Retsstaten
af C. N. Starcke
Udgivet af Retsforbundet 1922
Først tryk i Østsjællands Folkeblad

Al historisk udvikling følger den linje, at staterne mere og mere bliver retsstater, dvs. den samlivsform for mennesker, hvor der er en magt, som er stærk nok til at håndhæve lovene, og en vilje, som er oplyst nok til at gøre lovene retfærdige.

Staten trues, hvor der indenfor dens rammer dannes sammenrottelser, organisationer eller hvad navn man nu vil give dem, som kan trodse lovene, og staten trues, hvis den vilje, af hvilken lovene fremgår, kan gøre dem uretfærdige. Magten til at hævde lovene må alene ligge i myndighedernes hånd; viljen til at give lovene kan alene ligge i folkets egen hånd.

Vor tid bygger på den bevidsthed, som fra den franske revolution brød sig vej, at man måtte skille lovgivningsmagten fra administrationen, hvis man ville sikre sig love, som stemte med folkets retsbevidsthed. Ulykkerne i vore dage skriver sig fra, at man gennem parlamentarismen atter har opgivet denne adskillelse; thi idet lovgivningsmagtens partiførere tillige blev administrationschefer, tabte rigsdagene deres uafhængighed. Det flertal, der i rigsdagen har givet lovene, vender sig ikke mod sine egne førere, der sidder på ministerpladserne, og som foreslår lovene.

På to hovedpunkter viser de skadelige følger heraf sig ganske tydeligt.

Med de frie forfatninger fik folkene skattebevillingsret. Rigsdagene sad med vagtsomhed overfor regeringen og bevilgede kun, hvad de selv anså for strengt nødvendigt eller nyttigt. Nu er rigsdagens skattebevillingsret blevet til en skattebevillingspligt, idet rigsdagens flertal uden væsentlig kritik følger sine ministres skatteforslag.

Staten har siden frihedsårene udvidet sit administrationsområde uhyre, idet den driver erhverv i stor stil, særlig ved at have lagt alle de store samfærdselsinstitutioner ind under sig. Statsbaner, post- og telegrafvæsen er så indviklede maskinerier, at ingen rigsdagsmand kan dømme med sikkerhed om deres forhold og krav. Ministrene bliver disse etaters talsmænd overfor bevillingsmyndigheden (rigsdagen), og rigsdagen er faktisk tvunget til at bevilge, hvad etaterne gennem de parlamentariske ministre forlanger. Tilsvarende forhold gælder i kommunerne.

Disse to forhold, der har gjort ministrene til praktisk talt selvbevilgende magthavere og til store erhvervsgrenes administrationschefer, demoraliserer og opløser hele vort politiske liv, kampen om den politiske magt bliver til en kamp om at få rådighedsret over hele samfundets velstand, og de politiske førere kan lønne deres trofaste støtter med alle slags stillinger indenfor det store administrationsområde. Dermed forsvinder al sikkerhed for, at statsmagten bliver et retsværn for borgerne.

Jo større kampens pris, erobringen af den politiske magt, bliver, desto mere ordner partierne sig som kæmpende hære med alle sådannes dyder og lyder. Partierne har to hovedmidler under deres kamp, det ene er at sejre ved valgene ved at vinde stemmer, det andet er at sikre sig en stab af partitro rigsdagsmænd. Til at vinde vælgerstemmer tjener programmerne, der er en blanding af ideelle krav, der udspringer af forståelsen af, hvad social retfærdighed er, og snævre klassekrav, der vil gøre bestemte særinteresser rådende på andre klassers bekostning. Til at sikre sig partiets rigsdagsmænd tjener en valgordning, der overlader vælgerne at stemme, men lægger det i partistyrelsens hånd at udpege den, der skal stemmes på.

Til at styrke partiernes fasthed og ensidighed tjener den politiske presse, der ikke bliver organ for en offentlig og alsidig drøftelse af de forskellige veje, ad hvilke samfundet kan føres fremad, men midlet til at holde sin læsekreds i uvidenhed om alt det, der ikke stemmer med partiets særlige interesser. Og denne presses betydning udvider sig til foruden at tjene de politiske interesser også at tjene en mangfoldighed af økonomiske interesser, der gennem bladene får fat i et publikum, som godtroende følger de anvisninger, der gives dem.

Der er i vore samfund en stor mængde dygtige og flittige mennesker, der arbejder på at komme til velstand ved at skabe værdier, dyrke deres jord, forøge deres besætninger, bygge fabriker, grunde handelshuse osv. Samfundet bliver rigere ved deres virksomhed, og de skaber gennem deres arbejde nye arbejdsmuligheder for en mængde andre. Men der findes også såre mange, som anvender deres snilde for at komme til velstand ved at flytte værdier, andre har skabt, over i deres egne lommer. I en retsstat skulle alle denne slags virksomheder have de dårligst mulige vilkår; men gennem det politiske maskineri og den organiserede presse får de nye og langt mere virkningsfulde betingelser for at kunne trives. De påvirker lovgivningen, sørger for at ordne beskatningen på den for dem hensigtsmæssigste måde, og hindrer, at befolkningen gennem pressen bliver oplyst om sagernes rette sammenhæng. Intet tjener i den grad til at forbitre sindene i en befolkning som erfaringen om, hvorledes blotte spekulationsmanøvrer kan skabe store formuer, og da man ikke altid let kan skelne mellem, om der er tale om manøvrer eller virkelig værdiskabende arbejde, vender forbitrelsen sig mod al rigdomserhvervelse, og man giver sit bifald til foranstaltninger, som man tænker sig skulle ramme spekulationen ved at sætte erhvervslivet under kontrol ved en mængde regulerende bestemmelser og ved gennem skatterne at bemægtige sig en stor del af udbyttet. At man ad den vej netop ikke rammer spekulationen, men kun lammer det sunde erhvervsliv, opdager man først, når samfundets hele økonomiske liver bragt i forstyrrelse, og så er det for sent. Den ene regulering drager den anden efter sig, til sidst bliver statens myndighed ubegrænset på alle områder og lægges i hænderne på partier, der taber sansen for retfærdighed under kampen for at bevare eller erobre magten.

At under alt dette den personlige hæderlighed og gode vilje har bevaret sig i så stor udstrækning, som tilfældet er, er nærmest forunderligt. Men det er ikke nok til at forhindre, at det politiske og økonomiske liv bliver sygt. Erhvervslivets frihed, som er betingelsen for dets sundhed, lammes, ledelsen kommer i hænderne på myndigheder, der er uden personligt økonomisk ansvar, kravet om statens hjælp stiger på alle områder, og færre og færre tænker på at klare sig ved egne kræfter, staten skal have større og større indtægter, skatterne vokser, og dermed fordyres livet for alle, forsøgene på at unddrage sig sin forpligtelse bliver hyppigere og snildere, og samfundet bliver en kampplads mellem stridende interesser i stedet for et samarbejde mellem forskellige evner.

For at undgå det kaos, hvori dette nødvendigvis må ende, er der kun ét at gøre, at fjerne de årsager, der skaber det. Så har vi retsstaten.

Statsmagten må være en fuldt pålidelig og upartisk værner af borgernes ret til at leve og virke og være sikret i besiddelsen af udbyttet af deres arbejde.

Kun når staten ikke selv driver erhverv eller er interesseret i erhvervsvirksomheder, kan dette opnås. Jernbane, post, tlegraf o.desl. må derfor overgå til privat drift under koncessioner, der sikrer borgerne mod udplyndring. Erhvervene er selv interesseret i, at disse ting styres økonomisk og praktisk, og administrationen bør derfor ligge i erhvervenes egen hånd.

Erfaringen viser, at statsdriften bliver upraktisk og kontormæssig, at den bliver uøkonomisk, fordi ledelsen ikke selv er økonomisk ansvarlig, men får alle underskud dækket gennem skatter, og endelig, at den ikke byder publikum nogen garanti mod forhøjelse af takster og forringelse af ydelser.

Staten har ikke ret til at yde understøttelser. Disse er alle sammen kun udtryk for, at arbejdslønnen er for lille og evnen til at assurere sig selv derfor utilstrækkelig. At ville bøde herpå gennem beskatning er at lade hele folket betale, hvad de enkelte erhverv selv burde udrede. Opgaven må være, at erhvervene selv sættes i stand til at betale den fornødne arbejdsløn, og at enhver arbejdsvillig kan tjene i forhold til sin flid og duelighed tilstrækkeligt til at forsørge sig og sin familie og assurere sig mod sygdom, invaliditet og alderdom.

Staten har heller ikke ret til at regulere undervisningen, idet derved den åndelige frihed og hjemmenes ret til at våge over børnene krænkes. Staten har tiltaget sig denne ret, fordi den betaler; hjemmene har måttet fraskrive sig deres ret, fordi de selv var ude af stand til at afholde udgifterne. Det er nødvendigt, at adgang til forsvarlig undervisning står åben for alle børn; men det er en fare, når denne undervisning uniformeres og unddrages forældrenes indflydelse.

Under statens styrelse henhører kun retsvæsenet med gratis retspleje, en væbnet ordensmagt, sundhedsvæsenet, hvortil hører hospitaler, og kloakering og tilsvarende hygiejniske foranstaltninger, anlæg og vedligeholdelse af landeveje, fyr o.desl., og endelig seddelbanken.

Statens budget bliver derved stærkt formindsket. Medens nu stats- og kommunebudgetterne er oppe på én milliard, vil der til de nævnte funktioner næppe kræves mere end 100 millioner.

Staten må afgive enhver beskatningsret, fordi den ikke kan modstå fristelsen til at benytte sin adgang til at udskrive skat i politisk øjemed, og fordi den ingen som helst større ret har end enhver som helst anden til at fratage borgerne nogen del af deres ejendom.

De penge, staten skal bruge, fremkommer ved grundskyld, der ikke er afhængig af nogen bevillingsmyndighed, men er en gæld, enhver bruger af jord skylder samfundet som vederlag for at få eneret til at bruge dette bestemte stykke jord.

De love, hvorefter denne statsmagt skal styre, gives af en rigsdag, der vælges efter fuldkommen fri valgret.

Erhvervslivet må fuldkommen frit give enhver adgang til på eget økonomisk ansvar at skabe så store værdier, som han evner. Samfundet står sig ved, at det værdiskabende arbejde bliver så stort som muligt. Frihed og fasthed i forholdene er vilkårene herfor.

Al virksomhed, der ikke skaber værdier, men blot flytter dem, er ikke erhverv, men plyndring og skal hindres. Dette sker ved love om børsspekulationer og aktieforetagender, men først og fremmest ved afskaffelse af alle monopoler, hvorved forstås sådanne af loven hjemlede særrettigheder, der sætter indehaveren i stand til at kræve afgift af sine medborgere uden at yde vederlag derfor.

Af sådanne monopoler skal nævnes patentrettigheder og toldbeskyttelse. Opfindere bør have adgang til en bestemt procent af deres opfindelses udbytte, men ikke som nu adgang :til en ganske ukontrolleret avance og en spærring af erhvervenes benyttelse af opfindelsen. Toldbeskyttelse er en understøttelse til erhverv, som ikke kan bestå i konkurrencen. Toldbeskyttelse kan kun hjælpe de erhverv, hvis virkeområde ikke kan strække sig ud over hjemmemarkedet, og den giver altid anledning til trustdannelser.

Værst af alle monopoler er jordmonopolet, hvorved forstås, at jordejeren selv inkasserer den værdistigning, som forårsages af samfundets udvikling og befolkningens vækst. Her er spekulationens hovedkilde. Den, der ejer jord, bliver rig blot ved at vente; han behøver ikke selv at bestille noget.

I jord kan kapitalen gemme sig, så der bliver mindre og derfor dyrere kapital tilovers til erhvervslivet, og således, at der bliver mindre og derfor dyrere jord ledig til brug. Den, der kan spærre for adgang til jord, spærrer for andre menneskers adgang til erhverv; ungdommen drives fra landet ind til byerne, i byerne stiger huslejen og livet fordyres, og den, der søger arbejde, må tage den betaling, han kan få. Medens selv den største kapital er ude af stand til at tvinge et menneske til at nøjes med mindre løn end den, han kan tjene ved at arbejde for egen regning, kan selv en lille kapital tvinge den, der intet arbejde kan få for sig selv, til at arbejde i dens tjeneste for en ringe løn. I den sammenstuvede jordløse bybefolkning skabes derfor hadet til kapitalen, og der finder den sociale uro sit arnested, som dels er en fare for erhvervenes fasthed og sikkerhed, dels fører til, hele den skæbnesvangre stræben efter at løse de økonomiske spørgsmål ved at erobre den politiske magt.

Hvad en borger skaber af værdier på sin jord, er hans.

Men den værdi, jorden får ved samfundets udvikling, er samfundets. Derfor kommer der ingen retfærdighed i samfundet, før dette lader borgeren beholde alt, hvad han skaber ved sin flid og duelighed, og selv får den jordværdi, der skabes ved, at enhver jordejer betaler en årlig grundskyld, der er lig den fulde rente af jordværdien.

Med grundskyldens opkrævning fjerner man enhver mulighed for jordspekulation og henviser jordejeren til at sætte al sin kraft ind på at udnytte sin jord. Ved at udnytte jorden bliver jordejerne de for ethvert samfund vigtigste værdiskabere; ved at spekulere med jord bliver de derimod de for samfundet farligste værdislugere.

Grundskyldens beløb vil være mere end nok til at sætte stat og kommune i stand til at afholde deres udgifter. Hvad der bliver tilovers, tilfalder alle indbyggere med lige andel pr. individ.

Ved at indskrænke statens funktioner, ophæve alle skatter og opkræve fuld grundskyld, bliver man i stand til at løse alle de bånd, som nu hindrer det værdiskabende arbejdes fulde udførelse. Kilden til social uro vil da være udtømt. Men hvorledes kan denne store forandring gennemføres?

Mange mener, at enhver omdannelse af samfundet må foregå langsomt, hvis den skal være varig. Dette er ikke rigtigt. Ingen reform vil du, før folket er modent til den, men hvor denne modenhed er til stede, kan de nye institutioner gennemføres på en gang og vil vel kun kunne få deres fulde virkning, når dette sker. Hvad der kræves for at gennemføre retsstaten, er kun, at folkets retssans er så levende, at det forstår, at retfærdighed altid er nyttig, og dets indsigt så klar, at det forstår, at enhver tilegnelse af værdier, man ikke selv har skabt ved sit arbejde, er plyndring.

Vi foreslår altså en grundlovsændring, hvorved de nævnte krav gennemføres. Denne gennemførelse vil antagelig forme sig som følger:

De store etater opløses, og driften af jernbaner, post- og telegrafvæsen, sporveje, gas og elektricitet osv. går over til koncessionerede privatselskaber. Købesummen for de dertil hørende anlæg vil andrage ca. 1½ milliard og afskrives på den offentlige gæld, hvis størrelse nu er ca. 1.600 millioner. Den del af personalet, som ikke finder ansættelse under de nye selskaber, afskediges med pension og ventepenge på en med billighed stemmende måde.

Det samme gælder alle de funktionærer ved toldvæsen og skattevæsen, hær og flåde, som under den nye ordning bliver overflødige. Denne afløsning vil i det hele andrage et beløb, hvis kapitaliserede værdi kan anslås til 100 millioner.

Danmarks grundværdi er ca. 5 milliarder, og grundskylden vil således blive 5% heraf eller 250 millioner årlig. Deraf medgår 100 millioner til statens og kommunernes forvaltning. Resten fordeles til borgerne årlig, så hver person får 50 kr.

Opspares disse 50 kr. årlig for børnene fra deres fødsel til deres 14. år, vil hjemmene, som er de naturlige forvaltere af børnenes midler, så længe de røgter dette hverv på forsvarlig måde, kunne afholde udgifterne til skolevæsenet. Den offentlige skole koster nu for tiden ca. 30 millioner, og der findes en halv million skolepligtige børn, så det bliver gennemsnitlig 60 kr. årlig pr. barn, hvilket for den syvårige skoletid bliver 420 kr. pr. barn. Da barnets andel i grundskylden fra fødselen til dets 14. år er 700 kr., vil hjemmene altså rigeligt kunne dække skoleudgifterne og endda forhøje dem. Den moralske vinding, som vil nås, ved at hjemmenes ret til at styre skolerne anerkendes, vil være af uoverskuelig betydning.

I stedet for de nuværende understøttelser åbnes der adgang for enhver til at assurere sig selv. Henlægger et menneske sine 50 kroners andel i grundskylden fra sit 18. år til sit 65. år, vil han kunne sikre sig en årlig livrente fra den alder på 800 kr. Afløsning af de nuværende understøttelser efter samme mønster som pensionering af overflødige tjenestemænd, vil andrage et beløb, hvis nøjagtige størrelse jeg ikke kan angive; men jeg antager, at det kapitaliserede beløb vil blive ca. 300 millioner.

Grundskyldens gennemførelse vil i selve gennemførelsesøjeblikket betyde et kapitaltab for grundejerne. Dette tab bør alle formuer i landet være fælles om at bære. Det vil udlignes, når grundejerne får udbetalt halvdelen af den nuværende grundværdi, dvs. i alt 2500 millioner, der afskrives på prioriteterne. Der vil således blive at udbetale ved afviklingen:

Til grundejerne … 2.500 mio.
Til pensionsfond … 100 mio.
Til understøttelsesfond … 300 mio.
Til resten af statsgælden … 100 mio.
I alt … 3.000 mio

Formuerne udgør ca. 15 milliarder, og en afgift på 20% vil således indbringe det nødvendige beløb. Denne afgift udredes efter en stigende skala, så de små formuer på under 50.000 kr. får en afgift på 10%., formuer på 50-100.000 kr. en afgift på 15% og derefter stigende for hvert 50.000 kr. med ½ %.

En sådan afgift vil ikke være trykkende, idet den rigelig opvejes ved, at skatterne falder bort, og ved at ejerne sikres imod alle fremtidige krav fra samfundets side.

Den har den fordel frem for de nuværende skatter, at den kun betyder en omflytning, men ikke en fortæring af værdier. Hvad der nu kræves i skat af formue og indtægt, anvendes til forbrug i samfundet.

Den her foreslåede formueafgift bliver ikke forbrugt, men anvendes til omposteringer. Da den største part af formuerne er anbragt i faste ejendomme, vil der som regel ikke blive tale om nogen kontant udbetaling, men kun om at give afkald på et rentebeløb. Skal en mand, der f.eks. ejer 50.000 kr. i prioriteter, svare 5000 kr., vil dette ordnes ved, at han giver afkald på ca. 250 kr. åprlig af sine renter, og dette beløb opvejes rigelig af hans nuværende skatter. Tillige får jo han og hans familie 50 kr. årligt pro persona som deres andel i grundskylden.

For at undgå at drage kapital ud af erhvervsvirksomhederne med et slag, kan formueafgiften betales afdragsvis i rater, som kan ordnes efter det princip, at der udstedes obligationer, der forrentes, og hvoraf en bestemt del årlig udtrækkes.

Den største hindring for gennemførelsen af alt dette er den tro, der er vokset op hos folk, at staten må ordne alting, hvis der ikke skal fremkomme kaos. Men denne tro er for det første af ganske ny dato, og for det andet er den gal.

Da vi fik vor grundlov i 1849, hvilede den på folkets mistro til statens styrelse og indgreb. Den blev givet af frihedskærlige mænd, der krævede ret til at leve deres liv efter eget omdømme og på eget ansvar. Den blev givet arbejdslystne mænd, der krævede alle skranker for deres erhverv inden for retskaffenhedens rammer hævet, men ikke krævede, at staten skulde assurere dem. Til denne tro på frihedens værdi og tilliden til egen kraft er det, vi skal vende tilbage. Man så ikke den gang, hvilken uretfærdighed, der ligger i jordmonopolet. Af denne uretfærdighed er det nuværende sociale kaos skabt, idet man for at bøde på dets følger har givet staten mere og mere magt til at regulere og til gennem skatterne at råde vilkårligt over borgernes ejendom.

Erfaringen har nu lært os, at staten ikke kan administrere erhverv, at den ikke kan holde måde i sine skattekrav, at dens magt frister partierne ind på en oprivende politisk kamp og vænner folk til at stole mere på statens hjælp end på egen kraft.

At dette er en ulykke, vil vistnok de fleste have lært at indse, og derfor mener vi, at folket er modent til at gennemføre retsstaten.