fra Det frie blad nr. 1, 1939
Foredrag holdt på Henry George Stævnet 1938
af Peder C. Pedersen

Den politiske strid mellem partierne er en strid om formuefordelingen. Selv de partier, der ikke vil drive interessepolitik, ikke hjælpe eller løfte hverken det ene eller det andet erhverv, har til formål at gennemføre en formuefordeling, som disse partier mener er retfærdig. For at blive en almindelig oplyst vælger, der kan tage stilling til de politiske spørgsmål og vide, hvad man vil have gennemført, er det derfor nødvendigt at kende det økonomiske livs love. Ved man ikke, hvad virkningen er af de love man giver og de former, hvorunder samarbejdet mellem menneskene kommer til at foregå, så vælger man jo i blinde. Selv den oplyste vælger kan blive narret af sin tillidsmand, men han behøver ikke at lade sig narre mere end en gang.

Studiet af politisk økonomi.

Det er heldigvis sådan, at der til at skaffe sig viden om følgerne af visse politiske handlinger ikke behøves langvarige studier, men kun kendskab til den menneskelige natur  og vilje til at bruge den forstand, der er os givet. Viden om, hvad der bevæger det enkelte menneskes handlinger, har vi alle fra første hånd. Hver enkelt af os ved jo, hvad vi selv ville gøre i en given situation.

Vi må naturligvis tænke følgerigtigt. De påstande, som vi ønsker at fremsætte, må være i overensstemmelse med hverandre. Er de ikke det, er det givet, at en eller flere af dem er urigtige, men er de i overensstemmelse med hverandre, er det sandsynligt, at de er rigtige. Thi at fremsætte en gal teori, der er logisk uangribelig, er næppe muligt. Men, når hver enkelt af os uden forudgående studium af en sag er i stand til at prøve påstandens rigtighed, dels ved at prøve, om de er i overensstemmelse med den menneskelige natur, dels ved at prøve deres indbyrdes overensstemmelse, så kan mine tilhørere også uden videre kontrollere, om de påstande eller teorier, som jeg fremsætter, er rigtige.

Det er den politiske strid om politisk økonomiske spørgsmål, der har bragt os den viden, som vi har om lovene for grundrentedannelsen. Forhåbentlig kan den meningsforskel, der er indenfor vore kredse, også bidrage til at kaste lys over lovene for grundrentedannelsen. Disse love lader sig lige så lidt som lovene for prisdannelse på andre ting uddrage af statistiske oplysninger. Statistik er altid påvirket af mange ting.

Statistikken er i øvrigt ikke meget værd ved studiet af det økonomiske livs love. Derimod er den en udmærket hjælp for den politiker, der vil forsvare en bestemt påstand. Det er så for øvrigt omtrent ligegyldigt, hvad han vil påstå. Han kan lige såvel bevise, al beskæftigelsen er steget, som at arbejdsløsheden er steget. Eller at der var gyldne tider for landmændene i slutningen af det 19. århundrede og meget sløje tider i årene under verdenskrigen og de første år derefter.

Skal vi finde lovene for grundrentedannelsen, må vi rendyrke hver enkelt ting, der kan have indflydelse på grundrentens størrelse og holde alle andre ting ude. Vi må se efter hvad hver del for sig kan have af betydning for grundrentens størrelse, når i øvrigt alt andet er lige.

Uden at give en historisk redegørelse for grundrentelærens oprindelse, må jeg lige nævne nogle af de forskellige opfattelser af, hvvad grundrenten er.

Hvad er grundrenten?

Fysiokraterne mente, at det overskud, som den gode jord, der var taget i brug, gav mere end fri jord, var betaling for naturens gaver. Del var den naturskabte del af produktionen og den værdi kunne måles med det, der kunne opnås i forpagtningsafgift. Det er efter fysiokraterne mening ikke dem, der arbejder på jorden, der giver denne værdi. Jordens værdi skyldes alene naturens gaver. Denne påstand mener jeg er urigtig. Og den slutning, fysiokraterne drager deraf, bliver derfor kun delvis rigtig, nemlig at de vil afskaffe alle andre skatter og erstatte dem med en eneste skat på landbruget (jordrente).

Adam Smith forstår ved rente af jorden den indtægt, som en grundejer kan skaffe sig alene ved at eje jorden. Det er det samme, som vi i dag i almindelighed forstår ved grundrenten, idet vi dog regner med ejerens indtægt, tillagt skatter af jorden.

Ricardo, som almindeligt regnes som grundrentelærens fader, tænker sig grundrenten fremkomme som en bonitetsrente, en beliggenhedsrente og en intensitetsrente. Troen på, at en del af grundrenten er en intensitetsrente, skyldes Malthus’ teori om det faldende udbytte for hver ny kapitalindsats. Denne lære om det aftagende udbytte er der vistnok ikke længere nogen, der tror på. Men ej heller læren om, at grundrenten er en bonitets- og beliggenhedsrente, er helt fyldestgørende.

Den bedste tidligere fremstilling af lovene for grundrentedannelsen er givet af den tyske godsejer von Thünen. Denne fremstillings­måde vil jeg omtrentlig følge, fordi den giver den klareste forestilling om grundrentens fremkomst. Von Thünen forklarer grundrenten ved at vise, hvorledes den opstår i et tænkt samfund, som han kalder den isolerede stat. Denne stat fremstiller han som en by liggende i centrum af en uendelig stor slette, hvoraf kun en vis del nærmest byen er beboet. Alt det land, der omgiver byen, er lige frugtbart. Og så vidt strækker sletten sig, at det lille samfund intet samkvem har med mennesker udenfor bystaten.

Landboerne skal afsætte deres produktion af kød, korn, mælk, æg og frugt i byen, og der skal de hente deres redskaber, klæder osv. Er prisen f.eks. 10 kroner pr. kg. rug i byen, så kan den 1 kilometer ude koste 10 kroner minus transportomkostningerne til byen. To kilometer ude bliver transportomkostningerne større og rugens pris tilsvarende mindre. Varerne, der skal fra byen og udefter, koster på grund af transportomkostningerne også mere 2 kilometer udenfor byen end 1 kilometer fra byen. Under forudsætning af, at jorden og driftsmåden er den samme, og det må vi tænke os, dersom vi skal se virkningen alene af omsætningsomkostningerne på varerne mellem by og land, så vil jorden nær byen give et større udbytte for samme anvendelse af kapital og arbejde end den jord, der ligger længere væk. Dette særlige merudbytte, der derved fremkommer som en forskelsrente, størst ved byen, mindst længere ude, er grundrenten.

Grundrenten en forskelsrente.

Her er det ikke antaget, at det er naturens rigdomme, der giver grundrenten. Det er alene adgangen til samarbejdet med andre, der giver jorden den merværdi, som grundrenten er. Stiger befolkningsmængden, så der bliver brug for mere jord, og en del af folket flytter længere ud på sletten, så vil værdiforskellen på den jord, der findes i den indre cirkel om byen, og den jord, der findes i den yderste cirkel, også blive større.

Stigende befolkningsmængde må give stigende grundrente.

James Anderson kalder grundrenten et middel til fuldstændig udjævning af omkostningerne ved dyrkning af alle slags jord. Han tager altså hensyn både til jordens beliggenhed og dens naturrigdomme. Jordens bonitet har imidlertid kun sekundær indflydelse på grundrentens størrelse. Beliggenhedsværdien er det primære.

J. E. Lange siger (Socialøkonomi 51): “Kort udtrykt kan man sige, at kun i forhold til, som vi gør os jorden underdanig, får den værdi. Men dette vil jo igen sige. At denne værdi skyldes samfundsforholdene, samarbejdet; thi dette er jo grundbetingelsen for vort herredømme over naturen. Grundrenten er da således ikke egentlig betaling for naturens kræfter, men for den hjælp, samfundet yder den enkelte til hans arbejdes frugtbargørelse.”

Dette er nok den rigtige forklaring på, hvad grundrenten er, thi hvor der intet samarbejde finder sted, vil der ej heller være nogen grundrente. Grundrenten er altså en samfundsskabt værdi. Det er den årlige merværdi, som et givet stykke jord har mere end det yderste i cirklen i den isolerede stat. Det er den rente, det bedre beliggende jordstykke overalt kan give mere end det lettest tilgængelige stykke, der ikke er taget i brug.

Den, der skal tage en virkeplads er og bør være stillet sådan, at han enten skal tage et stykke jord i yderkredsen eller betale den grundrente, som skal betales for at udjævne den forskel, der er på, hvad den dårligst beliggende og anden jord kan give ham. Kun ved, at alle betaler denne grundrente kan alle parter få lige vilkår.

Også en monopolrente

Adam Smith forstod ved rente af jord den indtægt en grundejer kan skaffe sig i sin egenskab af grundejer. Han siger: Så snart al jord og grund i et land er kommet i privat eje ynder jordejerne som alle andre at høste dér, hvor de aldrig såede, og at kræve en afgift endog for jordens naturskabte produkt. Træerne i skoven, græsset på marken og alle jordens naturlige frugter, som dengang jorden var fri, bare kostede den ulejlighed at sanke det sammen, kommer endog for dem til at koste mere. Arbejderen må nu betale for tilladelsen til at høste og må afgive til jordejeren en del af det, han samler ind eller frembringer. Denne del eller hvad der er det samme, den værdi udgør grundafgiften og danner en tredje bestanddel af prisen på de fleste varet.

Adam Smith har set det samme, som siden Henry George så lysende klart har påvist. Grundrenten, som vi kender den, er ikke alene en beliggenhedsrente, den er tillige en absolut grundrente, der har sin rod i magten til at kræve afgift af dem, der skal arbejde med jorden for at aftvinge den udbytte.

Engelsk kornpolitik i det 17. århundrede og senere havde vist, at en forøgelse af udbyttet ikke blev til landbrugernes men til jordejernes gavn. Det var dem, der tog hele profitten af udbytteforøgelsen.

Årsagen til monopolrenten

Henry George giver forklaringen på dette. Den ligger i den menneskelige selvopholdelsesdrifts grundlov. Enhver af os vil søge at tjene så meget som muligt, at få højest mulig løn for enhver anstrengelse. Når jorden nu er blevet genstand for privat ejendomsret og der dertil er knyttet privat ejendomsret til grundrenten, så opstår muligheden for den absolutte grundrente, det vil sige den del af grundrenten, som alene er en følge af, at privat ejendomsret til grundrente og jord er forenet, så der dannes et faktisk monopol.

Lad os antage, at der i den isolerede stat fra von Thünens eksempel finder en stærk befolkningstilvækst sted, og at al den jord, der ikke er taget i brug, er ørken. Den nye befolkningsmængde skal da have plads på den jord, der allerede er taget i brug. Denne befolkningstilvækst driver ved sin efterspørgsel prisen i vejret overalt. Den stigende pris lokker ejerne til at holde salget tilbage, hvad der yderligere presser prisen i vejret, og stigende priser lokker køberne til i håb om let vundet gevinst. Ved byen ligger nogle byggegrunde, der i dag kan koste 1.000 kroner, hvilket er den pris, som de ved forstandig anvendelse i dag kan forrente. Ejeren kan måske ikke udnytte dem, men ønsker trods dette ikke at sælge, thi han har grund til at vente, at til næste år er de, som følge af byens vækst, 100 kroner mere værd, og da han ved at sælge i dag og sætte pengene på rente til næste år kun vil være ejer af de 1.000 kroner + dens værdistigning 100 kr., ialt 1.100 kr., så beholder han sin grund. Dersom den årlige værdistigning + det udbytte, som han får af jorden, er mere end den årlige rente af jordens salgspris i dag, altså, hvis det udgør mere end grundrenten, så står han sig ved at holde jorden tilbage.

En værdistigning er en opfordring til ejeren om at holde fast på sin jord. Priserne vil vedblive at stige, indtil køberens pris er så høj, at han ikke udover forrentning af købesummen kan få mere end så meget til sig selv, som han behøver for at føre en levefod, som er den laveste, befolkningen i almindelighed vil arbejde for at kunne opretholde.

Et fremskridt i produktionsteknik virker ganske som en befolkningsforøgelse, det giver højere jordpris. Sker fremskridtet i en periode med opadgående priser, der er gode tider for jordejeren, så vil forventningen om kommende værdistigning blive foruddiskonteret. Grundene kommer til at koste mere end det, som de i øjeblikket kan forvente. Sker fremskridtet under en lavkonjunktur, vil prisstigningen standse tidligere, men selve fremskridtet kan ændre konjunkturerne ved at skabe tillid til fremtiden.

Polak- eller nødlønsrente

Hvis arbejderne blev så nøjsomme, at de ville nøjes med den halve løn, ville følgen blot blive højere jordpriser, fordi den arbejdskøbende jordbruger fik lavere driftsudgifter, og alle jordbrugerne ville kunne give mere for jord, og endda få mere løn end ved at sælge sin arbejdskraft. L.V. Birck kalder i sin bog Ejendomsskatter og Ejendomspriser den del af grundrenten, som skyldes for lidt udbetalt arbejdsløn, for polakrenten. Jeg vil hellere kalde den nødlønsrenten. Udtrykket polak­renten stammer fra den tid, da vi importerede polakker, som var villige til at arbejde for en lavere løn end danske arbejdere.

Lav arbejdsløn, lave skatter, kort sagt alt, hvad der har indflydelse på jordejerens nettoudbytte, er med til at hæve jordens pris, altså med til at holde monopolrenten oppe. Lettelse i skatterne eller endog afskaffelse af dem vil hæve jordprisen og ikke forbedre arbejdets kår det mindste, da dette stadig er bestemt af, hvad der kan tjenes ved selvstændig brug af jord og prisen på denne er steget med hele skattelettelsens værdi.

Grundrenten består altså af to ting: en forskelsrente, der tjener til udjævning af vilkårene ved brugen af jord, og en monopolrente, der består af værdier, der rettelig burde have været udbetalt som arbejdsløn. Det er denne monopolrente, der forsvinder fra ejendommen ved indførelse af fuld grundskyld. Derfor kan ejendommene falde i pris, uden at udbyttet bliver mindre. Det er magten til at tilegne sig udbyttet af andres arbejde, der forsvinder. Det er dette, nogle mener, at grundejerne bør have erstatning for.

Monopolinteresser mod arbejdets interesse

De politikere, der ikke vil inddrage grundrenten hos de nuværende ejere af jorden uden at give disse erstatning, må gøre sig klart, at en sådan erstatning, dersom den har den mindste betydning for de skødehavere, der får den, også holder den del af grundrenten oppe, der er monopolrente, og dermed også arbejdslønnen nede. Ingen kan tjene to herrer og allermindst monopolets og arbejdets interesser på en gang. Hjælper man den ene, taber den anden. Her er ingen mulighed for et både-og, men kun for et enten-eller.

Uvidenheden om det økonomiske livs love er ofte monopolisternes bedste forbundsfælle.

Afdøde Johan Pedersen, Aarhus, sagde engang, at ikke menneskenes ondskab, men deres uvidenhed, var skyld i alle deres ulykker. De ord mindes man, når man tænker på, at der i Retsforbundet findes en retning, der selv kalder sig den rene linje, og som anser det for det første fornødne, at statens opgaver indskrænkes. En af denne retnings førere, den samme, som i sin tid rejste kravet om fuld erstatning til grundejerne, advarede mod grundskyld og brugte endog så stærkt et udtryk som svindel om en omlægning af nogle skatter til grundskyld. Denne linje vil nok spare staten for udgifter og derved bidrage til jordprisens stigning. Men det har ikke været muligt at få dem til at tage direkte afstand fra tanken om erstatning til grundejerne. Dette standpunkt er til gavn for grundejere og grundspekulanter; men for den, der vil sikre enhver en virkeplads og retmæssig løn, er dette standpunkt fuldkommen forrykt. Det er vigtigere at få afskaffet de private monopoler og ganske særlig det private grundrentemonopol og sikre de besiddelsesløse en virkeplads end at få afskaffet nogle skatter.

Monopolrenten forsvinder

Tænker vi os, at den isolerede stat, som i von Thünens eksempel stadig er omgivet af en frugtbar slette, så vil befolkningsoverskuddet stadig dels søge længere ud og tage ny jord i brug i ydercirklen, dels vil byen vokse, fordi der bliver større efterspørgsel efter de varer, som frembringes i byen. Grundrenten vil stadigvæk være lig forskellen på det udbytte, jorden kan give i byen i indercirklen om byen og i ydercirklen ved den uudnyttede jord. Lønnen til jordbrugerne og derfor også til alle andre vil være afhængig af det, der kan tjenes ved selvstændig drift af jord i ydergrænsen, og opkræves grundrenten, er det indlysende, at vilkårene for adgang til jorden og lønnen for at drive jord overalt i staten vil være den samme. Under disse forhold må et fremskridt, der muliggør en større produktion ved samme energianvendelse føre, til højere løn.

Lad os nu tænke os den tredje mulighed. Den isolerede stat har ikke udenfor dens grænse en frugtbar slette, men en uigennemtrængelig ørken. Der er vel privat ejendomsret til jord, men ikke til grundrente. Denne opkræves og går ind i fællesfonden, således at adgangsvilkårene til jorden stadig er lige ens overalt. Grundrenten er stadig kun betaling for den prisforskel, der er på produkterne i indercirklen og på produkterne i ydercirklen. Der gives ikke nu nogen absolut grundrente, som kan opkræves af grundejerne alene i deres egenskab af grundejere. Og hvorfor ikke? Jo, hvis den påstand, jeg før fremsatte, at privat ejendomsret til jord og grundrente i forening er årsag til, at grundrenten steg til lønnen trykkedes ned til et vist minimum, så kan det jo ikke være muligt, at grundrenten også vil stige med fremskridtene, når privat ejendomsret til jord og grundrente ikke følges ad. Jeg vil derfor bede dem, der mener, at grundrenten også vil stige med fremskridtet, når grundrenten opkræves af det offentlige, være venlige at sige os, hvad grunden til, at fremskridtet nu fører til højere grundrente.

Lad os blive ved den isolerede stat. Når der ikke findes nogen monopolprofit i grundrenten, så er den alene en forskelsrente, der måler de forskellige pladsers forskellige værdi.

Og forskellen mellem den pris, de landmænd ved byen får, og den pris, de landmænd, der bor længst fra byen, kan få for varer, bliver dog ikke større, fordi et fremskridt nedsætter transportomkostningerne. Ej heller bliver forskelsrenten større, fordi byggeomkostningerne bliver lavere. Dette kommer jo til at gælde overalt. Fremskridt, som høstudbyttet, kan ej heller have nogen indflydelse på grundrenten.

Fremskridt forbedrer arbejdets kår

Tænker vi os jorden uensartet, så noget af den ikke er bedre end hedejord, og et nyt at en plante tiltrækkes, som kan gro og give et stort udbytte på hedejord, så vil hedejorden få større værdi, den vil rykke ind i rækken af frugtbare jorder. Dens grundrente vil stige absolut, men dette betyder ikke en stigning i statens – det isolerede samfunds – samlede grundrente. Forudsætningen for hedens stigning i grundværdi er nemlig, at flere mennesker vil have denne jord, og det kan kun ske ved, at en del mennesker forlader anden jord, som nu er blevet den ringeste, og så vil grundværdien på denne jord jo gå ned.

For at et fremskridt skal give højere grundrente, det vil sige, at jord bliver efterspurgt til højere pris end hidtil, må vi være villige til a nøjes med et mindre nettoudbytte til os selv for at kunne eje mere jord. Betingelsen for, at prisen på jord kan sættes op, bliver, at vi foretrækker at øge vor jordbesiddelse frem for vort forbrug. Denne betingelse er ikke til stede. De nuværende mennesker søger ikke jorden for besiddelsens skyld, men for den mængde goder, som de kan opnå ved arbejdet på jorden. Menneskene søger at få de flest mulige fornødenheder tilfredsstillede ved de mindst mulige anstrengelser.

Denne gode egenskab begrænser grundrenten til en forskelsrente, når den private ejendomsret til grundrenten ophører.

Den offentlige indkassering af grundrenten fjerner monopolrenten fra det økonomiske liv. Den flytter ikke monopolrenten fra private til staten. Hvis det offentlige ville forsøge at opkræve mere i grundskyld end den samfundsskabte grundrente, ville jordejerne imødegå det ved at give slip på en del af jorden og derved undgå en del af afgifterne, så det offentlige ingen gevinst ville have af at sætte grundskylden op. Kontrollen med, at grundskylden ikke bliver for høj, ligger i, at al jord af værdi er taget i brug. Kontrollen med, at grundskylden er høj nok, ligger i, at der ingen handelspris er på nøgen jord.

Der er altså to gode grunde til at inddrage grundrenten til fællesfonden. For det første: den samfundsskabte grundrente må inddrages, for at adgangen til at bruge landets jord overalt kan ske på lige vilkår, og for det andet: den monopolrente, som er en følge af, at ejendomsretten til grundrenten følger ejendomsretten til grunden, og som trykker lønnen ned til et eksistensminimum, kan kun bringes til at forsvinde, ved at det offentlige inddrager grundrenten.

Grundrentens anvendelse

Læren om grundrenten er ikke afsluttet med, at den er anvist det offentliges kasse. Den er en fællesfond, som vi kan råde over, men hvorledes vi kan anvende den er et politisk spørgsmål, som vi som oplyste vælgere må give et svar på. Blandt dem, der mener, at der må være en måde at anvende den på, således at enhver får sit, er der to forskellige synspunkter, hvis ene yderpunkt Sev. Christensen i første udgave af Retsstaten har udtrykt således (side 58):

“Statens indtægt består af de værdier, som de i samfundet uundgåelige forrettigheder indbringer. Ved disse midlers anvendelse til fællesopgaver og kun således kommer de på ny deres rette ejer til gode.”

Dette er et klart udtryk for, at grundrenten er samfundsejendom. En anden opfattelse gør grundrenten til individuel ejendom, og denne opfattelse findes der et lige så klart udtryk for i anden udgave af Retsstaten (side 86):

“Staten har overhovedet ingen ret til at tage, ja end ikke til at tage grundskyld, hvis den ikke samtidig begrunder sin hensigt med at tage, gør en undskyldning, kunne man sige, for at den optræder som mellemmand. Og den eneste retmæssige hensigt, der findes, må angives således: Værdien af visse særfordele må indsamles, fordi det er den eneste måde, hvorpå den kan komme tilbage til  sine rette ejermænd, som er os alle. Tilbageholdes må kun, hvad der skal bruges til sådanne nødvendige fællesopgaver, hvis opretholdelse alle på forhånd kan antages lige interesserede i.”

Denne sidste opfattelse gør grundrenten til den enkeltes ejendom med lige så god ret, som han har til sin arbejdsløn. Sev. Christensen vil på det tidspunkt, da han fremsætter denne opfattelse, heller ikke afgrænse statens ret til at tage det, grundskylden kan indbringe, men lader grænsen sætte ved det, der er nødvendigt for at opfylde statens formål.

Det falske vederlagsprincip

Når man vil gøre grundrenten til den enkeltes ejendom, fordelt i lige store andele, så er det naturligt at drage den slutning, som nogle af Retsforbundets førende personligheder på det tidspunkt gjorde, nemlig, at borgerne måtte betale for de goder, som blev stillet til deres rådighed i forhold til som de udnyttede dem. Den daværende næstformand, gdr. Albert Hesselbjerg og et andet medlem af hovedbestyrelsen syntes f.eks. at det ville være retfærdigt, om bilejerne betalte til vedligeholdelse af vejnettet i forhold, som de brugte vejene.

Ført ud i sin yderste konsekvens måtte dette naturligvis føre til, at den sjællandske bonde, der kommer slæbende sine fladbundede træsko hen ad asfalten, må betale mere til vejenes vedligeholdelse end den højbenede skotte Mac Adam, der tager lange skridt for at spare på støvlesålerne.

Der var god logik i dette krav. Når vi alle har lige megen ret til grundrenten, må det konsekvent føre til, at vi skal betale for de goder, som det offentlige stiller til vor rådighed efter nytte- eller interesseprincippet – som Sev. Christensen i begge udgaver af Retsstaten i øvrigt har taget afstand fra.

Denne opfattelse af ejendomsretten til grundrenten skyldes, at man som fysiokraterne mente, at grundrenten var betaling for naturens gaver. Men dette synspunkt kan vi heller ikke anerkende, dersom vi vil hævde, at enhver har ret til de værdier, som han frembringer. Ingen enkeltmand kan sige, hvor stor en del af grundrenten han er frembringer af. Den er bogstavelig talt en samfundsskabt værdi, der vel opstår som følge af mange enkeltes arbejde, men kun ved det arbejde, som disse enkelte udfører til det hele samfunds forsyning. Den, der driver selvforsyning så vidt, at han overhovedet ikke indlader sig på handel eller arbejdsdeling af nogen art med nogen andre, frembringer ingen grundrente. Ingen vil give noget for at bo, så de kan indlede et samarbejde med sådanne usociale individer.

Det rigtige vederlagsprincip

Det er ved samarbejdet mellem menneskene, den grundrente fremkommer, som vi finder. Det så vi fra eksemplet fra den isolerede stat. Det kan vi se, når vi ser på, at de store grundværdier ligger i de store byer. Det kan vi se på landet, hvor vore ejendomme bliver mere værd, når vore naboer driver deres ejendomme stærkt, end hvis de har en ekstensiv drift. Adam Smith fortæller, at højere priser på tømmer i det sydlige Europa fik priserne til at stige på Norges skove. Kun ved, at der er handel, det vil sige samarbejde mellem folkene, kan en sådan prisstigning finde sted.

Kan vi intet andet lære af L. S.(???), så lærte de os, hvad det er, der giver jorden værdi, da de ville berøve de ejendomme, der blev stillet til tvangsauktion, jordværdien ved at udelukke fremtidige ejere fra samarbejdet med andre. Og pengemagten forstod det. Den lod omgående hyklerne falde i forargelse over L.S.’s planer, som fik slemplet selvtægt.

Men når grundrenten er en samfundsskabt værdi, betaling for adgang til samarbejdet, så er dens retmæssige anvendelse også givet. Den må kun anvendes til sådanne formå!, sum tjener samarbejdet. Sev. Christensen har i det, han siger i første udgave af Retsstaten, fuldstændig ret. Og de goder, som grundrenten anvendes til, og som tjener samarbejdet bør naturligvis stilles til fri rådighed for alle. Grundrenten er nemlig ikke betaling for det samarbejde, der har fundet sted.

Det samarbejde, der er adgang til i dag, er vejledende ved de erhvervsdrivendes vurdering af, hvad der kan vente at blive i fremtiden, og det er denne forventning, der er grundlaget for grundrenten.

I samme grad, som vi nu tager del i samarbejdet, vil vi komme til at udnytte veje, retsbeskyttelse osv., og netop i samme grad er vi med til at frembringe den forventede grundrente. Med andre ord: I samme forhold, som man er forbruger af de goder, som grundrenten er anvendt til, i samme forhold frembringer man den grundrente, der skal dække sliddet. Vederlagsprincippet er sket fyldest.

Af det, jeg har sagt, mener jeg, der kan drages følgende slutning: Vi bør indføre fuld grundskyld for at fjerne monopolet, der trykker arbejdslønnen, og vi må indføre fuld grundskyld, for at adgangsvilkårene til jorden kan blive lige for alle, og endelig: Vi skal anvende grundrenten i samarbejdets tjeneste; thi kun derved kommer den dens rette ejere i hænde.

***

Det Frie Blads Formål er at åbne adgang til samarbejde mellem alle dem, der kræver et frit og retfærdigt grundlag for vort samfundsliv. Det står åbent for enhver mening og giver ytringsfrihed for alle anskuelser.