af Sophus Berthelsen
fra Grundskyld, nr. 6, 1929

Skal “trællemærket” atter flyttes –
fra jorden over på menneskene?

Under feltråbet “trællemærket (nemlig de gamle grundrente-afgifter) skal bort fra jorden!” rejste de Andersen-Rosendalske agrar-proprietærer i 90’erne en bevægelse, der forberedte den store skattekommission af 1900, og dermed indledte systemskiftet af 1901, hvis første større handling desværre blev – skattelovene af 1903! Thi hint agrarfeltråb – der gentoges af statsrevisor Madsen-Mygdal og hans mænd – gjordes ved disse skadelige skattelove til virkelighed, idet man klogelig undlod at tale højt om, hvorhen “trællemærket” da skulle flyttes, nemlig over på flittige menneskers erhvervsindkomster, – så at de danske husmænd blev næsten ene om at protestere mod denne forargelige økonomiske overvæltning; denne protest var jo nemlig deres velkendte Køgeresolution af 8. November 1902.

Men – trods denne velmotiverede protest – skete denne utrolige flytning af “trællemærket” altså dog ved disse skattelove af 15. maj 1903, hvorved dansk jord “befriedes” for gode, gamle, lovlige skatter til værdi ligestraks af 250 millioner kroner statsgrundskatter og senere efterhånden til et mangedobbelt beløb af kommunale skattemillioner, – hvilke alle bortforæredes til de øjeblikkelige jordejere, mest de store, – uagtet de havde overtaget disse byrder mod tilsvarende afdrag i købesummen, da jorden blev købt. Og hele denne byrde blev da i stedet lagt (i form af nye personlige skatter) på det arbejdende og forbrugende danske folk, der ved køb og erhvervelse af jord og bosted yderligere har måttet overtage forrentningen af en siden år 1900 næsten tredoblet prioritetsgæld, i alt i øjeblikket over 7000 millioner kroner – hvoraf over halvdelen alene hviler på landejendomme, og atter halvdelen deraf på grundværdier, medens resten er bygnings- og forbedringsværdier – en fast rentebyrde af over 80.000 kr. årlig på hvert dansk kirkesogn, gennemsnitlig – foruden al mulig løs gæld. Vort land er derved blevet vistnok et af verdens værst forgældede.

II

Det er en lignende genistreg, som nu – 26 år efter – søgtes indledet ved den i december 1926 dannede Madsen-Mygdal-regerings lovforslag af 1927 og 1928 om nogle amtsskatters overvæltning fra jorden til menneskene; – foreløbig er denne overvæltnings beløb angivet til ca. 7 millioner kroner årlig (kapitalværdi 140 millioner kr.); Men forslaget giver mulighed for, at alle amtsskatterne (i fjor 32 millioner, i år 24 millioner kr.) efterhånden kan gå samme vej! Ja, der ymtes endog om, at alle sognekommuners ejendomsskatter (omkring 40 millioner kr. årlig) efterhånden skal søges listede samme vej – bort fra de ejendomme, hvorpå de lovlig hviler (velkendte for og derfor beregnede af ejere og forpagtere, før de købte eller forpagtede jorden) – over på skuldrene af det arbejdende og forbrugende folk til yderligere nedsættelse af dettes levevilkår, gennem så meget større skatter på deres arbejdsindkomster.

Derimod viser de faktiske forhold, at besidderne af de store landejendomme ofte kun svarer ringe eller slet ingen kommunal indkomstskat, enten fordi ikke selv bor på vedkommende ejendom, eller fordi de på deres selvangivelsesblanket – antagelig med lovlig føje – sætter et stort nul som udtryk for, hvad deres store landbrugsbedrift giver dem i udbytte. Men dette faktum bliver da en sørgelig falliterklæring for det samme store landbrugs hele økonomi, et nyt vidnesbyrd om, at dette store landbrugs tid er forbi herhjemme, og at amtsskatternes bortfjernelse kun kan opfattes som en ny slags “beskyttelse” for denne forældede form for dansk landbrug – et sidste forsøg på kunstig opretholdelse af dette måske endnu i en menneskealder – en artig præmie for de store nuller!

Og det var Venstres regering, der – naturligvis med varm tilslutning fra højre, ja måske efter dettes bestemte krav – nu ville søge at få et så udemokratisk forslag ført igennem rigsdagen – med de få stemmers flertal, som de to partier i forening måske rådede over i øjeblikket! Men hvortil ikke svarer noget virkeligt flertal blandt vælgerne.

Med mindre da nogle gode venstremænd forinden besindede sig og nægtede at være med til at gentage den dårlige gerning, som skete ved skattelovene i 1903, da hele folkets, hver dansk mands og kvindes og barns gamle andelsret i en indtægt (grundværdiens rente) bortskænkedes mod en ny andelspligt i udgift (personskatter og renter) som Peschcke-Køedt dengang med føje kaldte det.

III

Hvilken begrundelse angiver man da for denne dårlige gerning?

Først, at ejendomsskatterne er steget stærkt i de senere år på grund af større offentlige udgifter, som sandt er. Men dette er sket i kraft af gældende love og efter de folkevalgte kommunale råds dispositioner; forøvrigt er de personlige skatter i kommunerne steget endnu stærkere i samme tid! Og der er ikke givet ejendomsbesidderne noget som helst pålæg, som de ikke måtte vide var gældende lovs nødvendige følge (amtsskatterne er endog i stærk nedgang de sidste år).

Den “skatteprioritet”, som den med føje er kaldt, der i følge gyldig lov således er lagt på alle faste ejendomme er altså en folkets førsteret, et stykke lovligt skabt fællesformue, som ikke atter skal bortkastes ved at “afløses”, nu som i 1903, af en tilsvarende fællesgæld med rentepligt for alle dem, som derefter vil erhverve dansk jord til bopæl og erhvervsplads. Foruden ved nye tyngende person- og arbejdsskatter!

Der foreligger allerede et stort officielt talmateriale, der tilstrækkelig fastslår de nævnte uretmæssige virkninger af lovforslaget om amtsskatterne.

Alt frisind i dette land har da også rejst sig imod dette lovforslag om amtsskatternes overvæltning, der betyder en reaktionær frontforandring bort fra den gode skattepolitik, som vor rigsdag (da det beklagelige fejlgreb af 1903 efterhånden var blevet erkendt fra alle sider) slog ind på efter den store skattekommissions forslag af 1913, nemlig ved venstremanden N. Neergårds grundskyldslov af 7. august 1922 og socialdemokraten Hauges grundskyldslov af 31. marts 1926. Til et sådant udemokratisk sporskifte har den nu siddende rigsdag ejheller hverken søgt eller fået bemyndigelse ved de senere skete almindelige valg. Det er en hasardpolitik, som her er planlagt – “et godt kup”, som agrarbladene af 1903 hoverende kaldte “reformen” den gang!

IV

Særlig har derfor grundskyldreformens sikre venner alt fra 1902: husmændene, såvel ved deres store landsmøde i 1927 som ved samtlige deres senere landsdelsmøder rejst sig til bestemt protest mod dette nye amtsskatteforslag. Senest har 500 husmænd i Bramminge ved deres møde den 1. februar 1929 vedtaget følgende protestresolution:

“Ribe amts husmandsforening ønsker at udtale følgende:
Regeringens forslag til omlægning af amtsskatterne fjerner lovlige byrder fra de store ejendomme og de gode jorder og forøger skattebyrden på de magre egne og de mindre ejendomme såvel som for de arbejdende erhverv i det hele.
Vi udtaler vor sikre forventning om, at en sådan urimelig foræring til de store grundbesiddere til skade for det menige folk ikke vedtages af Rigsdagen, og vi kræver, at amtsskatterne fremtidig lignes udelukkende på jordværdien.”

Denne resolution har Maribo amts husmænd tiltrådt ved deres møde i Nykøbing F. den 11. februar.

Og fra Vejle og Randers amts husmandsforeninger er indløbet følgende enstemmigt vedtagne protestresolutioner:

“Husmandsforeningerne i Vejle Amt, samlet til møde i Give den 1. februar og i Fredericia den 2. februar, udtaler sin fulde tilslutning til øernes husmænds krav om, at skatterne på arbejde og forbrug snarest bør afskaffes, at amtsskatterne ikke bør overvæltes på personlige skatter, men alene udskrives på grundværdierne uden bygningsskat, og at grundskyld, der overstiger de nuværende ejendomsskatter, bør udskrives således, at de prioritetshavere, der er interesseret i grundværdierne, erlægger en passende del deraf, som afdrages ved de halvårlige rentebetalinger, således som det blev fastsat ved ældre love under kriseforhold og er godkendt som retfærdigt af nationaløkonomer i ind- og udland.”

Randers amts samvirkende husmandsforeninger, samlet til februarmøde i Randers, vedtog ligeledes en resolution, hvori det bl.a. hedder:

“Vi protesterer mod det af regeringen fremsatte forslag om amtsskatternes omlægning, hvorved forøget økonomisk forpligtelse lægges over på kommunerne.

Vi betragter dette som en tilsidesættelse af husmandsforeningernes krav om ophævelse af skat på arbejde og forbrug, idet dette forslag flytter skatterne fra fast ejendom over på mindre jordbrugere og arbejdere på landet, og tilmed vil virkningerne af et sådant forslags gennemførelse medføre øgede gældsbyrder for det arbejdende landbrug og bidrage til at vanskeliggøre adgangen til jorden for ungdommen.

Vi må derimod fastholde vort gamle krav om bygningsskattens omdannelse til grundskyld samt en værdistigningsskyld af en sådan højde, at de samfundsskabte grundværdier kommer folket og ikke privatejerne til gode.”

Endelig har jo også sognerådsforeningen nægtet at godkende princippet i lovforslaget, og foreningen af købstadlignende landsbyer og kommuner har forlængst udtalt sig bestemt imod forslaget og dets tendens.

V

Det er da i virkeligheden temmelig uforståeligt, at venstrepartiet har villet gå mod alle disse organisationers ønske, og ikke er veget tilbage for at støde hele husmandsstanden, store dele af bondestanden såvel som arbejdere og næringsdrivende fra sig ved et så lidt frisindet forslag, der sikkert vil og bør hævne sig ganske eftertrykkeligt på Venstre ved valget.

Alle landets husmænd og småbrugere, såvel som alle andre frisindede vælgere, bør derfor medvirke til, at der ikke på valgdagen afgives en eneste stemme på en folketingsmand, som har støttet dette forslag, eftersom dette fratager det menige folk dets lovlige fællesformue og skænker denne til de store landejendomsbesiddere ved at flytte “trællemærket” (rentepligten) fra jorden over på menneskene, således som det skete ved de fordømmelige skattelove i 1903, fra hvilke jo størstedelen af vore senere økonomiske ulykker (særlig også den store tilvækst i prioritetsgælden) har deres oprindelse.

Men hine skattelove af 1903 blev jo forøvrigt også kun gennemtrumfede af dalevende statsrevisor N. P. Madsen-Mygdal i et lukket partimøde i marts 1903 indenfor Venstre med 42 stemmer for og 23 stemmer imod. Og blandt disse modstandere var vel at mærke alle tilstedeværende medlemmer af systemskifteministeriet J. C. Christensen(!), der altså måtte bøje ryggen for statsrevisor Madsen-Mygdal, som forud havde sluttet overenskomst om dette forsmædelige skatteforlig med det frikonservative højre.

Og hvorledes er den tilsvarende situation nu – et slægtled senere? Skulle et lignende skatteforlig nu gennemføres – med amtsskatternes overvæltning som den første begyndelse på en ny flytning af “trællemærket” (rentepligten) fra jorden over på menneskene, således som i 1903? Vi advarer derimod – nu, som det skete i 1899.

VI

Thi forud for hine skæbnesvangre skattelove af 1903 havde de sjællandske landboforeninger sat “skattespørgsmålet” til forhandling ved et delegeretmøde i København 21. november 1899. Indlederen advarede da indtrængende det store landbrugs mænd mod en sådan flytning af skattebyrden fra jorden til menneskene, fra produktionens passive faktor til den aktive, og udtalte bl.a. herom:

“Jordskatterne er samfundslivets økonomiske rygrad, som alt er spinkel nok og ikke under nogen omstændighed tør svækkes, men tværtimod bør søges rettet og forstærket i forhold til samfundslegemets vækst og udvikling. Skabt af samfundet som sådant og ikke af nogen enkeltmand, bør denne kostelige “skat” ingenlunde bortforæres eller prisgives til enkeltmand, men tilhøre og tilføres samfundets fælleskasse til alles lige tarv.

Til en slig bortforæring savner selv rigsdagen virkelig myndighed, – thi det ville være en rådighed ikke blot over nutidsværdier, men over endnu ej skabte fremtidsværdier. Og hver slægt har kun ret over sin egen tids frugter. Går den slægt, den rigsdag, som nu har magten, videre, så er det et forsøg på at tage brødet fra børnene, den slægt, som kommer, og kaste det for – “spekulanterne”!

De faste grundskatter tynger ikke landbruget mere end kamelens fedtpukler tynger dette ædle dyr, og at fjerne disse er at berøve kamelen dens opsparede huld, hvorfra den skal hente sin kraft til en måske lang ørkenvandring. De faste ejendomsskatter danner just et sådant naturligt grundfond, hvorfra samfundet skal hente økonomisk kraft til sin opbyggende gerning. På denne grundfonds størrelse kender man dette samfunds styrke, på dens rette brug: styrelsens visdom, på dens tab: samfundets forkrøbling. Derfor bør dette samfundets naturlige økonomiske grundfond idelig søges øget ad naturlig vej jævnsides med samfundets vækst og udvikling, og ingensinde forringes af de øjeblikkelige magthavere.”

Og taleren sluttede med at sige:

“Det er tværtimod på tide, at vort landbrugs intelligens sikrer landbrugsarbejdet dets fulde løn indadtil ved at sikre sig (samfundet) herredømmet over vore fædres jord og dennes naturlige rente – til afløsning af alle på landbruget, dets arbejde og forbrug hvilende skatter. Thi derved vil vi frigøre personerne, men båndlægge jorden! Gøre os den underdanig – og ikke menneskene! For yndere af programmer for det næste hundredår er dette til tjeneste!”

Men dette gode råd af 1899 blev ikke fulgt af mændene af 1903 – tværtimod flyttede de “trællemærket” (rentebyrden) fra jorden over på menneskene! De ville jo gøre dette “gode kup”!

Siden da har imidlertid en ny og klogere slægt rejst sig med husmandsstanden i spidsen. Den vil ikke finde sig i, at hin onde gerning mod folket gentages. – Den agter fuldt ud at gennemføre hint hundredårsprogram, der for snart 30 år siden blev udkastet, og som jo kun er en omskrivning af hint store lovbud til hele menneskeslægten, som lød i tidernes morgen: “I skal gøre eder jorden underdanig” – ikke menneskene!

Og dette løfterige lovbud, som gælder for alle tider, lønner det sig næppe heller for vor tids jordherrer at søge at trodse!