der var til stede i delingsøjeblikket, fik deres (endda ulige) part anvist – de kommende slægter fødtes nu jordløse! Pladsen var optaget – der var ikke (som i Roms bedste tid ved ager publicus), afsat nogen mulighed for at sikre den tiltagende befolkning en naturlig andelsret til jorden – den måtte tilkøbe sig retten til at eksistere hos dem, der omkring 1781 således skiftede og delte slægtens store klenodie, jorden, mellem sig, eller hos dem, som senere tilkøbte sig disse rettigheder mod stigende købesummer; og da købesummen, som Henry George påviser, netop stiger i forhold til ankomsten af nye slægter og disses fremskridt, bliver det en endeløs kamp, som her anvises folket for at vinde sin bortgivne jordret tilbage[2].

Den ovenfor påviste skæbnesvangre virkning af udskiftningen har dens fædre næppe anet; den kom jo også først frem efterhånden, skønt en folketælling først i det nittende hundredår straks fastslog et forholdsvis stort jordløst proletariats tilstedeværelse på landet. Men det er denne – hidtil upåagtede – sociale virkning af udskiftningen, som gør denne til en begivenhed, der er værd at fremdrage her, hvor spørgsmålet om jordret og jordskyld drøftes.

Endelig kommer vi til “den nye matrikul af 1844”, som den hedder efter sin ikrafttræden, uagtet den planlagdes omkring år 1800. – netop i den lovgivningsperiode, som vistnok i den nyere tid må regnes for Danmarks ypperste, hvor ædle og vidtskuende godsejere som Colbjørnsen, Reventlow, Bernstorff, Tyge Rothe, og praktiske godsforvaltere som Søren Klestrup og Torkel Baden vågede over samfundets og den enkeltes ret. Med klar bevidsthed om matrikulens betydning til at fremskaffe “ligelighed i skattebyrden”, bestemtes det, at det kun var den nøgne jordværdi, uden bygning og forbedring, som det gjaldt om at udfinde og fastslå som skattegrundlag. Og højst interessant for os Henry George-venner er det at konstatere, at man allerede den gang tænkte på ganske at undlade jordens opmåling og i stedet optage en værdi-matrikul. Herom hedder det hos Rothe, “matrikulens fader”, (med mine udhævelser):

“Man anså det i 1802 for sikrest at påligne skatten som interimistisk, indtil en ny matrikul kunne blive indført efter jordejendommens værdi i penge, hvilken også efter den oprindelige plan skulle være basis for den nye matrikul, men dels havde man næppe tænkt sig vanskeligheden og omfanget af arbejdet med en sådan vurdering af jordejendomme til sand pengeværdi. Var reguleringen af hin skat (af 1802), nemlig vurderingen til pengeværdi, sket efter faste regler, der var sammensatte af rigtige begreber om jordernes produktive evne i deres forskellige arter og beskaffenheder, samt om indflydelsen af dens beliggenhed med hensyn til produktets afsætning og måske flere ikke tilfældige omstændigheder, og var disse regler anvendt med fornøden omsigt og omhyggelighed, så kunne den have udgjort den nye matrikul, og måske havde da ingen anden været nødvendig”.

Desværre opgav man alt for hurtigt denne geniale tanke, hvis gennemførelse ville have sat vort lands økonomiske og sociale udvikling hundrede år frem i tiden forud for andre lande. Men der har sikkert stået en kamp, hvis enkeltheder nu ikke kendes, før planen om en værdimatrikul blev opgivet. I Reventlows indstilling af 8. maj 1804 om matrikulsarbejdet hedder det endnu:

“Efter at jorderne er boniterede, må deres taksering til penge foretages … osv.”.

Og først i 1829 indleverede Rothe sin endelige indstilling om at gå bort fra pengeværdien som målestok for jordskylden.

I stedet derfor gik man – som vi alle ved – over til at nøjes med jordboniteringen dvs. bedømmelsen af jordens dyrkningsegenskaber til landbrug, idet man som “normaljord” fastslog

“Jorden på Karlslunde mark af selvejer Niels Nilausens tofte, omtrent 30 alen synden for den østre ende af hans stuelænge”,

– og på denne klassiske plet ligger altså på en måde hin store fremtidstanke af 1802 blidelig begravet!

Kun et minde om hin reformtanke var (indtil de nye skattelove af 1903) bevaret i forordningen af 1. oktober 1802 om “en årlig afgift af besiddelse, nytte og brug af faste ejendomme”. Selvom den deri påbudte “taksation af 1802” kun var hastværksarbejde, havde den pågældende afgift dog værdiskattens karakter og var fastsat til fra 1/7-1/5 % af hovedgårdsjords værdi, mod 1/4-1/2 procent af bondejords værdi, ligesom jorddrot og afgiftsejer var pålignet indtil 4% af deres jordafgifter. Så mangelfuld denne vurdering – der kun ansattes midlertidig, indtil den forventede nøjagtigere værdimatrikul kunne gennemføres – end var, tjente den dog som det væsentlige grundlag bl.a. for bankhæftelsens pålæg ved nationalbankens oprettelse i 1818. – desværre blev taksationen af 1802 samtidig forladt som grundlag for jordskyldspålæg, og man gik atter tilbage til matrikulen af 1688! – (Mærkelig nok gik man ved den norske matrikul af 1818 over til en vurdering efter skyld­daler (specier), som i alt væsentligt var en grundværdi­matrikul, uden jordopmåling. Men da den atter blev forladt efter 17 års forløb, i 1836, har den nu kun ringe interesse.)

Som det varigste minde om vore ældste matrikuler har vi da nu kun tilbage selve ordet “hartkorn”, som oprindelig alene er en betegnelse af den landgildeafgift (i hårdt korn) som normalt kunne svares af jorden. “Hartkorn” er altså egentlig = jordleje, grundrente.

Og selve “hartkornet”, dette forholdsvis gode og ganske med urette forhånede skattegrundlag (for de egentlige land­distrikters vedkommende), er man jo nu gennem de nye skattelove i færd med helt at forlade for at gå over til skat efter ejendomsskyld, dvs. i forhold tillige til jordbrugerens arbejde, men ikke særlig i forhold til jordens naturlige egenskaber eller samfundsfordele. Thi som alle ved, hviler denne nye skyld dobbelt så tungt på husmandens veldrevne tønde land som på herremandens. Fordi man nemlig under “handelsværdi” har inddraget ikke blot jorden, thi så var ligheden opretholdt, men bygning og forbedring, altså mandens arbejde med, som fast og ulønnet tilbehør til ejendommen. Det er i virkeligheden sandheden om denne nye og ganske fortvivlede “skyldsætning”!

Det vil heraf fremgå, at den hele sørgelig-moderne skattepolitik er bedst forståelig som det foreløbig sidste udslag af en mere end hundredårig reaktionær bevægelse, som vi også kender fra andre europæiske lande, og som går ud på at kaste de lovligt overtagne grundbyrder fra grundejerne over på det menige folk, en bevægelse bort fra grundværdi-, dvs. landgilde-skatterne over på de personlige skatter, dvs. arbejdsskatterne – bort fra produktionens passive faktor, over på den aktive, bort fra jorden, over på menneskene lægger man den voksende skattebyrde. Det er intet mindre end en skæbnesvanger verdenshistorisk forskydning af de sociale forhold, som således fuldbyrdes gennem lange tidsrum, og hvorpå folket ikke har været opmærksom, forinden Henry George, som vor tids Hejmdal, løftede sit Gallerhorn og vakte folket til forståelse.

Thi når man således “frigør jorden” for skattebyrden til det offentlige, foregår der nemlig samtidig, i den øjeblikkelige ejers interesse, en ny og ligeså skæbnesvanger beslaglæggelse af denne samme jord til folkenes nye hersker: den internationale kapitalmagt.

– Det synes at være en uomgængelig økonomisk naturlov, at jordens værdi ikke kan forblive i de private “jordejeres” besiddelse. Opgiver det borgerlige samfund den, danner der sig straks et nyt “samfund”, kapitalmagten, til hine kæmpeværdiers overtagelse – og dermed flytter da den virkelige herskermagt over folkeslagene, bort fra det borgerlige samfunds organer af konger, regeringer og parlamenter – over til det organiserede pengemarkeds fyrster og trust­magnater – –.

Gennem prioriteringssystemet bliver da al vor jord på ny båndlagt og “matrikuleret” til fordel for vore panthavere i ind- og udland. Jo mere man fjerner de gamle grundskatter, tiender og hartkornsbyrder, jo mere plads bliver der for pantsætning. Jordskatternes fjernelse forhøjer øjeblikkelig jordværdien med disses kapitalbeløb, og denne sum kan straks belånes; vore fortræffelige kreditforeninger og snart også hypotekforeningerne står rede til med kortest muligt varsel at omsætte også denne gave fra samfundet til grundejerne – til pantegæld. Over 50 mio. kroner tager landbruget på sig af ny gæld hvert år – vi har alt over 1 million kroner på hvert kirkesogn i Danmark, hvad der svarer til en årlig rentebyrde af 40.000 kr. – næsten uden modydelse! Alt for over 100 år siden, på udskiftningens tid, advarede den ædle Fabricius mod at lade “landgilden” (jordafgiften), der fra Arilds tid var folkeeje (indgik i folkets kasse), overgå til privat-kapitalismens eje. Men advarslen har ikke frugtet. Det er just, hvad vi har fortsat med at gøre det sidste hundrede år, lige til dato. Vi tog “trællemærket”, grundskatterne, bort fra jorden – for at hæfte det fast på det arbejdende og forbrugende folk, og vi lagde på dansk jord en gældsbyrde af 3.000 millioner kroner – ti gange statsgældens beløb. Samtidig med, at den voksende jordpris tvinger det arbejdende landbrug ind på hårdere vilkår – eller ud på dårligere jord. Til den voksende finansnød og skattetvang svarer således en stigende folkenød og hårdere livskamp, der mærkes højt op i middelstandens rækker.

Som den åbenbare modsætning til denne tydelige dekadence i den offentlige økonomi – herhjemme som i udlandet – er det da Henry George optræder og formaner verden til at vende sig bort fra denne vej, og lige modsat gå tilbage fra arbejds- og forbrugsskatter til jordværdiskat, fra løberen tilbage til liggeren, for derved at gøre jorden underdanig – og ikke menneskene! Dette er tidens store problem!

Samtiden er her stillet overfor et enten – eller. Der gives ingen farbar middelvej. Vil man med alvor og forståelse tage del i det offentlige liv, bære sit medansvar for udviklingen af de forhold, som betinge vor egen, vore børns, vor slægts, vort folks og vort lands fremtid og lykke, så er man tvungen til her at tage et bestemt standpunkt – for eller imod Henry George!

For frisindede, selvtænkende mænd – især alle ærlige Heimdals-sønner – kan valget ikke være tvivlsomt.

 

[1] I storhertugdømmet Baden er det nylig udregnet, at jordværdiens rente vilde udgøre tre gange beløbet af samtlige nuværende skatter – derunder dog ikke tolden, som tilfalder rigskassen, men som næppe kan antages at andrage et større beløb end de øvrige skatter til stat og kommune tilsammen.

[2] Som en lille levning af fællesskabet, der kan være bevaret op til vore dage, skal nævnes landsbyernes fælles gadejord; .mange landinspektører vil være velkendt med, hvorledes denne lille rest af fortids herlighed er bleven formindsket stykke for stykke ved naboers “rov”, indtil en endelig “udskiftning” også her har delt stumperne. Den alleryderste levning af vort gamle, stolte bondesamfunds fælleseje må derfor nu jævnlig søges i vore landsbyers gadekær og partiet deromkring – det er det sidste, endnu ikke til privatspekulation overgåede, vidne om det store fællesskab, som fra oldtiden sikrede vor bondestands økonomiske frihed. Hvor det endnu kan ske, burde der værnes om dette minde om vore forfædres fælles odelsret; dette er da også sket i flere landsbyer, således i Høng, hvor i 1907 en sten er rejst ved gadejorden med indskrift:
“Til værn om gammel fællesjord,
til pryd og gavn for byen vor.”