af Sophus Berthelsen
fra tidsskriftet RET, marts 1906

Stat modsat Samfund.
Finanspolitik modsat socialpolitik,

Der findes mange, som kun taler for vor
plans fortræffelighed set fra et rent finans-
standpunkt. Men for dem, der tænker som
jeg, er den etiske side af sagen af størst vigtighed.
Henry George.

Hvor ofte må man ikke sande disse ord fra Arbejdets kår? Igen og igen ser vi vore modstandere opfatte Henry Georges reform alene som en behændig skattereform, uden blik for dens indvirkning på de sociale forhold dvs. dens evne til at skabe ret for arbejdet til dets fulde løn.

Men det lader til, at også adskillige gode meningsfæller af og til forglemmer denne vigtigste side af sagen, og – forledt af modstandere – fortaber sig i skattereformens sidste følger og yderste muligheder fra et finans­standpunkt, hvorved de – især om de ikke er nøje bevandrede i kameralvidenskaberne[1]og ejendomsprisforhold – udsætter sig for ganske uden grund at komme til kort overfor drevne professionelle politikere og debattører, for hvem diskussionen som sådan er alt, resultaterne på forhånd nogenlunde ligegyldige. Atter og atter bør der siges med Henry Georges ord: det etiske er det vigtigste; arbejdets ret til sit udbytte må først anerkendes som det sikre udgangspunkt, så kan vi på forhånd være sikre på, at alle såkaldte ‘praktiske vanskeligheder’ med lethed lader sig overvinde.

Den første store misforståelse hvori modstandere – og stundom venner – let hildes, er den, at grundværdiskatreformen tilsigter at inddrage hele den nuværende grundværdi til staten (dvs. offentligt brug), hvilket er sagens finanspolitiske side. Hvad Henry George derimod vil, er at inddrage den til samfundet – hvilket er noget ganske andet. Staten er kun udtryk for en del af samfundets livsvirksomhed – det, der svarer til de bevidste funktioner i menneskelegemet. Men sagtens den vigtigste del af samfundslivet sker uden statens medvirkning, derved, at vi arbejder og virker, driver handel og vandel med hinanden i de friest mulige former, med den mindst mulige indgriben fra statens side. Vi må vistnok endog tro, at en udvikling i kultur ikke betyder flere statsindgreb, men færre – ikke flere embedsmænd, politiforanstaltninger, fængsler og sanatorier – men tværtimod aftagende brug for disse dele, ved højnelse af det enkelte hjems evne til at leve vel, uden støtte udefra. Der er for mig ingen tvivl om, at et højt udviklet folk vil indskrænke statens virksomhed til en blot regulerende og fordelende myndighed overfor de passive monopoler, medens samfundet selv skaber sine økonomiske muligheder, og former sit liv i fri andels-gruppering efter opgavernes natur.

Og ligesom det frie samfund – som vi til tankens skærpelse godt et øjeblik kan stille i modsætning til staten – er det sande ophav allerede nu til den væsentlige del af den nuværende grundværdi, således vil også den største del af den nuværende grundrente med rette tilfalde det frier samfund – og ikke statskassen, når vor reform begynder at virke.

Selvom statens love kan siges at være den formelle årsag til, at den ·nuværende grundrente kan opretholdes på privat hånd, så er den sande kilde til værdierne dog ikke lovene, og ikke statens magtudfoldelse, ja næppe nok statsforanstaltningernes egen produktivitet (som det i reglen er ringe bevendt med), men derimod selve det fri økonomiske samfundsliv, som betinger foranstaltningerne og giver dem indhold og værd.

Derfor er det, at vi må vænne os til bestandig at betragte samfundet mere end staten som den, hvem grundrenten bør tilfalde, således, at selve grundværdiskatten til staten kun er nøglen, der åbner det store skatkammer for samfundet dvs. for det fri arbejde. At, med andre ord, skattereformens indvirkning på arbejdslønnen (i social henseende) mangefold overgår dens betydning for statsregnskabet (i finansiel henseende).

Ligesom statens økonomi kun er en ringe del af nationens økonomi – næppe vel en tiendedel, udtrykt i tal – og ligesom den enkeltes skatteforhold kun udgør en ringe del af hans økonomiske livsforhold, således er også statens retmæssige del af landets samlede grundrente kun ringe i forhold til den del deraf, som tilkommer arbejdende, handlende og frit virkende samfund.

Når vi derfor med største lethed kan opgøre overfor alle vore brave modstandere, som med den overfladiskhed, som røber dilettanterne, løber rundt i finansvidenskabens vildgange, at den nuværende grundrente rigelig kan dække alle nuværende skattekrav, – så er dette kun det nødvendige svar på den til os rettede tiltale, men ikke den fulde og udtømmende besvarelse af spørgsmålet om vor reforms samtlige og især sociale virkninger. For at vinde forståelse af disse gælder det om ikke at forveksle statens døde maskineri med samfundets levende organisme – ikke at tro på muligheden af virkelige folkelige reformer blot ved overflyttelse af nogle millioner fra én lomme til en anden, men kun derved, at vi frigør kæmpekræfter, som nu ligger bastede og bundne af det nuværende skattesystem, og som vil rejse sig og ved egen kraft udfolde en produktion, som det nuværende trællebundne arbejde kun viser os en karikatur af.

Og denne frigørelse sker ved, at vor skattereform indføres så vidt, at den nye grundværdiskat begynder at påvirke ejendomspriserne på spekulationsterrænet, og derigennem at højne arbejdspriserne. Mere behøves ikke, end dette – at vække kæmpen. Kræfterne har han da selv – dem kan vi ikke give ham. Kun folket kan hjælpe folket. Men vor reforms gerning er den, at overskære alle rebene, som snærer arbejdets ædle løve.

Derfor er det nogenlunde ørkesløst at debattere det –finanspolitisk interessante – spørgsmål om, hvorvidt vi gennem skat skal inddrage den sidste procent af grundrenten. Naturligvis skal og kan vi optage også denne handske, hvis den af tankeløse modstandere kastes til os – idet vi møder dem på deres egen mark og slår dem med deres egen våben, ud fra deres egne forudsætninger. Men jeg advarer, på given anledning, ærede meningsfæller fra at drage denne side af vor sag i forgrunden, uden særlig anledning, –allerede fordi en diskussion derom tager tid og lys fra vor sags hovedformål.

Thi den fulde sandhed er, at den nuværende grundværdi ikke er en fast størrelse, men kun ‘kapitalværdien af folkets dumhed’, som det er sagt, og at den derfor vil komme i bevægelse den dag, da folket kloges af sammenhængen. Spekulationen i jord er spekulation i lovgivningens uforstand. Henry Georges kamp er af åndelig art, og ikke mod monopolhavere, thi disse overbevises vanskeligt om deres magts moralske mangler – hvorfor ej heller vor Peschke Køedt begyndte med at søge at overtale de toldbeskyttede fabrikanter til at aflade med deres toldplyndring – men mod folkets uvidenhed om dets egen kraft og ret.

Og vor sejr er vundet længe før den første krone opkræves i grundværdiskat – nemlig allerede den dag, da den sande hersker, den oplyste offentlige mening, er klar over grundrentens væsen. Da er revolutionen fuldbyrdet på det sted, hvor afgørelsen ligger, i bevidsthederne. Da vil arbejdets slumrende kæmpe begynde at strække lemmerne og monopolbåndene vil briste som sytråde den dag, da efterspørgslen efter arbejde, takket være den synkende jordpris, bliver stærkere end tilbuddene. Da vil ‘den nuværende grundværdi’ begynde at vise sine sande bestanddele, som væsentlig er: for lidt udbetalt arbejdsløn, og kun for en ringe del: ikke hævet udbytte af statsforanstaltninger, – og derfor vil ‘grundværdien’ begynde at smuldre hen, endog før den nye beskatningsmåde bliver videre effektiv, når kun visheden for at den kommer, er tilstede. Da har vi spændt egeninteressen (som ikke just er egoisme) for fremskridtets vogn, og forretningslivets automatiske stempelslag vil da gøre resten.

Men samtidig med at spekulationsarealernes jordværdi falder, er der grund til at tro, at jordværdien i alt fald som en bølgebevægelse en kort tid, vil svulme op på de egentlige landbrugsarealer, som det frigjorte arbejde vil kaste sig over, – indtil der, gennem intensivere drift af det enkelte jordstykke, atter er blevet plads til de voksende kræfter. Og samtidig vil alle de statsudgifter, som kun er sørgelige vidnesbyrd om en slet styrelse – proletar­udgifterne, den nuværende stats kostbareste luksus – af sig selv bortfalde som overflødige i et samfund, der kun kender højt lønnet arbejde og billige fornødenheder, men aldrig arbejdsløshed. Følgelig vil skattekravene aftage med lønkravenes vækst, og statsfunktionerne skrumpe ind til deres naturlige område fra deres nuværende sygelige omfang – alt mens det frie samfunds liv, hjemmenes liv, blomstrer af lykke – så vidt økonomisk velvære kan bidrage dertil.

Det er dette billede af et velstående samfund, vi må indprente os som vort mål, mere end just en velstående stat. Således er netop også billedet, som viser sig ovre på New Zealand, hvor grundværdiskattereformen har løftet samfundet op til almindeligt velvære, gennem de faldende ejendomsprisers gunstige indflydelse på arbejdslønnen – samtidig med at staten derovre endnu ligger og roder med mange og stygge levninger af et dårligt skattesystem, deriblandt en ikke ringe toldbyrde, ja endog toldbeskyttelse. Hvilket netop viser, hvor lidt staten og dens økonomiske forhold egentlig betyder, sammenlignet med samfundets.

S. B.

[1]Kameralvidenskab: ældre betegnelse for statskundskab /pma