af Severin Christensen
fra tidsskriftet RET, Nr. 6 og 7, 1910

Med ordet evolution eller udvikling er der alt længe drevet meningsløst afguderi. Det ville blive for vidtløftigt her at vise, at ordet i al almindelighed er langt løsere funderet som videnskabeligt begreb end man i almindelighed aner; jeg skal indskrænke mig til at påpege et område, hvor det er særligt nødvendigt at omgås det med største varsomhed nemlig området for den menneskelige virksomhed.

Når menneskene ordner deres forestillinger i klare, overskuelige begreber eller føjer deres drifter ind under hensynet til en harmonisk livshelhed eller søger at reformere visse sociale forhold i samklang med deres idealer om retfærdighed – er det da lettere at begribe alle disse fænomener, når man står op og udråber: “Åh, det hele er jo ikke andet end ‘udvikling’! Det er jo akkurat det samme som når jorden fra en urtåge trækker sig sammen til en mindre klump!” – Minder det ikke om den gamle sætning: “Ligervis som løven er et vildt[1]dyr, så skulle også vi vandre i et nyt levned?”

En af de første indvendinger, der møder den, som for alvor og med kritik studerer den Herbert Spencerske udviklingslære, er den, at han under begrebet udvikling slår to væsensforskellige virksomheder sammen. Det, at solsystemet sammentrænger sig fra en vidt spredt, tåget tilstandsform, og så det, at organiske væsener vokser under stofskifte med den omgivende natur, er to ting, der kun har meget uvæsentlige træk tilfælles. Det første kunne man kalde sammenrykning eller fortætning, det sidste – det alle er enige om at kalde vækst – består i udveksling eller ombytning af materie og kræfter med omgivelserne.

Og under den sidstnævnte betegnelse ‘vækst’ må henføres alle virksomheder, som består i, at menneskelige formål opfyldes. Thi formålene bestemmes af de sjælelige grunddrifter og disses vækst. Et fælles træk for vækst og formålsbevidst stræben er valget; ved at vælge og vrage vokser alt, såvel i den sjælelige som i den legemlige verden; da Spencer i sin ‘udviklingslære’ har ladet disse betydningsfulde virksomheder så godt som ude af betragtning, munder hans undersøgelse ikke ud i nogen filosofi, dvs. regler for menneskelig beslutning eller handling; den når slet ikke ind til valg- og værdispørgsmålet.

Han har tilmed selv tilstået det: “Når vi vil forstå fremskridtet  må vi undersøge forandringernes natur aldeles bortset fra vore interesser” siger han et sted, og han tilkendegiver derved, at udtrykket fremskridt for ham betyder noget helt andet, end hvad man i almindelighed forstår og fornuftigvis må forstå derved. Thi den almindelige brug af dette ord tager jo netop sigte på de menneskelige interesser, i den grad, at ordet bliver os fuldkomment uforståeligt, når man ikke har interesserne i tankerne. Når Spencer derfor ville søge et rammende udtryk for gangen i alt det, han regner for udvikling, burde han ikke benytte advance (fremgang) eller progress (fremskridt), hvori der nødvendigvis ligger værdibestemmelser, men udelukkende tale om fremtidige forandringer  el. lign. Når han sammenligner moderne historiske malerier med gamle ægyptiske, eller sammenligner moderne maskiner med gammeldags redskaber, kan han have ret til at tale om fremskridt, thi her er fremskridt, – i kulturværdi, fremskridt målt med de menneskelige behov som værdimålestok. Men når han taler om jorden, der krymper sig sammen og afkøles, bliver udtrykket fremskridt  meningsløst, thi hvem har arrangeret dette efter sit behov? Dette, at begivenhederne af og til muligvis byder muligheder for forbedrede levevilkår her og der, kan dog ikke kaldes fremskridt; til dette knytter vi forestillingen om en målbevidst tilrettelægning.

Den kendsgerning, som Spencer ikke har taget tilbørlig hensyn til, er, at mennesket i sit indre ejer en værdimålestok, som ikke passivt og lydigt bøjer sig for den blot historiske rækkefølge af begivenheder og forandringer. Hvad der objektivt  bedømmes som udvikling(hvis der i det hele taget er nogen mening i en sådan dom), kan mennesket ud fra sine forudsætninger meget vel komme til at bedømme som tilbageskridt i stedet for fremskridt. (for øvrigt gælder også det omvendte: dannelsen af muldjord er efter Spencers synspunkt en opløsningsproces. Menneskeligt set er den – i al fald så vidt den foregår ved menneskets bevidste medvirken – et fremskridt).

Spencers udviklingslærekan, når man springer omsvøbene over, kortelig betegnes således: der er visse ting, der klumper sig sammen og andre, der løber fra hinanden. Hvor ringe forklaring denne visdom giver, når den skal anvendes på menneskelige forhold, afspejler sig allertydeligst i hans egen usikkerhed i at bedømme fremskridt på disse områder. Hans eksempler mislykkes idelig. Han betragter det således som et fremskridt, at billedhuggerkunsten i tidernes løb har frigjort sig fra arkitekturen, maleriet har frigjort sig fra de kirkelige emner, og at musik, sang og dans adskilles; men han overser, at disse kunstarter idelig igen søger sammen, og at de højeste kunstneriske værdier netop ofte opstår ved deres forening (musikdramaet f.eks.). Han forsøger at anlægge en blot tænkt, uafhængig målestok på hver enkelt kunstart for derfra at dømme om deres forbindelser. Dette er naturligvis ugørligt; fremskridtet kan kun måles på den ene ting: i hvilken grad det tilfredsstiller det sjælelige behov, fylder og beriger sjælen. Her, i de sjælelige livs- og vækstbetingelser, er det, at årsagsforholdet og målestokken må studeres. Denne målestok for fremskridtet kan ikke dannes uafhængigt heraf, ved sammenstillinger med visse iagttagelser fra den livløse verden.

Jeg antager, at Sokrates, der havde et ganske skarpt blik for, hvad der var filosofiens opgave og hvad ikke, ville have bedømt Spencers urtågespekulationer o.lign. som yderst tåbelige som grundlag for en filosofi og ligeså ørkesløse som han i dette øjemed fandt Anaxagoras’ naturstudier; hverken før eller efter Sokrates har det lønnet sig at gøre studium af sjælelivet ad omveje.

Den materialistiske historieopfattelse, der er en aflægger af udviklingslæren, går ud på uden videre at indkassere alt, hvad der sker i historien som fremskridt: det, der sker –siger man – kan nu engang ikke være anderledes (og selvom der kunne gribes ind af den menneskelige bevidsthed, ville det næsten være formasteligt at gøre det); “udviklingen må have sin gang” og alt hvad der sker, er godt, er fremskridt; “den menneskelige bevidsthed har – siger man – hverken at vrage eller vælge, den har at tage hvad der foreligger og sluge alt råt”.

I et skrift om den materialistiske historieopfattelse, hvis tanker er lånt fra de socialistiske forfattere Engels, Marx, Dühring o.lign. finder jeg følgende: “Den historiske materialisme nægter ingenlunde de ideale kræfter, fordi den undersøger dem fra grunden af og skaffer den nødvendige klarhed over, hvorfra ideerne har deres magt og oprindelse”. Denne grundigeundersøgelse består så i at erklære ideerne for produkter af den samfundsmæssige produktion(!). Ideen er en afspejling af denne proces, hedder det; den menneskelige ånd står ikke over, men idet menneskelige samfunds historiske udvikling! Herefter vil det altså være en smal sag at udrede hvorledes f.eks. et kunstværk som Rembrandts maleri opstår;  man har blot at studere de økonomiske forhold i Holland i det 17. århundrede og forholdet mellem kapitalister og ikke-kapitalister i denne periode. Man opfatter ikke dette som en overdrivelse; de nævnte forfattere betragter i fuldt alvor alle store opfindelser ud fra dette synspunkt. Hvad det først og fremmest kommer an på, er at frakende de enkelteæren derfor, vi er alle omtrent lige geniale. Krudtet er ikke opfundet af nogen enkelt, Amerika ikke opdaget af nogen enkelt. Og når store mænd ikke anerkendes før efter deres død, er dette ikke tegn på utaknemlighed, men en følge af, at menneskene ganske rigtigt indser, at det i grunden er dem, den store hob, der har hovedfortjenesten. Og tillader en eller anden sig at opfinde noget “før de materielle betingelser endnu er modne”, går det i reglen galt, som med Fultons dampbåd; sligt må man derfor helst lade være med og komme i hu, at det ikke er opfindelserne, der laver den økonomiske revolution, men at det er denne, der fremkalder opfindelserne! De egentlig store er snarere sådanne folk som hin væver, der opbrændte en for tidlig nedkommen vævemaskine o.s.fr.

Hvad enkeltmands åndelige indsats angår er disse halvstuderede udviklingsmænd dog så uheldige at komme i strid med deres egen mester, idet Spencer afgjort tillægger den enkelte æren for alle store opfindelser.

Udvikling modsat fremskridt.

Næppe så uskyldig er Spencer i en anden idé, som hans eftersnakkere stadig lever højt på: at verden befinder sig i en bestandig uafbrudt forandring, som trods alle tilsyneladende tilbageskridt resulterer i en fremad, skridende bevægelse mod det fuldendte. Det er let nok at se, at Spencer ikke kan gøres direkte ansvarlig for denne tanke, som næsten alle moderneånder anser for ensbetydende medudviklingslæren og som har nedsænket dem i en flad og åndløs optimisme. Han har dog ved sin ubeviste påstand om, at solsystemet befinder sig i evolution og ved sin mere eller mindre grundløse påpegninger af evolution i dyre- og menneskeliv, og ikke mindst ved sin stedmoderlige behandling af dissolutionen (opløsningsprocessen), der dog overalt danner den nødvendige bagside af medaljen, gjort sit til at udbrede den anskuelse, at der i den nuværende tidsalder findes en almindelig tendens til opgang[2]hvad enten man betragter solsystemet, dyre- eller menneskelivet – en anskuelse, der ikke kan belægges med et eneste bevis. Hvis der skulle forbindes nogen mening hermed, måtte det være (da Spencer jo ikke antager, al alle særskilte formationer (dannelser) er i udvikling, ingen i opløsning), at de værdifulde formationer er i opgang. Medens opløsningen, nedgangen, væsentligt rammer de værdiløse; men dette forudsætter netop anvendelsen af den værdimålestok han ikke tror at behøve.

Det vil let indses, at slige anskuelser som de Spencerske ikke er helt uskyldige, men at de griber stærkt ind i det praktiske liv gennem den holdningsløshed og tendens til lad-stå-til-politik, de medfører eller fremkalder. Hvilken forskel i livsopfattelse er det ikke at stå måbende overfor alt hvad der sker, i blind tro på, at det er fremskridt– og så det, at øve værdikritik og bruge tildragelser og love i egne formåls tjeneste? Hvis udviklinger det samme som fremskridt, da er f.eks. bortskylningen af Jyllands vestkyst fremskridt; hvis vi mennesker derimod finder os dårlig tjent dermed, tillader vi os at stoppe denne udvikling og bygger høfder til værn mod havet; og på samme måde kan vi bygge mange høfder og dæmninger i det sociale og det politiske liv, selvom nok så mange vil tude os ørene fulde af, at udviklingen hverken kan eller skal vi lægge os på tværs af.

Spencer påstår også, uden at føre bevis derfor, at de forskellige folkeslags sprog er opstået af et enkelt eller et par sprog; nu derimod har de spaltet sig ud i tusinder. Dette er udvikling, siger han, endog progress (fremskridt). Jeg derimod ville tillade mig at kalde udviklingen hen imod et eneste verdenssprog for et fremskridt. Men jeg dømmer ganske vist ikke abstrakt, ud fra sprogenes egne interesser (som jeg ikke kender), men ud fra menneskelige interesser. Spencerianerne teoretisk-praktiske stilling til denne sag må imidlertid konsekvent være: at arbejde på et verdenssprog er ikke blot unyttigt, men et tilbageskridt, for det går stik imod udviklingen, som er i retning af stadig flere sprog.

Hvorledes denne tankegang griber lammende ind på alle virksomhedsområder har man daglig eksempler på. I et nylig udkommet interessant skrift: Kunskapslivet, af Hans Larsson, taler forfatteren om dens indflydelse på sprogbehandlingen:

“Sprogforskerne opgav tanken om efter gamle mønstre at prøve og veje det moderne sprog. De begyndte at respektere sprogets vækst, tænkte at man ikke burde forstyrre denne, og stundom blev slaver af sædvanen.

Denne opfattelse, drevet til sin yderste spids, udtaltes af en forfatter i følgende ord:

“Der findes overhovedet, dette kan ej nok betones, inden for den fordomsfrie, ægte historiske sprogopfattelse, intet rigtigt eller falskt i spørgsmålet om en sprogform … På al historisk udvikling er begreberne ret og uret uanvendelige … Alt, hvad som på historiens vej er blevet til, er det rette, just derfor, at det blev til … Selvom en Napoleon III ved et statskup og andre moralsk forkastelige midler trængte sig frem i spidsen for staten; så snart det lykkes ham at befæste sig denne magtstilling, er han franskmændenes legitime kejser … Ved sprogfejl må vi forstå det, som ikke (ikke længere eller endnu ikke) er optaget i den almindelige sprogbrug …”

En konsekvent tilpasning af en sådan grundsætning gør dog vel ingen, thi ingen kan dog undlade at have sin egen mening om, hvad der bør kaldes det legitime eller at blande sig i striden derom. Men under påvirkning af et sådant syn på sagen bliver sprogforskeren alt for lydig overfor sprogbrugen. Det er dog urimeligt, at sprogmanden blot skulle se til og registrere, imedens annoncebureauerne og andre former vort sprog.”

Ja vist er det urimeligt, og dog er dette, hvad vi ser gå for sig ikke blot på sprogforskningernes, men på snart sagt alle områder. Det er ikke blot sprogbehandlingen, der har sine fuskere; også samfundslivet, politiken har sine fuskere, der har travlt med at reformere løs hen i vejret, medens mange af de tænksomme elementer, hypnotiserede af slagordene om “den naturlige vækst og udvikling, der skal have sin gang”, ganske roligt lægger hænderne i skødet og lader de andre råde. Det er f.eks. dette, mangfoldige ortodokse socialdemokrater har gjort, når de har undslået sig for at bruge deres evner og kræfter i det daglige livs politik, for at afvente den af Marx bebudede katastrofe, der ifølge udviklingens lov skulle og måtte komme.

Det glemmes, at menneskets højeste funktion er at dømme om, hvad der sker. Meget træffende siger Hans Larsson, at det er simpelthen umuligt at være konsekvent materialist, thi ingen kan undlade at have sin mening om, hvad der bør ske eller at blande sig i striden derom. Det er just sagen; og det gælder alle områder; hvis mennesket har nogen særlig rolle at spille på jorden, så må det være den, at være tilværelsens foregangsmand, at vælge og vrage for derefter formålsbevidst at gribe ind.

Nu påstår de materialistiske historikere ganske vist, at også vore domme afhænger af den forhåndenværende tilstand, af samfundsforholdene og de økonomiske omstændigheder. “Vi dømmer som børn af vor tid og således som den samfundsklasse, vi tilhører dømmer”. Men atter dette er en af de halve sandheder, som denne retning vil puste op til at blive enerådende. Ganske vist findes der endnu videnskabelige domme, som i høj grad er prægede af deres tid, f.eks. mange nationaløkonomiske og socialpolitiske domme, men selv i disse tilfælde, hvor forklaringen er nærliggende, kan man dog altid pege på en vekselvirkning fra idé til fysiske forhold og tilbage igen, eller omvendt; – at idéen altid skulle være det afledede fænomen er stik imod al erfaring. Men desuden gives der jo sandheder og vurderinger, som trodser enhver forandring i tid og sted. Ingen vil dog vel påstå, at matematikkens eller logikkens sandheder er afhængige af samfundsforholdene, eller at tyngdeloven må fremstilles på en anden måde nu end på Newtons tid. På samme måde var det vel tænkeligt, at der kunne gives vilkår for samfundsliv, som ville holde sig ganske konstant gennem tiderne.

De materialistiske historikere benægter, at der f.eks. findes et for alle tider gyldigt retfærdighedsbegreb; det kunne være, at det er, fordi de ikke har søgt tilbunds i erfaringen; at de har ladet sig hindre af overfladebevægelser i stedet for at søge ind til de ganske urokkelige love, der råder lige så vel i samfundsliv som alle andre steder. Det kunne være, at der virkelig gaves ideer, vurderingsregler af så almen og dyb en rod, at de sprænger alle klassebånd og klasseinteresser og besejrer en given tidsalders tilfældige åndelige begrænsninger.

At udfinde slige vurderingsregler er filosofiens eneste værdige beskæftigelse, og heri bør enhver, som tager sig livets opgave alvorlig, følge den. Udviklingslæren kan derimod ikke kaldes filosofi, kan knapt nok interessere filosofferne. Udviklingen interesserer os nok, hvis man derved vil nøjes med at tænke på utvivlsomt konstaterede årsager og virkninger og ikke fantastisk konstruerede tendenser i verdensløbet; men hvad der således simpelthen sker – uden vor medvirkning – har kun for så vidt interesse, som vi agter at benytte vor viden derom til at tjene vore formål; anstille sig uinteresseret er kun affekteret filosofi. Hvad det i første række kommer an på, er nu som i Sokrates’ dage at kende sig selv dvs. at komme de menneskelige grunddrifter på sporet og lytte til vort eget væsen; derfra hentes værdimålestokken og kritikken.

Hvad der hænder i verden, dømmer vi med denne målestok, ikke fordi vi vil være arrogante, men simpelthen fordi vi ikke kan andet. Vi ser da at det er så langt fra, at alt hvad der sker er fremskridt; meget af hvad der sker, er netop det modsatte af hvad vi kunne ønske. Hvorfor skulle vi da sidde som uvirksomme tilskuere? Vi kender jo ikke andre formål end dem, vi selv undfanger i vore bedste stunder.

Den 20. Januar 1910. Severin Christensen.

[1]Originalteksten har ordet grimmigt /pma
[2]”The solar system, man and society are manifestly progressing … First principles.