Severin Christensen: Statens opgaver
fra tidsskriftet RET, november 1911
I to artikler i RET (Jordskyldens rette anvendelse, jan.-feb. 1911) og i min bog Retsstaten har jeg indstændigt anbefalet Henry Georges tilhængere ikke at lade deres overvejelser standse ved jordskyldens inddragelse i fælleskassen, da dette efter min anskuelse kun er det første halve skridt hen imod en etisk (retfærdig) løsning af skatteproblemet. De vil stå meget sikrere til alle sider, i fald det står dem klart, at jordskyldens vandring ind i statskassen kun er et led i en samlet etisk foranstaltning, hvis endelige formål nødvendigvis må være, at de indsamlede summer atter på en eller anden måde vender tilbage til deres rette ejermænd, nemlig os borgere, der alle har lige andel i dem. Da man endnu så godt som ikke havde klargjort sig, hvorledes dette på rette måde kunne ske, havde jeg betragtet det som betimeligt i de nævnte indlæg at yde et bidrag til løsningen af dette spørgsmål. Jeg mente, at det ikke var for tidligt, at man i George-kredse i alt fald søgte at enes om visse principper for den rette anvendelse af fællesmidlerne, selv om der naturligvis måtte være lang vej frem, før der opnåedes enighed om enkelthederne.
Ganske vist tror jeg, at det er fuldstændig korrekt taktik i første række at koncentrere opmærksomheden og agitationen om det formål at få dårlige, skatter afløste af en jordskyld, således som også sket er; allerede dette vil, som jeg har indrømmet, medføre den uvilkårlige følge, at borgerne vil blive mere kritiske overfor anvendelsen. Men når bevægelsen har fået en vis udbredelse, kommer et tidspunkt, da det ikke længere går an at have dette sidste spørgsmål på følelsen alene; man må bevidst kunne gøre rede derfor. Den situation skulle dog ikke gerne komme bag på os, at vi stod med hele vor fællesformue i kassen og ikke vidste, hvad vi skulle bruge den til. For så var befolkningen alligevel narret, – det er dette, man må være klar over. Den er ikke hjulpet med, at man anvender fællesformuen på den gamle facon efter det stærkeste partis forgodtbefindende. Også hvad anvendelsen angår må vi georgister gå på tværs af alle partier, ledede af den samme retfærdighedssans, der har bragt os til at gennemskue partiegoismen ved den gængse skattelovgivning. En modstander kan næppe i øjeblikket stille en georgist et mere generende spørgsmål end dette: hvad vil I så bruge denne meget omtalte jordskyld til? – og hvorfor?
Det var mig derfor en tilfredsstillelse at se, at hr. ingeniør Folke-Rasmussen i en nys udkommen pjece, Skat og erhverv, også har berørt dette spørgsmål. Da han delvis tager sit udgangspunkt i de af mig fremsatte anskuelser, falder det mig naturligt at drøfte hans forslag, så meget mere som de står i den skarpeste modstrid med, hvad jeg har ment at kunne udlede af retsprincipperne.
Hr. Folke-Rasmussen nævner de fire formål, jeg har betegnet som statens retmæssige opgaver, til hvilke det alene er etisk forsvarligt at anvende fællesformuen, nemlig: 1) indre retsbeskyttelse, 2) forsvar af retsområdet udadtil, 3) forsorg for de umyndige og 4) sikring af samfærdselen og tilvejebringelse af samfærdselsbetingelser. Men han mener, at det ikke er lykkedes mig at godtgøre disse formåls almennytte, samt at denne opgave overhovedet er uløselig ud fra mine forudsætninger.
Jeg må nu først og fremmest gøre opmærksom på, at hr. F.R. ikke har refereret mig nøjagtigt. Jeg har ikke talt om almennyttige formål i den betydning, hr. F.R. bruger dette ord, nemlig om »formål, hvis opnåelse direkte kommer alle til nytte i lige grad«, eller som ville tilføre alle den samme positive fordel ved direkte brug. Derimod har jeg brugt udtrykket »fællesgoder« og med flid defineret det så præcist som muligt for at undgå misforståelse; jeg har hævdet, at der kunne gives goder, som alle og enhver væsentlig måtte omfatte med den samme forhåndsinteresse, fordi de ikke kræver særlige personlige forudsætninger. Jeg håber, at denne forskel må være indlysende for enhver. Forslaget om kun at anvende fællesmidlerne til goder af denne art er ingen indrømmelse til nytteprincippet; det er udtryk for et rent og skært retsstandpunkt, idet det simpelthen følger princippet om lige for lige (alles ejendom til alle).
Når hr. F.R. hævder, at der næppe gives noget formål, hvis opnåelse direkte kommer alle til nytte i lige grad, er dette ganske rigtigt. Statsforanstaltninger, der skulle kunne tilføre samtlige borgere nøjagtig den samme positive fordel, tilhører ikke virkelighedens rige; dertil er de individuelle forudsætninger altfor forskellige. Vore vilkår er så ulige, at vi hver for sig meget bedre end staten kan se, hvad der er en positiv fordel for os; derfor frabeder vi os, at staten bruger af vore penge til at spille forsyn for os på alle de områder, hvor vi selv kan tilfredsstille vore personlige behov. Men der er eet eneste behov, vi har tilfælles med alle andre mennesker, og som vi ikke selv enkeltvis formår at tilfredsstille; eet almenmenneskeligt ønske, vi alle i lige grad nærer; nemlig det, som går ud på at opnå sikkerhed for at beholde, hvad der er vort, størst mulig tryghed over for overgreb fra andre menneskers side og størst mulig garanti for at få tabene derved erstattede.
Når der altså spørges om, hvorvidt der virkelig gives noget fællesgode af den omhandlede slags, må man svare: ja, eet gives der i alt fald, nemlig retssikkerhed (sikring af retmæssig ejendomsfordeling).
Retsplejens virksomhed adskiller sig – hvis den fungerer som den skal – fra enhver blot »nyttig« eller »almennyttig« foranstaltning ved ikke at tilføre den enkelte nogen fordel, men ved at skabe en social tryghed for at få lov at blive den, man er, hvad alle i lige grad må være interesserede i. Den stiller blot tingene på rette plads igen, hvis de var kommet i ulave; den udligner tab og gengiver enhver sit. Den er derfor et almenmenneskeligt gode og et sådant, som kun en centralmagt kan skabe. Ligegyldigt hvorledes et menneskes forudsætninger er, han har ganske den samme interesse som andre i at betrygges i besiddelsen af det, han erhverver sig, og i at værnes mod overgreb. At en mand, der har en stridig nabo, får mere anledning til at benytte sig af retsplejens udlignende virksomhed end en anden, er derfor ikke, som hr. F.R. tror, nogen indvending imod at opstille denne virksomhed i sin helhed som et fællesgode. Heller ikke denne mand bliver ved retsplejens hjælp rigere end han var, før der var anledning til at påkalde den; og den sociale tryghed, som er retsplejens egentlige frugt, nyder han ikke i højere grad end alle vi andre, som kun indirekte sporer den stille magt, den udfolder ved sin blotte tilværelse.
Retssikkerheden er altså ikke blot et fællesgode, men en opgave, som den enkelte eller flere enkelte slet ikke er i stand til at løse, og som nødvendigvis må overtages af den centraliserede styrelse, statsmagten. Og er staten en »retsstat«, kan retsplejen ikke undgå at høre til dens opgaver, thi den vil jo kun være et udtryk for en sådan stats normale virksomhed. Alene det at påse, at fællesmidlerne indsamles efter retfærdige principper kræver nødvendigvis organer med myndighed til at skifte ret. At der af disse midler anvendes hvad der er fornødent til selve denne funktions udøvelse er altså en naturlig konsekvens af, hvad der ligger i begrebet »retsstat«, ligesom det er en selvfølgelig forudsætning for selve retsstatens eksistens; det er aldeles ikke noget, som kan afgøres ud fra forestillinger om, hvad nytte det gør.
De af mig nævnte fire formål må simpelthen forstås som lige så mange specielle anvendelser af retssikringen. I samme grad de er det, i samme grad er deres sande karakter som fællesgoder givet. At retmæssig ejendom må sikres mod ydre som mod indre fjender, er umiddelbart indlysende; ligeså, at der såvidt muligt må arbejdes hen imod internationale retsgarantier. Forsorgen af de umyndige er efter min fremstilling kun en statsopgave, forsåvidt som den går ud på at garantere, at deres retmæssige ejendom fuldt ud kommer dem til gode. At sikringen af samfærdselen og tilvejebringelse af samfærdselsbetingelser også kun er anvendelser af retsprincippet, er måske ikke slet så iøjnefaldende. Men lad os se nærmere til. Det lod sig tænke, at en flok grundejere enedes om at afspærre deres distrikter for al færdsel, måske i den hensigt at fremtvinge ganske ublu vederlag for tilladelsen. Er det da et simpelt nyttespørgsmål, om staten her skal gribe ind for at sikre den almindelige samfærdsel, er det ikke et klart retsspørgsmål? Hviler overhovedet statens ekspropriationshjemmel på nyttehensyn? Retten til at færdes frit er en integrerende del af ejendomsretten; enhver hindring i at komme i forbindelse med personer eller ting i fjerne egne er overgreb. Det eneste, der kunne være tvivl om, er hvorvidt det er en nødvendig og berettiget opgave for staten at gå videre end til at ekspropriere de til færdselen nødvendige grunde efter planlagte skemaer for hovedfærdselslinierne; om med andre ord selve anlæggene også hører med til dens opgaver.
Disse principper rammes nu ingenlunde af hr. F.R.s indvendinger eller eksempler. Han siger, at den bro, der bygges over Suså, har vendelboerne ikke mere nytte af end den, der bygges over Elben. – Men hvad vedkommer broen over Elben det danske statssamfund? Derimod er det tænkeligt, at broen over Suså indgår som naturligt led af et hovedfærdselsnet inden for statens grænser, og spørgsmålet bliver alene, om visse foranstaltninger for at sikre denne plans udførelse er et nødvendigt middel for staten eller ej til sikring af samfærdselsretten.
Særlig uheldig har hr. F.R. været med følgende sætning: »End ikke et så almennyttigt formål som anlægget af en eksporthavn ved Esbjerg er til nogen som helst glæde for sjællænderne, der ikke skal have deres smør og flæsk den vej.« Denne indvending rammer ikke mig, thi jeg må på det bestemteste fralægge mig at have valgt som eksempel på en almennyttig opgave en foranstaltning, der ikke skulle være til nogen som helst glæde for halvdelen af befolkningen.
Hvis jeg har forstået hr. F.R. rigtigt – det falder mig ikke altid let – går hans anskuelse ud på, at statens opgaver ikke på forhånd kan bestemmes ud fra en retsbetragtning. Dette tyder noget underligt i en georgist’s mund, thi disse har dog hidtil været enige om, at i al fald den del af statens opgave, der består i at indsamle jordskylden, hviler på visse forestillinger om ret og uret. Men han tænker sig altså besynderligt nok, at den samme myndighed, som lægger retsprincipperne til grund for beregningen af skylden, afgørelsen af, hvad staten med rette kan afkræve den enkelte og hvad ikke, pludselig kan sadle om og skifte princip, når det drejer sig om den anden halvdel af statsopgaverne, anvendelsen: han mener, at den her kan være mindre nøjeregnende med hensynet til mit og dit, ja at den slet ikke er i stand til at tage dette hensyn. I stedet for tyr han til det gamle veltjente velfærdsprincip, som han blot giver et moderne sving og mindre filosofisk end fyndigt kalder »forretningsprincippet«. Hvad staten skal befatte sig med, siger han, kommer til syvende og sidst an på, hvad der betaler sig bedst, det kommer kun an på, at statens drift giver det størst mulige andelsudbytte, dvs. om det giver overskud i jordrente. Når denne inddrages i samfundets kasse, får alle sammen udbytte, selv om de ikke direkte har samme nytte af en samfundsforanstaltning. Blot de, som direkte har nytte af den, får lov til at betale for den, så har vi andre ikke noget at beklage os over. Skattekontorerne kan forvandles til udbetalingskontorer af andres udbytte i statens store andelsvirksomhed.
Dette forslag strander imidlertid på det selvsamme skær som alle andre, der bruger nytteprincippet til målestok. Hvorledes skal det afgøres, om en enkelt foranstaltning virkelig er samfundsnyttig, dvs. giver overskud i jordrente? Det er simpelthen umuligt. Selv om grundrenten steg stærkt efter en eller anden offentlig foranstaltning, hvorledes da skelne efter og fordi? Hvorledes udrede den enkelte foranstaltnings virkning i mylret af hinanden krydsende kræfter? Grundrenten har jo næsten overalt en stigende tendens, så at man ligeså godt omvendt kunne slutte, at alle bestående statsformål i Danmark var nyttige. Det må desuden erindres, at et bevis for nytten, selv om det kunne skaffes, i al fald først vil komme bagefter, så at det umulig kan give nogen ret til at disponere over borgernes fællesmidler – thi ret er ikke afhængigt af slumpetræf.
Men ikke blot hører det at finde en pålidelig målestok for nytten af enhver offentlig foranstaltning til de næsten umulige opgaver, men der ville være den allerstørste fare for de enkelte borgeres berettigede interesser i erhvervslivet, hvis en statsmagt indlod sig på dette halvsocialistiske forslag at overtage alle de virksomheder, der skønnedes at betale sig for den. Det ville betyde det samme som at staten med vold og magt brød ind på den frie konkurrences og det frie erhvervslivs område og udsatte en bestemt gruppe af borgere for forulempelse; og de, der tilfældigt ramtes, ville næppe finde denne uret opvejet ved andelen i den stigende jordrente. Denne andel ville forøvrigt også blive problematisk, når efter hr. F.R.s forslag et flertal kunne forføje over den til stedse nye lignende eksperimenter. En statsmagt kan overhovedet ikke vilkårligt tilsidesætte den enes ret til fordel for den almene (tilmed usikre) nytte. Desuden ville statsmagten få en uløselig vanskelighed med at bestemme den rette arbejdsløn for de arbejdere, den tog i sin tjeneste; thi hvad skulle være rettesnoren, når konkurrerende virksomheder bortfaldt?
Dertil kommer, at hr. F.R. synes at nære en suveræn ligegyldighed for, hvorledes de statsorganer, i hvis hænder man skulle betro disse mere end vanskelige forretninger, er indrettede. Han stiller kun den fordring til styret, at det skal være »godt« – just ikke nogen videre praktisk anvisning. Forøvrigt nærer han den optimistiske tro, at når statens drift giver det størst mulige andelsudbytte, så får alle den samme interesse i statens styre, og de skal nok vide at skaffe sig respekt, hvilken styreform vi så har.*) Men således går det jo ikke; da F.R. forudsætter statens midler anvendt til forretningsforetagender, er det langtfra, at alle får den samme interesse i styret – det vil tværtimod medføre, at drevne forretningsfolk, banksvindlere og strugglere af enhver art kommer i forgrunden, og der vil åbne sig uanede perspektiver for korruption.
Forf.s forbillede er imidlertid det styre, vi har i vore store andelsforetagender. Dette er så vidt vides et simpelt flertalsstyre. Han ser da ikke, at man ikke kan overføre disse forhold til »Andelsselskabet Danmark« uden at prisgive mindretallet til komplet vilkårlighed. Den, der i et andelsselskab skulle finde, at hans interesser blev dårligt røgtede, eller at mindretallets ret overhovedet tilsidesattes, kan i reglen træde ind i andet, der ledes bedre. Men dette ville ikke kunne ske i hr. F.R.s stat. Et andelsselskab er dannet efter det princip at sikre enhver et udbytte i forhold til indsatsen – dette er et formål, som på forhånd er godkendt af alle deltagerne, og bestyrelsen kan ikke uden videre udvide denne ramme og f.eks. bruge andelshavernes udbytte til at starte andre nyttige forretninger for. Selv om flertallet støttede en sådan udvidelse af virksomheden, havde mindretallet den virksomme udvej at melde sig ud. I »Andelsselskabet Danmark« derimod måtte mindretallet finde sig i, at flertallet raskvæk brugte fællesmidlerne til allehånde forretninger.
Forf. ser som et smukt fremtidsperspektiv skattekontorerne forvandlede fra indbetalings- til udbetalingskontorer og mener, at man efter et skøn kan »vælge hvad man vil bebyrde staten med« og hvad ikke. Jeg mener at have påvist, at således er man ikke stillet i en »Retsstat«. Selve dennes væsen og funktion kræver nødvendigvis visse midler, som skal udredes. Hvad der eventuelt bliver tilovers, når selve den retsfordelende virksomhed var sikret, kunne uddeles i lige »andele« til hver af borgerne. Dette var deres ubetingede ret. Det lod sig også tænke, at der gaves frivilligt valgte fællesopgaver, som enten samtlige statsborgere eller alle borgerne i en kommune enedes om (vedtog enstemmig), f.eks. anlæg af en kanal el. lign. Men at overlade et flertal den vilkårlige disposition over fællesejendommen var det samme som fuldstændig at prisgive sin ret.
1 7. Bog af Fremskridt og fattigdom betoner Henry George stærkt forskellen imellem hvad der er klogt og hvad der er retfærdigt. »Alene det, som er retfærdigt, er klogt,« siger han. »I de individuelle handlinger og det individuelle livs snævre vægtskål kan denne sandhed ofte fordunkles, men på det nationale livs videre felter vil den overalt bekræfte sig.«
Overalt, netop i hvad jeg i Retsstaten og andetsteds har ivret for er just dette, at man ikke slipper retsprincippet på halvvejen for at glide over i andre principper, men at man gennemfører det på alle det offentlige livs områder. Derfor var det en skuffelse at møde en betragtning som den, at »statens opgaver ikke på forhånd kan bestemmes ud fra en retsbetragtning«. En sådan udtalelse afdækker et gabende svælg, som det næppe er muligt at bygge bro over. På den ene side retsstandpunktet, som overalt må afgøre en ting »på forhånd« – og på den anden side nyttestandpunktet, det velmenende formynderstandpunkt, som altid højt regnet – kommer bagefter med sine argumenter. Hvilket af disse to der er i Henry George ånd, må nu enhver overveje selv. En ting er klar: de kan ikke begge være det.
Severin Christensen.
*) Hr. Folke-Rasmussen tillægger det lokale selvstyre stor betydning, uden at han dog nærmere betegner hvilke opgaver der må tilfalde centralstyret og hvilke det lokale styre. Lige så lidt nævner han de vanskeligheder, der er forbundne med at fordele udbyttet af jordværdierne mellem disse organisationer. Men når han siger, at jeg til løsning heraf kun har henvist til repræsentationens beslutninger, beder jeg ham på ny læse side 255 i Retsstaten, da han må have glemt, at der her står: »Hvad der af fællesindtægterne bliver til overs, når statens egne formål er forsvarligt røgtede, kan anvendes til kommunerne og fordeles til dem efter deres indbyggertal osv." Hr. F.R. bruger senere næsten de samme ord, kun at han glemmer statens egne formål.