af Sophus Berthelsen
fra tidsskriftet RET, februar 1911

Det er sikkert med god føje, at dr. Severin Christensen i tvende foranstående artikler har lagt Henry George venner på sinde, at også anvendelsen af grundværdiskatten er og bør være underkastet retfærdsloven om at give enhver sit, og at fælles midler derfor kun bør anvendes til fælles formål, hvis ikke retfærdsloven skal krænkes.

Dr. C. har jo ingenlunde dermed villet mene, at vi skulle standse vort arbejde for grundværdiskattens gennemførelse, indtil der er opnået enighed om anvendelsen af pengene, eller om det valgsystem, som rettelig kan udfinde den repræsentation, som alene kan afgøre, hvad der er fælles formål. Henry George har jo selv, ved at sætte den rette etiske skattereform i forgrunden, og overladt de andre opgaver til andre tider, vist os, at disse opgaver også rolig kunne sættes i 2den række indtil videre – selvom deres drøftelse selvfølgelig alle dage bør stå åben for enhver, som særlig føler sig kaldet dertil, og blandt hvilke vort land har så udmærkede foregangsmænd som Severin Christensen og Johan Pedersen.

Og denne grundværdiskattens plads i første række af alle reformer bør da også fastholdes som det centrale for Henry Georges venner. Dr. Christensen fastslår selv, at alene jordskyldens inddragelse som isoleret foranstaltning, ville »tvinge folk til at tænke«. Allerede dette er jo ganske overordentlig vigtigt til rensning af den offentlige mening og de deraf følgende indflydelser på hele vort offentlige liv. Men jeg kunne være tilbøjelig til (i modsætning til sætningen side 73 ovenfor) yderligere at sige, at alene indsamlingen af en ren grundskyld ville være den største etiske bedrift, nogen stat kunne påtage sig at udføre. Thi derved ville den med et slag udrense de allerfleste urets-bakterier, hvormed vort sociale liv nu er befængt – eftersom disse har deres tilhold netop i den private monopolisme, som da ville forsvinde. Det var da næppe muligt længere for nogle private at snylte på andre private i ly af lovene.

Og dette ville være en uhyre vinding, selv om den indkomne jordskyld ikke fuldtud blev forvaltet som den skulle, til »fælles« formål alene. »Tingenes naturlige konsekvens« ville også – som Dr. Christensen så rigtig bemærker – hurtigt medføre den rette anvendelse; thi følelsen af at man her alene havde for sig folkets fælles skatkiste, ville skærpe årvågenheden for dens rette brug.

Hertil kommer vistnok yderligere, at det i visse samfund, særlig på landsbygden, ikke vil være udelukket, at de sociale virkninger af vor reform langt ville overskygge de finansielle, så at de offentlige formål ville skrumpe væsentlig ind og delvis blive overflødige, fordi den lave jordpris og den høje arbejdsløn vil ophæve de fleste »proletar-udgifter«, som ikke enten forsikring eller privat kristelig velgørenhed med rette bør kunne afhjælpe. Og endelig kan det også udenfor dette tilfælde tænkes, at jordskyldens beløb helt vil overskride de offentlige behov. Hvilken regel skulle da følges ved jordskyldens anvendelse? Eller skulle man i så fald undlade at opkræve mere jordskyld end netop fornøden?

Svaret må – når man overhovedet vil ind på deslige spekulationer – fornuftigvis lyde således, at den fulde »jordskyld« i alle tilfælde bør indkræves til bunds, medens »overskuddet« af jordskylden i så fald måtte fordeles ligelig mellem samfundets medlemmer, fordi de i fællesskab har skabt de pågældende værdier. Denne udvej frembyder sig som nærliggende overalt, hvor tvivl om fællesformål kan forekomme.

Derfor kan man naturligvis udmærket drøfte de specielle offentlige formåls rette fælleskarakter – hvad også lejlighedsvis er sket tidligere her i bladet. I forbigående skal dog bemærkes, at spørgsmålet om vederlag for gasforbrug næppe er besvaret fuldtud ved blot at regne efter mængden af den anvendte gas. Denne udgør ofte den mindste del af det offentliges udgift til hele gasanlægget. Væsentlige dele af fordelene ved dette falder – ganske uanset den enkelte husholdnings gasforbrug – på de grundværdier, som ved gasværkets anlæg stiger i værdi med muligheden for at kunne få gas, så at selv ubebyggede byggepladser med rette vil kunne pålignes jordskyld (gasværksskyld) i den anledning. Det samme gælder vand-, elektricitets- og andre anlæg, samt ikke mindst jernbaner. Men mulig også, at dr. Christensen kun som betaling for gas vil regne, hvad der ikke rettelig er dækket gennem jordskyld.

Overhovedet vil det ved de heromhandlede spørgsmål formentlig være af nogen interesse, om man ville overveje den grundsætning for fordeling af offentlige udgifter, som vistnok første gang er formuleret i afhandlingen Jernbanerne og samfundet (1906) og som lyder således: »Samfundsgoder bør ikke vederlægges samfundet i forhold til, som de faktisk nydes, men derimod i forhold til, som de af samfundet tilbydes den enkelte, – altså uanset, i hvilket omfang han personlig udnytter de tilbudte goder eller ikke.

Det vil let ses, at denne ret langtrækkende grundsætning er en videre udformning og overførelse på samfundsgoder i almindelighed af Henry Georges lære om jordværdierne, og det ville være af megen interesse, om dr. Christensen ville optage denne regel til nærmere belysning og prøvelse i det værk om Retsstaten, som foran er bebudet, og som vi alle vil imødese med store forventninger.